Saftigt, festligt, ukompliceret. Da den danske trio Ki! gik på scenen fredag, var det som at få serveret en frisk og helbredende formiddagsdrink, komplet med parasol og farverigt sugerør. Der kan godt sås tvivl om nærings- og alkoholindholdet, men lækker og lindrende nonetheless.
Trioens groove-bårne numre var lige fra åbningsnummeret en stor fornøjelse at suse med på. Tårnhøjt tempo, stramt spændte baslinjer, velplacerede tæsk på tammerne og perskussive plekterunderdelinger på Apache-spaden. En ny iscenesættelse af biljagten i 70’er-actionfilmen The French Connection til hi-hattens halvtåbne snerren. Det er lige før, jeg ser vulkan for mig, der eksploderer i udbrud, mens en helikopter flyver over.
Som et mixtape med alle referencerne i orden, fremmaner Ki! alverdens øjebliksbilleder, hovedsageligt instrumentale af slagsen, fra rejser til troperne, prærien, Sydøstasien og NYC. Deres formfuldendte repertoire fungerede nærmest som en slags musikalske postkort fra fiktive steder, der ved hjælp af småjusteringer i guitarlyden og indstillingen til rytmik, indrammede slasket discofunk, afrobeat, Motown-blæs og lidt fra nogle spaghettiwesterns i et letforståeligt lydbillede. Selvom der ikke blev plads til hverken hornsektion, synth eller perkussionister på scenen, var der sørget for rigeligt på backing til det håndspillede – og velspillede – repertoire for bas, tromme og twangy Stratocaster.
Efter et letbenet, dansabelt og helt og aldeles ufarligt åbningsnummer, introduceredes det thaifunkede partytrack “Mây Trôi”, og så var sommerlandet altså for alvor over os. De asiatiske indflydelser i de små, spidse melodier, som kom til udtryk i begyndelsen af koncerten med Ki!, havde en mild tristesse over sig, som jeg nåede at forelske mig i. En festival må gerne være et sted, hvor man også bare nyder livet. Ferietid, hvor åndslivet også bare chiller, som Tom Kristensen sådan cirka skrev.
Med en mildt løssluppen stemningen elegant etableret, var Ki! parat til at sætte trumf på det meget Khruangbing-lignende lydbillede, med et tidligt gæsteartist-kort i form af Steffen Westmark (den sydfynske Al Green?). Med ekstremt skarpe og lush treklange, under pragtfuld deltagelse fra den hvide-cowboy-boots-bærende Simone Tang, sang Westmark for på nummeret “Happy”, med den i andre anledninger noget så bekymrende tekst »Be happy, it’s the only way to be«. Men altså, godt lød det jo, på den der virkelig tight, men ikke for tight, juicy disco-agtige måde. Skål!
Midt under det dejlige og svingende “Happy”, fattede jeg mistanke om, at det måske faktisk var et Al Green-cover, vi var vidner til. Det kompetente trommespil, bassen i lommen, de perfekte vokalharmonier. Men var det ikke lidt som en lidt for grundigt udfyldt soul-skabelon? En hidtil ukendt Jackson 5-sjæler? Et Chat-GPT-genereret stykke med Heatwave?
Fornemmelsen af, at Ki! spiller en slags pastichemusik var allerede spirende på dette tidspunkt, men i det efterfølgende Tarantino-agtige surfnummer, hvor fjederreverben sad lige i skabet, efterfulgt af et country-præriestykke med hjemsøgende uuuh-kor, hvor der gik lige dele George Harrison og Ennio Morricone i den, nærmede det sig det parodiske.
Også på det Fela Kuti-imiterende hit “Abeokuta”, der låner fra både “Zombie” og talrige allerede eksisterende fortolkninger af dét groove (eksempelvis faretruende tæt på Ibrahim Electrics “Fela”), lå ganske enkelt til højre for højrebenet. Solidt og genkendeligt. Men opfindsomt? Virkelig ikke.
At bandet til sidst gav den helt op med hidsigt strummet flanger-guitar og stort anlagt call-and-respond-kor, der faldt i tilsyneladende alles smag, var en godmodig og snorlige facon at afslutte en knuselskende musikalsk hoftevrikker af en formiddag. Og det var faktisk ikke rigtig til at være andet end glad og klar til at tage alle livets vidunderligheder ind. Letsindigheden længe leve.
