1. Diorama var en scene for de mest intime og stærke oplevelser
Med sin magiske beliggenhed blandt høje, slanke birke- og fyrstammer, som man enten finder gennem skovtunnel eller over bådebro, var Dioramascenen en afgørende platform for mindre (og fantastiske) navne, i et festivalprogram, der ellers er kendetegnet af de mere etablerede (tør man sige ældre?) af slagsen. Diorama havde det hele. Et lille, men kompetent anlæg, et personligt udtryk, naturlige omgivelser med interessante lysinstallationer og omkringliggende barer under trækronerne. Flere af Heartlands absolut stærkeste øjeblikke udspillede sig her, og vi ville ikke have været den foruden.
Her spillede danske Kingtommi fredag aften. Bevares, der havde været hvisken i krogene om, at en ukronet konge skulle gøre sin entré, men jeg tror, det kom bag på mange, præcist hvor eksplosiv en hiphop-slash-krautrock-seance, majestæten skulle præstere. Med en roterende besætning på keys, elguitar og saxofon, og med en trommeslager, der spillede med så stor og emfatisk præcision, at hoveder eksploderede i øst og vest, sparkede Kingtommi dørene ind til alle hjertekamre foran scenen. Forrest foran scenen havde flere fans venner og familie med på FaceTime, og jeg tror, at nogen hjemme i stuen græd. Det følsomme og udfarende temperament kulminerede, da hovedpersonen selv klatrede ned fra tronen for med lukkede øjne at bevæge sig ind i publikums arme.
Det samme gjorde Yörs overmenneskeligt menneskelige Marie Kildebæk, da hun lørdag aften pludselig befandt sig halvvejs oppe ad trapperne til den tilstødende tagterrasse. Som et musikalsk bagholdsangreb, sang hun en voldsomt overbevisende version af det summende og oversete drømmenummer “Dørtelefon” fra det tilsvarende fabelagtige debutalbum. Alene Kildebæks måde at se på sit publikum på kan være pulsforøgende og forårsage bævende underlæbe, og det skælvende publikum forvred glædeligt nakkerne for ikke at gå glip af hverken Kildebæk eller den suveræne trio, som hun efterfølgende genforenede sig med på scenen. Yörs koncert var en følelsesbevæget og mesterligt fremført overflyvning af et repertoire, der også under festlige live-forhold i skoven brillerer.
Vi anmeldte også mere indgående både Smag på dig selvs dødbringende saxofon-EDM, Ki!’s bløde middagskoncert og Astrid Engbergs dragende åbning af Dioramascenen, som du kan læse her.
2. Iceage-forsangeren Elias Rønnenfelts rough-love-country var årets fedeste anti-crowd pleaser
Elias Rønnenfelts trio spillede lørdag aften på Backroads-scenen, som er Heartlands scene for roots og country. Sange for westernguitar i en grunge-agtig pagt med tørt slagtøj og knurrende elbas er en overraskende naturlig form til Rønnenfelts sangskrivning.
På en Heartland Festival, der lørdag sang på sidste vers, var det modigt at troppe op med et så no-bullshittet setup, men den grove lyd lod til at resonere i de trætte festivalører. Efter de mange store, flashy koncerter, var der en eller anden slingrende ægthed over en omgang upoleret bluegrass og Rønnenfelts vidunderlige, underspillede attitudeproblem.
Trioen greb de enkle arrangementer an med stilfærdig dramatik og tilbagelænet overskud, især på de tungere, sydstats-sydende numre. De vrængende melodier og dovent artikulerede tekster skræmte måske et fåtal væk, men overvandt til gengæld de tilbageværende i tilsvarende stor grad, og endte med at skabe et hypnotisk rum for at stirre lidt ud i luften eller rokke imponeret-uimponeret med i sit beskidte festivaltøj. Som en forsamling ørkenkaktusser, sugede publikum stilfærdigt den musikalske mangelvare uforgængelighed til sig som tiltrængt regn.
Det var jo alt sammen i og for sig en utvetydig succes, så derfor kan det undre, at der absolut skulle være tre sange fra backingtrack midt i et sæt, der ellers virkelig havde det kørende for sig, at det var så uforfængeligt, uredigeret og hele tiden lige ved at gå op i limningerne.
3. Heartland er Danmarks uofficielle festival for dad-energy
Heartland er kendt som en festival for den kreative middelklasse, med talks og kunst, der udfordrer og udvider horisonten hos gæsterne, og god mad, der tilfredsstiller sanserne. Det første gælder dels også musikprogrammet, men en efterhånden ikke ubetydelig del af programmet på årets festival må siges at høre til en mere hyggelig, og knap så udfordrende, kategori.
Det eksemplificerede Keane allerede på første aften, da de åbnede festen med et »We only need you to sing, dance and have a good time. Can you agree to that?«. Med jovial dad-energy, et sammenknebet tusindmileblik og inderligt knyttede næver, mindede Keane os om deres umiskendeligt skarpe klaverlyd og pumpebassens storhedstid. På tourné i anledning af deres eget tyveårs jubilæum er det påfaldende, hvor uforandret deres lyd er: Kedeligt vellykket og diplomatisk. Keane lyder som deres egen foretrukne beklædningsdel: Et par stramme bukser.
Apropos stramme bukser, spillede det franske Strokes-lignende band Phoenix senere samme aften på den mere anonyme scene Highland. Det midaldrende Phoenix optrådte med meget hårde plektre, gennemsigtige glasfibertrommer og (angiveligt) engelsksprogede tekster. Sådan fejrede de Myspace-æraens new-wave-lyd fra 00’erne med en lidt anspændt indiekoncert. Vi husker nok alle perioden, hvor alle guitarister skulle have et par trommer og et bækken, så de kunne slå ukvalificeret med på omkvædet.
Men langt fra al dad-musik er kedelig. Den streg i sandet trak fædrene i WhoMadeWho, da de bag hver deres gigantiske stanniol-ellipse af et pultbord fløj det velsmurte rumskib af et elektro-repertoire ind på selvsamme scene. Med brændende synthesizere og episke dance-beats, skabte trioen en af de stærkeste – og også alt for korte – tilskyndelser til at danse som en besat.
Fredag ved midnatstid forvandlede Highland sig så til en krypt, hvorfra Kellermensch myldrede frem. Hele den omfattende besætning befolkede scenen med en tæt trafik af ihærdigt omvandrende fædre, der i fuld bevægelse spillede en voldsom smadrekoncert med deres knusende folkmetal-lyd fra de trøstesløse kyster i vest. Kellermensch kan virkelig få sent vågne rockhoveder til at rokke dybt og taktfast, ikke mindst takket være Sebastian Wolffs indtrængende nærvær og stærke sangtalent.
Derudover spillede Tim Christensen på countryscenen Backroads fredag, Blue Foundation på Highland, og Kasabian spillede på Highland torsdag. Akkurat hinsides grænsen mellem dad- og grandad kategorien, tændte en stadig 58-årig Rick Astley også den store hitmaskine på Greenfield, til stor tilfredsstillelse, ikke mindst for Astley selv. Et honorable mention går også ud til Anne, Sanne og Lis, der teknisk set heller ikke lader til helt at passe ind i kassen.
Og så var der selvfølgelig de ligeledes skinnyjeans-bærende fædre i Mew…
4. Danmarks Underholdningsorkester er en omstillingsparat arbejdsplads
Lørdag eftermiddag var den stort anlagte koncert mellem Mew og Danmarks Underholdningsorkester på Greenfields ret eksponerede scene helt og aldeles i elementernes vold. Det fine (men bestemt ikke regntøjsklædte) orkester satte sig ellers til rette til tiden, men måtte kort efter trække sig igen, da vejrguden sendte en af de mere alvorlige advarsler efter dem og med pludselige vindpust blæste partiturerne fra scenen som akavet A4-confetti. Orkestret måtte først trække sig af hensyn til de fine instrumenter, men efter de godmodige værters kortvarige udskydelsesintermezzo, lykkedes det alligevel at mønstre den fulde besætning til åbningsnummeret “156”. Fra sit podie måtte dirigenten, da han først fik styr på iPaden, bogstavelig talt dirigere med venstre hånd for at fiksere nodeark med højre. Den opgave løste en rulle gaffatape senere. Meget kan man sige om Danmarks Underholdningsorkester, men outdoorsy er de sgu ikke.
Mew og Underholdningsorkestret spillede efter forholdene en flot koncert, der på de fjernere rækker dog var præget af svære forhold for lyden. Sidevind er generelt en udfordring for store friluftskoncerter, men især store akustiske orkestre, som er svære at mike op, kan være kendetegnet af bølgende lydstyrke og skæve niveauer, som desværre prægede koncerten.
Det stod dog ikke i vejen for flotte og bombastiske orkesterudgaver af de klassiske Mew-numre, særligt i de mere stille af slagsen, hvor orkestret fandt plads til at indtage lydbilledet, som på eksempelvis “Carry Me To Safety”, med store legato-strygere og kun let brusen i mikrofonerne. Også på “Nothingness and No Regrets” faldt tingene i hak for de to orkestre, med triller i strygerne til det sagte klaverspil.
Modsætningen var “Am I Wry? No”, hvor Mew godt nok spillede blændende, men hvor orkestret simpelthen var fortrængt til rollen som en fornemmelse bagved elguitarer og trommer. Der var i arrangementerne ikke et forsøg på at tænke store omvæltninger af Mews velkendte arrangementer, hvilket betød, at orkestret mange steder i stedet blev brugt til at understøtte akkorder eller udgøre klangflade i et crescendo. På de lange, stille guitarbårne vers af det afsluttende “Comforting Sounds”, var der omvendt masser af plads til et orkester, men her var de af uforklarlige årsager alligevel tildelt en marginal rolle. Først hen mod den lange, fortvivlede outro brød orkestret langsomt igennem lydmuren, med gyldne og klare messingblæsere, og fik sat et storslået punktum.
