D. 6. juli er der i London generalprøve på filmudgaven af Elbows nye plade Leaders of the Free World. Foto: Tom Sheehan I forbindelse med indspilningen af den nye plade har Elbow nemlig arbejdet sammen med kunstnergruppen The Soup Collective. Under indspilningerne har The Soup Collective levet optagelser til en dokumentarfilm og samtidig samarbejdet med Elbow om små kortfilm, animationer m.m. Alt, hvad The Soup Collective fik lavet, blev vist på en storskærm i Elbows studio Blueprint og har på den måde inspireret Elbows nye plade, samtidig med at Elbows musik har inspireret alt, hvad The Soup Collective lavede. Et samarbejde, alle har fået noget ud af. Der er ingen forlydender, om man kommer til at kunne købe filmudgaven af Leaders of the Free World, der udkommer som plade d. 5. september. Men da de to første Elbow-udspil begge har været tilgængelige med bonusdisc eller dvd, er det ikke utænkeligt, at filmen ender med at kunne erhverves på denne måde.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Ny plade fra My Morning Jacket til september
De talentfulde sydstatsrockere fra My Morning Jacket har nu lagt sidste hånd på deres nye plade Z, der dog først udkommer den 20. september. Albummet er gruppens fjerde fuldlængde, og den første siden It Still Moves fra 2003. Ifølge trommeslageren i bandet, Patrick Hallahan, vil der være 10-11 numre på Z, der i øvrigt også skulle være en noget anderledes plade end forgængeren. Hvordan anderledes, vil Hallahan dog ikke afsløre endnu. Til gengæld kan man, udfra setlister fra bandets nylige koncerter, se, at titler som Don Dante, What a Wonderful Man og Off the Record sandsynligvis vil være at finde på den nye plade.
Programmet til Klub Sanz Festivalen klar
Selvom den store Roskilde-festival lurer lige om hjørnet, kan vi godt finde tid til at dvæle lidt ved en noget mindre dansk festival – endda på den anden side af Storebælt. Tredje udgave af den årlige Klub Sanz Festival løber nemlig af stablen den 16. juli på Voxhall i Århus, og det er med en række interessante danske navne. Nu er festival måske så meget sagt, da der altså er tale om én dag på ét spillested, men til gengæld er prisen så også en lidt anden, end for fire dage på Roskilde Festivalen. 80 kroner er nemlig bare hvad man skal punge op med for at se følgende navne spille op til dans og eftertænksomhed: January Jaunt, Mimas, Dial Zero, Oh No Ono, Tonekontroll, Entakt og Death to Frank Ziyanak. Tidligere har festivalen præsenteret navne som The Blue Van, Powersolo og Spleen United, så der er gode chancer for at se det næste halvkendte danske band før din indienabo.
Dansk indielabel udgiver australsk EP
Det københavnske indielabel Sublime Exile Recordings er nu klar til at udgive debut-pladen fra det australske dream-pop-band the Fakes. EP´en Storm In A Tea Cup har godt nok ikke fået en official udgivelsesdato endnu, men singleforløberen I Hate January er allerede i rotation på radioen – i Australien altså. Bandet beskrives på mange måder på pladeselskabets hjemmeside, men den mest fængende er nok den engelske frase: What Punk would sound like if it could be beautiful. Wauw. Udover det bliver the Fakes sammenlignet med blandt andet Mazzy Star, Cowboy Junkies og så selvfølgelig My Bloody Valentine. Tracklisten til Storm In A Tea Cup: 1. Tear2. Storm3. I Hate January4. Happy5. Breathe 6. A minutes notice Sublime Exile RecordsFyrwerk Music & Entertainment
Depeche Mode i Parken til februar
Det legendariske engelske band Depeche Mode har i dag offentliggjort, at det kommer en tur til København på den forestående verdensturné. Det sker helt præcist lørdag den 25. februar klokken 20.00 i Parken. Som tidligere rapporteret her på siden, er Depeche Mode klar med en helt ny skive en gang til efteråret, og mon ikke de nye sange trods alt vil finde vej til setlisten, der ellers i forvejen vil være fuld af gamle klassikere. Der er ikke fastsat en pris til koncerten endnu, men vi ved, at billetterne først kan købes fra mandag den 5. september klokken 10.00. Det skal i øvrigt ske igennem billetlugen.dk, så man må forvente, at salget vil foregå gnidningsfrit og uden kaos. [ironisk blinkende smiley indsættes her] Depeche Mode-plade til efteråret
Bokssæt erklærer Luke Haines død
Det er set før, at kunstnere udgiver plader, der i mere eller mindre grad skaber tvivl om, hvorvidt pulsen stadig slår på dem. Hvorfor stod Paul McCartney for eksempel med ryggen til på coveret til Sgt. Pepper, og hvordan kunne Townes van Zandt fortsætte med at spille efter The Late Great Townes van Zandt? Nu vil den engelske sangskriver Luke Haines også være med, så den 11. juli udgiver Emi bokssættet Luke Haines is Dead! Bokssættet kommer til at indeholde 62 numre, hvoraf mange aldrig har været tilgængelige før. Udover remix, alternative og BBC-sessions, rummer boksen blandt andet 4 tracks fra en Steve Albini produceret John Peel session. Luke Haines har, udover sine soloplader, udgivet plader med Auteurs, Baader Meinhof og Black Box Recorder. Fællestrækket for alle disse er Haines’ satiriske tekster. Bokssættet bliver fulgt op af en akustisk turne, der desværre ikke bevæger sig uden for Englands grænser.
Nyt Calla-album til september
Den halvdystre amerikanske slowcore-gruppe Calla er på vej med et nyt album til de mørke efterårsaftener. Collisions, gruppens fjerde fuldlængde, udkommer den 25. september på Beggars Banquet. Callas tredje album, Televise fra 2003, fik pæn kritik i de medier, der nu en gang skriver om musik, de fleste mennesker ikke kender, og måske er det derfor, at gruppen har givet genvalg til producer Chris Zane. Tracklisten til Collisions ser sådan her ud: 1. It Dawned on Me2. Initiate 3. This Better Go As Planned 4. Play Dead 5. Pulverized 6. So Far, So What7. Stumble 8. Imbusteros 9. Testify 10. Swagger 11. Overshadowed
Sigur Rös-hymne til H.C. Andersen til download
H.C. Andersen-showet i Parken i april måned gav dønninger helt op på politisk plan, og ledelsen af fonden bag arrangementet brændte fingrene så grundigt på den varme bedstemor Tina Turner, at de valgte at forlade deres poster. Imidlertid er det på sin plads at huske på, at der ud over et dundrende underskud trods alt kom nogle udmærkede ting ud af showet. Og én af de allermest spændende resultater var islandske Sigur Rös’ musikalske fortolkning af eventyret Den lille pige med svovlstikkerne, som blev brugt som akkompagnement til Den Kongelige Ballets gendigtning af selv samme historie. Som vi kunne fortælle for et par måneder siden, gæster Sigur Rös Danmark om én måned og to dage, men publikum skal ikke forvente at kunne købe det nye nummer, da der ikke umiddelbart er planer om at udgive det. Til gengæld kan man på Sigur Ros’ hjemmeside hente en video med opførelsen i Parken i en ganske glimrende kvalitet.
Tre nye plader fra Symptoms – helt gratis
Bortset fra et par koncerter hist og pist har man ikke hørt meget til Klaus Ammitzbøll alias Symptoms siden hans 2001-album Apathy, der med sine forrevne og kornede ambient-droner fik en yderst pæn modtagelse. Men den hidtidige anonymitet har måske en ganske naturlig forklaring. Ammitzbøll lader til at have haft travlt, for nu har han nemlig udsendt intet mindre end tre plader på én gang – Discipline, Joy og Violence. Dét i sig selv er lidt af en mundfuld, men Ammitzbøll nøjes ikke med at lave musik. Han har til hver enkelt af pladerne sammensat et diasshow, som akkompagnerer de sitrende lydflader. Men hvordan får du det så alt dét ind i din CD-afspiller? Tja, det ville være smartere at tage fat i din computer. Hvad enten du er PC-bruger eller Mac-fan, ligger samtlige af de nye Symptoms-plader inkl. billedcollager på Symptoms’ hjemmeside, hvor de er gratis at downloade.
Dobbeltkoncerter med Simpson og Unmack i Vega
Er du typen, der elsker danske hverdagspoeter med et sikkert greb om storbyens tristesse og forførende tilbud, har vi en god nyhed: Mikael Simpson og Jens Unmack giver to dobbeltkoncerter i Vega til efteråret – nærmere bestemt den 7. og den 8. oktober. I konceptet “dobbeltkoncert” ligger, at de to herrer skiftevis er support for hinanden to aftener i træk. Først er Mikael Simpson hovednavn om fredagen, og derefter er Jens Unmack det om lørdagen. Netop Unmack, der var forsanger i nu opløste Love Shop, bliver interessant at følge, da han sandsynligvis vil basere koncerten på sin første soloplade Vejen hjem fra rock’n’roll, der kommer på gaden på mandag. Simpson har ikke nogen ny plade på vej, så hans koncert vil nok bestå af numre fra hans første to glimrende plader – samt selvfølgelig en masse snak om Pia Kjærsgaard, Boogie og den slags.
Play/Rec udgiver ny Phil Elvrum-plade
Det københavnske pladeselskab Play/Rec har masser af brød i ovnen for tiden. For nylig udgav de det andet album fra hardcore-rockerne Lack, Be There Pulse, og i den kommende weekend sender selskabet både Lack og Barra Head på scenen til Spot-festivalen i Århus. Men en listig pressemeddelelse fortæller, at Play/Rec har mere i ærmet. De skriver ikke selv navnet på den indie-stjerne, de har fået fat i, men ud fra de citater fra gamle pladeanmeldelser, som er inkluderet i pressemeddelesen, er der ingen tvivl: Det er Phil Elvrum, manden bag The Microphones og Mt. Eerie. Ikke mindst hans 2001-album som The Microphones, The Glow pt. 2 gav ham enorme anmelderroser, og flere store amerikanske musikmedier kårede pladen som årets bedste. Derfor er det også med en vis synlig stolthed, at Play/Rec på fortæller, at de skal udsende en ny Elvrum-plade – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Pressemeddelelsens hemmeligsfulde karakter gør, at det ikke står klart, om Elvrum udgiver under eget navn, som Mt. Eerie eller måske som noget helt tredje. Der er heller ikke offentliggjort nogen udgivelsesdato endnu.
Download Spot-aktuelle artister
Som de fleste der er interesserede i den slags nok godt ved, så er der Spot-festival i Århus i den kommende weekend. Flere end hundrede solister og bands vil underholde på de forskellige spillesteder, og blandt dem vil selvfølgelig også være en masse navne fra de uafhængige pladeselskaber, der er skudt op i Danmark de sidste par år. For at lade ordentligt op til weekenden tilbyder de uafhængige pladeselskaber (DUP) nu downloads med ti af de bands der spiller på en speciel scene på festivalen, der endda hedder DUP-scenen. Downloadingen er i samarbejde med TDC og det hele sker under sloganet 10tracks, 10 bands, 10 kroner. Hurra, her på Undertoner elsker vi, når ting sker under et slogan. Her er Tracklisten til numrene, der kan downloades på denne adresse: 1. Turbulens – Bejleren2. Green Pitch – In Amsterdam3. Red Ink – ingen titel4. Aron – Early Morning 5. The Psyke Project – In The Mist6. The Mopeds – Refused Demoland7. Olesen-Olesen – Studier af skyer8. Nicolai Munch – Goodbye9. Gravy – That Girl10. Ghost Rocket – Drug Freedom
Malkmus på Loppen til september
For slackers over hele Danmark er der nu gode nyheder. Frontmanden i legendariske Pavement, Stephen Malkmus, kommer nemlig en tur på Loppen i København til september. Der er helt præcis tale om fredag den 30., og Malkmus tager hans backing band the Jicks med sig. Efter han sammen med Pavement i 90-erne blandt andet udgav indie/slackerrock-milepælene Slanted & Enchanted og Crooked Rain, Crooked Rain er Malkmus gået solo, og har netop udsendt det kritikerroste album Face the Truth. Forhåbentlig kommer man til at nyde godt af hele repertoiret på Loppen den 30. september. Billetter koster i øvrigt 140 danske kroner.
Pluto skifter til nyt dansk pladeselskab
Mens københavnske Pluto arbejder på et nyt album, der formentlig dukker op næste vinter, har trioen fundet tid til at aftale sig frem til en ny pladekontrakt. Efter at have udgivet både Forfra og Støv/eller/støj på Display Records, som bandet selv drev sammen med kollegaerne i Diefenbach og Geisha, ender bandet nu i samme stald som anmelderroste Green Pitch. Good Guy’s Recording Company har dermed fordoblet antallet af bands på kontrakt, og af pressemeddelelsen fremgår det, at Pluto ikke er en her-og-nu-satsning. I hvert fald ved pladeselskabet ikke så meget om, hvor Plutos indspilninger ender henne; der bliver i al fald eksperimenteret godt og grundigt.
