Talib Kweli kommer til København, og det skal man ikke gå glip af, hvis man er til amerikansk alternativ hiphop. Her kan man få alt, hvad hiphophjertet begærer: gode beats, forrygende fortællinger og et gyldent flow.
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Foto-reportage: Real Estate + Pinkunoizu, 03.02.10, Lades Kælder, København
New Jersey-bandet Real Estate varmede Lades Kælder op en iskold vinteraften. Undertoners fotograf var til stede og forevigede kvartettens første koncert i Danmark.
Jay Reatards dødsårsag fundet
Da chokket om Jay Reatards død kom i starten af året, var der uvished om dødsårsagen. Han var bare blevet fundet i sin seng. Siden svirrede rygterne, bl.a. om at han havde HN1N1, og det måske var skyld i hans død, og på et tidspunkt gik der også historier om, at hans død blev efterforsket som mord. Nu er årsagen til hans død fundet, har Stereogum fundet frem til via The Commercial Appeal. Ifølge obduktionen foretaget af Dr. Karen E. Chancellor var kokain-forgiftning skyld i hans død med alkohol som en stærkt medvirkende faktor. Med det liv, Jay var kendt for at leve, kommer det jo ikke som en overraskelse. Nu kan rygterne falde til ro, og Jay Reatard kan hvile i fred.
Japandroids kommer til Roskilde Festival
Ja, det er nok ikke helt i overenstemmelse med Roskilde Festival, der tidligere i aften afslørede tre nye navne til festivalen, The Temper Trap, Electrojuice og FM Belfast, men Japandroids fortalte i aften, at de spiller på festivalen til sommer. Den energiske duo fyrede deres debutalbum af live på Loppen her til aften og kom til at afsløre, at de vender tilbage til sommer til Roskilde Festival. En dejlig nyhed for de, der ikke fik set dem i går i Århus eller i aften, da bandet lød fuldstændig som på plade: Raslende rastløse, larmende og energiske. De spillede endda også et par nye numre, så der er allerede en plade nr. to på vej. Bandet var i øvrigt utrolig positive anlagte og var glade for den store opbakning og for Loppen som spillested. Der var muligvis lidt for meget bas i starten af settet, men de to canadiere fyrede den virkelig af og udviste stor spilleglæde. En sikker booking fra Roskilde Festival der i Japandroids nok skal få en god koncertoplevelse.
Definitive Jux lukker ned
Rygterne har svirret det seneste døgn, at Definitive Jux ville lukke butikken. Nu er det desværre officielt. El-P har skrevet en tåreperser af en pressemeddelelse på deres hjemmeside, hvor han takker sine samarbejdspartnere, kunstnere, medarbejdere og fans for 10 års arbejde med Definitive Jux. Pladeselskabet vil gå i hi på ubestemt tid, så El-P kan koncentrere sig om at lave musik og producere plader. Han understreger, at selskabet ikke lukker, man vil stadig kunne få nyheder om de forskellige kunstnere og købe merchandise, men der kommer ikke nye plader. Selvom selskabet måske ikke har leveret de helt store åbenbaringer de sidste par år, er det stadig trist. Da Definitive Jux startede i begyndelsen af sidste årti, bragte de en helt ny dagsorden for hiphoppen og viste en ny vej, der var kompleks og fascinerende. Albums med Cannibal Ox, Aesop Rock, Mr. Lif, Murs og El-P selv satte afgørende mærker i hiphop-historien og nye standarder for, hvordan genren kunne lyde. Nu kan man jo så håbe, at det betyder, at der vil komme en strøm af nye udgivelser fra El-P’s hånd, både som producer og solo.
Releasedato for Broken Social Scenes nye album
Nu er det over et halvt år siden, at vi her på Undertoner kunne fortælle, at Broken Social Scene var gået i studiet for at indspille en ny plade. Nu begynder der så endelig at vise sig resultater, har Tiny Mix Tapes opdaget. På Arts & Crafts hjemmeside har de nemlig annonceret, at albummet, der er produceret af Tortoises John McEntire, udkommer 4. maj. En titel har de endnu ikke fundet på, men de har jo altså også lige nogle måneder at løbe på. Når vi engang kommer så langt, tager bandet også på en kort Europa-tur, dog uden datoer i Danmark. Det nemmeste er vist at tage til London eller Köln, hvis man er meget Broken Social Scene-syg. Her er datoerne til deres mini-tour: 13/5 Brixton Academy (m. Pavement), London 14/5 All Tomorrow’s Parties, Minehead 17/5 Heaven, London 18/5 Melkweg, Amsterdam 19/5 Burgerhaus Stollwerck, Köln 21/5 La Maroquinerie, Paris
Undertoners januar
Januar startede koldt med nyheden om Jay Reatards død, men heldigvis har måneden også bragt gode oplevelser.
Murs og 9th Wonder udgiver nyt album
En af de mest kvalitativt sikre hiphop-duoer, Murs og 9th Wonder, har planer om at udgive nyt album. Det har Prefix Mag læst på Murs Twitter. Det bliver i så fald det fjerde album fra duoen, hvor især det første, Murs 3:16: The 9th Edition, er en lille klassiker. Generelt er Murs en travl herre. I 2008 udgav han den fremragende Murs for President, og sidste år udkom det tredje album med Felt, som er et samarbejde med Slug, der til denne plade havde Aesop Rock som producer. Det er vist unødvendigt at nævne, at det er et solidt album. Nå, men tilbage til det nye album med 9th Wonder, så er der ingen titel endnu, men albummet udkommer i hvert fald 30. marts, så spændingen er sat i vejret.
Efterklang – turen går til 4AD
Jeg har gået en tur i Efterklangs lydlandskab, hvor jeg fandt Casper Clausen og spurgte ind til dét at spille live, lave nyt album og blive signet hos 4AD.
Yeasayer udgiver ny single til gratis download
Et af årets mest ventede albums her på redaktionen, er Yeasayers Odd Blood. Videoen til den første single, “Ambling Alp”, satte de forventninger højt i vejret, og der er god grund til at glæde sig til albummet udkommer 9. februar og koncerten 8. marts på Vega. Nu har bandet frigivet endnu en single, “O.N.E.”, som kan downloades frit og kvit fra deres hjemmeside. Eller næsten i hvert fald. Det koster lige en e-mail-adresse. Det er et herligt nummer med en positiv, elektronisk 90’er-produktion. Endnu et klart bevis på, at de har bevæget sig i en mere dansabel retning. Den kan også fås lige her:
Fredagsvideo: Kid Cudi: Cudderisback
Indie er virkelig blevet et hit i de mere poppede hiphop-kredse. Beyonce og Jay-Z har allerede erklæret deres kærlighed til genren, hvis man kan kalde den det, og nu har Kid Cudi kastet sig ud i en fængende sag bygget på Vampire Weekends “Ottoman” fra lydsporet til filmen “Nick and Norah’s Infinite Playlist”. Videoen handler mest om, at Kid Cudi ryger fede og synes, det er fedt, men nummeret hiver i mundtøjet for at få det til at synge med. God weekend!
MV/EE bringer varmen til Danmark
Ahr, nu må det satme snart stoppe, hva’? Al den sne og kulde er vi trods alt ikke vant til her i Danmark. I hvert fald ikke over så lang tid. Nu har vi brug for lidt varme, en dejlig kop te, et venligt lokale og et ægtepar, der spiller folket blues i stil med Neil Young, men med en god klat syre under tæppet for at stimulere frontallapperne. Det kan MV/EE levere, når de kommer til Danmark i næste uge. De har bl.a. spillet med Chris Corsano (Bjørk m.fl.), Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man), J. Mascis (Dinosaur Jr.) og Samara Lubelski, men er også en rar oplevelse i sig selv. Derfor kan det anbefales at tage på Christianias Børneteater på tirsdag den 2. februar, hvor de spiller med Thulebasen som opvarmning præsenteret af Festival of Endless Gratitude og Koncertforeningen Hovedstolen eller fange dem dagen efter den 3. februar på Musikcafeen i Århus, hvor LJUD står bag arrangementet. Der er garanteret refugium for frossenpinde.
Nyt Battles-album i 2010
Tilbage i midt-00’erne gjorde Battles os alle sammen skøre i hovedet med deres urimeligt funky polyrytmiske overfald, der var en hidtil uset videreudvikling af mathrocken, der både gjorde den mere kompleks og mere poppet, mest udtalt på deres fuldlængde Mirrored. Både på plade og live var de en skræmmende enhed. Og så var der stille, og vi hørte kun fra Tyaondai Braxton sidste år, der udgav et solo-album. Men nu får vi heldigvis et nyt album at sætte tænderne i, skriver NME, der har snakket med bandets Dave Konopka. Bandet har arbejdet med pladen i deres hjemby New York og regner med snart at gå i studiet. Konopka siger, at planlægningen i Times Square-området muligvis har haft en indflydelse på albummet: »Det minder mig om en old school “Midnight Cowboy”-æra New York. Det meste af området er blevet Bloomberg’et (Bloomberg er New Yorks borgmester, red.) ind i forbrug, ESPN-zoner og Broadway-shows, men i udkanterne er der små lommer af lyssky synder.« Vi glæder os til det syndfulde album.
Per Vers’ favoritter i 2009
Undertoner har været på hiphopfarten og bedt Per Vers levere lidt supplement til de mange årslister. Er du til beats og rim, kan du med sindsro kigge med her.
