Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Interview

Der mangler en vokal

Det tyske band Tied & Tickled Trio har med en håndfuld album formået at skabe sit helt egen lyd af jazz, dub og elektroniske elementer. Og nu mener bandet, de er klar til at begynde at eksperimentere med vokal i deres ellers stemmeløse univers. (31.08.06)Det er en varm sommerdag, da jeg møder Markus Acher og Caspar Brandner – to af medlemmerne fra det tyske jazz-band Tied & Tickled Trio. De sveder og drikker øl og snakker om, hvor læskende det er at få en kold pilsner. Der er ikke meget støvet jazz over de to herrer, og Tied & Tickled Trio er da heller ikke et helt almindeligt jazz-band. På egne præmisser har medlemmerne formået at lave en groovy jazz-blanding, som inkluderer elektroniske og tribale elementer. Når man morer sig, går tiden hurtigtTied & Tickled Trio har eksisteret i over 10 år, og da jeg nævner det for Markus Acher og Caspar Brandner, kigger de på hinanden og både griner og ser forundrede ud. De har ikke tænkt så meget over det, siger de nærmest i kor – det er åbenlyst, at det er spændende og udfordrende at spille i Tied & Tickled Trio, for som bekendt går tiden meget hurtigere, når man har det sjovt. Foto: Powerline “Der er sket en del gennem de ti år, selvom vi hele tiden arbejder med de samme elementer,” fortæller Acher. “Vi har udviklet vores eget univers, hvor musikken inden for rammen kan være fri eller komponeret – alting gælder.” Da bandet startede, var medlemmernes baggrund mere forskellig, men efterhånden som de har spillet sammen, har de dannet sig den fælles referenceramme, som nu præger bandet og ikke mindst musikken. “Det er klart, at det er vores forskellige musikalske referencer og alligevel kærlighed til samme musik, som gør, at Tied & Tickled Trios univers kan rumme så mange genrer uden, det bliver rodet,” forklarer Markus Acher. Da Caspar Brandner og Markus Acher bliver spurgt om, hvorfor de har valgt ikke at bruge vokal i musikken, smiler de og fortæller, at de faktisk umiddelbart inden deres tur til Danmark om, at de gerne ville prøve at arbejde med vokal. “Men ikke en almindelig sanger,” fastslår Markus Acher. “Det skal mere være en slags rap, som ligesom kan supplere det rytmiske element og dermed give endnu et element til musikken.” Gammel vin på nye flaskerMorr Music har netop udgivet en koncertoptagelse – som findes på dvd- og cd-udgivelsen a.r.c. – med bandet fra en koncert i München i 2004. Grunden til, at Tied & Tickled Trio bestemte sig for at udgive koncerten på dvd var, at bandmedlemmerne ikke var sikre på, at de ville komme til at spille så mange mennesker sammen igen – der tog de dog fejl, for på årets Roskilde Festival var der også ni mennesker på scenen.“Mens dvd’en er en koncert-optagelse fra 2004, reflekterer cd’en bandet lige nu,” forklarer Caspar Brandner. Han og Markus Acher er dog enige om, at der måske i virkeligheden ikke er så stor forskel på lyden af de to forskellige udgaver af bandet. Tied & Tickled Trio er ikke det mest produktive band, og det skyldes måske, at de fleste af medlemmerne også har andre musikalske projekter at beskæftige sig med – f.eks. Notwist og Lali Puna. Med udgivelsen af a.r.c. og genudgivelser af bandets tre første album er der i den seneste tid kommet en masse plader med Tied & Tickled Trio-navnet på. Spørgsmålet er, hvornår der så kommer noget “ægte” nyt materiale fra bandet. “Micha Acher har skrevet en bunke sange, så måske får vi optaget noget nyt snart,” fortæller Caspar Brandner, men Markus Acher korrigerer ham. “Der er da vist ingen af os, der har tid.” Så griner de begge. Dermed tyder alting på, at a.r.c. skal holde mindst et år derhjemme på hylden som nyeste materiale fra Tied & Tickled Trio. Læs også Undertoners anmeldelse af:Tied & Tickled Trio: a.r.c.

Nyheder

Yeah Yeah Yeahs-cover af støjlegender

Et ungt, cool New York-band fortolker lidt ældre, men mindst lige så cool New York-band. Hvad er den rette formel? Coolness + coolness? Coolness x coolness? Er der en matematiker til stede? Under alle omstændigheder har Yeah Yeah Yeahs valgt at følge deres forårsalbum Show Your Bones op med en download-ep, som kan findes på iTunes, og hvor bandet på en måde lever op til albumtitlen. I hvert fald hvis vi går ud fra, at arven fra Sonic Youth er en vigtig del af trioens skelet. På ep’en leverer Karen O og co. nemlig en coverversion af netop Sonic Youths afslutningsnummer fra pladen Washing Machine, det episke “The Diamond Sea”. Derudover byder download-udgivelsen på akustiske versioner af tre Show Your Bones-numre: “Gold Lion”, “Cheated Hearts” og “Turn Into”.

Nyheder

Menomena får kontrakt hos Barsuk Records

Du kender sikkert bandet Clap Your Hands Say Yeah? Godt – så ved du også, hvad internettets hypemaskine kan gøre for et bands popularitet. Menomena udgav selv for et par år siden deres debut I Am The Fun Blame Monster. Albummet fik gode anmeldelser på Pitchforkmedia, og så behøver jeg vel næppe forklare mere. Selvom Menomena ikke fik samme succes som Clap Your Hands Say Yeah, så betød den gode omtale, at bandet solgte mange plader. Nu har Menomena skrevet kontrakt med Seattle-selskabet Barsuk Records. Dette ægteskab skulle gerne resultere i albummet Friend or Foe, som kommer i starten af 2007. Indtil da kan tiden fordrives med Menomenas uortodokse hjemmeside.

Nyheder

Gammelt nyt fra Portishead

I sidste uge hævdede BBC, at Geoff Barrow og Beth Gibbons havde foræret os alle sammen to resultater af deres intense arbejde med at lave det længe ventede tredje Portishead-album. Duoens MySpace-side bød nemlig på de to numre “Greek Jam” og “Key Bored 299 03”. Nyheden løb verden rundt, og i løbet af få dage blev de to numre hørt af titusindvis af besøgende. Men Geoff Barrow har nu stoppet alle rygter om, at de to numre stammer fra en ny plade, eller at denne plade skulle være lige på trapperne. Tværtimod er numrene tre år gamle og ikke andet end skitser, hævder Barrow. Han forklarer på bandets MySpace-side, at de arbejder hver eneste dag på at gøre nye numre klar, men han tvivler på, at duoen vil dele noget med resten af verden lige med det samme. Tidligere i år udgav duoen nyt materiale for første gang siden live-pladen Roseland NYC Live fra 1998, da de var med på en opsamling med Serge Gainsbourg-covernumre. Men indtil videre må vi altså væbne os med endnu mere tålmodighed, mens vi venter på en hel plade fra Bristol-duoen.

Interview

Vi reintroducerer slapbassen

Fra ep’en Now You Know til debutalbummet Yes har Oh No Ono gennemgået en forvandling. Det er nærliggende at tro, at bandets nye 80’er-prægede lyd skyldes, at pladen er produceret af Jesper Mortensen fra Junior Senior. Men det er kun en del af sandheden. (28.08.06)“Sparringspartner,” lyder det prompte og enstemmigt fra Malthe Fischer, Kristian Olsen og Kristoffer Rom fra Oh No Ono. Man kunne ellers nemt få den opfattelse, at Jesper Mortensen fra Junior Senior har haft stor indflydelse på Oh No Onos bemærkelsesværdige forvandling fra Now You Know-ep’ens hæsblæsende poppunk til den funky elektropop, der præger debutalbummet Yes. Men selv om Jesper Mortensen er krediteret som producer, er det altså ikke helt den rolle, han har haft: “Hans opgave, som han også selv sagde fra starten af, var at samle en masse idéer til et samlet udtryk og prøve at få det bedste frem i os. Han havde ingen intentioner om at lave om på os,” forklarer Malthe Fischer. Jesper Mortensen har altså hverken siddet bag mixerpulten og skruet på knapper – “for det kan han sgu ikke finde ud af” – eller leveret sine egne idéer. Før han overhovedet blev involveret i projektet, havde Oh No Ono indspillet demoerne til de sange, der er kommet med på den endelige plade. Mortensens opgave har derfor været at finde frem til den lyd, bandet ønskede at iklæde sangene. Foto: jint.dk Oh No Ono fandt nogle musikalske referencer, der passede til den lyd, de ville ramme, så Jesper Mortensen kunne høre, hvor de gerne ville hen. Og det har så været hans opgave at sortere i idéerne. Men kun som rådgiver, ikke som beslutningstager.“Han har været supergod til at skære igennem og sige: ‘Det der virker på grund af dét og dét.’ Der har også været mange gange, hvor han har valgt en idé, som han syntes var rigtig, og så har vi taget noget andet. Det har været meget demokratisk,” fortæller Kristoffer Rom. Ingen bevidst strategiOh No Onos pladeselskab, Morningside Records, har ikke råbt særlig højt op om, at Yes er produceret af en af dem fra Junior Senior. Jesper Mortensen har selv ønsket ikke at få ‘Junior’ tilføjet sit navn, men ellers mener de tre Oh No Ono-drenge ikke, der er tale om en bevidst strategi: De har hverken fremhævet eller undladt at nævne Jesper Mortensen. Men de er dog klar over, at folk kan få en forkert opfattelse af bandet på grund af den oplagte kobling til Junior Senior. “Scenen i Danmark er så forholdsvis lille, at det meget hurtigt vil komme til at se ud, som om at først lavede Thomas Troelsen Junior Senior, og så lavede Junior Senior Oh No Ono. Det er bare ikke faktum. Men tingene er ikke store nok til, at der er en mangfoldighed,” siger Kristoffer Rom. Den opfattelse kunne have været forstærket, hvis nummeret “Practical Money Skills for Life” havde udviklet sig, som det på et tidspunkt var meningen. Planen var nemlig at tilføje nummeret en rap-passage fra den anden halvdel af Junior Senior, Jeppe Breum Larsen.“Det var før, vi overhovedet havde snakket med Jesper. Men vi fandt ud af, at det ikke passede ind alligevel, så det blev aldrig til noget”, fortæller Malthe Fischer. Vi har aldrig villet være indierock80’er-produktionen på Yes kommer sikkert bag på de fleste. Forskellen mellem debutpladen og den halvandet år gamle ep er stor, men det er der en grund til. Også én, der ikke handler om Fischers kærlighed til Talking Heads, Devo og David Bowies “Let’s Dance”. Produktionen på Now You Know er skrabet, men det var ikke med Oh No Onos gode vilje. “Det har aldrig været vores hensigt at høre ind under indierock-kategorien eller være lofi. Men det var vi nødt til,” fortæller Malthe Fischer. Foto: Søren Malmose Kristoffer Rom forklarer hvorfor: “Med ep’en sad vi i vores egen stue og lavede det hele selv. Vi havde ikke noget særlig godt grej, og den lyd, vi ønskede, var vi simpelthen ikke dygtige nok til at lave. Selv om vi er glade for ep’en, ville den have lydt anderledes, hvis den var indspillet i et professionelt studie. Der er mange lydmæssige nødløsninger.” Yes er – som den allerførste plade – indspillet i Thomas Troelsens nye studie, så Oh No Ono har haft noget nær optimale betingelser. Det har de udnyttet til at indspille nye versioner af “Ba Ba Baba Ba Ba Well Anyway” og “Am I Right?” samt skrive “Victim of the Modern Age” på grundlag af “Simon Says” – alle tre numre fra Now You Know. Versioner, som ifølge bandet “er til det bedre” og “harmonerer med resten af pladen”. “Der skal nok være nogen, der har noget imod det”Oh No Ono erkender, at lyden på Yes er lidt hen ad Junior Senior. Men de synes ikke, at lyden er overdrevent 80’er-agtig – ud over trommerne, pitchede lyde og ikke mindst slapbassen, som de er forberedte på at få kommentarer om.“Slapbassen vil være svær at tygge for nogen. Det er virkelig let at fremhæve den slapbas og sige, man ikke kan lide det på grund af den. Hvis man ikke kan dét, er det, fordi man ikke har lyst,” mener Malthe Fischer. Oh No Ono står så meget ved at anvende den forkætrede spilleteknik, at Kristoffer Rom proklamerer: “Vi reintroducerer slapbassen!” Godt nok med et grin, men tag ikke fejl, Oh No Ono er “utrolig seriøse”. Og kvintetten vil lave noget nyt og overraskende hver gang. Uanset om de kan spille det eller ej. Det må de så lære.Derfor skal man heller ikke forvente, at Oh No Ono nu endegyldigt kan rubriceres. For det kan den næste plade meget vel vende op og ned på. “Principielt vil vi ikke holde fast i noget som helst. Jeg tror ikke, vi kommer til at lave en plade, der minder om den her,” siger Malthe Fischer. Oh No Ono er sikre på, at Yes er en god plade. Men de er knap så sikre på, hvordan den vil blive modtaget af anmeldere og publikum.“Med fare for at lyde arrogant synes jeg, at enhver anstændig musikjournalist burde kunne se kvaliteterne i vores musik. Uden nødvendigvis at kunne lide det. Der skal nok være nogen, der har noget imod det,” forudsiger Kristoffer Rom, der også er skeptisk, når det gælder, hvor meget pladen vil sælge: “Det er tvivlsomt i Danmark. Altså, det hele skal være så utrolig folkeligt, før det kommer til at slå an.” Læs også Undertoners anmeldelser af:Oh No Ono: Now You KnowOh No Ono: YesInterview med Oh No Ono: ‘Vi skal gøre noget godt for bandet hver eneste dag’

Nyheder

Sparklehorse battler Anna David

I går kunne vi fortælle, at søndag d. 5. november byder på en spændende popularitets-match: Yo La Tengo live i Vega vs. DR-serien ‘Ørnen’. For kan tre indierockere fra New Jersey virkelig konkurrere med David Owe? Meget apropos hr. Owe kaster endnu et amerikansk band sig – i selv samme weekend som Yo La Tengo – ud i en lignende kappestrid med et stort dansk tv-hit, nemlig Vild med dans. Den tredje årgang af seermagneten, der katapulterede David Owe ud på tusindvis af teenagetøsers vægge, bliver nemlig d. 3. november udfordret af ingen ringere end Sparklehorse. Som vi kunne rapportere i foråret, er der en ny Sparklehorse-plade på vej fra hovedmanden Mark Linkous og hans kumpaner, der denne gang tæller Gnarls Barkley-medlemmet Dangermouse og Tom Waits. Siden vi fortalte det, har det vist sig, at pladen kommer til at hedde Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain, og at den udkommer d. 25. september. For at følge op på pladeudgivelsen drager Sparklehorse på turné, og det kommer Vega-publikummet altså til at nyde godt af. Men det kræver, at de har mere lyst til Linkous end til at se Anna David og Annette Heick danse foxtrot.

Nyheder

Contriva skriver kontrakt med Morr Music

Det tyske instrumental-pop-band Contriva har skrevet kontrakt med berliner-selskabet Morr Music. Det betyder, at der senere på året kommer et album med titlen Separate Chambers. Morr Music beskriver albummet som “…it’s all about four friends and their instruments, with small big songs, always closer to a pop-song than to instrumental concept music.” Og hvis man er familiær med nogle af Contrivas tidligere album, som er udkommet på Monika Enterprise, så rammer beskrivelsen nærmest plet. Døm selv på bandets Myspace-side.

Nyheder

Yo La Tengo på Vega d. 5. november

Når efteråret lægger sin allerklammeste hånd på os, og november tvinger os til at finde uldsokkerne frem, er der trods alt en smule lys for enden af tunnellen. Her tænker vi ikke lige på, at Jens Albinus vil surmule sig gennem nye afsnit af Ørnen, men på at en smålegendarisk amerikansk gruppe kommer til Danmark. For en måneds tid siden kunne vi informere om, at Yo La Tengo har en ny plade i støbeskeen – og nu følger trioen så altså I’m Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass, der udkommer d. 4. september, op med en turné. Den bringer Georgia Hubley, Ira Kaplan og James McNew til københavnske Vega søndag d. 5. november. Og så må vi se, hvor mange der dukker op. Det er jo ikke nogen let sag at konkurrere med Ørnen, for hvem vil ikke gerne drømme sig hen til en verden, hvor Ghita Nørby er det oplagte bud på en leder af en eliteenhed i politiet?

Anbefalet

Plader til at afslutte en fest

Vi har vel alle klare holdninger til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvad skal der til, når den sidste øl skal tømmes? Tre Undertoner-skribenter kigger ud gennem rusens tåge og giver et bud. (23.08.06)Kan du huske det øjeblik, hvor festen peakede fuldstændigt? Oftest husker du måske nærmere soundtracket til det øjeblik? Måske bragede Iggy & the Stooges’ Raw Power ud af højttalerne. Måske var dansegulvet pakket, mens svedig 60’er-soul eller naiv 80’er-synthpop satte vrid i kroppen. Måske var musikken en helt anden. Vi har alle vores holdning til, hvad der er fabelagtige festplader. Men hvad med det øjeblik, hvor festen skal rundes af? Hvor den sidste øl skal tømmes, de sidste ord skal fremstammes, og den sidste smøg skal ryges? Måske er du selv vært og vil meget gerne gelejde de sidste fuldebøtter ud. Hvilken musik skal der til? Tre Undertoner-skribenter giver hver deres bud på tre velvirkende plader til at afslutte en fest. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Jeppe Kristensen V/A: Lost in Translation – Original Soundtrack (2003) Pladen, der magter det hele. Psykosen, festen, melankolien og ikke mindst lyden af coolness, der følger én helt ud i taxaen og hjem til den sidste smøg. Det relativt elektroniske sammensurium passer både til før, under og efter festen – og er så sandelig et gedigent punktum sidst på natten, hvor især Kevin Shields’ kompositioner trænger gennem selv de mest alkoholiserede øregange. Et virkelig stemningsfyldt soundtrack, der sagtens kan stå alene uden de levende billeder. U2: Zooropa (1993) Skal man for alvor tørre sine pinligheder af på nogen, kan man sagtens dyrke lidt fællessang i selskab med U2’s lidt oversete Zooropa. “Lemon” og “Stay (Faraway, So Close)” kan fint gå på karaoke-anlægget, og så får man lige Johnny Cashs gæstevokal i “The Wanderer” at gå hjem på. Zooropa den lige præcis har den kant, der skal til, når man trænger til noget, der kan danse kinddans med den sidste bajer. Tom Waits: Closing Time (1973) En fremragende plade, der kan lukke og slukke som ingen andre. Tom Waits har det hele, og man føler sig i godt selskab. Et must til de aftener, hvor man ikke har mere i benene, men stadig har en time eller to tilbage i hovedet, og halsen siger god for en sjus mere. Som en lille bonus bærer pladen sangen til de forelskede eller dem, der tror, de skal være det. “I Hope That I Don’t Fall in Love with You” er giftig på et dansegulv – en lidenskabsmagnet, der får hormonerne i sving. Anders Hjortkær Christensen Can: Ege Bamyasi (1972) Krautrock er vejen frem. Ifølge multikunstneren Julian Cope indeholder Ege Bamyasi den tvivlsomme kvalitet, at den kan affolke værelser. Can behøver dog ikke at fungere som skræmmemiddel. De byder tværtimod på de helt rette kvaliteter til nattens sene timer. Ege Bamyasi indeholder repetitive grooves med jazzede og funky elementer, der på tilbagelænet måde maner alle til ro. Skal festen brydes stille og roligt op, er dette vejen at gå. Lou Reed: Metal Machine Music (1975) “Anyone who gets to side 4 is dumber than I am,” har Lou Reed udtalt omkring sit utilnærmelige støjværk MMM, som består af guitar-feedback afspillet i forskellige tempi. Pladen er blevet sammenlignet med et tandlægebesøg og kaldt en forløber for noise-genren. Under alle omstændigheder er MMM det rette middel til sadistisk uddrivelse af gæster, hvis det skal gå stærkt. Skulle det mislykkes, kan du om ikke andet skælde dem ud for mangel på musiksmag. Nick Drake: Pink Moon (1972) Jeg har oplevet at være til en fest, hvor Pink Moon blev sat på. Og sjældent har jeg oplevet et himmelhøjt humør styrtdykke så hastigt. Pink Moon er en fantastisk plade, men der er bare stunder, hvor den ikke skal høres. Hvem ved sine fulde fem finder på sådan en ugerning? Man kan være uheldig at være i lokale med en trist sjæl, som har behov for at høre trist musik. Kuren? Jamen, på med AC/DC’s “Touch Too Much”, så kan sårene slikkes, og vi er kørende igen! Theis Ørntoft Kim Larsen: Forklædt som voksen (1986) Kim Larsen er ikke vor tids store melankoliker, men dele af Forklædt som voksen passer lige ind i døgnets mindste timer. Blandt højdepunkterne er titelnummeret og det lille intermezzo “Sammen og hver for sig”, som med ordene “klokken er slagen fem / nu går de sidste hjem / sammen og hver for sig / jeg ville ønske, De skulle med mig” kickstarter “Fru Sauterne”, der får dig til at rejse dig og med et enkelt blik byde hende, du har kigget på hele natten, op til dans. Hende i den blå kjole. Bob Dylan: Blood on the Tracks (1975) Jeg kan af gode grunde ikke huske, hvor ofte jeg har stået på et skrivebord og råbt linjerne “But all the while I was alone / the past was close behind / I’ve seen a lot of women / but she never escaped my mind” til tonerne af åbneren “Tangled Up in Blue” fra denne Dylan-klassiker. Pladen er god til at irritere folk, der, selv om festen er ved at slutte, nu igen har sat The Cure på anlægget, men den er også et fint incitament til at synke dybt ned i en lænestol og ryge cigaretter, indtil lungerne ikke vil mere. My Bloody Valentine: Ecstacy and Wine (1989) Når denne plade sættes på, er der ikke rigtigt noget valg. Man stiller sig på gulvet med skoene vendt ind imod hinanden og stirrer på dem, indtil pladen er færdig. På det tidspunkt er man enten væltet, eller også er man blæst så langt væk af støjkaskaderne, at man ikke rigtig kan komme tilbage igen. På vejen har man til gengæld hørt en af støjrockernes fineste popsange “Never Say Goodbye”. Når behovet for at resignere til nattens dekadence kommer snigende, er denne EP den rette.

Nyheder

Detaljer om Joanna Newsoms nye album

Den harpespillende skønhed Joanna Newsom udgiver d. 14. november sit andet album Ys. Albummet udgives på Drag City og består af blot fem numre. Med en spilletid på 55 minutter bliver der dermed ikke tale om et album med særligt mange P3-hits. Albummet er indspillet med Steve Albini, mixet med Jim O’Rourke og dele af musikken er arrangeret af Van Dyke Parks. Trackliste: 1. Emily2. Monkey & Bear3. Sawdust & Diamonds4. Only Skin5. Cosmia

Nyheder

Nyt Xela-album til oktober

Navnet John Twells siger nok de færreste ret meget, og hans kunstnernavn Xela hjælper muligvis ikke det store. Men hvis vi tilføjer navnet Khonnor, hjælper det måske lidt. Ikke sådan at forstå, at John Twells alias Xela også er Khonnor. Men uden Twells havde Khonnor ikke været så stort et navn, som han er – i hvert fald ikke endnu. For et par år siden mødte Twells nemlig helt tilfældigt Khonnor på en chatside, og så snart han havde hørt Khonnors musik, tilbød han ham en pladekontrakt. Og på den måde sikrede Twells sig, at der stod Type Records på den amerikanske teenagers debutplade Handwriting. Type er nemlig Twells’ eget selskab, og det er også hér, han d. 2. oktober udsender sit tredje album under navnet Xela. Det får titlen The Dead Sea og er Twells’ første udgivelse siden 2004-albummet Tangled Wool. Tracklisten er komponeret således: 1. The Gate 2. Linseed 3. Drunk on Salt Water 4. Wet Bones 5. Creeping Flesh 6. Savage Ritual 7. A Floating Procession 8. Sinking Cadavers 9. Humid at Dusk 10. Watching a Light in the Distance 11. Briefly Seen 12. Never Going Home

Nyheder

Mew spiller akustisk i USA – download mp3'er

Danske Mew er ved at få fodfæste i USA efter bandets seneste album Mew and The Glass Handed Kites er blevet udgivet på den anden side af vandet. Således har bandet efter deres opvarmningsjob for Bloc Party fået lov til at gæste AOL-showet The Interface. Bandet spillede fire akustiske numre: 1. The Zookeeper’s Boy2. Eight Flew Over, One Was Destroyed3. Why Are You Looking Grave?4. Comforting Sounds De kan alle hentes som mp3 hos Culture Bully. Dagen i dag har budt på en anden bemærkelsesværdig Mew-nyhed, nemlig at bandets debutplade A Triumph for Man bliver genudgivet som en dobbelt-cd, hvoraf cd 2 dedikeres til demoer og andre frasorterede sange fra tiden omkring debutalbummet. Og så er der vel bare tilbage at sige tillykke til dem, der de seneste år har tjent tusindvis af kroner på deres eksemplarer af A Triumph for Man.

Nyheder

Rhonda Harris fortolker Townes van Zandt

Fornyelse er godt. Meget fornyelse er meget godt. Det synes at være mottoet for det danske band Rhonda Harris, der ændrer form fra album til album. Nikolaj Nørlund er tilsyneladende eneste faste medlem, for på den kommende udgivelse har bandet udskiftet besætningen endnu en gang. Medlemmerne i Rhonda Harris anno 2006 er, udover Hr. Nørlund, Anders Christensen, Ned Ferm og Rune Kjeldsen – guitarist kendt fra bl.a. Kira and the Kindred Spirits, Sort Sol og via sin medvirken på Nørlunds seneste soloalbum Tændstik. Sidste mand i denne udgave af Rhonda Harris er desuden Raveonettes-trommeslageren Jakob Høyer. 4. september udgiver bandet Tell The World We Tried. Albummet består af en række covers af numre skrevet af den nu afdøde amerikanske folk-sanger Townes van Zandt. Tracklisten er ikke offentliggjort endnu, men Nikolaj Nørlund har i år allerede optrådt live med Townes van Zandts “Marie”, så dette nummer er sandsynligvis at finde på albummet. Hvad Rhonda Harris ellers disker op med, må vi vente til d. 4. september med af finde ud af.

Artikler

Public Service 2006

[Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre]For tredje år i træk afholdt Danmarks Radio electronica-festival midt i august, og efterhånden har arrangementet vokset sig så stort, at arrangørerne skal til at overveje, hvad de egentlig vil. Der var en række gode koncerter i år, men som helhed satte Public Service sig mellem to stole. (20.08.06)Elektronisk musik er ikke én, men mange forskellige ting. Men det er rock jo også, og dermed lyder det som en banal betragtning om electronica. Ikke desto mindre er det en betragtning, som arrangørerne af DR-festivalen Public Service med fordel kunne fordybe sig lidt i. For på en hel del måder er der faktisk større spændvidde mellem kunstnerne i electronica-båsen end mellem dem ovre i rock-kategorien. Der er f.eks. en hel lydverden til forskel mellem franske Colleen med sine akustiske instrumenter og den monotont dunkende, fuldt ud digitale techno, som en række dj’s leverede til Public Service-publikummet. Ja, spændet er så stort, at det er oplagt at overveje, om det giver mening at ville rumme begge dele i én og samme festival. Naturligvis er det prisværdigt, at arrangørerne gerne vil prøve at nå rundt om mange aspekter af electronicaen. Årets udgave af Public Service led imidlertid under, at programmet ikke hang sammen. Eller rettere sagt var der rigtig meget til den majoritet af festivalgængerne, der kom for at danse og høre techno, og knap så meget til de andre. Når det på publikumstilstrømningen til de forskellige koncerter var helt tydeligt, at de fleste gerne ville danse, er spørgsmålet, om ikke Public Service-arrangørerne næste år skal snævre fokus ind på kunstnere, der kan opfylde det behov. En anden mulighed er at dele dagene op, så techno-publikummet kan danse igennem fredag og lørdag, hvorefter den mere eftertænksomme electronica kunne få lov at boltre sig hele søndagen. Med en sådan sammenpresning af de respektive publikumsgruppers stjernestunder ville det måske blive sværere at nå alt det interessante – men det kunne meget nemt vise sig at være en acceptabel bivirkning, når alternativet er, at der til årets festival var meget få tilskuere til flere koncerter. At der, da svenske Spinform skulle starte sin koncert, kun var 10-12 tilhørere til stede, er vel ikke ligefrem prangende. Videre klædeligt for arrangørerne og dermed DR var det heller ikke, at man kunne høre fulde pushere fortælle, hvor let det var at sælge store mængder speed – og at det ikke var noget problem at gennemføre handler i nærheden af de ellers talrige security-folk. Skal man dømme efter de mange sitrende ben og opspilede øjne fredag aften, kunne den hæderkronede statsradiofoni godt have endt med at blive budt velkommen på forsiden. Måske havde arrangørerne ladet sig inspirere af omgivelserne – Københavns Universitets nye bygninger på Amager – og skelet til begrebet ‘det akademiske kvarter’. Selv de kunstnere, der åbnede de respektive scener og altså burde have haft tid til at få alt på plads på forhånd, var konsekvent 12-15 minutter for sent på den. Det kan godt virke pernittent at gå op i den slags, men hvis Public Service vil være en festival, hvor folk kommer for at høre specifikke musikere og ikke bare musik, ville det være smart, at tidsplanen holdt. Når musikerne så kom i gang, var der til gengæld god lyd – om end lidt vel højt hist og her. Med én udendørs og tre indendørs scener, der stod i vidt forskellige rum, var det godt gået, at der ikke var den store forskel rent lydmæssigt. Omgivelserne var – med undtagelse af en stor byggeplads – lige så behagelige, og det var bestemt ikke dårligt at kunne slappe af ved en stilfærdigt klukkende kanal. Men det var til syvende og sidst musikken, vi var i Ørestaden for. Og trods hele den ovenstående tirade var Public Service-arrangørerne faktisk sluppet af sted med at finde nogle interessante kunstnere, der leverede en række overvejende gode koncerter: Unsound, Colleen .tape., Spinform, Bichi Pole, Deadbeat, Dub Tractor