Året rinder ud, og Undertoner gør i de forbindelse status over de bedste udgivelser fra 2005.
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Ny Colleen-udgivelse forsinket
Colleens bidrag til Mort Aux Vaches-serien på det hollandske selskab Staalplaat skulle være udkommet, men bliver nu forsinket. Det er ikke musikken eller selve disken, der er forsinket, men produktionen af coveret til albummet volder Staalplaat problemer. Mort Aux Vaches-serien udkommer i et meget begrænset oplag, og coverne plejer at være helt specielle. Tidligere bidragsydere til serien har været Goodiepal, Tape, Piano Magic og Kreidler. Bag navnet Colleen gemmer sig den franske kvinde Cécile Schott, som tidligere i år udgav det fremragende album The Golden Morning Breaks, som Undertoners anmelder betegnede som “vellykket ambient, som skaber billeder i éns fantasi, der er så klare og håndgribelige, at man næsten føler, man selv er en del af dem” og gav karakteren 5/6.
Cat Power – den bedste
En måned efter juleaften udkommer det nye Cat Power-album The Greatest. Som titlen ellers foreslår, så er det ikke et Greatest Hits-album, men Cat Powers syvende album og fjerde for Matador. På det nye website for albummet kan man nu lytte til fire numre fra albummet – deriblandt titelnummeret The Greatest, som er en fantastisk, klaverdreven ballade. Og som Matador Records skriver om titelnummeret: “”¦if Alex Chilton were today a beautiful young woman, he’d sound like this.” Besøg Cat Power
Hyldest-album til Will Oldham genudgives
Den originale hyldest-lp blev udgivet i blot 500 eksemplarer og blev lynhurtigt udsolgt. Nu kommer der en cd-opsamling, I Am A Cold Rock, I Am Dull Grass, af hyldesten på samme selskab, som udgav den originale lp – nemlig Tract Records. Albummet gemmer på en lang række små fortolkningsperler fra 18 forskellige kunstnere – og også fra Oldham selv, som på albummet gemmer sig bag pseudonymet Pink Nasty. I Am A Cold Rock, I Am Dull Grass udgives d. 31. januar og til foråret kommer Oldham til Europa for at give en række koncerter. Hverken danske eller svenske datoer er endnu bekræftet. Tracklisten til I Am A Cold Rock, I Am Dull Grass:1. Mark Kozelek “New Partner” 2. Moyra Mc Bride and Maxon Blewitt “Disorder” 3. The Strugglers “Riding”4. Boy Omega “A Sucker’s Evening”5. Jolie Holland “I Was Drunk At the Pulpit” 6. The Impossible Shapes “Rider” 7. Calexico “I Send My Love to You” 8. Pinetop Seven “A Minor Place” 9. Elephant Micah “Ohio River Boat Song” 10. Sodastream “Southside of The World” 11. Pink Nasty “May It Always Be” 12. The Court And Spark “The Sun Highlights the Lack In Each” 13. Iron And Wine “We All, Us Three, Will Ride” 14. Racingpaperplanes “Careless Love” 15. Viking Moses “When Thy Song Flows Through Me” 16. Rivulets “You Will Miss Me When I Burn” 17. Unbunny “For The Mekons, Et Al” 18. Scout Niblett “Trudy Dies” Og tracklisten til den originale dobbelt-udgivelse:1. Moyra Mc Bride and Maxon Blewitt “Disorder” 2. The Strugglers “œRiding” 3. Calexico “œI Send My Love To You” 4. Boy Omega “œA Sucker’s Evening” 5. Pink Nasty “May It Always Be” 6. Pinetop Seven “œA Minor Place” 7. Adrian Crowley “œWest Palm Beach”8. Sodastream “œSouthside Of The World”9. Pale Horse And Rider “œWork Hard Play Hard”10. Iron And Wine “We All, Us Three, Will Ride” 11. The Impossible Shapes “Rider”12. Rivulets “You Will Miss Me When I Burn” 13. Sorry About Dresden “All Gone, All Gone”14. Racingpaperplanes “œCareless Love”15. Scout Niblett “œTrudy Dies”16. Jeffrey Luck Lucas “œAgnes, Queen Of Sorrow”17. Saint Aldrijn “œWerner’s Last Blues To Blokbuster”18. Christian Kiefer “œViva Ultra”19. Patrik Torsson “œThe Gator”20. Joel Martin “œWolf Among Wolves”21. Thistleblossom “œAllowance”22. Tiger Saw “œHard Life”23. Diana Darby “œValentines Day”24. Last Harbour “Old Jerusalem”25. The Prayers And Tears Of Arthur Digby Sellers “Raining In…”26. The Channel “Black”27. Celestine “O, Let It Be”28. Above The Orange Trees “Tonight’s Decision”29. Molasses “We All, Us Three, Will Ride”30. Hudson Bell “Kid Of Harith”
Mudhoney tænder en milliard sole
De var grunge, før grungen kom til at hedde grunge. Og alligevel blev det aldrig dem, der nåede berømmelsens høje tinder. Mudhoney banede vejen for Seattle-bølgen ved at give pladeselskabet Sub Pop, der siden opnåede en vis anseelse via et band ved navn Nirvana, deres første salgssuccesser, men trods et udmærket anmeldertække forblev Mudhoney i anden række, mens Cobain og co., Pearl Jam og Soundgarden stod fremme i rampelyset. Mudhoney udgiver imidlertid ufortrødent plader, og d. 7. marts udsender kvartetten deres ottende plade, Under a Billion Suns. Albummet er bl.a. produceret af Built to Spill-produceren Phil Ek og vil vise en noget mere åbenlyst politisk attitude fra bandet, end vi har vant til. Vi vover pelsen og antyder, at der er en vis sarkasme i en sangtitel som “Hard-On for War”. Mudhoney fejrer udgivelsen af Under a Billion Suns, der er gruppens første album siden 2002, hvor Since We’ve Become Translucent udkom, ved at tage på turné i Europa, og mandag d. 15. maj kommer de til København og spiller på Vega.
Death Cab For Cutie til Danmark
Det amerikanske band Death Cab For Cutie kommer til Danmark til februar. Sidst, det amerikanske band spillede på vores kanter, havde de danske bookere ikke været så hurtige til at få bandet til Danmark, og man måtte tage over grænsen til Sverige eller Tyskland for at se dem spille. Men nu, efter bandet har udgivet et par plader mere og er skiftet til et stort pladeselskab, kommer Death Cab For Cutie til Danmark. Århusianerne må dog tage turen til hovedstaden, hvor bandet kan høres d. 11. februar i Vega på Vesterbro. Med en håndfuld dage i tour-programmet på begge sider af koncerten i Vega er der dog luft nok til, at en dato i Århus ikke er usandsynlig. Læs en anmeldelse af koncerten i Malmö 20. februar sidste år. Læs også Undertoners anmeldelser af:Death Cab for Cutie: PlansBen Gibbard/Andrew Kenny: Home – Volume VThe Postal Service: Give UpV/A: The Late Great Daniel Johnston – Discovered Covered
Musikalske julefester i weekenden
Du har sikkert aset rundt blandt sværme af øvrige julestressede mennesker i kampen om at få indkøbt de sidste julegaver. Eller måske er du stresset blot ved tanken om alle de gaver, du stadig mangler at købe. Så husk nu at forkæle dig selv lidt i denne travle måned. Den forestående weekend byder eksempelvis på to julearrangementer – arrangeret af henholdsvis CPH-Sound og Play/Rec. X(mas)FESTFredag den 16. december byder pladeselskabet CPH-Sound velkommen til deres julearrangement under navnet X(mas)FEST. Det er nærmest i traditionernes ånd, for kl. 18-20 er entréen gratis, og der bydes på glögg og æbleskiver. Efter kl. 20 koster entréen 50 kr. X(mas)FEST finder sted i Studenterhuset i København. Fra scenen kan du opleve:“¢ Selectricity vs. Torpedo“¢ Rasmus Helner (akustisk)“¢ Waver (akustisk)“¢ The Lips“¢ Joycehotel“¢ Wild Evil Entertainment Dept.“¢ The Psyke Project Mellem koncerterne spiller DJ JT (fra www.lowcut.dk) op til dans. A Play/Rec Kind of Xmas IIISom navnet indikerer, er det i år tredje gang, at pladeselskabet Play/Rec åbner deres døre til et julearrangement. Det sker lørdag den 17. december. Som tidligere år serveres der igen snaps, band battles og den berygtede stærke glögg (der sidste år igangsatte et voldsomt hosteanfald hos denne skribent). Arrangementet finder sted i Huset i Magstræde og starter kl. 20. Pris: 60 kr. Du kan opleve følgende band battles:Lack vs. Barra Head Menfolk vs. Monoton vs. The Violet Hour Og sørme ikke om de to dj’s også laver battles:Nik B (Northern Soul) vs. Thomsen (60’s/70’s rock’n’roll nuggets)Ud over battles er amerikanske Medications inviteret til at runde aftenen af.
Minus Story i gavehumør
Ja, vi er jo ved at nærme os julen, og det lader sig mærke hos det amerikanske band Minus Story. De er i alt fald i gavehumør. Men for at nyde er du nødt til at yde lidt”¦ Ifølge Minus Storys pladeselskab JagJaguwar er der tale om en lille kunstnerisk konkurrence. “In the spirit of competition and judgement, Minus Story want you to give them stuff…but you’ll get stuff in return,” forlyder det. Minus Story ønsker fra din hånd et stykke kunst, der tematisk har at gøre med spøgelser. Kunststykket har ingen begrænsninger, hvad angår form. Du kan således nedpensle en skarpsleben røverhistorie, skrive en lille sangperle, male et pragtværk, blæse en genial glasvase eller noget helt andet. Ud fra bidragene vælger Minus Story vinderen (og ja, der bliver kun én vinder!), som modtager nedenstående – og måske endnu mere: “¢ En sang skrevet til dig“¢ No Rest for Ghost-vinyl“¢ Artwork fra Minus Story“¢ En minus Story “Mystery Box” Så er Minus Story noget for dig, og har du lyst til at vinde nogle eksklusive præmier, skal du grave kreativiteten frem og senest den 30. januar sende dit kunststykke til: Minus Story1499 West 2nd StBloomington, IN 47401USA Læs Undertoners anmeldelse af Minus Story: No Rest for Ghosts
Television Personalities udgiver første album i 11 år
Domino Records kan formentlig skumme pæne mængder fløde i disse Franz Ferdinand-tider. Og hvad bruger de så overskuddet til – mere hitliste-potentiale? Næ-nej, snarere tværtimod. I stedet kan Domino berette, at de d. 27. februar udgiver kult-bandet Television Personalities’ første regulære plade siden udgivelsen af I Was a Mod Before You Were a Mod i 1995. Det nye album kommer til at hedde My Dark Places. Television Personalities er centreret omkring forsangeren Dan Treacy, hvis seneste syv-otte år mildest talt har været rodede. Der har gået meget vedholdende rygter om såvel et omfangsrigt heroinmisbrug samt perioder med decideret hjemløshed. Det sidste var dog ikke noget problem i sommeren 2004, hvor Treacy sad i fængsel. Domino pointerer, at Television Personalities var Kurt Cobains yndlingsband. Her hos Undertoner tror vi nu ikke, at der er den store grund til at finde det store marketing-apparat frem; en førstesingle med titlen “All the Young Children on Smack, All the Young Children on Crack” sælger praktisk talt sig selv.
V/Vm lukker – efter 365 nye værker
I 10 år har James Kirby med en helt ustyrlig energi drevet det særdeles uregerlige pladeselskab V/Vm. Med basis i en anarkistisk livs- og kunstfilosofi og under indflydelse af såvel en temmelig rabiat veganer-attitude samt et indgroet had til musikindustrien har V/Vm udgivet stakkevis af plader, hvor såvel popmusikkens og den elektroniske musiks frontfigurer er blevet hånet og skamklippet. Med hjælp fra venner som Goodiepal og Boards of Canada har Kirby dekonstrueret kærlighedssange (som Lady in Red), julemusik og Aphex Twin. Men de 10 års absolut anti-kommercielle kamp har ført Kirby ud i stor gæld, og han har nu set sig nødsaget til at kaste håndklædet i ringen. Eller rettere sagt har han varslet, at han nytårsaften i 2006 vil lukke V/Vm. Men inden da vil han på egen hånd frembringe 365 nye værker. Hver eneste dag i 2006 vil Kirby lægge et nyt nummer på projektets hjemmeside, og han opfordrer folk til at sende ham plader med deres egen musik, som han så kan sønderklippe. Vi tør godt spå, at det bestemt ikke bliver noget yndefuldt projekt, men det behøver ikke at gøre det uinteressant. Det er V/Vm’s hjemmeside bestemt heller ikke takket være et væld af download-muligheder.
Nyt Coldcut-album efter ni års pause
Siden udgivelsen af den glimrende, om end lige rigeligt langstrakte Let Us Play i 1997, har Coldcut holdt sig fra at udgive regulære plader. Bortset fra den Blair-hånende single “Re:volution” fra 2001 har Coldcut ikke udgivet nyt materiale under eget navn siden det snart ni år gamle album. Men singlen “Everything Is Under Control”, der udkom for et par uger siden, er første skridt på vejen mod udgivelsen af fuldlængdepladen Sound Mirrors, der udkommer d. 30. januar 2006. Sound Mirrors er i dén grad spækket med gæsteoptrædender. Af de 12 numre er titelnummeret det eneste rent instrumentale. Førstesinglen lagde en linie ved at inkludere kendisser som Jon Spencer og Mike Ladd, og blandt de øvrige gæster på Sound Mirrors er Roots Manuva, Saul Williams og Andrew Broder (nok bedre kendt som Fog).
Arketypiske koncertgængere
Snakkehovederne placerer sig gladeligt helt oppe ved scenen under den afdæmpede koncert. Skråleren får du ofte stillet dig ved siden af. Og fulderikken valfarter helst en snes gange mellem ståsted, bar og toilet. Lyder det bekendt? Jamen, det er ganske enkelt, fordi de er arketypiske koncertgængere, som du møder på spillestederne. Læs om disse og flere andre typer i denne artikel – og prøv ikke at undsige dig at have været én af dem! (15.12.05)Når du går til koncert, er du omgivet af ligesindede musikelskere. Men koncertgængerne er et mangfoldigt folkefærd; de findes i mange grupperinger. Denne artikel er et forsøg ud i et lomme-antropologisk studie af, hvad jeg har valgt at kalde de arketypiske koncertgængere. Rollefordelingerne vil naturligvis ændre sig, alt efter hvilket arrangement der er tale om, og en koncertgænger kan sagtens have forskellige kasketter på i henhold til arrangementet, vedkommende er til. Endeligt må det slås fast, at hverken du eller jeg kan sige os fri for selv at have været mindst én af nedenstående typer. KenderenKenderen kan også karakteriseres som den ægte fan. Han findes i to typer: 1) den begejstrede og 2) den forbeholdne. Den begejstrede type er helt oppe at stå ved scenekanten, hvor han med entusiastiske bevægelser og ytringer suger oplevelsen til sig.Den forbeholdne type gør ikke noget yderligere væsen af sig udadtil. Hans pladesamling inkluderer samtlige 7″-singler, 12″-splits og et betydeligt hav af bootlegs med det optrædende band, men attituden er som hos skeptikeren (se nedenfor). Dette kan skyldes, at kenderen drømmer sig tilbage til dengang, bandet spillede på Loppen, og hvor der kun var 30 andre til stede. SnakkehovedernePladsen helt oppe foran scenen bliver sædvanligvis befolket af de mest inkarnerede fans til det optrædende navn. Men ind imellem disse finder du også en helt anden type koncertgænger, nemlig snakkehovederne. De gør helst deres entré til de ypperligt afdæmpede koncerter, hvor selv en lavmælt rømmen vil være forstyrrende. Dette er dog i småtingsafdelingen i sammenligning med snakkehovederne, som gerne påbegynder højlydte samtaler om vejr og vind, som om de ikke havde set hinanden i årevis. SkrålerenDu oplever hyppigt skråleren til højenergiske rockkoncerter. Han er rigeligt bekendt med den optrædende kunstner, da han – oftest med en gigantisk mangel på sangtalent – brøler for fulde lungers kraft. Skrålerens vokale udgydelser rammer gerne flere toner forbi den egentlige vokalmelodi og helst med så høj volumen, at du har vanskeligt ved at høre den optrædende kunstners vokal fra højttalerne. SkrigeballonenI mine arketyper undgår jeg helst at favorisere (eller det stik modsatte) nogle køn. De udgøres lige såvel af kvinder som mænd. En enkelt undtagelse findes dog, og denne er skrigeballonen – og ja, skrigeballonen er næsten altid en kvinde. Det har noget med toneregister at gøre. Som navnet antyder, er skrigeballonen rent ud sagt en skriger. Hun høres hyppigst i bifaldene mellem sangene, idet hun udsender hyper-ekstatiske, sønderrivende skrig, der truende knalder mod din trommehinde. Forestil dig at være til Beatles-koncert i 60’erne … det må have været noget af en udfordring for ørerne! FulderikkenFulderikken er blandt de mest forudsigelige arketyper, hvad angår bevægelighed. Han drager på talrige pilgrimsrejser frem og tilbage mellem baren og sit tilholdssted lige i nærheden af dig, når han da ikke lige skal på toilettet. Med fra besøgene i baren fragter han ofte en favnfuld fadøl for så at kæmpe sig gennem det tætpakkede territorium af folk. Med rigelige promiller i blodomløbet i forvejen er balanceakten ikke verdens mest elegante, og det går typisk galt, netop hvor du befinder dig, hvilket resulterer i, at en stor sjat fadøl vasker dit rygparti. Altid fornøjeligt. StenstøttenMåske kender du til de mannequin-dukker, der ser så menneskelige ud, at du lige må dreje hovedet en ekstra gang (“den bevægede sig da “¦ gjorde den ikke?”). Forestil dig så den stik modsatte grøft – typen jeg her kalder stenstøtten. Blandt publikum står altid disse livløse skikkelser, som ikke rører sig ud af stedet, end ikke for at bifalde bandet efter et endt nummer. SkeptikerenSkeptikeren er en mere menneskelig version af stenstøtten. Han står gerne med velovervejet afstand til scenen, ligesom for at markere at han ikke lader sig involvere og overvælde sådan uden videre. Armene er solidt placeret over kors, sådan at posituren med syvtommersøm slår den emotionelle distance fast for de folk, der måtte være i tvivl. Skeptikeren er typisk anmelder eller musiker. Førstnævnte lader sig aldrig involvere fuldstændigt, da han allerede i sit hoved er ved at bedømme koncerten. Sidstnævnte lurer enten guitarakkorder af eller vurderer sværhedsgraden i musikken (“dét der er da ikke svært at spille!”). LæderjakkenDen ser lidt slidt ud i betrækket, men den har altså også været i brug siden den dér Motörhead-koncert i ’81. En sådan vintage læderjakke skiller man sig ikke af med. Den sorte sag er det meget symbolske klædningsstykke for en livslang karriere som koncertgænger, og ligesom Lemmy nægter han at stige af rock-toget – og gudskelov for det.
'Jeg er altid panisk angst, før jeg skal på scenen'
Mugison har turnéret verden slidt med over 50 koncerter alene i år, der har slæbt ham fra London og L.A. til Köln og Kolding. Men trods de mange optrædender er han stadig skrækslagen, før han går på scenen. En solotroubadour, der frygter publikum. (10.12.05)“Jeg er skræmt, når jeg ved, jeg snart skal på scenen og optræde, og det er ligegyldigt, om jeg spiller for 10 eller 1500 mennesker. Måske gør det mig til en bedre ‘showman’, når jeg er ved at pisse i bukserne af skræk – det er frygten for at fejle, der gør, at jeg lykkes.”Mugison udspiler øjnene og fremmaner en skræmt grimasse: “Jeg har haft diarré før hver koncert i år med undtagelse af to – og de to var de værste koncerter, jeg nogensinde har spillet. Når jeg ikke har diarré før et show, er jeg ikke nervøs nok. Så er jeg mere kæk og tager mange ting for givet; og det kan publikum mærke!” Derfor kan det undre, at Mugison optræder alene, når andre sagtens kunne overtage en del af showet som eksempelvis trommespillet, der er baseret på forhåndsindspilninger. Men det har ikke været et spørgsmål om valg: “Jeg optræder alene, fordi det er en nødvendighed. Da jeg startede og lavede pladen Lonely Mountain, var det på et meget lille pladeselskab på et minimalt budget. Det eneste promotion, der var plads til, var en billet med EasyJet, så jeg kunne drage ud i verden og promovere min musik og spille for et lille publikum for et par hundrede kroner,” siger han grinende. “Gennem mine koncerter begyndte mit one-man-band at udvikle sig til det, det er i dag. Men tro mig, det første halvandet år var det virkelig noget lort, når jeg optrådte!” Måske er det ikke tilfredsstillende at optræde selv, eller måske ønsker han at have andre at dele publikumsangsten med. Uanset hvad er Mugison som solovarieté en saga blot ved udgangen af 2005: “Når touren er slut, slår jeg det her solotrip ihjel. Fra og med næste plade kommer der andre musikere ind over – både under indspilningerne og på turnéerne.” Det er altså muligvis sidste gang, vi har fået lov at se den karismatiske islænding alene på dansk jord. De fantastiske og forfærdeligeSelv om Mugison er skræmt, før han skal på scenen, er det ikke ensbetydende med, at han hader at optræde. Med få undtagelser har han nydt at optræde, når først den indledningsvise nervøsitet er overstået. Men én koncert overskygger dem alle – koncerten i Pavillonen på sommerens Roskilde Festival: “Den koncert er den bedste, jeg nogen sinde har spillet, i høj grad på grund af publikum. Klokken var ét om eftermiddagen, og jeg troede, at alle folk stadig sov på det tidspunkt. Men til min store overraskelse kom der en masse mennesker. Det var helt vildt – et øjeblik var jeg i tvivl, om jeg havde spist svampe eller ej. Og publikum var ganske enkelt fantastiske!” Han holder en kort pause, smiler skævt, og lader blikket vandre drømmende mod loftet, mens han fortsætter: “Jeg skabte den fantasi, at hvis jeg blot kunne turnere med det publikum og tage dem med mig overalt, så ville alt blive godt.” Foruden Roskilde er troubadouren også glad for job i provinsen. Til gengæld forværres frygten yderligere før en koncert i de større byer, navnlig hovedstæderne: “I de større byer har publikum en tendens til at have en arrogant coolness-attitude over for optrædende. De tror, de ved alt og har hørt alt før og er derfor næsten umulige at imponere. Det er for eksempel altid et mareridt at spille i London. Det er forfærdeligt, når publikum bare står der og ryger deres forbandede cigaretter med armene over kors og spiller smarte. Jeg forestiller mig tit, at det er det vilde vesten, hvor alle har pistoler, og det blot er et spørgsmål om, hvem der trækker først.” Et privilegium at være islændingIsland har de seneste år ageret udviklingsplatform for mange gode, alternative bands som múm og Sigur Rös. Alligevel føler Mugison ikke et pres fra den kant: “Jeg tror, det er godt jeg kommer fra et lille samfund som Island. Dét at alle kender alle, også blandt musikere, skaber en konstruktiv rivalisering mellem bandene, og det, tror jeg, skaber fremgang i kreativiteten. Alle har mulighed for at høre, hvad landets udbud er og enten lade sig inspirere heraf eller gå egne helt, helt nye veje.”Han fortsætter med, hvad der minder om ærefrygt: “Der er nogen virkelig hårdtarbejdende bands deroppe. Et band som Sigur Rös slapper aldrig af, men bruger alt deres tid på musikken – de har senest færdiggjort et album, turnéret verden tynd og samtidig lavet adskillige musikvideoer. Når man som musiker fra samme, lille land ser det, tænker man: ‘Hold da kæft, jeg er nødt til arbejde endnu hårdere.’ Det er med til at motivere mig som kunstner.” Det er imponerende, at et samfund bestående af så få, kan producere så meget fantastisk musik. Mugison mener til dels, det er held: “I øjeblikket er der en del fokus på den islandske musikscene, men jeg tror det kunne være os som så mange andre. For et par år siden var det jo Sverige, der var interessant, og før det var det steder som Seattle, Californien, Liverpool etc. Men jeg synes så absolut, det er fortjent, at vi får bolden nu – der er som sagt mange kreative, hårdtarbejdende musikere på Island, der fortjener en chance.” Men lige så vel som visse bands inspirerer til hårdt arbejde, inspirerer andre i højere grad på det kunstneriske felt: “Jeg tror, at gode rollemodeller skaber en god grobund for musikken – og på den front er Björk enestående! Hun er islandsk musiks storesøster; nej, gudinde! Hun er anderledes, selvstændig og enestående. Hun har altid villet lave noget, der var hendes helt eget, og jeg ved, at mange islandske musikere – mig selv inklusive – ser op til hende og måden, hvorpå hun har skabt en karriere. Vi ønsker simpelthen at forsøge det samme. Hun er i mine øjne en af de primære årsager til, at islandsk musik ikke er så kommerciel som i andre lande – vi prøver at finde en løsning, der ikke ligner de andres, og lader os ikke diktere af strømmen.” Lad endelig uafhængigheden og urokkeligheden fortsætte fremover. Det har Mugison i hvert fald tænkt sig: “Jeg vil altid prøve at skabe min egen ‘suppe’ af inspiration udefra og egne idéer. Jeg vil altid følge min mavefølelse, når jeg skaber musikken og skriver mine underlige bullshit-tekster,” afslutter han grinende.Indtil videre må vi tage afsked med troubadouren i soloform og afvente hans genkomme med band i 2006.
Læssevis af nyt materiale på vej fra El-P
Ved sidste måneds Recession-festival i Århus fik publikum med vældig kort varsel et medrivende show fra Def Jux-labelchefen El-P. Den slags rejser til andre kontinenter har newyorker-produceren ellers ikke meget tid til, skulle man tro. Hr. Jaime Meline har nemlig masser af jern i ilden. Ifølge Mr. Lifs hjemmeside er El-P nemlig involveret i at producere opfølgeren til Lifs særdeles civilisationskritiske album I Phantom fra 2002. Udgivelsesdatoen er indtil videre ukendt. Det samme gør sig gældende med El-P’s næste solo-album (og for den sags skyld også den kommende Cannibal Ox-plade, som Meline også producerer). P.t. går pladen under navnet I’ll Sleep When You’re Dead. Og det er så sådan cirka al den information, der er til opstøve om den plade lige nu. Lidt mere struktur er der på nyheden om, at Def Jux har købt rettighederne til Funcrusher Plus, den banebrydende debut fra El-P’s tidligere gruppe Company Flow. Det betyder, at Def Jux om et lille års tid vil genudgive albummet – måske endda suppleret med nyt materiale fra gruppen.