Begrebet ‘amerikansk radiorock’ dækker over genrer som power-pop, roots-rock og americana. Det er på godt og ondt små-romantisk klichefyldt guitarrock – den slags, der havde sin storhedstid i 90’erne. Det er lidt en sygdom at elske det. (28.11.05)En mand kommer op til lægen og siger: “Jeg kan li’ amerikansk radiorock”.
Ha-ha-ha-ha, sikke en joke. Hvem i alverden vil indrømme, at de kan lide halvakustiske, halvrockende og til tider halvklynkende sangklichéer pakket ind i uskadelige melodier?
(Undertegnede Undertoner-skribent rækker forsigtigt hånden i vejret). Det vil jeg sgu gerne. Lige siden jeg var en halvkikset teenager, har jeg nemlig været en sucker for den slags musik.
Jo-jo, siden dengang er musiksmagen da blevet noget bredere, bedre og mindre ligetil.
Men ikke desto mindre kan den simple, flade og små-romantiske guitarrock stadig ramme i hjertekulen, også selv om det kyniske overblik sorterer mere fra end dengang.
“Jeg har lige været inde og slå op i et musikleksikon, og der stod altså ikke noget om en genre, der hedder amerikansk radiorock,” siger lægen.
– Ok, måske er det på sin plads at slå fast, at flere forskellige genrer bliver samlet under fællesbetegnelsen ‘amerikansk radiorock’. Power-pop, roots-rock og americana er begreber, der senere har givet mening for mig, men i denne sammenhæng giver det bedst mening at bruge den brede fællesbetegnelse.
“Du har altså hørt meget musik i radioen. Det er der vel næppe noget farligt i – afhængigt af hvilken station selvfølgelig,” fortsætter lægen.
– Det skal lige indskydes, at det sjældent var i radioen, at jeg opdagede den amerikanske radiorock. Faktisk skete det kun én gang. Det var, da jeg blev bidt af Better Than Ezra, fordi Alex Nyborg Madsen skamroste dem. Det var juleaften, og jeg var ved at pynte juletræet sammen med min far.
“… æhh …”
– En anden vigtig indskydelse er, at den amerikanske radiorock for så vidt ikke behøvede at være amerikansk.
Skotske Del Amitri ramte også plet. Især når de skrev sange til fodboldturneringer, men det er jo en anden historie.
“Ja, lad os holde os til en afhængighed ad gangen. Hvad er det for eksempel, der kan drive en tilsyneladende sund ung mand til at gå med en Counting Crows-t-shirt?”
– Måske er det, fordi jeg har en alder og en musiksmag, der betyder, at jeg aldrig rigtigt har været del af en scene. Ok, ligesom mange andre, der er født midt i halvfjerdserne, gik jeg også med skovmandsskjorter og betragtede Seattle som verdens centrum. Men hele pointen med grungen var jo netop, at det var en anti-bevægelse. Det var ikke et fællesskab, så jeg måtte finde min musikalske identitet andre steder.
“Men en Counting Crows-t-shirt?!”
– Det er sidst i en vaskecyklus, ok. Og i øvrigt er deres to første plader stadig ret gode.
“Fair nok, men kan du ikke prøve at præcisere, hvorfor du kan li’ denne amerikanske radiorock?”
– Det er meget brun og blød musik, synes jeg.
“Hvilken del af ordet ’præcisere’ var det lige, du ikke forstod?”
– Når man kigger i coveret på en gennemsnitlig amerikansk radiorockplade, ser det hele meget brunt og blødt ud. Det kan jeg godt lide. Ud over det kan jeg også godt lide et navn som Toad the Wet Sprocket.
Men altså, det er svært at forklare, hvorfor man kan lide noget musik og ikke noget andet.
Generelt er jeg vel bare en romantisk sjæl, der bliver blød om hjertet, når jeg hører en halvsørgelig melodi med en tekst om den håbløse, men smukke kærlighed. Det er pæne sange, men de har som regel noget kant, der gør, at de ikke bliver alt for pæne. Et eller andet sted er den slags musik vel en mandlig udgave af Sex & the City.
“Den ser min kone. Men altså, jeg tror egentlig ikke, at det er så galt fat med dig, men for at være på den helt sikre side, skriver jeg lige en recept til dig på en Miles Davis-kur på 14 dage. Det kan forhåbentlig pille de værste tendenser til simple melodier ud af dig.”
– Miles Davis? Hvem er det?
“Suk” (Ringer til musikpolitiet).
