Artikler

De har tre plader på bagen og et live-ry, der til stadighed lokker nye lyttere til. Og man skal holde godt fast, når Mob først sætter stikket i og lader støj og energi herske. I forbindelse med bandets tredje plade har Undertoner taget en snak med de danske støjrockere. (15.11.05)I forbindelse med deres nye plade We All Repeat the Past inviterede Mob på guldøl, kokostoppe, kaffe og en snak. Med tre plader på samvittigheden samt masser af live-erfaring burde Mob være et hyppigt omtalt band i den danske undergrund. Men af uransagelige årsager er dette ikke tilfældet. Måske netop derfor er Mob ivrige efter at fortælle deres historier. Jagten på den rå lyd We All Repeat the Past er en naturlig fortsættelse af Mobs higen og søgen efter stemningsskabende støjflader. Bandet fortæller, at de altid har haft vanskeligheder ved at indfange den energi og intensitet på plade, som de lader brage ud gennem højttalerne til deres koncerter. “Vores ønske var at indfange en mere rå og live-agtig lyd,” fortæller bassist Kasper Skov. “Folk har altid sagt til os: ‘I er pissefede, når jeg hører jer på Stengade, men jeres plade står og rådner op i min reol, for den har ikke den vildskab, som man normalt forbinder med jer’.” Jagten på den rå lyd førte Mob syd for grænsen til Kroisdorf, en lille by uden for Køln – “hvor dynamitfabrikken ligger,” præciserer bandet grinende. Her gik Mob i studiet med en producer ved navn Guido Lucas, som de havde fået anbefalet.“Det var sådan en rigtig rock-morfar med hinkesten og skæg. Han ligner sådan én, der var med Kiss rundt i 70’erne og sætte højttalere op. Men han vidste, hvad der skulle til!” fortæller Kasper.Mob tilbragte en måned i studiet, hvor de indspillede alle ni sange, som optræder på We All Repeat the Past.“Det var virkelig givtigt at være dernede,” erklærer trommeslager Gunnar Sandegård. “Det var en koncentreret periode, og vi vidste, at sangene skulle på plads og være færdige, inden vi tog hjem.” Lärm – stort skab med penge iWe All Repeat the Past er som sin forgænger I Believe in You udkommet på bandets eget pladeselskab Lärm. Guitarist Peter Ahlers Olsen fortæller, at de tidligere har haft umanérligt meget besvær med danske pladeselskaber, at de til sidst selv tog teten og udgav egne plader:“De er stort set alle sammen krakket omkring ørerne på os. Alternate, som udgav vores første plade, var en fis i en hornlygte. Så kom Martian Records, som gerne ville overtage den første og udgive den anden, men lige pludselig havde de ingen penge, og så stod vi dér,” fortæller Peter med udstrakte arme som for at illustrere afmagten.“Ja, der røg 30.000 down the drain,” lyder det nærmest sukkende fra Kasper, som dog helst ikke vil have, at Lärm kaldes for et pladeselskab. Det lyder som et virke, der også udgiver andre bands, hvilket slet ikke er Mobs intention.“Det er ikke et pladeselskab; det er et produktionsbureau ligesom i kommunisttidens Rusland. Det er et stort skab med nogle penge i… en stor kassekredit et hemmeligt sted i Jylland,” griner han. “Der må godt være torne på busken”Bands har vidt forskellige tilgange til sangskrivningens kunst. Mobs tilgang er blandt andet stærkt præget af en samtidigt nedbrydende og opbyggende støjæstetik.“Morten (Mobs sanger, red.) har nogle enormt enkle og smukke melodier, som vi gør alt for at ødelægge,” fortæller Kasper.Tilløbene til ødelæggelse kan dog være lange og omsiggribende. Peter fortæller, at typiske Mob-sange gerne kræver sammenstykning og eventuelt også aflivning af en masse idéer. “Sådan er det med high performance vehicles. Det er ligesom en Ferrari: Kun 10 % af brændstoffet bliver omdannet til køreglæde. Men hvilken køreglæde!” griner Kasper, mens der nikkes ivrigt rundt om bordet.Mob hører ikke blandt de sangskrivere, som skrotter idéer, der ikke lader sig materialisere til sange inden for en meget kort tidsperiode. Der skal pusles med strukturerne, så de bliver rigtige.“Derfor er det svært for os at lave en popsang,” lyder det fra Gustav.“Nej, vi tror ikke på det,” istemmer Kasper. “Hvis det bliver for pærelet, er det ikke helt godt nok. Der må godt være torne på busken.”“Vi prøver at skabe nogle stemninger, som man kan blive opslugt af,” fortæller Peter.“Og med reference til dét at skrive numre hurtigt, så tror jeg ikke, det kan lade sig gøre at skabe fede stemninger i løbet af ingen tid. Hvis man nu får lidt tid til at stå og mane lidt, så skal der nok komme noget frem,” siger Kasper.“Ja, så bliver det sådan noget ‘fuck, så har vi igen lavet et nummer på seks minutter’,” griner Gustav. Mob har været til møde med playliste-udvalget fra P3, hvor de fremlagde deres bud på en sang, der kunne komme i radioen, men med numrenes længde taget i betagtning var der ikke de store forhåbninger, og der kom da heller ikke noget resultat ud af mødet.Men Mob kan også sagtens uden P3. Samhørighedsforholdet synes i hvert fald ifølge Kasper at være lettere skævvredet.“Der har lige været ‘spil dansk-dag’ i dag, og det har været den mest forfærdelige dag i hele verden,” griner han, men man ikke er i tvivl om, at han mener det. Til februar udkommer We All Repeat the Past i Tyskland på Tumbleweed Records, hvilket vil føre til mere turnévirksomhed. Bandet fortæller ydermere, at nye sange allerede er i støbeskeen – og alt tyder generelt på, at de vil gøre meget for at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Den burde komme af sig selv – men når det ikke sker, må man hjælpe den lidt på vej. De tre plader ifølge Mob …And This Was a Beautiful Day (1999) The Best of Mob 95-98. En meget blandet plade. Den er produceret i et skur på Refshaleøen. Den har sådan et mørkt lag over sig. Den er som en sort/hvid-film – lidt ligesom Den tredje mand; den har den der forladte banegård-stemning over sig. I Believe in You (2002) Det skulle være en større produktion, og så kiksede alt, hvor bl.a. trommeslageren sprang fra. Numrene er mere udfarende og effektfulde. I Believe in You er flere bandmedlemmers yndlingsnummer at spille live. Havde det nummer været en bygning, havde det været Peterskirken i Rom. We All Repeat the Past (2005) Pladen er mere kontant og direkte end de øvrige to, og den viser et band, der spiller bedre sammen. Produktionen er blevet bedre. Pladen er mindre kompliceret: Selv om den skramler mere, er den mere tilgængelig. Så tæt på som bandet lyder live.

Lyden er stram, lyrikken underfundig og skarp. Manden bag er rodet og forvirret, men frem for alt humoristisk og selvironisk. Skibet er ladet med kontraster og en venligtsindet gal videnskabsmand som kaptajn, når Johannes Gammelby som I Am Bones losser til backpackers og håner det vestlige samfunds tryghedsnarkomani. (09.11.05)Gennem en småramponeret dobbeltsidet yderdør placeret i kæften på en grå boligblok, ind i en unaturligt lille og klaustrofobisk elevator, med buldren og knirken op mod fjerde sal, ud og til højre. Foran ligger en dør, hvis skilt ikke afslører beboeren bag, og hvis klokke ikke virker. Efter en kort banken dukker en halvsøvnig, forvirret Johannes Gammelby op i døren.“Kan jeg friste med noget? Kaffe, the?”, han tager en lang pause, “ymer?”.Lidt efter placerer han sig i det eneste møblerede værelse i lejligheden. Møbleret i betydningen, et par stole og en sofa, der samtidig agerer opbevaringsenhed for diverse. Men guitarer, et trommesæt, kabler og computere dominerer helheden og gør det klart, at det smalle rum ikke primært fungerer som opholdsrum, men som studie. Vi er i den gale professors kreative hule. Nemmere, når man selv må bestemmeGammelby var tidligere en af kollaboratørerne i støjrockbandet Strumm.“Vi havde det hyggeligt, og det gik godt, når vi spillede live – vi havde det godt sammen, og vi havde noget særligt, som ikke mange bands har eller havde. Men jeg havde større kreative ambitioner. Jeg fik mere ud af at skrive sange selv, for det er meget mere effektivt, at det ikke skal gennem en demokratisk proces. Vi havde i bandet en proces, hvor alting blev vendt og drejet 1000 gange, men det faldt 90 procent af gangene alligevel til jorden. Det gad jeg simpelthen ikke.”Derfor satte Gammelby sig for at fokusere på soloprojektet I Am Bones, og for en måneds tid siden udkom debutalbummet Wrong Numbers Are Never Busy. Her langer Gammelby ud efter både backpackers, og hvad han kalder “den nye bølge af vestlige imperialister”, der på lige fod med englænderne i starten af 1900-tallet koloniserer verden – nu blot med andre metoder.Dertil kommer vrede, vrede udbrud som eksempelvis i Bellyache: “You hold the devil in your gut / yeah yeah yeah yeah / you keep that motherfucker down / yeah yeah yeah yeah / I should not have been allowed to reproduce / the semen should have fertilized the ground.”En sang, der har vakt en del undren: “Min kæreste synes simpelthen, den sang er latterlig! Hun sagde til mig, da hun hørte den: ‘Hvorfor synger du sådan noget, Johannes? Skal vi ikke have børn eller hvad?’ og jeg sagde: ‘Jo, det kan vi da godt.’.” Gammelby mener ikke, at sangene skal tages så alvorligt, som de lyder. Dertil er mange af sangene et resultat af hans egne og produceren Torsten Larsens mærkelige indfald i sangskrivningsprocessen: “Torsten og jeg har en humor med at stille os selv i en eller anden situation og så vise, hvor latterlige, ynkelige og dumme vi er. Så lyrikken ender tit med at være et eksperiment, der netop viser, hvor dum man er. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det morer mig.” “Jeg kan godt lide at fucke tingene lidt op”Sangene er også et oprør mod ‘tudefjæs-indie’: “Der kan være nok så meget hjerte/smerte, men det bliver først sjovt, når man bruger sig selv som den, der bliver angrebet. Der er ikke så meget mere kød på Bellyache, end at jeg piller mig selv ned og giver djævlen skylden for det hele. Han havde fået lidt for meget magt i min eksistens, og det er derfor, jeg ikke skulle reproducere mig selv.” Omgivelsernes opmærksomhed på teksterne har overrasket Gammelby. “Når jeg skriver lyrikken, tænker jeg ret meget over, hvordan det bliver at lytte til, men jeg har ikke nogen visioner om at give folk åbenbaringer. Hvis de kan afkode nogen budskaber og få noget glæde af det, er det fint, men det er primært for at bære melodien. Teksterne er ofte båret af en eller anden frase, jeg er stødt på, og som hænger ved. Det er sgu ikke så pissealvorligt alt sammen – jeg kan bare godt lide at fucke tingene lidt op!” Selv om Gammelby nedtoner sin vrede, er der alligevel visse ting, der sætter hans pis i kog: “Jeg kan simpelthen ikke klare hykleri. Mine fødder gør så’n her,” han løfter venstre fod for at demonstrere, hvordan han krummer tæer blot ved tanken, “og så er jeg træt af folk, der er påtaget følsomme, blot for at vinde andre folks hjerter med denne følsomhed. Det er røvirriterende! Og så hader jeg hippie-tilgangen til tingene. Det er fint, at de er glade – men lige så snart de begynder at presse alt deres anti-kød-mentalitet ned over hovedet på mig, står jeg af, for så bliver det til en religionsform, og det synes jeg er træls!” Men så snart det er sagt, forsøger Johannes igen at berolige: “Men jeg er altså ik’ så’n en gal én. Jeg laver bare musik, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Og i processen kommer en række udtryk frem, der på en eller anden måde er en del af mig, uden det nødvendigvis er så alvorligt, som det lyder.”