Koncerter

Koncerter

dEUS, 02.10.08, Store Vega, København

Det var småt med de rigtige gode bolsjer, da dEUS spillede koncert i et halvtomt Store Vega, der virkede en smule overproportioneret og udmærket kunne være blevet skiftet ud med f.eks. Pumpehuset. Og selvom dEUS indimellem slap den pæne voksenrock og skejede lidt ud, var det på ingen måde overbevisende.

Koncerter

Bon Iver, 25.09.08, Store Vega, København

[Peder Bo Jørgensen]Det var lige før Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. (26.09.08).Det var lige før, Store Vega var proppet til koncerten med amerikanske Justin Vernon alias Bon Iver – på trods af, at han endnu ikke har fået meget omtale herhjemme. Med kun et enkelt album på repertoiret gav Bon Iver en god time af helt sublim singer-songwriter-kvalitet krydret med små overraskelser. Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk Hvad det lige præcis er for nogle jungletrommer, der har lydt, ved jeg ikke. Men de har lydt højt nok til, at Bon Iver torsdag kunne spille foran et pænt pakket Store Vega. Det må siges at være et overraskende stort fremmøde, når man tager i betragtning, at Bon Ivers samlede danske radio airplay vist nok begrænser sig til Det Elektriske Barometer, og at hans rigtig fine debutalbum For Emma, Forever Ago har fået flotte, men få anmeldelser. Hvad det end var, der havde lokket en alders- og kønsmæssigt broget skare af befolkningen til at spendere halvanden biografbillet på et så godt som ubeskrevet blad fra det amerikanske midtvesten, så er der ikke nogen, der kan fortryde det. Aldrig før har jeg overværet en koncert med prædikatet følsom singer-songwriter med så meget vitalitet og udadvendt energi. Det var komposition og opbygning, der bar numrene, og dét nogle gange helt op i skyerne. Eksempelvis i den fantastiske “For Emma”, hvor man næsten kunne se de positive vibrationer, der tindrede frem og tilbage mellem scene og publikum, efterhånden som nummeret arbejdede sig frem mod sit klimaks. Det var ét højdepunkt, hvis man da ellers kan snakke om højdepunkter i en koncert, der næsten konstant rørte det sublime. Desuden bød koncerten på en række (positive) overraskelser. Sceneopstillingen med to trommesæt var den første. Den fantastisk tunge elektroniske bas på “Lump Sum” var den anden. En tredje var det ene af to nye numre, “Blood Bank”, der i kontrolleret storladenhed ikke lod Band of Horses noget tilbage at ønske. At der ville komme stroboskoplys, som der gjorde på “Creature Fear”, var der nok heller ikke mange, der på forhånd havde regnet med. Overraskelserne og frontmand Justin Vernons energiske riffbaserede guitarspil sikrede, at koncerten ikke endte i den indadvendte fingerspilskasse af singer-songwriter-koncerter, man nyder, men glemmer lige så snart den sidste hjerteskærende strofe er klinget ud. Nej, den her koncert er én, der er værd at huske. Justin Vernon virkede også oprigtigt som om, det var en aften, han havde lyst til at huske. Der var sympati mellem dem, der stod på scenen, og dem, der stod foran den, hvilket også gjorde, at det rent faktisk lykkedes Vernon at organisere en ganske fornuftig gang fællessang på andet og sidste ekstranummer, “The Wolves (Act I And II)”. Bon Iver har ikke det store materiale at trække på. Et enkelt album er alt hvad diskografien indtil nu tæller. Læg dertil to nye numre og et Talk Talk-cover og du står stadig kun tilbage med en 65 minutters koncert. Men hvilke 65 minutter! Ja, man var faktisk helt udmattet bagefter. Karakter:

Koncerter

Pharoahe Monch, 20.08.08, Rust, København

Onsdag aften var Rusts ugentlige klubindslag Heat vært for et af den alternative raps mest populære hiphopnavne. Pharoahe Monch, der sidste år leverede det roste album Desire og en fænomenal koncert på Loppen, tog også Rust med storm og forsatte leverancen af beats, rim og masser af intensitet.

Koncerter

Beatday 08, 09.08.08, Docken, København

Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. (11.08.08)Sidste år så hovedstadens egen festival, Beatday, for første gang dagens lys og blev med sit stjernespækkede todagesprogram en stor succes. 2008-versionen afholdtes i weekenden, og den indiedominerede lørdag var bestemt billetprisen værd. Blue FoundationDikotomier – parvise modsætninger – siges i den litterære verden at være det konfliktskabende element i en tekst. Konflikt fører til dynamik, og en fortælling opstår. Kan en tilsvarende model bruges om musik? Ved lørdagens åbningskoncert var modsætningerne i hvert fald en vigtig drivkraft. Blue Foundation er en noget sammensat størrelse. Bandet består af seks medlemmer fra tre forskellige lande og er åbensindede nok til at rumme både afrohår, smalle solbriller, jakkesæt, bare fødder og løse gevandter. Lørdag eftermiddag lignede de mest af alt et indslag på Woodstock med Pet Shop Boys som gæsteoptræden. Det noget skizofrene udtryk viste sig alligevel at være overordentlig passende til Blue Foundations sammensmeltning af shoegazer, elektronik og rendyrket pop. Med en flagrende og gestikulerende Kirstine Stubbe i front var fokus sat på det poppede, mens de øvrige bandmedlemmer stod for at opretholde et støjtæppe af vekslende tykkelse og karakter, hvor trompet, elektronik og tamburin var med til at puste yderligere liv i lydbilledet. Til tider holdt vokalen inde for en stund, og bandet lod den rene lydmur få overtaget – en fin variation i den ellers hitbesatte setliste, der hovedsageligt bestod af indslag fra sidste års Life of a Ghost. Særligt vellykket var “Eyes on Fire”, hvor Stubbes vokal fik et virkningsfuldt modspil af MC Jabber, der også stod for at oversætte en af de helt igennem imponerende elektroniske peptalks, som især var Blue Foundations varemærke på Sweep of Days fra 2004. Alt i alt lykkedes det bandet at få de mange forskelligartede elementer til at gå op i en højere enhed og få skudt lørdagens koncertprogram i gang på fornem vis. Karakter:   Mercury RevTilskuer 1: »Har han røget sig selv fuldstændig i hegnet?«Tilskuer 2: »Nej, sådan er han vist bare.« For dem, der lørdag oplevede Mercury Rev for første gang, skulle forsanger Jonathan Donahues fremtræden lige tygges på et øjeblik. På scenen stod, sad, lå, kravlede og fløj(!) Donahue sig gennem den fem kvarter lange koncert med et blik, der konstant balancerede på grænsen af “jeg elsker jer alle sammen” og “nu kommer jeg og æder jer!”. Eftersom Mercury Revs tekster mestendels omhandler bier, blomster, kærlighed og en verden så smuk, som var den skabt af Walt Disney, ville en for selvhøjtidelig attitude kunne gøre affæren en anelse kvalm. Nok var det en anelse vanvittigt at overvære, men på intet tidspunkt blev det uengageret eller ligegyldigt. Med kun fem kvarter til rådighed var det ikke nogen let opgave at få alt det bedste fra bagkataloget med og samtidig give publikum en forsmag på det kommende efterårs to udgivelser, Snowflake Midnight og mp3-albummet Strange Attractor. Det nye materiale måtte da også så godt som fuldstændig vige for gamle kendinge, der især stammede fra diskografiens højdepunkt, Deserter’s Songs. Det er ikke nemt at fremhæve højdepunkter i en sådan hit-på-hit-konstellation, men især “Holes”, “Opus 40”, “The Funny Bird” og “Goddess on a Hiway” blev fremført med stor indlevelse fra hele orkesteret. Røgmaskinen var på overarbejde gennem hel koncerten, hvilket især var effektfuldt under “The Dark Is Rising”. Her gik lys, røg, lyd og Donahues guddommelige gestikuleren op i en højere enhed, og resultatet mindede mest af alt om troldmanden i Fantasia, der dikterer en storslået og dramatisk solnedgang. Man kunne måske have ønsket et lidt større indblik i, hvad den musikalske fremtid vil bringe for Mercury Rev, men efter aftenens energiudladning var der ikke meget andet at gøre end at bukke, takke og konstatere, at de grånende herrer på ingen måde er ved at falde af på den. Karakter:  

Koncerter

Iron and Wine, 07.08.08, Store Vega, København

[Anne Klitten Andersen]En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen.(08.08.08)En nylig startet Europa-turné bragte torsdag aften Sam Beam, med det mere velkendte alias-band Iron and Wine, til Store Vega i København. En aften i selskab med den melodiske “præriepoet” var om nogen en smuk og tonemættet en af slagsen. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Da manden bag Iron and Wine, Sam Beam, torsdag aften gæstede København havde han som forventet konstelleret en all-star oktet med bl.a. vennerne fra Calexico, Lambchop, Red Red Meat, Califone og Chicago Underground Duo/Trio/Quartet m.fl. Beam selv traskede roligt ind på scenen, uden det store ståhej, og vinkede genert til sit allerede dedikerede publikum. En intim stemning blev sikkert undfanget med åbneren “Woman King”, som vidnede om den alsidighed, Iron and Wine repræsenterer inden for sin genre. Siden lofi-debuten i 2002 The Cradle Drank the Creek har Beam flittigt trakteret musikscenen med en blanding af lofi, americana, folk, blues og singer/songwriter til fans og anmelderes taknemmelighed. Det syv mand høje band bag frontmanden opererede kærligt og meget koncentreret på deres forskellige instrumenter, og man kunne med det samme mærke passionen og en kælenhed for hver lille lyd, der blev sendt varsomt ud over scenekanten. Al hang til stringent perfektion blev dog overdøvet af den rare og uhøjtidelige stemning, der spredes i Sam Beams skæggede selskab. Med sumpede hammondorgel-ballader gled sættet over i sangene fra det kritikerroste album, The Sheperd’s Dog fra sidste år, i overbevisende instrumentale overgange. Hver en lille detalje havde rum til udtryk og komplimenterede den næste. Jungle-agtige rytmer, der netop er meget udtalte på den seneste plade, var med til at løfte musikken lidt op over de mere roligere numre fra de foregående albums. Førstesinglen “Boy with a Coin” fik det akademikertunge lokale til at vippe i takt, efterfulgt af mere anonyme feel-good numre. Der blev dog skruet ned for rytmerne til den melankolsk-melodiske “Carousel”, hvor man virkelig kunne høre den poesi, der kendetegner alle Iron and Wines numre og gør dem til noget helt specielt. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Bandet var skarpt, og det meste af tiden havde alle musikerne en vigtig rolle, hvilket skabte god balance på scenen. Fra frontmanden hørte man kun pletvise “Uh! It’s hot” og “How ya’ll going?” efterfulgt af venlige smil, der vidnede om, at han var glad for, at det tilfredse publikum var der. Folk blev endnu gladere, da det hele fortsatte og ændrede sig til rendyrket blues med “The Devil Never Sleeps”. Musikken bredte sig ud i en Pink Floyd’sk lydlomme med en imponerende pedal steel-solo. Ørene blev konstant udfordret i et virvar af klokker, claves, xylofon, percussion og violin i konsekvent vellyd, der kun kunne mætte hjertet. Den centrale, bløde Beam’ske fortællerstemme var akompagneret af søsteren Sarah Beam, på konstant andenstemme. Som Sam Beam stod der, med sit vilde skæg, kunne jeg ikke bestemme mig for, om han lignede en sørgmodig nisse, der havde mistet sin hue, eller en lidt buttet udgave af Jesus. Et øjeblik følte jeg i hvert fald, at det hele blev lidt for helligt og fik lyst til at ruske lidt rock’n’roll ind i stemningen. Dog kun et øjeblik, for den musikalske skarphed og vægtfordelingen i sættet fik igen min opmærksomhed, da tonerne fra “Pagan Angels and a Borrowed Car” overbevisende swingede ud af højtalerne. Samme sang sluttede i en konklusion af forskellige miniballader, inden bandet gik af og overlod scenen til Beam. Beam sluttede af med to akkustiske ballader og med et fast greb om sidste akkord i “The Trapeze Swinger” strøj han os blidt over kinden med sin sidste strofe, »please remember me,« inden han vinkede på samme måde, som da han kom ind. Vi var overladt til en fin erindring om en rar aften i Store Vega, hvor vi blev inviteret dybt ned i intimitetens musikalske kroge, og fik lov at ride oppe på rytmernes overfladiske bølger. Læs også Undertoners anmeldelse af:Iron and Wine: The Sheperd’s DogIron and Wine: Our Endless Numbered DaysIron and Wine/Calexico: In the Reins Karakter:  

Koncerter

Supersilent, A Kid Hereafter and the Slaves to the Truth, Cat Power, Sharon Jones and the Dap Kings,

[Lasse Bertelsen og Martin Thimes]Supersilent, 06.07.08, 14.30, AstoriaAstoria-scenen med dens tempelagtige atmosfære rummede denne eftermiddag noget nær en livmoderstemning i den muskelopstrammende hede, hvor Supersilent skulle forsøge sig udi den følelsesladede adspredelse, som improviseret musik ofte kan være. Den norske kvartet rummede mere, end en livmoder ville kunne, med deres unikke og småt nordiske post-kompostionsmusik. De tilstedeværende blev fragtet i et musikalsk forløb, der snart trak på såvel sagte som voldelige naturoplevelser, snart storbyens pulserende modernitetsfornemmelse – men de efterlod aldrig sig selv eller lytterne hængende uden grund. Det æstetiske rod på laptops, klaviaturer, klarinet og trommer foregik både på mikro- som makroniveau, og det var her umådeligt slående, hvor varieret en musikalsk stilstand kan være. Naturoplevelserne blev ofte indrammet af en yderst bølgende bas, der i enkelte momenter med en kraftig volumen voksede sig stor som det mægtigste norske fjeld. Supersilent havde tillige underbelyste visuals med, der i enhver sammenhæng kunne fange blikket uden at fastholde det, og det bekom Supersilents evigt skiftende improvisationer vel. Som koncerten skred frem, blev de mørke momenter i musikken placeret i en turnus med lysere klange, mere optimistiske anslag og frem for alt et andet slags overskud, hvor bandet i visse øjeblikke syntes sammenkoblet af elektriske ledninger. Så tæt var sammenspillet og nerven, at man virkelig undrede sig over de tilskuere, der valgte at forsvinde netop i disse minutter af øjeblikkets klare skønhed. Hos os, der blev tilbage, var der i hvert fald ikke meget mere at rafle om, når det kom til at udtrykke sin begejstring over det sidste ekstranummer. Hvis Supersilent havde formået at fange et mere adstadigt pace mellem de sublime øjeblikke og den mere regelrette improvisatoriske søgen, var det blevet til en topkarakter. Nu må de nøjes, indtil de kommer tilbage til Danmark og giver denne oplevelse tørrere end tørt på.(LB) Karakter: A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth, 06.07.08, 16.30, Astoria Om det var de to forrige dages koncerter som henholdsvis A Kid Hereafter (originalkonstellationen) og A Kid Hereafter in the Grinding Light (metal-udgaven), der gjorde søndagskoncerten med Frederik Thaae og hans store backingband af klassiske musikere, sangere og gæster til en slatten oplevelse er nok tvivlsomt. For Thaae besidder en energi, som kun de færreste på den danske musikscene kan mønstre. I stedet skyldtes det nok, at de storladne arrangementer fuldstændigt druknede de listige melodier og fine detaljer, som Thaae har for vane at skabe. Og når de storladne arrangementer derpå omkom i publikumsstøj og ligegyldig snakken, var der ikke meget at glæde sig over. Et eksempel på, hvor grelt det gik, var den ellers fremragende poppunk-sang “Play Drums”, der blev forvandlet til en knipsende jazzet suite blottet for al den ungdommelige nerve og nødvendighed, der præger originalarrangementet. “Seven Days Later” endte også helt skamskudt i det indendørs støv, og hvad Manoj Ramdas’ guitar egentlig gjorde for lyden, var svært at dechifrere. Det absolut mest interessante ved koncerten var de to sange, hvor Jacob Bellens (Murder, I Got You on Tape) gæstede scenen. Han havde tilpas tyngde i stemmen til at skære igennem de mange instrumenter. Det havde hverken Lise Westzynthius, Marie Key eller The Blood held med. Men Frederik Thaae skal alligevel have et ekstra U for at have det overordentlige musikalske overskud til at køre tre så forskellige koncerter i stand til en festival. (MT) Karakter: Cat Power, 06.07.08, 18:00, Odeon“Meget power og alt for lidt Cat,” kunne man fristes til at forfatte som en lille slogan for aftenens koncert på Odeon. Chan Marshall iklædt sit vanlige alter ego som Cat Power indtog scenen som en anden småmaskulin diva i militærgrønne farver og Sporty Spice-pandehår og satte straks sin jukebox i gang, hvorfra en ganske traditionel plade gav sig til kende. Cat Powers seneste coveralbum med særegne fortolkninger i den ældre ende af populærmusikken er der mange meninger om, men det kan være svært at bestride den inderlighed, som Marshall lægger for dagen i sine fraseringer, hvad enten de er overdrevne eller fuldendte. Bag sig havde hun et backingband i helt traditionel forstand – altså den slags, man også kender fra underholdningsprogrammer – og deres sammenspil med hinanden og ikke mindst solisten blev koncerten igennem en mere og mere forkrampet affære. Marshall vaklede ofte i de temmelig ferske udgaver fra Jukebox og enkelte træffere fra The Greatest, hvor hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv med det resultat, at hun indtog flere af de samme positurer med få minutters mellemrum, alt imens den passivt nervøse keyboardspiller forsøgte at få øjenkontakt med hende til trods for sine solbriller. At bandet i sidste ende også skulle have en præsentationsrunde med detilhørende soloer og andre pinagtigheder, var blot at gå planken ud i noget, der for længst var (eller er?) blevet corny i Cat Powers univers. Selvom hun virker mere fokuseret på sin egen præstation såvel som sine medsammensvornes end før, savner man måske alligevel lidt af det kick, det kunne være at høre nogle enkelte numre med et indtagende bid, før hun dengang blev fuld eller forvirret midt i sine optrædener. For som en bekendt, der stod plantet i midten af teltet under koncerten, nævnte, så var der ingen energi, intet samspil med publikum, og temperaturen faldt blandt publikum koncerten igennem til trods for det pakkede Odeon-telt. Man kan naturligvis ikke klandre Cat Power for vejrudsigten eller andre udefrakommende affærer, men man kan måske forlange, at hun vælger sit orkester og udstikker sin kurs med en lige så streng disciplin, som hun engang drak sig fra sans og samling.(LB) Karakter: Sharon Jones & The Dap Kings, 06.07.08, 18.30, Arena Andelen af rygsække med indbyggede klapstole og ejere med vigende tindinger og gråt hår var stor til koncerten med Sharon Jones og hendes faste backingband, The Dap Kings. Sådan må det nødvendigvis være til en søndagskoncert på Roskilde. Ikke at det på nogen måde ændrede ved, at den lille iltre Sharon Jones har en stemme af den anden verden. Det betød desværre bare, at festen aldrig helt nåede et niveau, som musikken ellers fordrer. For med et katalog af sange, der hver som én lyder som en glemt diamant fra soulmusikkens guldalder fra 1965 til 1972, burde de mest fly northern soul-moves have været på banen. I stedet blev dansen oppe på scenen, hvor Sharon Jones ihærdigt gav lektioner i gamle moves, når hun da ikke belærte ungdommen om, hvordan mænd og kvinder skal behandles, når det kommer til kærlighedens kunst. Imens Sharon Jones var på scenen, gjorde The Dap Kings netop det, ethvert backingband skal gøre: holdt sig behørigt i baggrunden. Ingen store armbevægelser, men bare tæsketørre trommer, 60’er-tro guitarfigurer og en hornsektion, der havde været Sam & Dave værdig. Sangene kredsede om dumme mænd, stærke damer og kærlighed generelt. Gammeldags tematik? Ja da! Men den klassiske soul er ikke en komplet forkullet genre, alt for mange har forsøgt at brænde deres flamme ud på (undskyld, Amy, men du tæller bare ikke!). Og så gjorde den afsluttende James Brown-hyldest “It’s a man’s man’s man’s world” det egentligt endnu tydeligere, at de sange, som Sharon Jones ikke har hentet i Stax og Motowns bagkataloger, holder et formidabelt højt niveau. Bare ærgeligt, festen skulle ødelægges af doven søndagsstemning fra de lidt for mange gratister.(MT) Læs også Undertoners anmeldelser af:A Kid Hereafter: Rich Freedom FlavourCat Power: Jukebox Karakter:

Koncerter

Extra Golden, Canon Blue, Liars, No Age, 05.07.08, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Søren Jakobsen]Extra Golden, 05.07.08, 12.00, PavilionEn koncert med dansabel kenyansk rock uden obligatorisk udklædte dansere og gøgl? Måske skyldes det de tre amerikanere i bandet Extra Golden, men mest af alt virkede det, som om benga-bandet havde tænkt sig at lade musikken tale. Extra Golden er nemme at putte i kassen med andre afrikanske benga-kunstnere. De seks mand på scenen formåede dog at tilføje et lille snert af vestlige krydderier til deres støvede og kakofoniske østafrikanske guitarpop, uden at det endte i ironisk vestlig ripoff. Alex Minoff (Weird War, The Make-Up, Golden) og Ian Eagleson (Golden), begge guitarister og sangere, sang på både engelsk og det lokale sprog i Kenya, Luo, og deres tilbagetrukne og respektfulde optræden i forhold til de kenyanske musikere virkede helt rigtig. I forhold til bandets albums, var koncerten lidt mere flosset i kanterne. De komplicerede rytmeforløb, som de tre guitarer stod for, blev aldrig helt så polerede, men lød, som var de kørt igennem et støvet kassettebånd fundet i en rodekasse i Nairobi. Extra Golden har massevis af hyperfængende melodier og trommerytmer så bagende kontante, at et band som Vampire Weekend burde sidde og tage noter. På “Night Runners” fra Here Ma Nono blandede Alex Minoffs engelske strofer sig med Opiyo Bilongos lidt tynde, men særdeles udtryksfulde vokal. Det nummer, samt præsidentkandidathyldesten “Obama”, var klare højdepunkter i en koncert, der beviste, at selvom Extra Goldens musik tager udgangspunkt i en verden, der næsten ikke kunne være længere væk fra Danmark, besidder den en altfavnende rytmisk tekstur, der gør den stærkt lytteværdig.(MT) Karakter: Canon Blue, 05.07.08, 13.30, LoungeLounge-scenen er festivalens frirum. Et sted, der indbyder til at sidde i skrædderstilling eller ligge på ryggen i sandet med armene under hovedet og lufte tæerne. På papiret var amerikanske Canon Blue et oplagt navn på den scenes plakat. Men i praksis kunne Pavilion eller måske endda Astoria have været lige så passende rammer om koncerten med denne nye signing på Efterklangs selskab, Rumraket. Trods slægtskabet med indietronica-genren blev Canon Blues synth-, guitar- og tromme-form fremført med så megen nerve, at der ikke var meget afslappende eftermiddagshygge over koncerten. Det ligger ligesom også i navnet Canon Blue. De markant spillede trommer og den desperate side af vokalen var eksplosivt stof, mens de repetitive synthtoner og Daniel James’ indadvendt følende stemmeføring hældte til den melankolske side. Til en begyndelse var det svært at høre vokalens ordlyd, da mikrofonen var alt for lav. Det tog desværre alt for lang tid, før det blev opfattet af lydmanden og ændret. Men da det skete, var det åbenlyst, hvorfor Rumraket havde viftet en kontrakt foran næsen på Canon Blue. Kontrasten mellem de ambiente og mildt hypnotiserende elektroniske toner og guitaren og trommernes umiddelbare kraft var velfungerende. Men det var nu især Daniel James’ nærmest Thom Yorke’ske indlevende stemmeføring, der gjorde Canon Blue til en intens oplevelse frem for en stille tur på stranden med hyggelig baggrundsmusik fra en svag transistorradio.(LDL) Karakter: Liars, 05.07.08, 01.00, PavillonKedelige er de aldrig, Liars. Frontmand/-dyr Angus er en sanger af den type, man ikke kan ignorere – i en lige linje fra Jim Morrison og Iggy Pop til Cobain og Jay Reatard. Men det kan ikke altid redde en koncert. Denne skribent har set Liars to gange før denne, og dette var den svageste. Altså ud fra Liars’ egen målestok. For det var skam en god koncert. Af uransagelige årsager fik jeg aldrig købt pladerne, så jeg indrømmer blankt, at jeg ikke kan huske numrenes navne. Men i lighed med f.eks. de løst beslægtede Battles roterer Liars om den akse, der kaldes en sej trommeslager. Om end sej er et mildt ord om Ron Albertson. En så absurd sans for rytmer er svær at finde i et, trods alt, konventionelt rockband. Desværre er bandets stabilitet i høj grad også afhængig af Angus. Fra nummer til nummer bouncer han savlende, skrigende og faktisk ret velsyngende rundt, og gør sit for at levere et show, man vil huske. Desværre var der trods alt for meget savl inde i billedet. Frem for at piske sit orkester frem, som han er i stand til, virkede han fjern og indelukket denne fredag. Det tog koncerten nogen skade af, men trods alt var det en koncert, der er svært ikke at huske i lang tid. Pavillon var ved at gå i brand under koncertens klimaks. Liars er da også vokset betydeligt i publikumsmæssig tiltrækning i de sidste par år, efterhånden som Angus’ ry som både vildmand og eks-kæreste med Yeah Yeah Yeahs-sangeren Karen O har spredt sig. Kunne man i hvert fald forestille sig. Et nummer, man bør huske på trods af sladderen, er “Freak Out” fra deres nyeste, selvbetitlede plade. Det blev leveret med en så spastisk hårdhed, at det ikke er svært at forstå, hvorfor man gik amok på trods af blok og blyant. Trommen er bestemt ikke død.(SJ) Karakter: No Age, 05.07.08, 02.00, Pavilion Klokken nærmede sig de tre, så fødderne var godt trætte efter en lang festival-dag, da lofi/støjpop-duoen No Age forlod Pavilion-scenen. Men det var ikke kun benene, der vaklede under undertegnede efter at have hørt den anmelderroste, amerikanske duos koncert. Også min holdning til denne natteforestilling var på gyngende grund. På den ene side var det en herlig punket affære. Bag et støjende og skramlet ydre gemmer No Ages sange på melodier så stærke, at de sagtens kunne bære at blive udsat for den mere primitive og mindre detaljerige fremførelse, som duoen lagde for natten. Omvendt var de små finesser, som udmærker Nouns, en mangelvare. Eller også gik de tabt i duoens sløsede spillestil. Den normalt så distinkte guitar i “Teen Creeps” var f.eks. nærmest uhørlig, og dermed var særtrækket i dét nummer spoleret. Duoens på plade så appellerende anvendelse af atmosfærisk støj var heller ikke inkorporeret særlig vellykket i dette live-sæt. No Ages sceneoptræden var desuden præget af alt for mange afbrydelser med ligegyldigt snak; bl.a. sanger/trommeslager Dean Spunts flere minutter lange udredning om, hvilket rusmiddel flest blandt publikum var påvirket af. Hvad der havde beruset No Age, ud over den flaske whisky guitarist Randy Randall tog flere slurke af, kom der vist intet svar på. Men helt appelsinfri var de næppe, og det kan være én forklaring på, at koncerten var en mindre skuffelse. Eller måske fungerer No Age bare bedre på plade.(LDL) Læs også Undertoners anmeldelser af:Canon Blue: ColoniesLiars: s.t.No Age: Nouns Karakter:

Koncerter

Robyn, Grinderman, 04.07.08, Roskilde Festival

Robyn, 04.07.08, 22.00, Cosmopol Én sang. Det var, hvad Robyn skulle bruge for at katapultere sig selv fra glemt teen-fænomen til moderne alternativ popkunstner på 1. klasse. “Konichiwa Bitches” hed sangen, og med den og en pose ganske fine, minimalt funkede popsange lykkedes det Robyn fuldstændigt at overrumple en overfyldt Cosmopol-scene fredag aften. Det var dog ikke, fordi Robyn ligefrem genopfandt formlen for en rendyrket popkoncert; showet var bygget op om et lille band, der dryssede små og større elementer af beats og melodistykker ud over backingtracket. Men på eksempelvis “Crash and Burn Girl” fungerede de tungt rullende DFA-basgange fortrinligt, ligesom hun og resten af folkene på scenen med “Handle Me” beviste, at The Neptunes’ minimalpop stadig fungerer, bare trommerne er markante nok. Markant er i det hele taget ordet, der beskriver Robyn allerbedst. “With Every Heartbeat” er nemlig markant i al sin clubbede lækkerhed. Det er et overraskende hit, den knapt så regulære melodistruktur og de tunge beats taget i betragtning. Robyn tager gerne chancer på plade, men live manglede hun lige det sidste mod til at køre sangene det ekstra stykke ud af den clubbede landevej, der ville have gjort det til en berusende oplevelse at se hende live. Sangene var nemlig markant lig albumudgaverne. Det ville have klædt hende, hvis hun også turde udfordre publikum i koncertøjemed. Det er ikke helt nok at lave noget, der kunne minde om karaoke, hvis hun vil beholde kronen som alternativ popdronning. Og da slet ikke, hvis hun bliver ved med at spille gamle numre som “Show Me Love”, der absolut intet har at gøre med det, Robyn står for i dag. (MT) Grinderman, 04.07.08, 22.30, Orange »Look yonder! Look yonder! Yonder on the horizon! A big black cloud cometh!« Det er typisk for Nick Cave som musiker at afslutte sit og de andre perverse gamle mænd i Grindermans sæt med et ekstranummer. Ud over at man ikke regnede med ekstranumre, og at Grinderman vist ikke havde flere Grinderman-numre tilbage, var det sgu også gamle “Tupelo” fra The Firstborn Is Dead-albummet. Som nogle vil vide, er det en slet skjult Jesus/Elvis-reference. Der var en hel del Elvis over Cave, som han pogoede rundt foran rock-udgaven af Bad Seeds bag ham på scenen. Men Jesus var der også. Ikke i nogen bøvet direkte sammenligning af Jesus og Cave, bortset fra glæden ved massiv skægvækst. Men som Grinderman imiterer det mest slibrige, dekadente rockband i verden, kan man nu godt tro, at den kritiske kristne Nick Cave viser, hvornår man kan søge Jesus, og hvornår man søger Fanden i Istedgade. Bevares, sangmaterialet i Grinderman-projektet er måske relativt kortvarigt, men fremførelsen er fremragende. Konstant pegede, truede og dansede Cave for de forreste rækker, og en godt fejlfri levering af Grinderman-pladen og en helt afsindig “Tupelo” giver tæt på en topkarakter. Det eneste, man stadig ønskede sig, var, at gode, gamle, sindssyge Blixa Bargeld havde været med på scenen. (SJ)

Koncerter

bob hund, Fuck Buttons, Jay Reatard, 06.07.08, Roskilde Festival

bob hund, 06.07.08, 19.30, Orange Scene bob hund stod sidst på Orange Scene i 2002. Dengang leverede de en fantastisk sprælsk lørdagskoncert med solskin, fællessang og et stort fremmøde. Siden hunden gik i hi i 2003, har vi ganske vist kunnet opleve bandmedlemmerne på engelsk som Bergman Rock, men den skøre skånske ånd fra bob hund har været savnet af mange. Søndag under den orange teltdug gav bob hund så deres første koncert i fem år. Om aftenen, lige inden regnen væltede ned over Roskilde, var sceneriet noget anderledes end sidst, forsanger Thomas Öberg og hans kumpaner indtog scenen – med god plads i båsene foran scenen, gråvejr og mange udmattede Roskilde-gængere på vej hjem efter en uges druk. Omstændighederne lagde heldigvis ingen dæmper på bandet, der tværtimod tog det som en udfordring: »Nu skall jag väcke jer jävlar,« sagde Thomas Öberg. Så det gjorde han. Klædt helt i hvidt med maske, lange handsker og perlekæde rystede Öberg et smykkebesat scepter til koncertens første nummer, den listige, instrumentale kendingsmelodi “bob hunds 115:e Dröm”. Herefter begyndte festen, og mens bandet spillede sig igennem alle de gode gamle energiudbrud som “Nu är det väl revolution på gång”, “Skall du hänga med? Nä!!” og “Allt på ett kort”, beviste Öberg og bandet, at der er præcis lige så meget sjov, melodi og guitardrøn i hunden, som der altid har været. Det var en stor fornøjelse at se og høre. Thomas Öbergs charme, vanvid og publikumstække var i top, og han kravlede vanen tro rundt på højtalerne, vrikkede med numsen og viklede sig selv ind i både perlekæde og mikrofonledning. Allerede under andet nummer smadrede han den hvide havestol, han havde stået på, og hentede derpå en ny som talerstol til sine skånske prædikener. Öberg er muligvis den bedste entertainer, vi har i skandinavisk rock. Imens udsendte guitaristerne, Johnny Essing og Conny Nimmersjö, velspillede melodier og garagerockhvin, der mindede om, at bob hund ikke kun er nogle sjove fætre, men også står bag virkelig gode numre. Det blev til en smule nyt, og “Fantastisk” og “Tinnitus i hjärtat” lyder lovende. Som ekstranummer spillede hunden en farvelsang med ordene »Jag älsker dig / Men du har glömt mig / Roskilde! / Goodbye!« Således genopstod bob hund som en fugl føniks af asken – eller med bob hunds egne ord: Reinkarnerad exakt som förut for øjnene af os på Orange Scene. Ingen tvivl om, at de var glade for at være tilbage. Forhåbentlig laver bandet ikke noget forsvindingsnummer igen, men fortsætter med at sprede glæde mange år endnu. (CG) Fuck Buttons, 06.07.08, 20.30, Astoria Astoria-scenen blev i løbet af festivalen lidt af et smertensbarn for arrangørerne, fordi det lukkede telt tiltrak for mange tilhørere. Den problematik gentog sig på ingen måde ved årets sidste Astoria-koncert, hvor den engelske duo Fuck Buttons end ikke fik fyldt teltet halvt op. Det var ikke specielt underligt, når man tænker på, at de var oppe imod navne som bob hund og Bonnie ‘Prince’ Billy – men det var ikke desto mindre en skam. Andrew Hung og Benjamin Powers intenst pulserende drone-noise var nemlig en fin genvej til at få hoved og krop blæst igennem, så man endegyldigt var parat til at tage hjem. I hovedtræk var koncerten en genopførelse af duoens strålende debutalbum, Street Horrrsing. Eller måske rettere en genskabelse. I hvert fald stod Hung og Power på hver sin side af et bord fyldt med udstyr og en legetøjsradio og søgte på skift at få øjenkontakt med hinanden for at få grønt lys til at sende musikken i en ny retning. Denne interaktion på scenen var med til at sikre fornemmelsen af at få en liveoplevelse, ligesom Hungs manisk spjættende stammedans i udkanten af scenen under “Ribs Out” understregede, at vildskaben ikke kun var i højtalerne. Hele vejen gennem koncerten udnyttede duoen dygtigt den dynamik, der opstod i sammenstødene mellem hvæsende støjflader og melodiske lag. Tilføjelsen af skævt opklippede, kantede rytmeforløb gav numrene visse tribal-anstrøg og gik lige i kroppen. I anden halvdel af koncerten lænede duoen sig betydeligt mere op af anderledes monotont dunkende 4/4-beats, og det gjorde musikken noget mere ordinær. Samtidig blev den ellers glimrende lyd noget mere mudret hen mod slutningen, så de kværnende støjmure kvalte både de elektroniske beats og Powers lejlighedsvise trommespil. Måske var det festivaltrætheden, der gjorde udslaget, men det var, som om Fuck Buttons ikke helt kunne holde dampen i en hel time. Men så længe de kunne, buldrede de på fremragende vis et ubestemmeligt sted mellem Mogwai-massive støjflader og Oneidas vedholdende kraut-repetitioner. (MA) Jay Reatard, 06.07.08, 21.00, Pavilion »Hvad? Har det regnet?«. Årets eneste regnskylle ramte festivalpladsen midt under koncerten med den unge, amerikanske punkrocker Jay Reatard. Det opdagede de fleste, som havde fundet plads under teltdugen til Pavilion-scenens afslutningskoncert, sikkert først, da de forlod teltet, trådte i en vandpyt og fik våde sko. Indenfor i tørvejret blev de fremmødte i stedet for regndråber bombarderet af en rendyrket energisk rockudladning af dirrende nerve og intensitet, som direkte indbød til hoppen op og ned og frem og tilbage. Jay Reatard stod gennem stort set hele koncerten bøjet forover sin guitar med sit lange, krøllede garn viftende ned foran ansigtet. Bassisten Stephen Pope med det store bobbede hår havde nærmest kun bevægelse i overkroppen og stod plantet inden for den samme kvadratmeter. Der blev ikke leflet for publikum. Jay Reatard lod i stedet musikken tale, og den talte til enhver med et hjerte, der banker for beskidt, kompromisløs rockmusik. Den ene sang efter den anden blev fyret af i et hæsblæsende tempo. Mere end en snes sange i løbet af de små tre kvarter, koncerten varede, blev det til. Det var lige i overkanten. Jay Reatard kunne sikkert skyde løs med powerpoppede punksange, indtil han dejser om af træthed. Men grænsen, for hvad man som tilhører kan kapere, er på cirka en halv time. Desuden er det heller ikke alle sange, der er så veldrejet og gennemsyrede af en smittende melodiøsitet som f.eks. “It’s So Easy”, “Oh, It’s Such a Shame” og “My Shadow”. Hist og her havde trioen et par anonyme skud i bøssen, som gjorde en ellers evigt energisk koncert en kende ensformig i længden. Men den første halve time var nu fremragende. (LDL)

Koncerter

Vieux Farka Touré, Motorpsycho, 04.07.08, Roskilde Festival

[Lasse Bertelsen og Martin Thimes]Vieux Farka Touré, 04.07.08, 18.00, OdeonEt rytmeorgie. Det var, hvad vi fik på Odeon tidligt fredag aften. Vieux “Farka” Touré, søn af den legendariske guitarist Ali “Farka” Touré, tog imod med åbne arme og ditto underliv til en verdensblues og malinesiske rytmer. Godt nok i sin faders skygge, men med en kontant musikalsk salut til faderens imponerede evner og Å”uvre. Og det var en livskraft, det handlede om – hvad enten man ville det eller ej. Orkesteret, eller rettere rytmegruppen, havde overskud, der kunne gøre én rundtosset, hvis man da ellers ikke havde styr på sine dansetrin. For Vieux Touré kunne i hvert fald sætte gang i fødderne hos de fleste, og et komisk højdepunkt var da også, da det europæiske publikum blev opfordret til såvel at at synge med som at danse. Morsomheden kan findes i, at visse arketyper igen blev tegnet op med især det hvide og derfor urytmiske menneske som et højdepunkt. Rytnmegruppen fortsatte i fin stil med kompleks rytmik og lettere funky tiltag, og derfor fortsatte den vedvarende vekslen mellem groove og guitar, der trods det musikalske overskud blev en smule ensformigt. Vieux Touré forblev – trods rytmegruppens dominans – stjernen i foretagendet og var en blændende solist med den uvante jazzlyd fra 80’erne med en slick chorus-effekt. Det var således ekvilibrisme en masse med flere nik til mellem- og sydamerikansk musik, hvor forholdet mellem såkaldt vestlig og anden musik blev fint perspektiveret. Værd at nævne var Tourés evigt smilende sidekick på guitar, der, når han gik til den med sit melodiske fingerspil, fremprovokerede en genkommende gevinst HVER gang, som oftest resulterede i umådeligt fede crescendoer. Afslutningen af koncerten var således også så gennemført, at det lykkedes den i øvrigt udmærkede djembespiller at hjælpe publikum med at klappe i modtakt, hvilket oftest er en temmeligt krævende bedrift. At udsætte noget på en så gedigen fremførsel af det ypperste eksempel på verdensmusik er ikke nemt, men anken ville blot være ordentlig volumenkontrol af vokalerne – og fornemmelsen af, at bandet trods de fornemme takter ikke formåede at gøre oplevelsen unik.(LB) Karakter: Motorpsycho, 04.07.08, 02.00, OdeonMotorpsycho er sådan et band, Danmark mangler. Alvorligt. En regulær powertrio, der ikke har de mindste intentioner om at lefle for publikum, men som gør præcis, hvad der passer dem. Det gjorde de også sent lørdag nat på Odeon-scenen. Med trommer, forstærkere og hår til langt ned ad ryggen, satte Snah, Bent Sæther og den nyligt tilkomne trommeslager, Kenneth Kapstad (ex-Gåte medlem), maskineriet i gang. Og de stoppede først efter lidt over en time. I Motorpsychos univers bliver der nemlig set stort på, om bandet skal spille fem minutters pophits eller numre, der varer på den gode side af en halv time. “Hogwash” fra et af de helt tidlige Motorpsycho-albums, Lobotomizer, var grundstammen i en halv times jam-session, hvor Snahs tordenruskende guitartoner malede sangstrukturen til en flydende rockmasse, som sejlede fra scenen. Kenneth Kapstad bag trommerne arbejdede hårdt for at leve op til forgænger Gebhardts evner, og selv om hans spil er kompetent og tight, manglede der den organiske dimension, som Motorpsychos musik kræver for at holde interessen hos andre end hårdkogte syrerockfans i så lange numre. Resten af koncerten tog udgangspunkt i numre fra bandets seneste album Little Lucid Moments. “She Left on the Sun Ship” fulgte efter, og igen gik bandet fra de ganske tyste og rytmiske guitarer over decideret jam-støj til buldrende bøllerock. Det hele sejlede – nok lidt for meget – på Odeon-scenen under “Suite: Little Lucid Moments” og “The Alchemyst”. Et kort tak fra bandet og et ekstranummer, der cementerer, hvorfor Danmark har brug for et band som Motorpsycho: “Vortex Surfer”. Et fem-minutters rocknummer med et omkvæd så fængende, at selv Nexus-drengene ville ønske, det var deres. Ja, Danmark har brug for et band som Motorpsycho. Indtil det kommer, må vi glæde os over, at der ikke er længere til Norge.(MT) Karakter:

Koncerter

José González, Cadence Weapon, Girl Talk, 05.07.08, Roskilde Festival

[Anders Mortensen, Lasse Bertelsen og Mikkel Arre]José González, 05.07.08, 14.30, OdeonUnder en bagende sol og i masser af støv vandrede et ganske anseeligt publikum ind for at se José González lørdag eftermiddag. Måske var det, fordi de ville finde skygge og læ, eller måske fordi det var “ham fra den der reklame”, der skulle spille. Svaret fortaber sig i den nævnte støvsky, for da González satte sig for blot at intonere sin originale blanding af spansk/sydamerikansk temperament og en blid nordisk tone, var det tydeligt, at størstedelen af publikum var bekendt med mandens bagkatalog. De to regulære albums blev da også endevendt for sange, der – ud over at henrykke kendere – ville kunne stable den intimitet på benene, som trods den kølige tone er så betragtelig på pladerne. Men dette skulle vise sig at blive en ulige kamp, for eftersom Odeon nu var endnu mere crowded end til tidligere rockkoncerter som Battles og Motorpsycho, var det mere end svært for González at spille teltet op. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Med sine ferme evner på den spanske guitar, der lå vuggende i den oprindelige flamenco og detunings, gjorde González, hvad han kunne, og det ville også havde været nok for hele publikum, hvis adskillige midt i crowden ikke havde besluttet sig for at sidde ned. At der var en del, der helt uforståeligt stod og snakkede, grinede og diskuterede højlydt, hjalp ej heller på indtrykket af en kunstner, der i den grad kan være til stede, hvis han er placeret under andre forhold. Da der blev tilføjet percussion og kvindevokal af to sammenspils/sparringspartnere, løftede González og hans medspillere koncerten et trin op, hvor interaktionen med publikum ligeledes blev bedre, og musikken kunne faktisk – på dette tidspunkt – holde til, at publikum klappede taktfast med. Udførslen af sangene lagde sig klæbende tæt op af pladernes versioner, og en tiltagende følelse af fjernhed begyndte at dominere indtrykket til trods for de afsluttende coverhits, “Heartbeats” og “Teardrop” af henholdsvis The Knife og Massive Attack. Det var nemlig svært at få González under huden, når man som tilskuer var sammenpresset som en sardin i en dåse og dårligt nok kunne se musikerne. Det skæmmede desværre en koncert, der kunne have været rigtigt fin for mange flere under mere givtige omstændigheder.(LB) Karakter: Cadence Weapon, 05.07.08, 18:00, PavillionRollie Pemberton aka. Cadence Weapon er en aparte mand. I løbet af den lange koncert i et godt fyldt Pavillion var det, som om den canadiske rapper blev besat af forskellige energier, der enten fik ham til at rulle på gulvet, springe rundt som en punkrocker, vade omkring med Canadas flag om hovedet eller tale om Neil Young. Og med sin lige så aparte dj, DJ Weasel, der akkompagnerede Cadence med hamrende househiphop-beats i baggunden, var der lagt op til en koncert, der beroede på det spontane, det simple og det festlige. Cadence Weapon er ikke som så mange andre, der godt kan lide at tale hen over et beat. Musikken er båret af en aggressiv festlighed, og teksterne er både personlige, politiske og humoristiske, og det er disse store kontraster, der styrer Cadences musik og optræden. Han formåede i høj grad at få publikum med på tungheden i beatsene, og i korte øjeblikke var der ren rave-stemning. Koncerten var ikke perfekt, og man kunne med lethed have kortet ned for DJ Weasels lange (og til tider ret utighte) intro, før Cadence kom på scenen, og Cadences eget fremragende flow fremstod til tider stakåndet, når han overmandede sig selv med sine energiudbrud. Men alt det er småting for en indigneret koncert, der bød på konstant nærvær, fest, originalitet og en rapper, der næsten var ved at eksplodere. (AM) Karakter: Girl Talk, 05.07.08, 23:00, CosmopolGregg Gillis fra Pittsburgh, Pennsylvania, er en hype-darling. Betydningsfulde medier og hippe blogs hylder ham i ét væk, og nyheden om, at hans nye album, Feed the Animals, kan downloades gratis, blev omgående viderekolporteret af musikalske meningsdannere verden over. Men at Gillis under navnet Girl Talk efterhånden er blevet en del af parnasset, har bestemt ikke givet ham fine fornemmelser. Når han spiller koncerter, kommer han for at skabe en fest, koste hvad det vil. Ergo plukker han skamløst fra de seneste 30 års musikhistorie, og det faktum, at 100 hiphopproducere allerede har brugt en given basgang, er ikke en god grund til at holde sig fra den i originalitetens hellige navn. Tværtimod er det for Gillis verdens bedste begrundelse for selv at sakse den og smide den ind i sit ualmindeligt velsmurte mash-up-maskineri. For når en klub (læs: et telt) skal proppes til randen med feststemning, skal publikum have ting, de kender. Og det fik vi. På en mere dumpt pumpende, house-orienteret rytmebund, end man kender det fra hans plader, anbragte Gillis det ene 30 sekunders uddrag fra pophits efter det andet og tilføjede hiphopbrudstykker med forkærlighed for hændelser syd for bæltestedet. Altså når han ikke lige parrede Airs “Sexy Boy” med Britney Spears’ “Gimme More”. Eller Lil’ Mama og Metallica. Eller-eller-eller. Teltet sydede, og uanset hvad Gillis gjorde, ramte det plet hos det dansende publikum. Det var en zapper-fest med appel til både Ace of Base-generationen og gymnasieelever med smag for MTV og r’n’b. Og selv om hans liveset desværre hverken var lige så musikalsk raffineret eller morsomt som de versioner, der er på hans plader, er det svært at være spor utilfreds med at få så solid en fest lørdag aften.(MA) Karakter:

Koncerter

Efterklang, The Notwist, My Bloody Valentine, 05.07.08, Roskilde Festival

[Martin Thimes, Lasse Dahl Langbak og Mikkel Arre]Efterklang, 05.07.08, 16.00, AstoriaTidspunktet ovenfor stemmer ikke. Det er ikke Efterklangs skyld, men arrangørernes. For hvordan det på noget tidspunkt kan have virket realistisk at lade et så populært dansk band spille i Astoria-teltet, hvor der er plads til 3.000 mennesker, er lidt af et mysterium. Det regnede godt nok ganske svagt udenfor, men allerede 15.45 var det noget nær umuligt at komme ind i selve teltet. Den massive tilstrømning betød, at koncertstarten af sikkerhedsgrunde blev udskudt 30 minutter. Måske var det denne forsinkelse, der gjorde, at åbneren “Polygone” virkede en kende anspændt. Men derefter gjorde Efterklang deres bedste, og det er ikke så lidt i en live-sammenhæng. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Med en flok trommer, horn, violin, klaver og guitarer (og en hel del mere) har Efterklang en instrumentpark, der opfordrer til variation. “Mirador” og “Caravan” fra Parades blev da også leveret i overdådige, særdeles detaljemættede versioner med horn- og stryger-linjer i rigt mål, og især sidstnævnte var et flot eksempel på flere af Efterklangs live-kvaliteter. Dels har bandet i højere grad end på pladerne fokus på rytmeforløb, der giver musikken en mere kropslig karakter; dels har de en evne til at nyfortolke deres numre, så de åbner sig på hidtil uhørte måder. I tilfældet “Caravan” drejede det sig om, at der var mere pågående, metallisk guitar, så sangen virkede farligere og mere uberegnelig end vanligt. “Prey and Predator” fra Tripper var omarrangeret, så originalens elektroniske udtryk blev forvandlet til et mere band-orienteret ditto med spraglede blæsere og brusende støj hen mod slutningen. “Step Aside” fra samme album har forandret sig endnu mere i løbet af de sidste fire år, så det nu er en langsommere sag med skærende støjflader som kontrast til de fine blæsere. Når koncerten trods den livsalige energi, der strømmede ud af sangene, alligevel ikke kom til at rage helt så langt op mod skyerne som Efterklangs vokalharmonier, skyldes det hovedsageligt, at man gennem store dele af koncerten var ufrivillig tilhører til L.O.C.-koncerten på Orange. I og med at Efterklang i udstrakt omfang lader deres sange bevæge sig hen mod bækkensmældende klimakser, er der brug for mere tyste passager som kontrast – og på de tidspunkter blev den skrøbelige poesi kørt over af en 100 kilos banger fra 8210.(MA) Karakter:   The Notwist, 05.07.08, 20.00, AstoriaDa The Notwist gik på scenen, var Astoria tætpakket. Så mange var mødt frem, at det for en stund var nødvendigt at afvise folk ved indgangen. Denne stund kan dog ikke have varet ret længe, for under koncerten vandrede publikum ud af teltet i en lind strøm. Midtvejs var teltet kun halvfyldt. Årsagen kunne være Notwists indadvendte start eller mere sandsynligt de mange lokkende tilbud fra andre scener. Uanset grunden gik de, der fandt Notwist kedsommeligt, glip af en fornem balancegang mellem fængende popsange og hårdthuggende eksperimenter. “This Room” var koncertens nøglesang. Støjende guitarer brød pludselig gennem den hypnotiske popmelodi. En kortvarig rockudladning fulgte, før Notwist genfandt “This Room”s blide grundmelodi. Kontrasten mellem det støjende og det skønne var i den grad virkningsfuld. Notwist havde forinden holdt koncerten i et afdæmpet leje. Især i “Pick Up the Phone” virkede de elektroniske beats og Markus Archers rolige, bløde vokal stærkt dragende. Men fra og med “This Room” vekselvirkede Notwist effektfuldt mellem electronica-infiltrerede popperler og guitarrockudladninger af kaotisk støjende karakter. Tyskernes støjudladninger gik kun over gevind i afrunderen “Pilot”. Her blev eksperimenterne for langstrakte, retningsløse og dermed uvedkommende. Shoegazer-tendenserne var dog på den anden side med til at forstærke “Pilot”s gennemslagskraft, da tyskerne endelig genfandt dens grundmelodi. Notwist fik dermed alligevel sat et fængslende punktum på en fremragende optræden, hvor bandets hardcore-baggrund på dynamisk vis blev en del af indietronica-genrens blidere væsen.(LDL) Karakter:   My Bloody Valentine, 05.07.08, 21.00, ArenaHvordan kan et orkester efter over 15 års dvale genopstå så vitalt, som deres indspillede materiale fortjener det? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden Kevin Shields og resten af My Bloody Valentine kom på dette års Roskilde-plakat. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Magien ved My Bloody Valentine er først og fremmest de fortættede stemninger og de minimale, men effektive popmelodier, som Kevin Shields pakker ind i varm, rød guitarstøj. Historierne om de mange forsøg på at lave den måske længst ventede treer i den alternative musiks historie, har naturligvis også hjulpet myten på vej. Lørdag aften blev det 1991 igen. Det tog ikke mere end tre sange fra scenen på Arena, før alle støjende hede drømme gik i opfyldelse hos mig. Kevin Shields var præcis lige så kompromisløs i sit guitarspil, som trommerne var kontante. Hans og Bilinda Butchers vokaler smøg sig som små røgskyer imellem vibrerende guitarstrenge, og jeg opgav alle former for professionalisme. Blokken røg i tasken og den knaldende støj overtog kontrollen med selv de mindste knogler i min krop. Det faktum, at bandet udelukkende spillede gamle sange var mere et bevis på Loveless og Isn’t Anythings holdbarhed end en indrømmelse af, at My Bloody Valentines kreative åre er løbet tør. Koncerten var en udvaskelse af mange års opsamlet støv, skidt og bristede drømme. Og det var så forbandet kompetent og kompromisløst, at end ikke 25 minutters stillestående hvid støj som afslutning kunne rokke ved det. Musikken kom fra de inderste kamre af bandets forslåede hjerter og føltes lige så oprigtig, som den ville have gjort i 1991. Jeg og resten af hoben fik præcis den koncert, som ingen andre end My Bloody Valentine kunne levere.(MT) Læs også Undertoners anmeldelse af:Efterklang: ParadesThe Notwist: The Devil, You + Me Karakter: