Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
of Montreal har altid været en kilden sag for mig. Er de excentriske sange med de hurtigt skiftende stemninger, søde psychpop eller skabede discofunk direkte irriterende eller charmerende forfriskende? Tidligere udgivelser som Satanic Panic in the Attic (2004) og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? (2007) har vundet mit hjerte. Derimod må jeg i enighed med Undertoners anmelder erklære, at jeg ikke kan lide den drejning, musikken har taget på det sidste, specielt på False Priest (2010), der med sin discofunk balancerer på kanten til at være et Scissor Sisters- og Prince-rip-off på den ærgerlige måde. Jeg var derfor også lidt betlænkelig over for aftenens koncert, der så ud til at ville blive et falset discoræs frem for skæv psychpop. Men hey — der var på forhånd lovet live-overraskelser, og med en forsanger som Kevin Barnes, der er kendt for at have sunget til hest såvel som nøgen, kunne det vel ikke blive andet end interessant.
Nu var det mit første besøg i Amager Bio, så jeg skal ikke kunne sige om klientellet normalt udgøres af tyrolerklædte kvindfolk og latex-gamacheklædte mandfolk. Mit gæt er dog, at det skete som en hyldest til det queer-tema, der gennemsyrer of Montreals musik såvel som deres sceneshow. Queer kan både forstås som noget der er udover det sædvanlige, men også som en knap så mainstream opfattelse af hvad der definerer køn og kønsroller. Og usædvanligt kan man roligt kalde aftenens setup. Bandet trådte ind på scenen klædt i hvidt og med hvidmalede ansigter — et musikalsk lagen, der stod i kontrast til Barnes farvestrålende antræk; mønstret cardigan, blondeforklæde, lyserøde strømpebukser og så blå, så blå en øjenskygge. Bag dem bragede visuals løs, til tider billeder der relaterede til teksterne, andre gange bearbejdede liveoptagelser af hvad der skete på scenen — ganske fedt lavet og en fin kobling mellem Barnes og det anonyme band, men det blev hurtigt for meget da overraskelsen ramte scenen i form af to improvisationsskuespillere klædt som alt fra fiskerumvæsener, følelsesforstyrrede skeletter i pyjamas til gris & sulten kok duo.
Det psykedeliske improshow blev sparket i gang med “Coquet Coquette” der lyder som et poppet soundtrack til en spaghetti-western med de energiske guitarer og forholdsvis almindelige stemmeleje. Et nummer fra 2010-udgivelsen, der bygger bro mellem den gamle psychpop og den nye glamrock, der optræder i of Montreals repertoire. False Priest-albummet er generelt gennemtrængt af delvist en skizofren stemning og delvist sexfikseret lyrik, med r’n’b og hiv og falsetsving skreg/rappede Barnes sig gennem sange som “Our Riotous Defects” og “Sex Karma”. De leverede en catchy trommesolo, men “Sex Karma” taber meget med det cheasy tekststykke »you look like a playground to me«. Tja, of Montreals musik var i hvert fald ikke nogen legeplads, jeg følte den store trang til at udforske denne aften. Bandet virkede gedigent træt, opslidte og en anelse famlende i sceneshowet, hvilket er en skam når man slår sig op på at ville henrykke publikum med sine avantgardistiske initiativer. Dog skal det siges, at der også var øjeblikke hvor gøglet fungerede, som da den cool guitarist Bryan Poole — der var udelukkende langt hår og skæg i en ellers fuldstændig hvid fremtoning — blev løftet op på skuldrene af to ‘aliens’ og derfra gav en fængende guitarsolo.
Fra de tidligere udgivelser blev det hovedsageligt til sange fra 2007-udgivelsen Hissing Fauna, Are You the Destroyer?, hvorfra of Montreal serverede numre som “Suffer for Fashion”, der altid har mindet mig om britpop à la Pulp, “Bunny Ain’t No Kind of Rider”, hvis tekstlige afvisning af flirtende piger, på scenen blev modsvaret af en næsten nøgen mand med en pandekage som maske, og en all time favorite; den ypperlige popsang “A Sentence of Sorts in Kongsvinger”, sjovt nok alle sange fra Hissing Fauna, Are You the Destroyer? og alle tilsat en ganske skrækkelig ekkoeffekt, der skæmmede de ellers virkelig gode popsange. Den eneste der bibeholdt et vis niveau i forhold til pladen var ekstranummeret “The Past Is a Grotesque Animal”, som fik en ordentlig røvfuld forvrænget spade, hvis lyd strakte sig langt efter de hvidkalkede amerikanere var daffet ned fra scenen.
Det skulle have været en art happening, men det føltes mere som et træt og forkrampet forsøg på at levere en live-vare der kunne leve op til det musikalske udtryk — hvilket desværre fremstod mere hult end helstøbt. De mange indtryk, den hektiske disco og glamrock-lyd, og den mere og mere forcerede happy-go-lucky, artyfarty performance gjorde, at det var svært at koncentrere sig om musikkens udtryk, og at man som tilskuer i stedet stod tilbage med en følelse af at være fejet afsted af et okay hæderligt, men desværre for træt og lettere banalt forsøg på at skabe en helstøbt koncertoplevelse uden for de vante rammer.
