Koncerter

Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt.Lørdag aften i Huset i Magstræde blev sluserne åbnet op på vid gab for dét, der kun kan blive et godt år for Marybell Katastrophy. Bandet fremstod denne aften som en erfaren og godt sammentømret gruppe, hvis hemmelige lager af sære, ørehængende kompositioner endelig blev blotlagt. Den lille sal var fyldt godt op med et forventningsfuldt publikum, der ikke syntes at lade sig påvirke hverken af det kære efterskoleopvarmingsband eller den lange ventetid med lydprøver. Lidt usædvanligt måske, i og med at bandet endnu ikke har udgivet deres “rigtige” debutudspil eller overbebyrdet det ganske land med livekoncerter eller hitsingler. Foto: Solveig Lindeskov Alligevel er det lykkedes Marybell Katastrophy at skabe en ordentlig omgang velfortjent hype omkring sit navn. Det skyldes selvfølgelig, at bandmedlemmerne hver især er kendt fra respekterede foretagender som Tiger Tunes og The Broken Beats. Men dernæst skyldtes de høje forventninger denne aften deres distributionsmetoder og markedsføring. Helt i tråd med musikverdnens tiltagende opgør med de store pladeselskabers patent på pladesalget, har Marybell Katastrophy valgt helt at droppe den konventionelle cd-udgivelse og i stedet satse på vinylen og fri download. En markedsstrategi, der har vist sig mere end duelig. For hvem vil ikke gerne have fingrene i noget originalt musik på en nem måde – og så endda til en pris, man selv bestemmer? Nok om markedsstrategier og salgsstatistikker. Det var nemlig langt fra dét, som Marybell Katastrophy handlede om denne fredag aften i Husets musikcafé. Det stod klart fra første nummer, at bandet nemlig kan meget mere end blot at fungere som et hypet navn i den virtuelle verden. I virkelighedens verden fremstod de erfarne, sikre og stolte – som et band, der ønskede at indlemme deres publikum i deres særegne og svimlende univers af halv-avantgardistiske popmelodier og råt for usødet punk-electronica. Foto: Solveig Lindeskov Tidligt i settet var salen godt varmet op, hvilket fik sangerinderne til at spørge publikum om lov til at smide vinterstøvlerne, med fare for at få stød. Stød fik bandet ikke, men mens musikerne luftede deres tæer, blev der til gengæld sat strøm til salen. Bandets mandlige medlem, Emil Thomsen, var drivkraften bag det knitrende, larmende og knusende elektroniske univers, som stod i smuk kontrast til det skærende samspil mellem Maria Timms skrøbelige og rene englevokal og forsanger Marie Høilunds kraftfulde stemme. Endelig viste bandets stærke frontkvinde, at hun favner og kontrollerer et imponerende vokalregister, der bragte os fra det støvede, hæse og skæve, over det rene og lyse til det tætte, kraftfulde og overvældende. Også selvom Høilund til tider slog over i en Björk-plagiat, holdt hun 100 %! Det var især i numre som “Red Red” og afslutningsnummeret “Hidden Agenda”, at man blev ramt af en uforklarlig lyst til at stige ombord i den synkende skude af svimlende sømandsviser for helt selvisk at rage til sig af skæve fortællinger om elefanter, desperate stemmer og sømænd. Frivilligt meldte man sig til at lade sig oversvømme af de segnende og syrede arrangementer, som blev ædt rå, som var de de reneste popmelodier. Med nostalgiske toner fra harmonikaer mikset med kradsende elektronik kaldte fyrtårnet forgæves båden i land. Og før eller siden måtte stormen jo desværre også lægge sig. På deres pæne Århus-beskedne manér, hvor ord var få, valgte Marybell Katastrophy at slutte af med en sjæler, som desværre blev begravet i snak og støj, da salen befandt sig på et punkt, hvor al form for kontrol for længst var forduftet. Læs også Undertoners anmeldelser af:Marybell Katastrophy: This Is the One EPMarybell Katastrophy: This Is the Two EP Karakter:  

Med to udsolgte koncerter på én uge er The National og deres melankolske rock blevet meget populære her i Danmark. Ved fredagens koncert i Amager Bio spillede det nørdede band alle højdepunkterne fra bagkataloget. De leverede varen med stor dygtighed, men gav heller ikke mere end det.Med to udsolgte koncerter på én uge er The National og deres melankolske rock blevet meget populære her i Danmark. Ved fredagens koncert i Amager Bio spillede det nørdede band alle højdepunkterne fra bagkataloget. De leverede varen med stor dygtighed, men gav heller ikke mere end det. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Amerikanske The National er ved at blive rigtig store i Danmark. Med melankolsk rock, americana og forsanger Matt Berningers mørke vokal har bandet været anmeldernes darlings siden udgivelsen af Boxer tidligere på året. Undertoner er ingen undtagelse, og anmelderen kvitterede med absolut topkarakter. Også publikum har fået smag for The National, særligt efter deres koncert på Roskilde Festival i sommer. Både aftenens Amager Bio-koncert og mandagens koncert i Vega er udsolgt. Tæppet bag scenen i Amager Bio glimtede og gliterede, og det virkede som noget af en kontrast da aftenens hovedpersoner trådte ind. Der var ufatteligt lidt glamour over det alternative rockband med medlemmer, der så forholdsvis ens ud i deres forvaskede skjorter eller t-shirts og sorte jeans. Men da The National åbnede med nummeret “Start a War” var der nu ingen tvivl om bandets talent eller popularitet hos publikum. Foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Begejstringen var bestemt heller ikke ubegrundet. Bandet var velspillende, og Matt Berningers vokal helt upåklagelig – også live. Han bevægede sig kejtet rundt på scenen og er bestemt mere sanger og sangskriver end entertainer. Da han efterhånden kunne slappe mere af og komme med nogle få smil, lyste hele hans ansigtet op. På samme måde blev Matt Berningers egne grænser også brudt når han skrålede igennem og strakte sig ud mod publikum på “Squalor Victoria” og “Mr. November”. Den mest mindeværdige præstation kom dog fra Padma Newsome, der var helt fænomenal på violin. Han brugte instrumentet både som guitar og violin, og passagerne var her ikke noget, der blev smidt ind i de inderligste momenter for at gøre kærlighedssangene rørende. Derimod tilførte violinen på intens vis sine egne melodier, og både udfordrede og udfoldede det rockede lydbillede. The National førte os igennem højdepunkterne fra Alligator (2005) og Boxer med en veltilpasset setliste, der fik koncerten til at glide fint. Første del af settet afsluttedes med “Fake Empire”, der lyder til at være en af publikums absolutte favoritter, og det med rette. Nummeret blev fremført på flotteste vis og lød præcis så godt som på Boxer, hvor det også er et højdepunkt. Der er ikke mange invendinger at komme mod The Nationals musikalske formåen. De leverede varen, og som publikum fik man lige præcis det, man havde forventet. Trods nogle få, snøvlende kommentarer, var publikumskontakten specielt under selv numrene meget sparsom. Det er tydeligt, at bandet er indadvendte, og det er for så vidt også helt acceptabelt – det er deres musik jo også. Denne aften medførte det bare, at stemningen i bandets musik ikke kom helt ud til publikum, og at man til sidst var tilfreds, men alligevel stod med en lidt tom fornemmelse i maven. Var der ikke mere? Ikke noget særligt? Ikke nogen helt imponerende øjeblikke? Måske koncertgængerne i Vega på mandag er mere heldige. Hvis ikke, kan de i hvert fald se frem til at høre The Nationals sange fremført flot live og en udmærket, men noget rutinepræget koncertoplevelse. Læs også Undertoners anmeldelse af:BoxerThe National, 07.07.07, Roskilde Festival Karakter:

Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes.Med Efterklangs seneste udspil Parades introducerede bandet en organisk, rytmebaseret lyd, hvor elektronikken ikke som før var det grundlæggende element. Torsdagens koncert i Lille Vega fremstod hovedsageligt på samme måde – masser af rytme og dans med den før så dominerende knirken og klikken sat i parentes. Allerede før koncertens start vidnede spillestedets udsmykning om et vist stilskift. Scene og instrumenter var oversået med klokker, raslende metalbesætninger og påfuglefjer, og orkeserets syv mandlige medlemmer var iført et outfit, der var en tysk reklame for alpenmilchchokolade værdig. At tage bandet seriøst til trods for dette var dog på ingen måde et problem. “Polygone” fra det nye album satte fra starten dagsordenen med sit højtidelige, katedralske kor og en ulmen, der tydeligvis lagde op til noget større. Der blev bygget op og bygget ud og ved koncertens andet nummer, “Himmelbjerget”, blev det første og største højdepunkt da også nået. Helt tyst lagde Casper Clausens vokalarbejde sig over en frostklar flade af knirkende og eftergivende vinterstilhed. En ensom violin, en kvindevokal, så et horn gjorde ham selskab. Efter små syv minutters opbyggen lå landskabet helt oppe under de mørke, snefyldte skyer på Københavns novemberhimmel. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at samtlige medlemmers musikalske færdigheder såvel som evne til performance lå på et usædvanligt højt niveau. Alligevel må Casper Clausens vokalføring ses som et særligt stort plus for bandet – sjældent har jeg set en ukompagneret vokal på grænsen til det hviskende fuldstændig fastfryse samtlige publikummer i ærefrygtig betagelse, på samme måde som det skete til de sidste toner af “Himmelbjerget”. Sublimt. Så alvorligt skulle det nu ikke være hele aftenen. En fase med overvejende nye numre betød et farvel til vinterkold elektronica og et pænt goddag til det halvfolkede udtryk med legesyge klokkespil, stammedans og så stærke rytmesektioner, at trommesættet tog sig en tur på langs undervejs. Til trods for at ingen numre skilte sig synderligt ud, fik monotonien på intet tidspunkt lov at tage over – det sørgede en pludselig taktændring eller uventet blæserpassage for. I “Jojo” opstod et rent støjsammensurium fra de mange instrumenter, hvor en enkelt, selvsikker violin behændigt førte vej gennem stormen. Vedkommenheden var ustandseligt hold oppe af de otte personer på scenen, med en sådan indlevelse at man næsten skulle tro, at støjen blot var deres videreformidlede blodsusen og hjerterytme. Kun enkelte gange faldt det stemningsfulde udtryk en anelse til jorden. Blandt alle sine klokkespillede naboer fremstod den ellers fine “Step Aside” som hård og kold, ja nærmest som nummeret før techno. I andre sammenhænge ville den utvivlsomt kunne leve op til sin fulde ære, men her fik den dybe, elektriske rullen Vega til at ryste i sin grundvold og strøg publikum mod håret i højere grad end at betage. Afslutningen “Chapter 6” virkede en anelse for overskruet i forhold til resten af koncerten. Slaraffenland, der stod for opvarmningen, var blevet inviteret med op på scenen til en omgang sang, dans og tamburinsmadring af de helt store. Dårligt var det ikke, men man kunne have ønsket sig en mere intens afslutning til at smyge sig op langs rygmarven og forsegle aftenens bedste øjeblikke i hjernebarken. Alt i alt kan man dog kun beundre Efterklang for deres evne til at tryllebinde publikum med smukke opbygninger og en intens og varieret fremtræden – eller som et ekstra begejstret medlem af publikum udtrykte det: »I er fandme fede live! «. Læs også Undertoners anmeldelse af:Efterklang: SpringerEfterklang: TripperEfterklang: Under Giant TreesEfterklang: Parades Karakter:  

En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation.(14.11.07)En iskold aften på Voxhall i Århus gæstede Texas’ mest velbevarede musikalske hemmelighed for første gang Danmark. Dette cowboyspøgelse Jandek var klædt i sort og formåede på flygtig vis endnu gang at bygge bro mellem sin egen gengangerblues og den rene improvisation. Det var en af de efterårsaftener, hvor mørket kommer tidligt, og kulden bider som hest. Det var en aften, hvor Danmark for første gang mødte mysteriet Jandek. Et menneskeligt men måske også musikalsk mysterium, hvor analyser synes nyttesløse, idet manden bag Jandek insisterer på at holde næsten enhver gennemskuelighed fra livet – og lade musikken flyde frit fra fingrene. Foto: Lasse Bertelsen Arrangørerne Ljud startede med at viderebringe enkelte ønsker fra kunstneren om tavshed og fotografering uden blitz. Så indtog Jandek og resten af orkesteret scenen, og de gamle hænder rystede ikke da Jandek lod dem falde langsomt og inspireret henover tangenter, hvor orkesteret med et slet impressionistisk ryk fulgte efter. Musikken var aftenen igennem erklæret improviseret med enkelte tonale indslag og klange fra Jandeks bagkatalog, hvor hans markerede og kantede guitarstil svingede fra snart de tidligere til de senere plader med en større besætning. I takt med at musikernes tøjler faldt, tog koncerten efterhånden fart. Efter aftenens første nummer byttede Phil Todd og Jandek plads, hvorefter førstnævnte trakterede klaveret en del mere jazzet end Jandek, og netop dette afsæt fra impro-platformen vækkede rytmegruppen til live. Det var et velklædt skelet, der konsekvent sang sine atonale elegier igennem igen og igen samt parafraserende over flere tekstbrokker, der angiveligt var skrevet til lejligheden. Adskillige gange blev “Denmark” nævnt som også for at understrege koncertens unikke karakter. For det var unikt med alle disse slørede budskaber i et ofte minimalt kaos af doven jazz og rusten barberbladsblues. En blues, en sang om livet selv, det lille liv med et lighedstegn mellem det musikalsk frakturerede og hvordan man bemægtiger sig mellemrummet mellem mennesker, livet og tidens tærende træk. Jandek har været næsten komplet anonym siden 1978, hvor debuten under navnet The Units udkom. Siden hen har han udgivet omkring 40 albums, og i 2004 stod han pludselig frem og spillede en koncert ved Instal-festivalen. Muligvis for nu at forevige og fange det skære øjeblik, der kun kan findes i koncertens møde mellem afsender og modtager. Og nu stod manden altså i lille Danmark. Det faktum kunne mærkes på publikummet, og samtidig syntes niveauet at stige jo længere koncerten skred frem. For lige såvel som musikerne blev spillet varme, blev denne døs af genfærds optræden stadig mere påtrængende som en død og senet mand, der konsekvent messer »I’m alive«. Det femte nummer i rækken af numre, der forblev navnløse for publikum, var dog et højdepunkt. Her fik især trommeslageren, Alex Neilson, sat sit præg på et kogende nummer, der med flere minimale chases og enkelte underspillede synkoper gik en længere krebsegang med den blødeste elbas for at slutte med aftenens klareste og mest klangfyldte klaverakkord. Efter seks-syv improvisationer begyndte luften dog at sive ud af hovedpersonen, der i dele af de sidste numre decideret faldt ud i visse passager. Her fik han ikke formuleret og videregivet musikkens grundlæggende stemninger med samme hårdhed. Orkesteret holdt dog fast i de mest massive grooves, men det ændrede ikke på, at mesteren simpelthen fik talt for et par gange for meget. Afslutningen på klaveret, der således indrammede koncerten fra start til slut, var ikke desto mindre perfekt. Jandek istemte klaveret med en inciterende feeling, der fik én til at ønske, at han havde skiftet instrument tyve minutter tidligere. Med en sagte fornemmelse for et farvel sang Jandek med indlevelse: »In a dream / You can do / You can do / Anything you want«. Det var denne tanke, der roterede i hovedet på undertegnede på vejen hjem, frossen og forkommen: at det hele måske alligevel var en drøm om en cowboys genfærd i Texas og ikke en novemberaften i Århus. Karakter:  

Animal Collective sprængte alle genrerammer i småstykker på Loppen, og deres ustyrligt energiske arbejde med at sætte stumperne sammen i nye mønstre gav en fantastisk live-oplevelse, der talte til både krop og sjæl. Særdeles stærkt – også selv om et kvarters spilletid mindre ikke ville have skadet.

Det var islændingenes aften i Vega, men forhåbentlig blev også danske øjne, og ører, åbnet for Pétur Ben. Hans store talent er en fornøjelse, der bør være et større publikum forundt. Som start på den lille Danmarksturné gav han en flot koncert med plads til både de stille toner og til at rocke igennem. (05.10.07)Det var islændingenes aften i Vega, men forhåbentlig blev også danske øjne, og ører, åbnet for Pétur Ben. Hans store talent er en fornøjelse, der bør være et større publikum forundt. Som start på den lille Danmarksturné gav han en flot koncert med plads til både de stille toner og til at rocke igennem. Ólöf Arnald. Foto: Mathias Laurvig/LiveShot.dk Der ringer ikke mange klokker hos folk når man nævner navnet Pétur Ben – heller ikke selvom man forsøger sig med flere forskellige bud på udtalen. Nogle kender ham fra hans samarbejde med Mugison, men udbredt er kendskabet til Pétur Ben bestemt ikke. Det vil formentlig snart ændre sig. Efter en aften i selskab med den sprælske islænding, spår nærværende anmelder i hvert fald, at Pétur Ben er på vej til at slå rigtigt igennem uden for Island. Denne afslappede onsdag aften var der imidlertid godt fyldt op af islændinge, der hujede begejstret op til Pétur Ben, der svarede igen på en blanding af dansk og islandsk indtil han efterhånden slog over i engelsk. Aftenens opvarmning var den ligeledes islandske sangerinde Ólöf Arnald, der med akustisk guitar og ukulele spillede et set med nogenlunde enslydende numre. En krystalklar stemme og rigeligt med krøller på tonerne henover de islandske gloser, fik hendes sange til at lyde som en blanding af japansk skønsang og vuggeviser. Det var en særpræget affære, men efterhånden noget langtrukkent, og settet kunne med fordel have være kortere. Pétur Ben. Foto: Mathias Laurvig/LiveShot.dk Publikum var lullet ind i en meget afslappet tilstand og sad rundt omkring på gulvet i salen. De blev siddende da Pétur Ben gik på scenen, men han vækkede alle da han lagde ud i en skarp tone og sang hele lokalet op. Efter et enkelt roligt nummer, begyndte Pétur Ben med bassist og trommeslager at rocke. Koncerten var i det hele taget i fin balance mellem de stille numre, bl.a. den smukke “I’ll Be Here” – og så de numre, hvor Pétur Ben fik lov til at ryste den moderigtige frisure godt og grundigt i brudstykker fra en larmende enmands-rockkoncert. Begge yderligheder mestrede han, og Pétur Ben var yderst nærværende og stolede tydeligvis på sine egne sange og ikke mindst stemme. Han har en stærk vokal, og gik helt ud på scenekanten og sang afdæmpede passager uden mikrofon direkte til publikum. Efter et lidt kluntet intermezzo, hvor trommeslageren underholdt med en lang røverhistorie, og Pétur Ben ledte forgæves efter nye strenge til din guitar, kom ekstranumrene. Herfra er det værd at fremhæve hans solo-cover af Michael Jacksons “Billie Jean”, der blev leveret med stor intensitet. Man kan ikke lave et godt cover af en dårlig sang, og nummeret mindede både om “Billie Jean”s kvaliteter og Pétur Bens talent for at levere et nummer med perfekt afstemt vokal og guitarspil. Pétur Ben kan formentlig præstere en bedre og mere sammensat koncert. Men med et godt musikalsk greb og et stort nærvær, gjorde Pétur Ben det i løbet af aftenen klart, at han har talentet og spændvidden til at nå langt. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen.(04.10.07)Det var hverken tight, velspillet, velsunget eller synderligt godt udført. Men alligevel formåede Jonathan Richman at fortrylle Voxhall med sine naivt ærlige sange, som for længst har løsnet rockrødderne. Mest på grund af de simple men alligevel stærke melodier, han i tidens løb har skrabet sammen. Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk Normale parametre for hvad kvalitet er, var komplet ubrugelige pejlingsmærker mandag aften på Voxhall. For Jonathan Richman viste, at han selv med begrænsede guitarevner, en usikker vokal og en trommeslager, der konstant var et par skridt bagude, snildt kunne leve op til de løsslupne fortællinger, der løber manden i forvejen. Det var uforfalsket Jonathan Richman, der blev serveret. Siden Modern Lovers-dagene, der sluttede i slutningen af firserne, har sangskriveren for det meste ladet sig bevæbne med spanske guitarer, og har transformeret sig til en sært sofistikeret form for gademusikant med entertainergener og et uopslideligt lager af simple popsange i baggagen. Fra den indledende sang om at blive udsat for fæle udstødningsgasser som barn i 50erne, til den bitre “Let Her Go Into The Darkness” var det sangskriveren og underholderen, der var i centrum. Med vrikkende hofter, et ungdommeligt ansigt, som selv botox-fyldte på samme alderstrin må misunde ham. Sammen med en ukuelig tro på, at det han gør, vitterligt er godt nok, blev de alt andet end komplicerede sange leveret med præcist den nerve, som man kunne have håbet på. Foto: Michael Østergård/LiveShot.dk Men ligesom hofterne på Richman svajede, gjorde strukturen i koncerten det også. Sine steder blev det vel dilletantisk, og de små anekdoter og ekskursioner på guitaren tog ofte for meget fokus fra melodierne. Selv i “I Was Dancing In The Lesbian Bar”, der ellers blev fremført på ganske ligefrem facon, lod Richman sig rive med, og smed guitaren på gulvet og dansede lummert rundt med en forvokset rangle som selskab. Dén seance gentog sig en del gange. Men Jonathan Richman trives åbenlyst et sted mellem reel koncert og forvokset legestue, så det er svært at kræve meget mere af ham. Især når perler som “Old World” og malersangene “Pablo Picasso” og “Vincent Van Gogh” så selvfølgeligt glider fra strengene og ud i salen. For selvom netop de sange ikke indeholder særligt mange facetter, lykkedes det alligevel for Jonathan Richman at gøre dem til små særegne stykker popkunst via hans evigt skiftende fremførelser af dem. En enkelt knækket udtale her, et lille afbræk i melodien dér – det blev beviset på, at det ukomplicerede vitterligt bærer nok kvalitet i sig selv, hvis bare kunstneren bag har hjertet med. Og sådan er Jonathan Richman. Ukompliceret og med hjertet siddende lidt skævere placeret bag sit skjold, end alle vi andre. Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Kasper Würtz og Mikkel Arre]Pop Revo-festivalen var på papiret lidt af en blandet landhandel med så væsensforskellige navne som Jens Lekman, Jab Mica och El og Kirsten Ketsjer. Imidlertid gjorde hovedparten af kunstnerne det så godt, at festivalens største problem var, at man blev noget udkørt af al den musik.Den fjerde udgave af Pop Revo-festivalen i Århus var den hidtil mest strittende af slagsen. Spændet mellem f.eks. støjudforskere som Kirsten Ketsjer og blide Sarah Records-fans som norske Days eller mellem Jab Mica och Els livligt bippende electronica & horn og Guy Blackmans sarte og meget spartanske samarbejde med Sly Hats var stort. Men ikke nødvendigvis for stort. Tværtimod virker det som en god ting, at festivalen lader til at have skruet lidt ned for fokuseringen på at hente alle optrædende fra båsen ‘indiepop’ eller de allernærmeste grænseområder. Det øger i al fald chancen for at få oplevelser, man ikke havde forudset. Selvfølgelig kan man også anskue sagen fra en anden vinkel og sige, at noget af den nørdede charme ved at være blind for alt andet end indiepop er gået tabt. Pop Revo anno 2007 var ikke på samme måde en grundig præsentation af udviklingen inden for den specifikke genre, og det er bestemt et spørgsmål om smag og behag, om man ser det som en problematisk udvikling. Af vores anmeldelser nedenfor fremgår det i hvert fald, at der var store stunder både i og uden for indiepop-kategorien. Ud over det lige lovligt laissez faire-skøjtende program, som forlængede hver aften med mindst en time, kørte festivalen ganske upåklageligt. Imidlertid må arrangørerne spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt at have seks koncerter pr. aften tre dage i træk. Det virker lidt som skønne spildte kræfter, når de nu har brugt adskillige måneder på at finde og invitere bands, som for en god portions vedkommende er helt nye for publikum, og man så som tilskuer er ved at gå død i musik allerede efter to dage. Idéen med at køre festivalen over tre dage er sådan set udmærket (om end den godt kunne se ud til ikke at være specielt rentabel, hvis man skal dømme ud fra fremmødet torsdag), men så skal antallet af koncerter gerne ned på fire pr. dag. Så bliver det formentlig også lidt lettere at få programmet til at hænge sammen. Torsdag 16.08.07 Per Høier »There’s never quite a way to understand what I say,« sang Per Høier hen mod slutningen af sin koncert, og der var bestemt noget om snakken. Jo, altså, det er nemt nok at afkode, at hans tekster svulmer med patos og alvor a la »death comes tomorrow« – men hvad Høier vil med sin på én gang nedbarberede og grandiose fortolkning af 80’ernes new romantics-bølge, stod ikke særlig klart. Synthmelodierne tårnede sig op, og Høiers højtidelige engelske diktion satte en tyk streg under, at der var alvorlige ting på spil. Men hvorfor de ting var vigtige, kneb det med at få formidlet. I hvert fald var Per Høiers let kejtede og ikke særlige udadvendte sceneoptræden ikke specielt nem at engagere sig i. I lange passager stirrede han ufattelig stift på et udefinerbart fikspunkt bagerst i lokalet og agerede mest af alt som en børneteaterskuespiller, der kødeliggør begrebet ‘uhygge’. Mellem new romantics-sangene lå et par mere folkede sange, hvor det elektroniske udstyr fik en pause til fordel for en akustisk guitar. Men heller ikke hér lå guldet begravet for Høier. Med deres nærmest monumentale ambitioner ville de nok have gjort sig bedre i en rungende katedral i Kaliningrad end i et lavloftet pakhus på Århus Havn. Der skulle da også noget så prosaisk som et solidt stortrommebeat til, før Høier med sit ekstranummer endelig fandt frem til noget, der krævede en umiddelbar reaktion fra det sparsomme publikum. Den stærkt New Order-inspirerede sang fik måske ikke ligefrem folk til at danse, men her blev den ganske fængende melodi serveret så friskt og energisk, at man glemte, at Høier med sin indesluttede stil egentlig stod lidt i vejen for sin musik. (MA) Karakter: Would-Be-Goods En guitarist, der er en perfekt real-life spejling af Artie Ziff fra The Simpsons; en bassist, som ligner verdens mest livstrætte medlem af The Clifters og uophørligt står med krydsede ben; en lykkelig trommeslager – og en ulykkelig forsangerinde, der synger glade twee-popsange. Jessica Griffin Det lyder som husorkestret til en Kaurismäki-film, men det var den skinbarlige sandhed til Would-Be-Goods-koncerten torsdag aften. En koncert, der var domineret af en så voldsom mangel på engagement fra bandet, at selv ikke de mest fortryllende sange fra bagkataloget, kunne redde dem. Selv om Would-Be-Goods allerede udgav plader i slutningen af 80’erne, er det kun blevet til fire studiealbum fra englænderne, hvoraf de tre er kommet indenfor de sidste fem år. Så man kunne have håbet på, at det var et revitaliseret band, der besøgte Danmark for første gang med deres bittersøde pop, men det var desværre ikke tilfældet. Der blev ellers hurtigt delt musikalske godbidder ud, og således blev “The Camera Loves Me”, fra 1988-debuten af samme navn, leveret meget tidligt i settet. Nummeret, som normalt er garant for ækvatorbrede smil, blev leveret uden den mindste glæde og savnede desuden den twee-klassiske fløjte. Samtidig er det er virkelig svært at forføre publikum med et så dedikeret fravær, som frontkvinden Jessica Griffin udstrålede, og det var ikke sært, at bordfodboldbordene scorede flere jubelråb end koncerten. Kameraerne såvel som øjnene viste sig helt retfærdigt som ubarmhjertige elskere, der afslørede Would-Be-Goods liveoptræden som ganske uelskværdig. Og det er i den grad ærgerligt, når nu de lukkede øjne flere gange viste, hvor betagende musikken i sig selv kan være. (KW) Karakter: Vapnet Det syv mand store indiepoporkester Vapnet har allerede fået stor respekt fra det indflydelsesrige amerikanske zine, Pitchfork, som gav en flot anmeldelse til svenskernes glimrende 2006-udgivelse Jag vet hur man väntar. Hvor Would-Be-Goods havde efterladt twee-legetøjet (og spillehumøret) derhjemme, havde Vapnet både fløjte og melodica med, men svenskerne undgik det overdrevent sukkersøde ved at tilføje støjelementer til liveversionerne. Generelt virkede Vapnet fra begyndelsen opsatte på at give det århusianske publikum en god oplevelse. Energien fejlede i hvert fald ingenting hos det unge band, der kan skrive den slags charmerende og småskæve popsange, som man åbenbart kun kan lave, når man er fra Sverige, og samtidig var der en glimrende indre dynamik i bandet, der gjorde, at oplevelsen aldrig blev kedelig, selv når det var tid til en af de lidt svagere sange. Den type numre var heldigvis i undertal, for gruppen har nemlig i sangskriver Martin Abrahamsson en yderst melodistabil frontfigur. Var man ikke overbevist om dette før koncerten, skulle man ikke mange toner ind i den überfængende “Thoméegränd”, før end man blev nødt til at overgive sig ubetinget til de svenske popkundskaber for Gud ved hvilken gang. Vapnet endte ubetinget som det band, der havde efterladt det kraftigste indtryk efter torsdagens koncerter. Det var forfriskende at opleve, hvordan liveenergien forvandlede de fine indiepopsange til noget større og mere nødvendigt end blot en charmerende flirt. Efterhånden som aftenen skred frem, løsnede det ellers lidt stramme publikum lidt op, hvilket fik Abrahamsson til at udbryde: »Tak fordi I dansede.« Det havde han nu ikke behøvet at takke for. Under hovedparten af koncerten var det simpelthen svært at lade være. (KW) Karakter: Scarlet’s Well Selv om navnet måske ikke vækker den store genklang, smagte det alligevel af musikhistorie, da Scarlet’s Well indtog den intime scene på Studenterhuset. Bid fra Scarlet’s Well Frontmanden Bid havde nemlig tidligere huseret i The Monochrome Set, der op gennem 80’erne udgav en række album, som forenede den gode popmelodi med et postpunket udtryk. I slut-90’erne dannede Bid så i stedet Scarlet’s Well, hvilket samtidigt betød et retningsskift mod folkrocken, men stadig med de gode melodier in mente. Det var altså en alsidig herre, der styrede dirigentstokken, og det smittede tydeligt af på aftenens set. Der var en pæn portion løssluppenhed på scenen, hvilket i høj grad gjorde koncerten til en legende, men også noget ukoncentreret oplevelse. Således grinede sangerinde Alice Healey til tider mere, end hun sang, hvilket en enkelt gang fik Bid til at erklære: »That was our worst version ever.« Skønhedspletterne gjorde dog også deres til at give koncerten sin helt egen charme og varme, hvilket bestemt var et betragteligt plus, ligesom Bid og Healey også supplerede hinanden ganske fint. Det legesyge band så også ud til på deres egen afdæmpede måde at nyde koncerten, og en sådan glæde kan ikke undgå at smitte af på publikum, hvilket den da også gjorde. Samtidig gjorde Bids bredt favnende musikalske profil, at koncerten stak i en del forskellige retninger, men uden at koncerten mistede holdepunkter. Det sørgede den stille kemi mellem Bid og Healey for. Trods den afslappede stils positive aspekter medførte den også, at koncerten aldrig rigtig løftede sig op til det niveau, som meget af sangmaterialet ellers berettiger til, netop fordi der lidt for ofte blev taget for løst på tingene. (KW) Karakter:   Fredag 17.08.07 Matthew Sawyer and the Ghosts: Der skulle ikke gå mange sekunder efter, at Mathew Sawyer havde åbnet munden første gang, før han havde tryllebundet publikum med sin vokal. Ikke fordi den var billedskøn eller teknisk imponerende, men nærmere fordi den rummede en hjerteknusende skrøbelighed – vel at mærke uden at spille på den håbløshed, som er hørt utallige gange før. Sawyer er afdæmpet på en langt mere indadvendt aggressiv facon, der virkelig gør ham slagkraftig og intens. Det er svært at finde passende sammenligninger, men det, der kommer tættest på, er en krydsning af Mark Linkous fra Sparklehorse og Destroyers Dan Bejar. Koncertens første nummer bestod kun af frontmandens vokal og guitar og blev klart holdt oppe af førstnævnte element. Heldigvis for nuancerne begyndte backingbandet the Ghosts at spille med allerede i næste nummer, den glimrende “Don’t Want to Hang Around”, hvilket gav et langt fyldigere og mere velfungerende lydbillede. Den latente vrede, der ligger i Sawyers udtryk, fik således en mere direkte repræsentant i form af støjende guitarer, ligesom hele bandet udstrålede en dyster alvorlighed og lignede orkestret på et langsomt synkende skib. Debutalbummet Blue Birds Blood udkom tidligere i år, og Sawyer og spøgelserne demonstrerede, at sangene bestemt ikke kun fungerer på plade. Især strålede den betagende “Paris in Spring” og det fremragende afslutningsnummer “In a Haunted House”, der satte et fornemt punktum på en ret forbløffende magtdemonstration fra den tidligere Television Personalities-trommeslager. Selv om det formentlig var de færreste af tilhørerne, der kendte Mathew Sawyer and the Ghosts før koncerten, brændte bandet sig fast med en næsten perfekt præstation. Og det er virkelig dét, Pop Revo kan, når det fungerer allerbedst: tage en fuldkomment overset perle og forære den til det opmærksomme publikum. (KW) Karakter:   I Was a King Lige fra hoften og nærmest uden pauser mellem numrene serverede sangeren og sangskriveren Frode Strømstad og hans tre bandmedlemmer i omegnen af 15 sange på cirka 40 minutter. I Was a King spilder nemlig ikke tiden, når de smelter energisk, amerikansk-klingende støjrock sammen med tågede og blide shoegazer-vokaler, der har fået de engelske anmeldere til at trække paralleller til My Bloody Valentine. Frode Strømstad Fra Studenterhusets scene lod Strømstads enkle sangskrivning nu til at skære noget mere ind til benet. En håndfuld af numrene bestod af ét vers, ét omkvæd og en outro – og så videre til det næste. I Was a King spredte heldigvis de helt korte numre fint, så de gav koncertens flow den variation, som bandets lyd godt kunne tåle lidt mere af. I hvert fald flød numrene ret meget sammen. Men selv om det blev lidt ensformigt med de distortion-prægede popbagateller, skal I Was a King have ros for at få meget ud af deres to guitarer. Efter at torsdag aften havde budt på flere bands, der kunne få tre guitarer til at fylde meget lidt i lydbilledet, var det godt at blive rusket igennem af dundrende støjflader – samtidig med at Strømstad og den kvindelige guitarists vokalharmonier gav sangene et strejf af skrøbelig bittersødme. I Was a King var et forfriskende bekendtskab, men de fire nordmænd hjalp ikke just sig selv ved at være så indelukkede. Der var ingen kontakt til publikum, og Egersund-kvartettens sange var ikke helt stærke nok til at holde salens opmærksomhed fanget. (MA) Karakter: Kirsten Ketsjer Mens det altså kneb for I Was a King med forbindelsen til publikum, fik københavnske Kirsten Ketsjer al den opmærksomhed og respons, de overhovedet kunne drømme om. Det var fuldt fortjent, for de leverede et fantastisk show, hvor lige netop kontakten til de mange mennesker på det pludselig propfyldte gulv var i centrum. For jo mere tilhørerne overgav sig og jublede af trioen og den medbragte udstoppede fiskehejre, jo mere energi og nerve kom der i deres i forvejen alt andet end blodfattige sammensurium af primale støjangreb og herligt melodiske guitarpassager. Kirsten Ketsjer efterlod ingen tvivl om, at Sonic Youths senere udgivelser er et af de vigtige afsæt for bandet, men den legesyge trio tog hele tiden deres hybridmusik nye steder hen. Eksempelvis slog det dissonante guitarparløb i starten af “Ikaros” over i en passage, hvor guitarerne sendte hilsner til de faseforskudte melodier i komponisten Steve Reichs 70’er-værker Music for Mallet Instruments… og Music for 18 Musicians. Derfra bevægede nummeret sig over i et helt anderledes skramlet og utæmmet udtryk krydret med indianerhyl – hvorefter det endnu en gang fik faste riffs under fødderne. Trommeslageren Anja Jacobsen var en konstant drivkraft bag sine to guitarister, og med stor autoritet skubbede hun sangene i nye retninger, så man aldrig kunne føle sig sikker på, hvad man kunne forvente sig. Simultant opførte hendes ansigtsudtryk hvileløse mimespil, både når hun med sin ‘Kim Gordon fra Valby’-stemme snakkesang om rasende sandstorme, og når Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaards guitarer var i centrum. Til sidst kunne hun dog ikke nøjes med at sidde bag trommerne og brugte i stedet fiskehejrens næb til noget, der kunne kaldes vadefuglenes svar på Jimi Hendrix’ soli med tænderne. Rent musikalsk var det bestemt ikke noget stort øjeblik, men det store smil på Jacobsens ansigt, efter at hun igen havde sluppet fuglen og set på publikum, sagde alt om, hvilken fantastisk energi der lå i den gensidige udveksling mellem band og publikum. (MA) Karakter: The Twilight Sad Den slags nærvær var der ikke skyggen af, da skotske The Twilight Sad lukkede fredagens program med et afsindigt højt show. Eller show er nok så meget sagt. Uden undtagelser stod forsanger James Alexander Graham med siden eller ryggen til publikum, mens hans øjne det meste af tiden var fikseret på loftet – eller måske var det på den store, tyngende faderskikkelse, som mere eller mindre eksplicit er til stede på det meste af skotternes glimrende debutalbum, Fourteen Autumns & Fifteen Winters. Twilight Sad – foto: Neale Smith Graham sang de dystre historier om knivstukne hjerter og forældre, der bare ser til, mens børnene brænder, med sin vanlige ærkeskotske diktion og en indædthed, der tydede på, at sårene stadig var åbne og asken varm. Resten af kvartetten bakkede ham op med tålmodigt voksende støjrocklandskaber, der både var i stand til tordne nådesløst og svæve ud i mere æteriske passager, hvor Andy MacFarlanes guitararbejde var yderst imponerende. Som helhed hældte koncerten dog lige rigeligt meget i retning af de buldrende klimakser, hvilket primært var et problem pga. den kraftige lydstyrke. I slutnummeret “I Am Taking the Train Home” gik det endda så vidt, at rytmebunden nærmest kvalte guitaren. Omvendt må man medgive, at åbneren “Cold Days in the Birdhouse”, der blev spillet endnu mere flosset og råt end på albummet, nåede nærmest magiske højder, da nummeret eksploderede med en voldsom kraft, der kunne mærkes i mellemgulvet. Lidt mere mådeholdenhed ved mixerpulten og blot en anelse vilje til at involvere sig i kontakten til publikum ville muligvis have kunnet løftet skotternes koncert helt op i de højere luftlag. Det kom den ikke helt, men en lille times imponerende intens psykoanalyse i støjrockgevandter var nu ikke noget at kimse af. (MA) Karakter:   Lørdag 18.08.07 The Elephants På tredjedagen af et arrangement som Pop Revo kan man godt have brug for at få en energiindsprøjtning, og lige netop den funktion udfyldte danske The Elephants fornemt gennem størstedelen af deres koncert. Siden deres lidt livløse demoer har gruppen foldet deres lyd kraftigt ud, så de på Studenterhusets scene kunne præsentere fyldig solskinspop med et smittende drive. At sangene havde så god fylde, skyldtes især, at live-udgaven af The Elephants var vokset til en sekstet. Det betød, at Bjarke Bendtsen og Martine Madsens guitarsamarbejde og vokalharmonier skiftevis blev krydret med både mundharpe, trompet og theremin. Mundharpen var med til at give strejf af country, mens thereminen ikke mindst i det lange, søgende afslutningsnummer “Good Time” fungerede som en urovækkende støjkilde, der krattede i harmoniernes pæne overflader. De mere afdæmpede, eftertænksomme sange klarede sig ikke alt for godt, ligesom Bjarke Bendtsens ligegyldige sludren mellem numrene var noget irriterende. Men når man bare kunne høre The Elephants lægge sig godt til rette lige midt mellem The Thrills og en soldvask udgave af The Wannadies i potentielle indiehits som “Obvious” og “5 Minutes”, var det svært at blive andet end godt tilpas. Og det var især opmuntrende at høre, at de seks københavnere ikke var bange for at give lidt ekstra gas, når de nåede til sidste omkvæd – for når man har skrevet en fængende håndfuld af slagsen, skal man endelig udnytte det. Dét gjorde The Elephants glimrende. (MA) Karakter: Jens Lekman På årets Roskilde Festival havde Jens Lekman ganske hård konkurrence i form af den længe ventede Arcade Fire-koncert, der blev afviklet samtidig med svenskerens. På Pop Revo var Lekman festivalens absolutte hovednavn, hvilket man også sagtens kunne registrere på antallet af tilhørere, og den position levede svenskeren op til i flot stil. Jens Lekman Koncerten startede fuldstændigt overrumplende med den fantastiske “Black Cab”, der stammer fra Maple Leaves-ep’en udgivet under navnet Rocky Dennis. Det er supercharmerende lofi-pop, der sender tydelige håndtegn til Magnetic Fields – sunget af Skandinaviens vel nok mest fortryllende crooner med appetit for både piger og knuste hjerter. Jens Lekman virkede i den grad i hopla til festivalens absolut sidste koncert, og interagerede en del med det begejstrede publikum. »Can you see the cracks in the floor glowing?« spurgte han, og inden det århusianske publikum nåede at svare, konkluderede han: »It’s hell down there.« Nu har Lekman selvfølgelig også et særdeles stærkt blik for revnerne, både dem i gulvet og i hjertet, men det eneste denne anmelder så under den koncert var en himmelsk entertainer. Der kom også smagsprøver fra det kommende album, Night Falls Over Kortedala, hvoraf “The Opposite Of Hallelujah” stod stærkest, og sangen fik Lekman til at danse med sin guitar. De nye sange virker endnu mere præget af blæserinstrumenter, og inspirationen fra Dexys Midnight Runners står tydeligere frem nu end nogen sinde. Et andet højdepunkt var en overraskende og utroligt vellykket version af børneklassikeren “Bim-bam-busse”, der fik publikum til at smile om kap med den veloplagte charmør. Som den eneste optrædende gav Lekman ekstranumre, og han fik først tilskuerne til at danse til “You Are the Light”, hvorefter han fik dem til at synge med på “Pocketful of Money”, der for hovedparten af publikum blev koncertens afslutningsnummer. Der var dog en heldig håndfuld, der tog Lekman alvorligt, da han erklærede, at han ville give et ekstranummer efter en mindre pause, og de fik en intim opførelse af den fabelagtige “Maple Leaves”. Og det er netop en af svenskerens helt store forcer, nemlig den ukrænkelige oprigtighed, der hviler over ham. Som han sang tidligere på aftenen, så er alle numre sirligt signeret »Yours truly, Jens Lekman,« og denne fremragende koncert var ingen undtagelse. (KW) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: Kirsten Ketsjer: FFFFOO K TSSCCH The Elephants: s.t. Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala Note: Søren Jakobsen, der er en del af Pop Revos arrangørgruppe, er tilknyttet Undertoner som skribent..

[Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]The Lionheart Brothers, 13:00, Pavillion Præcist hvad der var gået galt for Lionheart Brothers inden deres Roskilde-debut, var svært at sige, men bandet virkede ikke til at have styr på, hvordan de skulle gribe koncerten an. For det første var det – selv om det er svært at klandre et shoegazeinspireret band for netop dét – en pine at se, i hvor lille et omfang bandet fandt det nødvendigt at kontakte publikum. Lionheart Brothers Og dernæst lykkedes det dem at pakke deres ellers fornemt arrangerede sange ind i alt for mange ligegyldige enkelttoner af tynd guitarstøj til, at de for alvor fik spredt eventyr ud i mudderet. Godt nok er det aldrig til et bands fordel, at strømmen ryger i et ellers forrygende nummer som “Can You See?”, der med sin klart 60’er-inspirerede, let funkede rytme skabte netop den fremdrift, som de fleste af koncertens numre manglede inden strømafbrydelsen. Derefter var det “50 Souls and a Disco Bowl” samt “Hero Anthem”, der kandiderer til det absolut mest catchy nummer i løvehjertebrødrenes katalog. Men trekløveret efterlod desværre ikke andet end følelsen af at være blevet snydt for en koncertoplevelse, der kunne have været så meget bedre. Jeg håber, at The Lionheart Brothers får lov til at tage revanche inden alt for længe. (MT) Karakter:   Wilco, 16:00, Arena Wilco sendte i foråret deres seneste album, Sky Blue Sky, på gaden. Et album, hvor de genrebrydende amerikanere vendte tilbage til roots-rocken med en samling solide, men for det meste afdæmpede sange. Dem fik et halvfyldt Arena lov at høre overraskende få af, for Wilco havde pustet støvet af flere sange fra deres glimrende og alsidige bagkatalog – heriblandt en god del fra Yankee Hotel Foxtrot (bl.a. “I Am Trying to Break Your Heart” og “Jesus, etc.”), manges og undertegnedes yndlingsplade med Wilco. Wilco forenede det smukke og det støjende. Jeff Tweedys stemme var suveræn, og Nels Cline var fantastisk med sine ekvilibristiske guitarudladninger, der hylede og klirrede i et støjende inferno. Og det var stærkt, da trommeslager Glenn Kotche uden varsel gik totalt Animal-besærk, mens resten af bandet fortsatte med deres støvede countrytoner. Det lød skrækkeligt, men viser alligevel, at Wilco ikke er gået hen og blevet gamle og kedelige, bare fordi Jeff Tweedy er blevet sober på fuldtid. Vejret var uden tvivl det store samtaleemne under årets Roskilde Festival. Bulletinerne om de enorme regnmængder var også nået Jeff Tweedy, der derfor proklamerede, at Wilco var kommet med solskinnet. For det havde endelig ramt den smattede Dyrskueplads søndag eftermiddag. Ud over solen var Wilco også ankommet med en vital spilleglæde. De var i særdeles god form, og da deres sætliste inkluderede mange favoritter fra bandets forgrenede karriere, var Wilcos præstation mere end godkendt. (LDL) Karakter:   Tunng, 18:30, Astoria Tre mænd med hver sin akustiske guitar, vokalharmonier, elektroniske beats og samples plus en hel del håndklap. Mere skal der ikke til for at skabe glimrende, dystre folkmelodier. I al fald ikke for det engelske folktronica-band Tunng. Tunng – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Tunngs to grundlæggere, Mike Lindsay og Sam Genders, stod for de afstemte vokalharmonier, der ikke helt ulig Simon & Garfunkel nåede smukke højder, når de sang synkront. Dog havde de hist og her problemer med helt at ramme hinanden, så vokalsiden blev lidt mudret. Det var heldigvis i få tilfælde, at sådanne fejlskud indtraf. Tunngs tekstunivers er mystisk og mytisk. Den melodiøst stærke “Woodcat” handler om en fyr, der bliver forvandlet til en kanin, så han kan løbe ud i skoven og finde sin pige, der også er blevet til en kanin. »That happens every day«, kommenterede den langhårede Mike Lindsay selv sin hippie-tågede udredning af teksten. Englænderne tog da heller ikke sig selv helt alvorligt. Gakkede gangarter, mærkværdige armbevægelser og stampende benbevægelser var en del af sceneshowet. Publikum blev opfodret til at klappe med, men alligevel fik Tunng ikke helt Astorias teltdug til at lette. Og de formåede heller ikke at skabe den intimitet, som blændende numre som “Jenny Again” og “Woodcat” fra det seneste album Comments of the Inner Chorus og “People Folk” og “Tale From Black” fra det fremragende 2005-album Mother’s Daughter and Other Songs ellers lægger op til. Tunng balancerede mellem det fornemt musikalske med de tre guitaristers fantastiske fingerspil i centrum og det barnligt fjollede – næsten useriøse. Men deres melodier er så fremragende, at det trods alt var rigtig fint, det Lindsay, Genders og co. præsterede. (LDL) Karakter:   Læs også Undertoners anmeldelser af: The Lionheart Brothers: Dizzy Kiss Wilco: Sky Blue Sky Tunng: Comments of the Inner Chorus

[Anders Mortensen, Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]Beirut, 14:30, Astoria Navnet smager af Mellemøsten, musikken af Balkan og titlen på pladen, der udkom sidste år, ville have været velvalgt til en indspilning med sovjetisk militærmusik. Manden bag Beirut, Zach Condon, er dog bare en nu 21-årig amerikaner, der har været på en jordomrejse, som har sat sit tydelige præg på pladen Gulag Orkestar. Syv andre musikere var med på scenen for at assistere Condon med alle de instrumenter, der skulle trakteres for at ramme lyden af Balkan. Blæsere, strygere, harmonikaer, ukuleler og diverse andre strengeinstrumenter blev hevet frem og skiftede hænder i løbet af koncerten. I front for det hele lå Condons vokal, som vibrerede sig småskævt gennem forførerisk drømmende sange og lystigt hoppende kompositioner, der rummede en snert af melankoli, men alligevel satte sig i benene på et mere og mere feststemt publikum. Zach Condon og hans medmusikanter henrykkede med blændende fremførelser af numre som koncertåbneren “Mount Wroclai (Idle Days)” og den fine “Postcard from Italy” samt det belgiske visit i form af en himmelstræbende coverversion af Jacques Brels “Le Moribond”, der blev introduceret på fransk med ordene »Je m’appelle Jacques Brel«. Det var Condon nu ikke mere, end at fortolkningen af det klassiske nummer lød som enhver anden Beirut-komposition. Efter en tre kvarters tid blev Beiruts balkan-influerede indiepop, der har en tendens til at befinde sig i den samme rille med stødende folkemusikalske rytmer, og Condons klagende vokal lidt trættende. Men alt i alt foldede Beiruts vemodige og klagende sange sig smukt ud inde i Astoria, der var tætpakket med glade ansigter. Takket være en ung, berejst amerikaner. (LDL) Karakter: Akron/Family med African Footprints, 16:30, Astoria Da Akron/Family kom på Roskilde-plakaten, var det nok de færreste, der troede, at bandet ville komme til at optræde med en trommetrup fra Ghana og deres dansere. Akron/Family – foto: Deborah Samantha Godt nok besidder Akron/Family på plade en afart af stammelignende rytmik, men de forsøger aldrig at holde sig fastbundet af rytmer i så høj grad, som det var tilfældet i sidste halvdel af deres koncert denne søndag. Det startede da også noget mere traditionelt ud. Med en massiv støjudladning af robuste vokaludbrud pakket ind i masser af guitarboogie slog orkestret en tone an, der fordrede lige opspærrede øjne og hurtige fodbevægelser. Hippiesyren flød frit i blodet på orkestret, der det ene øjeblik spillede komplet forskruet indierock og det næste tågede Animal Collective-lydende vokalbaseret rock med masser af effekter. Det hele bundet fornemt sammen af bassistens rene og klassiske vokal, der sammen med simpelt, men opfindsomt guitarspil fik koncerten til at føles som en legestue i Akron/Familys eget Ak Ak-univers. Og det blev meget bedre, da bandet præsenterede det over 10 mand store trommeensemble African Footprints, som vistnok spillede i et plasticbur uden for Astoria-scenen tidligere på eftermiddagen. Dirigeret af de fire drenge improviserede de sig igennem over en halv times set, hvor tribal dansekrautrock må være det tætteste man kan komme en beskrivelse. Og hvor alt fra human beatbox, fælles-YMCA-moves (Circle, Triangle, Square) og publikum med fløjter på scenen var en ganske naturlig udvikling. Det er svært at beskrive, hvad det var der skete, men søndag på Roskilde Festival skal der altid noget særligt til for at få publikum til at løsne op. Det klarede Animal Collective sidste år. Og Akron/Family gentog i år successen. Hvem mon det bliver næste år? (MT) Karakter: Pelican, 18:00, Odeon »Så sig dog noget.« En enkelt tilhører frustration viste sig tydeligt under søndagens koncert med Chicago-bandet Pelican, men lige lidt hjalp det. Det eneste, der taler i gruppen, er instrumenterne, og de har så til gengæld også en del at sige. I ren Kraftwerk-formation stod Trevor de Brauw, Laurent Lebec og Bryan Herweg forrest på scenen og dyrkede med stor indlevelse deres tunge synkron-riffs og ud væltede den musik, som i Pelicans tilfælde er en blanding af doom metal og postrock. De lange opbyggende passager udløst i bragende dommedagstorden for derefter at gå tilbage til de stille passager igen. Lyden af Pelican er lyden af naturen og uvejret og fungerer næsten som lydsporet til et skybrud, og når det skal overføres til en koncert med strålende solskin kl. 18 på en mark i Roskilde, kan det altså være svært. Og det blev det også, delvist. Pelican – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Selv om de var hårdtarbejdende og sprang i takt med hinanden for at fyre det ene stød af efter det andet, var det svært at få ordentlig kontakt til publikum, om end det blev bedre som koncerten fremskred. Men den burde have været spillet i tusmørke, og det gjorde en del ved indtrykket. Musikken var til gengæld fremragende. Der var smagsprøver fra alle tre plader, men det største indtryk gav sangene fra The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw og i særdeleshed en kraftfuld version af “Red Ran Amber” fra førnævnte plade med sit støjdrone-midterstykke, der fik Odeon til at rumle i et par minutter. De tre mærkeligt normalt udseende krigere i front var hele tiden på plads, men desværre virkede det til, at trommeslageren faldt udenfor flere gange, end han burde. Pelicans musik er både løs og tight på samme tid, men rytmerne er ikke særligt komplicerede. Og hvis bandet vil sprede budskabet om de store naturkræfter, hjælper det ikke at være for hurtig eller for langsom på stikkerne, hvad der også har været en del af kritikken vedrørende det nyeste album, City of Echoes. Men alt i alt leverede Pelican postmetal-varen, og måske er det bare svært for den slags musik at nå ind under bøllehatten, men en bedre koordinering af spilletidspunktet kunne have hjulpet på projektet. (AM) Karakter:

[Martin Laurberg og Kasper Würtz]Badun, 12:30, Astoria Som optakt til koncerten med den danske electronica-trio Badun havde jeg lige nået at powerlytte til deres selvbetitlede debutalbum, som udkom for nylig. Så jeg vidste, hvad der var i vente, nemlig en malstrøm af sønderklippede og ultrapræcist sammensatte beats bundet op i jazzede rytmer og tilsat en groovy bund. Til koncerten var trioen udvidet med Jonas Stampe alias Snöleoparden på guitar og sitar, som sørgede for at give det hele en mere hippieagtig dimension med røgelsespinde og Jimi Hendrix-inspireret pandebånd. Badun Man kan sige, at der er to sider af Badun. På den ene side deres ultrakomplekse trommeprogrammeringer, på den anden side deres funk-jazzede melodier. Jeg må indrømme, at jeg klart bedst kan lide det balstyriske multirytme-madness-Badun og kun i mindre grad holder af det funky Weather Report-lounge-Badun. For mens de opklippede beats på den ene side er virkelig stærke og medrivende, synes jeg omvendt, at de mere melodiske sider af Baduns musik godt kan blive lidt træge i det. Det er vel et spørgsmål om, hvad man vælger at fyre sit krudt af på … I hvert fald er humlen af det hele, at Baduns koncert for mit vedkommende blev en oplevelse der var spændt ud mellem rigtig god og mellemgod, dvs. slet ikke dårlig, men alligevel lidt for tæmmet af loungestemning til for alvor at lette. Fra koncertens start ramte de flippede beats ellers publikum lige mellem øjnene. Duckert og Brian Møller er sindssygt dygtige til at sammensætte højkomplekse rytmestrukturer, og det var virkelig medrivende. Den melodiske side af sagen, bassist Aske Krammer og især Jonas Stampe, var imidlertid plaget en lille smule af lige dele utilfredsstillende lydforhold (faktisk kunne man det meste af tiden slet ikke høre, hvad Stampe spillede) og lovlig meget forudsigelighed. Det betød, at man godt halvvejs inde i koncerten begyndte at få en fornemmelse af, at det hele kørte lidt i ring. Nu er det jo en kendt sag, at grænsen mellem ensformighed og stilsikkerhed er knivskarp. Man kan ikke uden videre klandre Badun for at fokusere så meget på deres indviklede rytmer, at det hele bliver monotont. For det er netop i rytmeprogrammeringerne, at de har fundet deres helt unikke stil. Alligevel kan man måske godt sige, at de slækker lovlig meget på den melodiske side af sagen – ikke at deres musik er umelodisk, men de har en tendes til at genbruge de samme melodistrukturer lige vel meget. Til Roskildekoncerten, hvor lydforholdene oven i købet var problematiske, betød det, at deres ellers smukke lydstrukturer kom til at fremstå lidt ensformige. (ML) Karakter: Spiritualized – Acoustic Mainlines, 18:30, Arena Da man mødte op for at se Jason Pierce alias Jason Spaceman og Spiritualized, var det med lidt blandede følelser. For det første virkede Spiritualized ret malplacerede i det kæmpestore Arena-telt, som knap var halvt fyldt. Og for det andet var det ikke Spiritualized i den sædvanlige rumalderrock-udgave, men det såkaldte Acoustic Mainlines, som ud over en solbebrillet Pierce og hans akustiske guitar bestod af et orgel, en gospeltrio og en strygerkvartet. Det lyder måske umiddelbart ret ulækkert. Så meget desto mere overraskende var det, at Pierce og co. spillede en totalt fremragende og – ja, smuk koncert, som hørte til blandt festivalens absolut bedste. Jeg ved ikke, hvad det er, Jason Pierce kan. For umiddelbart kunne man fristes til at sige, at han gør alle de forkerte ting. Spiritualized er f.eks. ekstremt symfonisk, hvilket bestemt ikke bliver mindre tydeligt, når man fyrer et gospelkor indover. Og sangtitlerne er proppet med klicheer (“I Think I’m in Love”, “Feel So Sad” og “Broken Heart” var alle på setlisten) og religiøse henvisninger – f.eks. i den suveræne “Walking With Jesus”, som stammer helt tilbage fra den første Spacemen 3-plade, og som blev leveret i en superstærk version. Jason Pierce Jeg tror, sagen er, at Pierce forsyner sine melankolske sange med tilpas meget hårdkogt stemning. Tænk bare på “I Think I’m in Love”, som viser sig at være klart mere end en kærlighedskliché, når man finder ud af, at det handler om kærlighed til stoffer: »Love in the middle of the afternoon / Just me, my spike in my arm and my spoon / Feel the warmth in the room«. Det var virkelig en underlig oplevelse at høre Pierce servere den slags narkohymner med akkompagnement fra et gospelkor. Men på en eller måde var der en perfekt kemi mellem den blegnæsede brite og det storladne akkompagnement, så det hele gav enormt god mening. I løbet af koncerten fyrede Pierce en lang stribe af hits af. Et par af højdepunkterne var en lang og intens udgave af “Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space” – som blev leveret i Elvis-version, hvor Pierce satte trumf på ved at slå over i “I Can’t Stop Falling in Love With You” – og den tidlige single “Feel So Sad”, som i forvejen er en utrolig sang, og som her blev leveret i en ufattelig stærk version. Desuden spillede Spiritualized en fin version af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”, som de svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! sjovt nok også spillede kopinummer af ved deres koncert lørdag. Jason Pierce er en mester i udsvævende rum-kogerrock. Her fik vi det i en katedraludgave, og det har sandsynligvis aldrig været smukkere. (ML) Karakter: Basement Jaxx, 22:00, Orange Scene Det kom bag på mange, at Basement Jaxx fik til opgave at lukke festlighederne på Orange Scene. Den fremragende house-duo nyder, trods mesterværkerne Remedy og Rooty, langt fra samme popularitet som mange af festivals øvrige hovednavne, og det var et ualmindeligt hårdt ramt festivalspublikum, der skulle lives op for allersidste gang. Men da koncerten først kom i gang, gav placeringen faktisk rigtig god mening. Der blev åbnet med en flabet version af “Red Alert”, som begyndte yderst afdæmpet, inden tempoet skød i vejret og fik tilskuerne til at danse med. Showet blev i den grad styret af den håndfuld vidunderlige sangerinder, som er en del af den engelske duos live-konstellation, og generelt var der ikke andet end glæde at spore på scenen hos samtlige optrædende. De voluminøse kvinder havde ligeså meget charme som kropsfylde, hvilket ikke var så lidt, og med en uimodståelig selvtillid og imponerende vokaler hjalp de med at gøre Basement Jaxx’ solide house-hits levende. Som det efterhånden hører sig til ved de største koncertbegivenheder, var der også en lang række kostumeskift, hvilket betød en del mellemspil, der fra tid til anden punkterede den stemning, som de sprudlende frontdamer ellers fik pisket op for at underholde de udkørte festivalsgæster. Desværre var det heller ikke alt sangmaterialet, der kunne holde festen kørende, og under den lidt middelmådige koncert-midte var det klart de livlige sangerinder og deres udstyrsstykker, der fik den største opmærksomhed. Heldigvis var der også en lang række højdepunkter og overraskelser. “Oh My Gosh” blev leveret glimt i øjet og med en energi, der gjorde det svært for selv den mest nedslidte festivalsgænger ikke at give sig til at danse mudderet af gummistøvlerne. “Romeo” var utrolig modigt blevet reduceret til en fin lille akustisk sang, så selv om der var stort format over showet, blev der ikke ubetinget leflet for publikum. Aftenens højdepunkt var ikke overraskende den fremragende “Where’s Your Head At”, der fik hele festivalspladsen til at hoppe i takt. Med det smittende synth-riff samplet fra Gary Numans “M.E.” tilsat bankende trommer og en skrigende Felix Buxton blev den orange teltdug spændt helt ud til stor tilfredshed for det begejstrede publikum. Den efterfølgende fuldtræffer “Good Luck” og en fabelagtig version af “Bingo Bango” akkompagneret af et farveorgie af fyrværkeri sørgede for en gedigen og festlig afslutning på en festival, der startede som en oversvømmelse og sluttede som en sommervarm sambafest. (KW) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af: Badun: s.t.