Koncerter

Den smilende amerikaner forsøgte at få sin renfærdige, tænksomme americana ud til publikum, men det var en lidt for krævende opgave. Om ikke andet lovede koncerten godt for den kommende soloplade.

En udvikling har fundet sted. I sangskrivning såvel som i popularitet. Bright Eyes betrådte Vegas store scene, og med ét var de små intense koncerteksplosioner, som man tidligere har kunnet opleve i selskab med bandet, ændret til fordel for et generelt større billede. En udvikling har så sandelig fundet sted – på godt og ondt. Det var symptomatisk at flytte Bright Eyes’ koncert fra Vegas lille sal til den store. Det er i de senere år en naturlig udvikling, der har fundet sted i takt med Conor Obersts store gennembrud, især på sit eget amerikanske kontinent. Lifted fra 2002 brød gennem en særlig sfære med et salgstal pænt over 200.000 – ikke ilde for en knægt på et indielabel som han i sin tid selv var med til at starte op! Han er kun 25 år, Conor Oberst. Og tidligere i år fortsatte han sin fremturen med en ambitiøs, samtidig release af to plader, som stikker i hver deres musikalske retning. Et forudgående singleudspil fra hver respektive plade gik henholdsvis nummer ét og to på Billboards salgsliste – ganske sigende for den størrelse som fænomenet Bright Eyes er blevet til. Normalt omhandler en koncertanmeldelse en indkapsling af en given aften med koncentration om de begivenheder, som finder sted inden for det begrænsede tidsrum, som koncerten udspiller sig inden for. Jeg vil dog her indledningsvis skue længere tilbage. Det kan virke åh-så sentimentalt, og jeg vil nødig være typen, som altid synes, at et gældende band var federe, inden de slog igennem. Men der var en tid før denne aftens koncert på Store Vega. Der var en tid, hvor Conor Oberst og co. betrådte den mere beskedne scene på Loppen. Det var samtidig en tid, hvor sangskrivningen var mere pueril og nervepirrende. Og når man på Loppen stod nærmest lige oppe i hovedet på Bright Eyes med en snerrende, grædende, hysterisk stampende og generelt emotionelt rutschende Conor Oberst i front, var intensiteten skudt helt til vejrs. “The picture is far too big to look at, kid / Your eyes won’t open wide enough / And you’re constantly surrounded by that swirling stream of what is and what was.”Således synger Oberst i én af sine sange. Det er linjer, der er meget sigende for den udvikling, man i Store Vega stod vidne til. Parametrene syntes lagt på en væsentlig større skala, og alt der før var som det store i det små var nu noget andet. Det brede lærred, den store scene… og læg dertil en mere moden sangskrivning som fra tid til anden flirter med folkrockens protestsange. Den tematiske indramning for denne aftens koncert var netop folkrocken. Udgangspunktet var den fantastiske nye plade I’m Wide Awake, It’s Morning, mens tvillingepladen var helt og aldeles udeladt. Det samme var hele bagkataloget… næsten da! Der var enkelte afstikkere til Lifted og Fevers and Mirrors (ét nummer) samt drilske (og måske endda hånligt mod eget materiale) løfter om at spille Haligh, Haligh, a Lie, Haligh – hvilket aldrig skete. Bright Eyes-konstellationen på Vegas store scene var et syv-mand-stort band, som samtidig syntes at krympe i det større format. Leveringen af de nye, mere traditionelt-orienterede sange faldt derved i flere tilfælde igennem. Sådan føltes det umiddelbart, hvis man én eller flere tidligere gange havde oplevet bandet på Loppen. Men efter en vænnen sig til tanken bød koncerten på flere flotte øjeblikke. Udtrykkene lod sig inddele i mere rockende kompositioner med masser af elektrisk guitar, lap-steel, mandolin, keyboard og trompet samt helt nedbarberede sange med Oberst på kun akustisk guitar og vokal. Førstnævnte druknede ofte i halvskidt lyd, men bød også på flere flotte øjeblikke (Another Travelin’ Song og Old Soul Song (for the New World Order)), mens sidstnævnte indprintede sig stærkest efter sidste udtoning. Sange som Lua, Poison Oak og Land Locked Blues ramte lige i hjertekulen, og alene disse gjorde koncerten til en bemærkelsesværdig begivenhed. Men i takt med at scenen nu er større, kræver det hele lige pludselig mere og måske endda noget andet. Selvom sangskrivningen er modnet og stærk, holder den ikke helt til det større rum. Og Bright Eyes lignede heller ikke et band, der var trygge ved det. Leveringen var meget ’dekadent’, som min sidemand bemærkede. Netop dekadent har Bright Eyes altid været, men tidligere på de små scener blev dekadencen holdt oppe af intensitet, og den var lettere fraværende denne aften, hvor man i stedet for at stirre bandet lige i øjnene måtte skue opad. Perspektivet er ændret – på godt og ondt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Bright Eyes: Digital Ash in a Digital UrnBright Eyes: I’m Wide Awake, It’s Morning Karakter:       Bedømmelseskriterier

På Vibration Festivals sidste dag fik alle tilstedeværende en invitation til at overskride tyngdekraften og svæve rundt i de tyndeste luftlag. Stafrænn Hákons statiske landskaber satte til tider kloden i stå, mens Efterklang fik salen til at løfte sig mod fjernere højder, end vi ellers er vant til. Stafrænn Hákon Foto: jint.dk En rød guitar og en laptop. Mere havde islandske Stafrænn Hákon ikke brug for, da han denne aften sendte små salver af salighed ud over Lille Vega. Islandske Olafur Josephsson, som gemmer sig bag Stafrænn-pseudonymet, har et par enkelte udgivelser bag sig samt et opvarmningsjob for Godspeed You Black Emperor! – og at sætte ham sammen med GYBE! og Efterklang gav egentlig god mening. Ganske vist indeholder Stafrænn Hákons melodier ikke samme vulkanudbrud som de to førnævnte bands, men på trods af sine forholdsvis statiske toner besidder musikken en filmisk kvalitet, der ligger i samme stemningsleje. Og det var det visuelle i selve musikken, som skulle bære Hákons show. Her var ingen billedmæssig understøttelse; al fokus lå på musikken, og det var med den som udgangspunkt, at forskellige situationer og fortolkninger forekom inde bag øjnene hos enhver, der fik lyst til at undersøge Josephssons landskaber. Bløde guitartoner over for den gnistrende electronica skabte rammerne om hver af Stafrænn Hákons kompositioner, der alle var instrumentale. Flere gange blev tankerne ledt hen på Ulrich Schnauss, der dog har et lidt fyldigere lydspektrum at arbejde med. Musikken var generelt lavmælt og spartansk. Der blev leget med støj og feedback, og den letbenede guitar fik god understøttelse fra laptoppen, som ubestrideligt var det musikalske omdrejningspunkt. En enkelt gang blev guitaren brugt som xylofon, men det var tydeligt, at tonerne fra det røde instrument kun skulle bruges til at svæve blidt over electronicaen. Her kunne det have været forfriskende, hvis guitaren til tider fik en større rolle, mens laptoppen så kunne stå for de luftige krumspring. Var der måske blevet flået lidt mere i strengene havde lydbilledet været mere alsidigt, end tilfældet var. Og det er vel egentlig den største anke mod Stafrænn Hákon; nogle gange blev de statiske landskaber så stillestående, at jorden holdt op med at dreje. Karakter:       Bedømmelseskriterier Efterklang Foto: jint.dk Der blev luftet Converse-sko og træningstrøjer til den helt store guldmedalje hos det ganske unge publikum, som var mødt op for at opleve Efterklangs første koncert efter udgivelsen af deres roste debutplade Tripper. Den københavnske sekstet havde i aftenens anledning besøg af to violinister fra islandske Amina samt en trompetist fra danske Slaraffenland, og mellem hænderne på disse ni musikere nåede musikken op i de højere luftlag. Hvor Stafrænn Hákons visuelle show udelukkende blev afspillet med et indre kamera, gik Efterklang helt anderledes til værks. Et kæmpe lærred var spændt op bag musikerne, hvor nogle af filmhistoriens største klassikere indgik i et rytmisk samspil med knasende electronica. Hakkende gentagelser af Busby Berkleys fantastiske koreografi fra musicalen 42nd Street smeltede sammen med metalliske støjflader og skærende violiner, og denne audiovisuelle fusion skabte, for nu at blive i filmtonen, en hypnotiserende mekanisk ballet. Heldigvis havde Efterklang valgt ikke udelukkende at lade deres baggrundskollage stjæle al opmærksomhed. Både en skiftende belysning og en pause fra filmene gjorde, at der også var god tid til at observere musikernes skabelsesproces. Forfriskende var det at opleve et band, der trods deres højtflyvende musik og ambitioner på ingen måde var selvhøjtidelige. Selv støjen fra et festlystent lørdagspublikum blev taget med et smil, og enkelte gange blev der endda skålet med den fyldte sal. Electronicaen var sjældent dominerende i lydbilledet, men fungerede mere som et knasende skelet, hvor de mere klassiske instrumenter blev fyldt på i mere eller mindre forskellig grad. Nogle gange var det kun en sagte guitar eller et nøgent klaver, der smøg sig omkring de kolde toner, og andre gange satte samtlige instrumenter i og skabte støjende snestorme på den indre skærm. Når Efterklang var allerbedst, hang musikken først som en elektronisk uro på himlen, der langsomt lullede én i en søvn med garanti for drøm. Filmkollagerne var yderst varierede, og faktisk fungerede de allerbedst, når klassikerne blev lagt på hylden til fordel for billeder, som man ikke behøvede at placere i nogen anden kontekst, og som derfor bare kunne leve deres helt eget liv. En blændende hvid baggrund. Silhuetter af flyvende fugle skar sig nærmest ind i lærredet, og pludselig lettede man selv fra jorden. Sådanne transcenderende live-øjeblikke er ubetalelige, og selv om man ikke fløj konstant i selskab med Efterklang, fik man kørt det meste af følelsesregistret igennem, hvilket ikke mange danske bands formår. Selv en ældre herre på krykker fik på forunderlig vis løftet sig op på scenen.Generelt rammer Efterklangs musik en sfære, som stort set aldrig berøres af andre hjemlige grupper, og af den grund alene bør vi prise os lykkelige for, at disse nye himmelstormere har plads nok til at tage os med. Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperEfterklang: Springer Karakter:       Bedømmelseskriterier

Brudstykker af samtaler afslørede hurtigt det åbenlyse. José González var baggrunden for det overraskende store fremmøde på Vibration Festivals anden dag. Svenskeren må da også siges at være et af festivalens helt store hovednavne. Med udsigt til en musikalsk aften, der lagde mere op til stille fordybelse end dans og skrålen, var det ganske passende, at Vega havde valgt at ramme en cafestemning med borde placeret rundt omkring i koncertsalen. Antophones Da klokken nærmede sig det officielle starttidspunkt, væltede det ind med vintertrodsende danskere, og da Antophones indtog scenen, kom alle yderligere et ryk mod scenen.Badet i blåt lys og uden et ord satte bandet, anført af sangskriveren Lise Blaase, koncerten i gang. Meget hurtigt stod det klart, at Blaases vokal og orgel var bandets absolutte epicenter. Blåt, blødt og boblende flød de første par numre ud og stod som en flot underhavssymfoni med en betagende havfrue i hovedrollen. The Traitor Song var et tidligt, men lysende klart højdepunkt. Sangen er så melodiøs, at den sagtens kunne begå sig i radioen, og samtidig er den tilpas dyb til, at man ikke slipper den lige med det samme. Liveversionen var desuden tilsat en ekstra larmende guitar, og sammen med Blaases himmelråbende vokal fik undervandsmusikken her også en dejlig, støjende understrøm. Herefter forlod Antophones desværre alvoren og det hav, man lige var blevet så begejstret for at svømme i. En kluntet sang om skønhedsidealer og en fjollet træningsarm-gimmick var starten på en midtersektion af sange, der slet ikke kunne holde samme fine niveau, som de første numre havde sat. De klodsede og fordanskede tekster er Antophones største akilleshæl, og der blev desværre også længere mellem de gode melodier. Selv harmonikaen, der normalt er garant for at ramme en natblå ensomhed, druknede her. Først da bandet leverede de tre afsluttende sange, nåede musikken de højder, som der var blevet lagt ud på, og Antophones absolut stærkeste kort denne aften blev også spillet her. “I’ve got a revolver in your mind,” blev der truende sunget af Blaase, der pludselig stod helt alene i lydbilledet, inden skuddene på det nærmeste blev affyret i form af en glimrende guitarsolo. Revolver-sangen affødte ganske fortjent Antophones’ største bifald inden en herlig jazzet sang om Smeagöl afslørede den århusianske gruppes forkærlighed for Tolkien. Da det sidste nummer gik i gang, var denne anmelder fuldstændigt overbevist om, at det var et cover af Radiohead-b-siden Stupid Car. Der var da også flere ligheder mellem det engelske storband og Antophones afsluttende moment, men det kunne ikke pille ved, at sangen var en værdig lukker på en koncert – uanset om man hedder Radiohead og har bevist det meste eller Antophones, som måske stadigvæk mangler lidt, men som uden tvivl har kimen til mere, end de viste denne aften. Karakter:       Bedømmelseskriterier José González Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Da José González satte sig på sin stol og smågenert gik i gang med at væve den hypnotiserende Deadweight on Velveteen med sit Nick Drake-fingerspil, forstummede alt. Det var tydeligt, at publikum nærede stor respekt for svenskerens spartanske udtryk og performance, og lyden fra hver enkelt vibrerende streng blev grådigt indtaget. De brølende bifald stod nærmest i skarp kontrast til de tyste melodier, og González virkede også lettere chokeret over den massive hyldest, der fulgte i kølvandet på hver afsluttet sang. Noget af det mest fascinerende ved at opleve José González live er, at selv om koncertversionerne stort set er identiske med udgaverne på Veneer, og selv om González ikke på nogen showmæssig måde når ud over scenekanten, har man følelsen af at overvære noget helt specielt og nærmest religiøst. Ved ikke at nå publikum skaber svenskeren nemlig, paradoksalt nok, det totale nærvær, en ærlighed og intensitet, som opstår, når man overvåger en person sidde og spille for sig selv. Man fik udpenslet hans perfektionisme. Flere gange begyndte han forfra, når han spillede forkert, og hvor andre improviserer, hvis der synges et forkert vers, skyndte González sig at rette fejltagelsen. Der var et par fejl i løbet af koncerten, noget der ifølge herren selv skyldtes jetlag, men det gjorde ingenting. Fejlene gav blot flere nuancer og et større indblik i den mand, vi alle overværede. Tavshed, mens guitaren blev stemt inden All You Deliver blev sat i gang. Mantraet “distorted pictures is all you deliver” blev nærmest gentaget i det uendelige. Netop det repetitive er en central ingrediens i González’ musik, som hypnotiserer i de øjeblikke, hvor man slipper voyeurismens fascination et par sekunder og lukker øjnene for at svæve hen. Et andet element, som gør José González’ koncerter værd at besøge, er de fortrinlige covernumre, som han altid har med sig. Hans udgave af The Knifes Heartbeats har efterhånden fået nyklassiker-status, og netop klassikere er han ikke bange for at give sig i kast med. Først blev Joy Divisions udødelige Love Will Tear Us Apart leveret i en charmerende skæv, men stadigvæk hjertegribende version. Men også Springsteens Born in the U.S.A. og Massive Attacks Teardrop fik nye klæder på gennem svenskerens fingerdans over guitaren, og det har altid været coverkunstens største mål. At det her så blev gjort med nogle af musikhistoriens helt store sange, gjorde bare det hele endnu mere spektakulært. Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Nogle gange siges det tydeligt og klart ud til alle. Denne aften hviskede guitaren hemmeligheder til sig selv, men de, som lyttede efter, fik alle lidt sandhed med sig hjem. Læs også Undertoners anmeldelse af:José Gonzalex: Veneer Karakter:       Bedømmelseskriterier

To danske bands tørnede sammen og leverede et dobbeltshow med udgangspunkt i battle-konceptet, som man kender bedst fra hiphoppens verden. Men Barra og Lack spillede ikke mod hinanden. De spillede nærmere side om side og leverede et unikt show med sange af høj kvalitet. Og leveringen? Den var direkte mesterlig! Kære læser, tillad mig at være begejstret. Tillad mig at danse hyperventilerende omkring det brændende bål og konstatere, at dansk rock lever i bedste velgående! Disse himmelråb lader sig i hvert tilfælde retfærdiggøre, hvis vi indkapsler en sen onsdag aften på Stengade30. Her kunne man inden den forestående koncert med Barra Head og Lack øjne en tætpakket scene med double up af alting. To trommesæt stod side om side og var yderligere omringet af en maskinpark af guitar- og basforstærkere.Hvis man ikke forud for koncerten vidste, hvad der snarligt ville ramme én, var det om at holde godt fast, for ellers ville man blive blæst omkuld. Jeg syntes bestemt også, at jeg under koncerten så et par stykker hængende vandret i luften, mens de klyngede sig til noget fastboltret – for når man først kunne høre summen fra endnu inaktive forstærkere og en konstant rislen fra lilletrommerne… ja, så var det som et advarselstegn ikke helt ulig dem i trafikken med udråbstegnet på. Giv agt! Barra Head og Lack havde forberedt en såkaldt battle i stil med den, man kender fra hiphoppens verden med symbolske lån fra bokseringen. Denne idé havde de to bands ført ind i rocken, og det gav lige pludselig alting en helt ny betydning. Modsat hiphoppen, hvor to aktører kæmper mod hinanden, var Barra Head og Lack nærmere på samme hold, hvilket også rent visualt gav mening. Ikke nok med at de to bands spillede side om side; de spillede ofte også med på hinandens numre. Og oven for nævnte soniske stormvejr lod sluserne åbne, når samtlige bandmedlemmer knaldede igennem på deres instrumenter på samme tid. En lydmur uden lige! Barra Head var de første til at træde på scenen. De åbnede med ét af deres absolut stærkeste kort på hånden, den vidunderligt intrikate The Paranoia Twist. Den tætpakkede publikumsmasse kunne netop nå at konsumere ét nummer, som med sit endelige akkordanslag blev ført til ende, før Lack entrede scenen og videreførte det udtryk, som Barra Head netop havde åbnet for. Således præsenterede de tre sæt med sammensmeltede sange, hvor man aldrig kunne vide sig sikker på, hvad der ville ske. Der var masser af gyngende kroppe foran scenen, og mange balancerede helt oppe på tæerne for at fange, hvem der nu gjorde hvad. Øjne på stilke var nærmest en nødvendighed, for der skete vitterlig meget på scenen. Hvad der især imponerede var den naturlige stereoeffekt, som opstod i takt med at sangmaterialet rullede fra venstre mod højre, ind over midten, tilbage igen og så fremdeles. Men dét, der virkelig imponerede, var materialet. For hvad er form uden indhold?Barra Head har tidligere overskyllet mig med deres høje bølgegange af rytmiske kompleksiteter i et trioformat, der med stor sikkerhed er Danmarks mest tighte spillende. I front udgyder Mikkel Jes Hansen eksistentielt almengyldige paroler, og det sker i en vekselvirkning mellem blidere, nærmest talt vokal og snerrende, bidske råb.Lack er et velkendt navn på hardcore-scenen, men de har omlagt deres stil og nu bevæget sig over i den grøft, der hedder post-hardcore (såvel lydmæssigt som bogstaveligt). Dette er lyden af mørk, pessimistisk rock med en katarsis i buldrende amokløb, hvor sanger Thomas Burø især imponerede med sine højt pitchede, hidsige fraseringer.Barra Head og Lack formåede at komplementere hinanden, mens de hver især samtidig fremstod særegne med hver deres egenartede udtryk. Næsten alt ringede perfekt og satte energiske kroppe i vild bevægelse. Kære læser, dette var (og er) sangskrivning af særdeles høj karat, og leveringen skete på et fabelagtigt højt niveau, som er sjældent set herhjemme.Havde bandene dog bare undladt at gå på scenen til et ekstranummer, så havde de hevet alle 6 U’er hjem. Men de valgte at betræde scenen til et sidste nummer, som viste sig at være et cover. Dancing in the Dark… ja, skrevet af The Boss. Og det klingede desværre meget hult og vokalmæssigt meget falsk. Men lad det nu ligge; det var blot ét skidt nummer ud af mange rigtig gode. Barra Head og Lack er noget af det ypperste på den danske musikscene. Jeg har tilladt mig at være begejstret. Kære læser, gør det samme! Læs også Undertoners anmeldelser af:Barra Head: We Are Your NumbersBarra Head: Arrival EPBarra Head/Menfolk: Arrival/Are We Enemies 12″ split Karakter:       Bedømmelseskriterier

De amerikanske sløvpoppere lod langsomme, repetitive toner flyde ind i øregangene på de 100 mennesker, der var troppet op for at lade sig drive med den døsige dagdrøm, som dog af og til inviterede til en lur. Lækkert til tider, men også en tand kedeligt. Nattehimlen lod regndråber falde mod Københavns asfaltbelægninger. Omkring 100 mennesker havde valgt at sky regnen i trygt ly på Loppen, hvor varmetemperaturerne og fugtigheden nærmede sig et tropisk klima. Men det var andet end blot saunatilstande, der lokkede. Publikum var opsat på at svømme ind i en lummer, men overordnet behagelig dagdrøm i selskab med de døsige dronepoppere i Austin, Texas-bandet American Analog Set. Bandet lagde for første gang turen forbi København i forbindelse med deres igangværende europæiske turné, og det var en afslappet Andrew Kenny, der bød velkommen til en times selskab med American Analog Set. Og det er nøgleord som ‘afslappet’, ’tilbagelænet’ og ‘døsig,’ der gør sig gældende for American Analog Sets musik – på såvel plade som på en scene. Man måtte indledningsvis skimte en gang eller to med øjnene for at vide sig absolut sikker på, at der var et liveband på scenen. Så godt som alle medlemmer var som frosset i bevægelse under koncerten. Forsanger/guitarist Andrew Kenny trådte med enkelte skridt frem og tilbage på stedet, og bassist Lee Gillespie stod konsekvent vendt mod trommeslager Mark Smith og altså med ryggen mod sit publikum. Et enkelt bandmedlem, Sean Ripple, var dog hyppigt bevægelig i urytmisk dans, enten bag sin vibrafon eller rundt om på scenen udstyret med maracas. Det var dog ikke musik, der inviterede til de store kropslige udskejelser. American Analog Sets musik bevægede sig sløvt frem i et moderat og støt tempo, der blidt gled ind i publikums øregange med en behagelig blanding af blødt og forsigtigt hviskende vokal, simple og varme guitarakkorder i samspil med snurrende vibrafon-toner og en simpel rytmesektion – en kombination ikke helt ulig Yo la Tengo. Bagved gemte sig monotone Farfisa-orgel-toner, der strakte sangene ud i langdrag og lod dem flyde sammen til et anonymt hele. Men med et bagkatalog på fem plader havde American Analog Set dog op til flere sangperler, som kunne skille sig ud fra massen af sammenflydende, repetitive toner. Med et simpelt legende riff bestående af blot 3-4 toner samt et rytmisk godt drive markerede sangen The Hatist sig som én af dem, man huskede bagefter. Den skønne The Postman fra bandets bedste udspil, Know by Heart, var også blandt de sange, som kaldte på opmærksomhed med historien om det snusende, alvidende postbud. “I know why you stare East, it’s where your man’s run off / And I know why your trash bin is brimming with his art / ‘Cause when he was abroad / I read his last postcard / He met some brit named Cass and it broke your heart / I’m the postman,” sang Andrew Kenny skrøbeligt med et fingerpeg eller to mod en doven melankoli. Samme følelse manifesterede sig i bandets miniature-hit, The Only One, også fra førnævnte plade. Det var den bittersøde Come Home Baby Julie, Come Home, der fik lov at afslutte den døsige time, hvor American Analog Set var på scenen. Bandets musik har altid været som det ideelle soundtrack til en varm og ugideligt sløv eftermiddag – men sløvheden har både gode og dårlige elementer i sig. Momentvis var det en lækker fornemmelse af at lade sig drive ind i et univers, hvor alting bevægede sig en tand langsommere, og hvor melankolien gik hånd i hånd med et afslappet smil, for alting skal jo nok gå. Men når de repetitive passager trak ud i evigheder, måtte man i ny og næ kvæle et påtrægende gab. American Analog Set er gode, men de skal nydes i små doser, for ellers risikerer man at døse så meget hen, at søvnen vinder i sidste ende. Læs også Undertoners anmeldelser af:Promise of LoveBen Gibbard/Andrew Kenny: Home – Volume V

Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser.De klynkende Både fredag og lørdag bød på flere følelsesladede bands – desværre gav de som oftest ikke de store oplevelser. VirgoVirgo lagde meget lovende ud, men alle forhåbninger om en god oplevelse blev punkteret ved koncertens andet nummer – et forsøg på at lave en rigtig god sexfikseret sang a la Let’s Get It on med den smukke, smukke titel Do It. Efter denne smålumre og dybt intetsigende sang var de resterende sange “blot” anonyme med undtagelse af den episke, langstrakte ballade You and Me vs. Time, der ikke var helt mislykket, men dog blev skæmmet af, at bandets bassist var mixet alt for højt, og derfor gjorde det vanskeligt at nyde Louise Mølholms violin, der ellers spillede glimrende op til Johan Stahls vokal. Grand AvenueGrand Avenue leverede en af Spot 10’s absolut værste koncerter. Trioen bød på ufarlig, anonym og forfærdeligt kedelig radiorock, der meget gerne skulle lyde som U2, Coldplay eller Saybia – det gjorde det bare ikke! Der var intet at komme efter, og de eneste, der fandt denne koncert blot nogenlunde overbevisende, var vist de konfirmander af hunkøn, der havde taget plads på forreste række, selv om man kunne have dem mistænkt for kun at være interesseret i bandet pga. sangeren, der sagtens kunne ligne en storebror til hele Danmarks yndlings-tv-vært: Mikkel fra Boogie, men man ved jo aldrig. Thomas Dybdahl Foto: Martin Guttormsen Fredag aften bød den lille Rekrut-scene i Ridehuset på norske Thomas Dybdahl. Dybdahl havde desværre overraskende lidt at byde på. Han virkede dog ganske veloplagt, men uheldigvis smittede det ikke af på det noget træge materiale. Dybdahl vil så gerne lyde som de amerikanske forbilleder, men det lykkes aldrig. Sangene var generelt meget lange, men samtidig udstyret med melodimateriale, der på ingen måde berettigede en så lang spilletid. Det var først mod slutningen af koncerten, at Dybdahl fik fyret op for et par velfungerende sange med den smukke Cecilia og den groovy og intense I Need Love Baby, Love Not Trouble, men intensiteten gik fløjten, da Dybdahl inde i nummeret besluttede sig til at præsentere sit band. En gestus, der aldrig er nødvendig, men som i det mindste bør holdes uden for sangene. UtahDer var overraskende mange mennesker i Musikhusets café tidligt lørdag aften (sammenlignet med samme tid aftenen før), da danske Utah lagde ud med at give publikum lidt af et chok. Første nummer indikerede, at dette ville være en afdæmpet singer/songwriter-koncert, herefter transformeredes det andet nummer efter en afdæmpet start til en intens rocksang. Derefter beviste bandet på overbevisende måde, hvorledes man spiller både afdæmpet og kraftfuldt på én gang – godt hjulpet på vej af den intet mindre end fantastisk syngende Jesper Roth, hvis stemme tilsyneladende er uden svage punkter. Specielt original var bandets musik ikke – og især Jeff Buckley bør nævnes, da bandet, præcis som Buckley, kommer hele vejen rundt: fra det skrøbelige til det tordnende kraftfulde – men når det er så godt udført, som det var tilfældet her, kan man ikke tillade sig at klage. Joycehotel Spot 10s sidste koncert gik i gang ca. kl. 1 lørdag nat, da danske Joycehotel indtog scenen på Voxhall. Bandet blev i det officielle program beskrevet som lidt i retningen af Kitty Wu, og det er ikke helt galt. Bandet excellerede i et dystert, klynkende udtryk – ikke ulig tidlig Kitty Wu, bare ikke helt så godt (ikke fordi Kitty Wu var specielt gode i starten). Bandets sanger havde ikke nogen specielt stor stemme, hvilket ellers er ganske vigtigt, når man spiller noget, der vel nok kan betegnes som “klynkerock”. Desværre var bandets sange heller ikke synderligt gode, og den afsluttende sang, som var et forsøg på at skrive et episk afslutningsnummer, der skulle ende i kaskader af støj, mislykkedes totalt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Virgo: YouandmeversustimeGrand Avenue: s.t.Thomas Dybdahl: One Day, You’ll Dance for Me, New York CityJoycehotel: s.t.Utah, Spot 11, Århus, 10.06.05

Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget.De tilbageskuende Bands der for det meste kiggede bagud og sørgeligt nok ikke fandt ret meget. Foto: Ramon Zarate The FashionDer var meget tyndt belagt til Martin Ryums koncert i Musikhusets café, men da The Fashion bagefter spillede samme sted, var der pludselig masser af mennesker. Det kan umiddelbart være lidt svært at forstå, men man må jo trøste sig selv med, at de bedste kunstnere som regel ikke er påskønnet af de store mængder. The Fashion er i hvert fald ikke nær så interessante som Martin Ryum, og denne koncert var en noget kedelig omgang. Det skulle være svært at tro, at nogen vil kalde en koncert med The Fashion for ’kedelig,’ men jeg vover pelsen. Bandet er bestemt energiske – grænsende til det hæsblæsende, men denne koncert var også uhyggeligt enerverende – grænsende til det monotone, eftersom alle bandets sange tilsyneladende var i samme tempo og forsynet med så anonyme melodier, at det var komplet umuligt at kende forskel på dem. Når det var tilfældet, forslog alverdens energi samt forsangerens mere og mere desperate stemmeføring som en snebold i helvede. At bandet derudover tilsyneladende ikke havde det mindste at byde på tekstligt set, blev understreget, da forsangeren introducerede en sang med følgende bevingede ord: “Det her er en sang om, hvordan verdens dummeste land lærte alle andre lande at være ligesom dem.” Til de (forhåbentlig meget få), der ikke har gættet det, kan jeg røbe at denne tirade var rettet mod USA, og selv om denne kritik sikkert er meget berettiget, kan det ikke ligefrem påstås, at postulater af den slags kan betragtes som samfundskritik, men det tror The Fashion åbenbart. Larsen and Furious Jane Foto: www.jint.dk Først overraskes man over, at et band som Larsen and Furious Jane, der huser 8 medlemmer, kan frembringe en så ordinært lydende omgang alt. country/americana. Derefter undres man over, hvor lidt “furious” bandet egentlig er. Bandets sange var for det meste meget langsomme, ikke specielt melodiøse og desværre så godt som altid totalt tappet for stemning. Torsten Larsen er ikke den store sanger og heller ikke særligt interessant at se på, og da han desuden heller ikke havde så meget at sige, stod bandets musik meget alene, og det kunne den desværre ikke klare denne lørdag eftermiddag. Kun det iørefaldende, nye uptempo-nummer, The Good Old Pain, der giver nogle forhåbninger for fremtiden, og en, som oftest, storsmilende Jane var de eneste højdepunkter ved koncerten. Kira & the Kindred SpiritsRidehuset var godt fyldt lørdag aften, da Kira & The Kindred Spirits gik på scenen. Lad det være sagt med det samme: Der var klichéer om hvert hjørne, og den eneste grund til, at det til tider fungerede, var Kira Skov. Hun er alt det, Pink, Avril Lavigne og de andre rock-wannabe’er drømmer om at blive, når de engang bliver voksne: en læderklædt rockchick af meget høj karat. Sexet og karismatisk nok til at få de fleste klichéer til at glide ned. At undertegnede ikke er den eneste af den mening blev klart, da hun introducerede nummeret Do You Want Me?, der blev ledsaget af et ganske klart “Ja” fra de fleste mænd i salen. Men det var altså ikke alle klichéer, som den gode frk. Skov kunne få til at glide ned. Det blev endog meget kedeligt til tider, især i balladerne hvor bandets tyndslidte idéer ikke fungerede, uanset hvor meget rockchick der var oven på. RichochetsDe klichéer, som Kira & The Kindred Spirits leverede, var dog intet imod det, der ventede, da norske Richochets indtog Rekrut-scenen senere samme aften. Der blev ikke fyret én eneste original musikalsk ide af under koncerten, og for at gøre ondt værre var teksterne en åndsforladt gennemgang af sangskriverens ulykkelige kærlighedsliv. Desværre manglede Richochets også en frontmand med bare en smule karisma. Som garagerocker kan man naturligvis ikke have en specielt god stemme, men lidt personlighed er vel ikke for meget at forlange. Det er det åbenbart i dette tilfælde. Hvis der findes en subgenre ved navn “klynke-garage,” må Richochets anses for at være foregangsmænd. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboThe Fashion, Rust 24.07.03Viva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04Larsen and Furious Jane: I’m Glad He’s Dead

Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere.De afdæmpede Man kan sagtens blive hørt, selv om man ikke råber højt – det blev bevist om og om igen af disse kunstnere. Martin Ryum Foto: www.jint.dk “Velkommen til storcentret. Vi har masser af gode tilbud.” Det var nok de færreste, der havde regnet med at skulle høre noget i den retning fra Martin Ryums mund, men det var altså med disse ord, at en yderst veloplagt Ryum bød velkommen til en af de bedste koncerter på Spot 10. Bakket op af rytmesektionen fra Diefenbach og selv siddende enten bag keyboardet eller med en guitar i hånden spillede Ryum sig gennem sin fine solo-debut, Uden garanti. Alle albummets sange fik et ekstra spark, men især Ord der larmer blev leveret så uimodståeligt, at det var svært at sidde stille. Et nyt nummer, det pianopumpende og superfunky, Disko – sådan staves det, det sagde han selv – blev der også plads til. Koncertens eneste lavpunkt kom, da Ryum alene leverede Uden garantis eneste fejlskud, Bomuld, som ekstranummer. Foto: www.jint.dk múmIslandske múm var vel at betragte som fredagens alternative hovednavn, da de spillede samtidigt med det “rigtige” hovednavn, Tim Christensen. Efter 15 minutters forsinkelse pga. tekniske problemer kom koncerten i gang. Herefter tog det dog et stykke tid, før islændingene fik hevet de velfungerende sange op af posen, men derefter blev der leveret en del øjeblikke af stor skønhed. Det var dog især de instrumentale numre, der fungerede bedst, bl.a. fordi bandet ikke er specielt fremragende sangskrivere, men også fordi sangerindens vokal var komplet umulig at høre (om dette så skyldtes en teknisk fejl eller ej). Koncerten sluttede også brat, grundet yderligere tekniske problemer, så múms koncert endte desværre som lidt af en skuffelse. Claus HemplerDen tidligere Fielfraz-sanger Claus Hempler åbnede lørdagen i Ridehuset med en række stemningsfulde og afdæmpede sange fra sit seneste album (og et enkelt Fielfraz-nummer). Ulasteligt klædt i et stribet jakkesæt var Hempler personificeringen af sin musik: stilfuld og afdæmpet, men desværre har det stilfulde overtaget i Hemplers univers, og på trods af hans store stemme var det svært rigtigt at overgive sig til ham, fordi musikken ganske enkelt manglede modhager. Yderst sjældent blev der gjort noget for at finde et udtryk, der ikke skreg på dyr cognac og bløde lænestole, og derfor kunne man ikke undgå at tænke, at Hemplers musik ville passe langt bedre til Musikhusets store sal, hvor publikum til de afdæmpede koncerter havde for vane at sætte sig ned, hvilket måske ville have givet den rette afslappede stemning til en koncert, der i disse omgivelser aldrig blev mere end blot lettere søvndyssende. Amber Publikum sad ned til Ambers koncert i Musikhusets store sal, og det var passende, for trioen (suppleret med en cellist) leverede – indhyllet i røg – en åndeløst smuk koncert, hvor den fantastiske sangerinde, Biljana Stojkoska, blev mesterligt bakket op af trommer/vibrafon (trommeslageren spillede begge dele), guitar og cello. Man kunne sagtens referere til både Beth Gibbons, Under Byen og Lise Westzynthius, men Amber forbliver på forunderlig vis deres egne med et sanseløst smukt udtryk, der dog også kan blive hamrende hårdt, hvilket på fremragende vis blev klart ved koncertens sidste nummer, der startede afdæmpet for derefter at ende i et tordnende crescendo af trommer, guitar og cello. En fremragende koncert – intet mindre. Læs også Undertoners anmeldelser af:Martin Ryum: Uden garantiMúm: Finally We Are No OneMúm: Summer Make GoodClaus Hempler: Hempler

Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på.De moderne Det blev på Spot bevist, at man kan have nok så cool en lyd, men at dette intet betyder, hvis man ikke har noget at byde på. Lake Placid Lake Placid gav Musikhusets store scene en flyvende start fredag eftermiddag med en glimrende koncert, hvor bandets eklektiske indie-pop for det meste kom til sin ret. Dette skyldtes især bandets frontfigur, den tynde, blonde og selebærende TK, der muligvis ikke er besiddelse af en specielt stor stemme, men som i stedet viste sig som et fremragende midtpunkt, der sagtens kunne fastholde publikums interesse, når musikken undtagelsesvis ikke viste sig stærk nok. Lake Placid deler ud over et musikalsk slægtskab med Tiger Tunes også en befriende mangel på selvhøjtidelighed – især personificeret ved at de fleste bandmedlemmer under åbningsnummeret fremviste egenskaber med vimpler, der burde kunne give dem en plads på det danske gymnastik-landshold. Money Your LoveLørdag eftermiddag bød Rekrut-scenen på den københavnske trio Money Your Love, der leverede en skarptskåren omgang electropop. Desværre var der ikke megen variation at spore, og det viste sig hurtigt, at de fleste af bandets sange ikke havde så meget andet at byde på end en bas så dyb, at den sagtens kunne omarrangere éns indvolde. Der var dog enkelte lyspunkter, især For Christopher hvor det melodiske element for en gangs skyld overdøvede bassens evindelige dunken. SepiamusicUmiddelbart derefter spillede skandinavisk-amerikanske Sepiamusic på Ridehusets store scene. Konferencieren kunne meddele, at bandet satser på udlandet, og det tror man gerne, når man hører den ordinære og lidt kønsløse pop/rock med enkelte elektroniske elementer, som bandet frembringer – hvis man forestiller sig et lidt køligere Garbage, går man ikke helt galt i byen. Dog skal man ikke forvente noget stort gennembrud lige med det samme. Der mangler ganske enkelt hits – og personlighed. Bandets lyd var alt for glat, og det ville være rart, hvis der enten blev eksperimenteret mere med elektronikken eller fyret mere op for guitarerne – altså et lidt mere ekstremt udtryk. Ellers har Sepiamusic ikke det store at byde på, og så hjalp det ikke rigtig, at den Pernille Rosendahl-lignende og -lydende amerikanske sangerinde, Erin Chapman, gang på gang hev lidt op i kjolen. Moon GringoLake Placids TK fik af Moon Gringos Mette Sand Hersoug kamp til stregen om at være den mest energiske kvindelige frontfigur på Spot 10. Som TK er Hersoug ikke den store sangerinde, men både energisk og ekstremt charmerende, og da Moon Gringo samtidig formåede at spille en vanvittigt medrivende halv time af en koncert, der kulminerede i en helt fabelagtig version af Dirty Underwear, var der ikke andet at gøre end at overgive sig, og det gjorde det lille, men dybt tilfredse publikum så sandelig, endda i en sådan grad at jeg for første (og eneste) gang under Spot 10 oplevede, at der blev råbt om ekstranumre – et krav der desværre ikke kunne opfyldes, da tidsplanen skulle overholdes. Tiger Tunes Foto: www.jint.dk Et ekstranummer blev det til, da Århus’ egne Tiger Tunes spillede i Musikhusets foyer senere samme aften, men det var også nødvendigt, for Tiger Tunes fik en overstrømmende modtagelse af det store publikum. Bandet kvitterede med at gå på scenen til tonerne af The Housemartins’ version af Caravan of Love, og viste derefter, at de bestemt ikke var hverken uoplagte eller trætte på trods af en festival-optræden i Tyskland dagen før og endnu én dagen efter. Deres super-eklektiske electro-punk-pop gik rent ind hos publikum, hvor især de første par rækker så ud til konstant at hoppe – selv crowdsurfing blev det til for et enkelt medlem af publikum. Oppe på scenen gik forsanger H til den med sædvanlig ildhu – iklædt englevinger i starten af koncerten – og hans ekstremt energiske og supercharmerende optræden forplantede sig fra koncertens start hos publikum, og det var vitterlig svært ikke at blive indfanget af den smittende feel-good-vibe, der kom i gigantiske mængder fra scenen. DiefenbachAt Diefenbach næsten kunne fylde Voxhall, var noget af en overraskelse – især når man tænker på, at Jokeren spillede i Ridehuset samtidig – men ikke desto mindre lykkedes det bandet at lokke en hel del mennesker ind at se dem, og de kvitterede med en absolut glimrende koncert. Musikken kunne mærkes – ikke kun pga. det høje lydniveau der sørgede for at alle instrumenter kunne føles i kroppen, men også pga. bandets kompositoriske talent, der sørger for, at alle sange udvikler sig i en interessant og intens retning, selv når vokalerne er forstummet. Eneste fejlskud var soul-balladen (det kaldte de den selv), Circular Motions, der var helt igennem mislykket – den slags sangskrivning mestrer bandet altså ikke endnu, men det skal dog ikke betyde, at de ikke mestrer den mere ordinære sangskrivning, for det gør de også, især eksemplificeret ved det fremragende Camouflage. Som et ekstra element ved Diefenbachs sceneshow kørte der under koncerten lofi-videooptagelser eller computer-animationer på et lærred bag bandet, der kun bidrog til at gøre koncerten endnu mere stemningsfuld. Før og efter koncerten skiftede lærredet til et billede med et meget enkelt budskab: Diefenbach loves you – efter sådan en koncert var det svært ikke også at holde bare en lille smule af Diefenbach. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lake Placid: Make More FriendsMoon Gringo: Ingrid SuperstarDiefenbach: Run Trip Fall

Sverige har i mange år været leveringsdygtige i en række indiebands af høj kvalitet. Et par af dem gæstede Spot Festival i løbet af lørdagen.Svensk indie Sverige har i mange år været leveringsdygtige i en række indiebands af høj kvalitet. Et par af dem gæstede Spot Festival i løbet af lørdagen. Ud over de danske talenter kunne man på Spot Festival også opleve en række nye og mere etablerede svenske og norske navne. Især Sverige er kendt for gennem en del år at have været leveringsdygtige i mange indiebands af høj kvalitet, og det er da også tydeligt, at mange af tidens danske talenter har kigget lidt over på den anden side af Øresund efter musikalsk inspiration. Laakso Laakso kommer fra det nordligste Sverige, og deres familier kommer fra Finland. Man finder i Laakso også noget af den ødemarkssærhed, der kendetegner flere navne fra den finske musikscene, blandt andet 22 Pistepirrko. Udgangspunktet for Laakso er svimlende guitarpop, der krydres med en række andre instrumenter, blandt andet en trompet, samt nogle skæve indfald der er med til at give musikken et twist, så det ikke bare er iørefaldende pop. Skal man sammenligne Laakso med nogen, er det nærliggende at tænke på engelske Boo Radleys, der i 90’erne gjorde en dyd ud af at skrive poppede sange, men samtidig ikke var bange for at udfordre lytteren undervejs. Et par af sangene var således undervejs lige ved at falde helt fra hinanden, men blev på forunderlig vis alligevel holdt sammen til sidst. En stor del af Laakos koncert var rigtig god, men i nogle sange blev udtrykket lidt for rodet, og publikums interesse virkede heller ikke helt overvældende. David & the Citizens Foto: Roger Ahl Lidt senere lørdag eftermiddag kunne man høre et andet svensk orkester, der har store musikalske ligheder med Laakso. Ligesom Laakso er der tale om pågående og energisk guitarpop med hæsblæsende melodier og følsomme ballader. David & the Citizens lægger sig i det hele taget tæt op ad den meget karakteristiske svenske indielyd, der har kendetegnet mange bands fra broderlandet det seneste årti. Derudover kan gruppen minde en hel del om Bright Eyes, hvilket forstærkes af, at gruppens i øvrigt glimrende sanger David Fridlund lægger sig tæt op ad Bright Eyes’ Conor Oberst. Men gruppen er udstyret med så gode sangskrivningsevner, at det ikke gør noget, at det hele er hørt mange gange før. David & the Citizens havde desuden en meget levende sceneoptræden, hvor især trompetisten sprang rundt på scenen som gal, og den slags er med til at få musikken og energien ud til publikum, og med sådan en omgang pop var det også næsten umuligt ikke at lade sig smitte. First Floor PowerSammenlignet med David & the Citizens var lørdagens tredje svenske indienavn, First Floor Power, langt mere skævt i sit udtryk. First Floor Power stillede op med seks mand på scenen og spillede en form for rock, der har rødder i Velvet Underground-traditionen og med sin bevidst sløsede tilgang kan minde lidt om et navn som Belle and Sebastian. First Floor Powers musik er dog langt mere skramlet og eksperimenterende, end man kender det fra skotterne. Der leges med alt fra minimalistiske elektroniske beats til arrangementer, der ind imellem forekommer helt uforudsigelige. First Floor Powers musik ville selvfølgelig ikke holde, hvis ikke de var i stand til at skrive nogle gode sange, men det er der ingen tvivl om, at de kan. Det er skævt og finurligt, melodisk og helt vidunderligt. Til Spot-koncerten i Ridehuset måtte gruppen dog kæmpe lidt for at få publikum inviteret indenfor i deres musikalske univers, men i løbet af koncerten lykkedes det helt godt. Bergman RockBlandt veteranerne på den svenske scene er bob hund, der nu har skiftet det svenske sprog ud med engelsk og er blevet til Bergman Rock. Gruppen udsendte tidligere på året deres første album, som stilmæssigt ikke ligger så langt fra bob hund, men det er, som om gruppen har mistet noget af deres charme i forvandlingsprocessen. Lørdag aften skulle de så forsøge at overbevise et stort publikum i Musikhusets Foyer om, at de stadig har noget at byde på. Bergman Rock var da også som altid fuldt ud tændte med den karismatiske og yderst energiske Thomas Oberg i front. Thomas Oberg er en fremragende frontfigur, der har i tidens løb i mange tilfælde har lagt publikum totalt ned. I tilfældet Bergman Rock faldt det dog i perioder lidt til jorden, og det kom til at virke mere som form end indhold, at der var så stor fokus på showet, når grundmaterialet en del af tiden ikke var i orden. Dermed dog ikke sagt, at Bergman Rock var dårlige, for sange som No Position, Jimog Help the Band er i sig selv glimrende og medrivende rocknumre, men en for stor del af sættet var ordinært, blandt andet et af de mange nye numre, No More Top 10. På trods af disse forbehold lykkedes det dog Bergman Rock at få tændt op under festen i Musikhuset, men nogen stor koncert var det ikke. Læs også Undertoners anmeldelser afLaakso: I Miss You, I’m PregnantLaakso: Aussie Girl EPDavid and the Citizens: For All Happy EndingsDavid and the Citizens: New Direction EPDavid & the Citizens: Until the Sadness Is GoneDavid and the Citizens: Big Chill EPDavid and the Citizens, Loppen 05.11.03Bergman Rock: s.t.

Spot 10 bød på en række navne, der måske står umiddelbart over for det afgørende gennembrud.På kanten af gennembrud Spot 10 bød på en række navne, der måske står umiddelbart over for det afgørende gennembrud. Et par af formålene med Spot Festival er dels at få nye ukendte navne ud til et lidt større publikum samt at give mere etablerede navne mulighed for det afgørende gennembrud. Årets udgave af festivalen var da heller ikke nogen undtagelse, og undervejs kunne man høre en række navne, der måske står umiddelbart over for det helt store gennembrud. Fælles for denne artikels fire navne er, at de står på kanten til det afgørende gennembrud, og det er i hvert fald navne, jeg spår gode muligheder for at blive solide trækplastre på de danske spillesteder og festivaler i de kommende år. Nephew En af de helt store publikumstræffere på årets festival var de lokale helte i Nephew, der har hærget P3 hele foråret med Movieklip og Wannabe Darth Vader. Det var alligevel en stor overraskelse, at de var i stand til sent fredag aften at fylde Ridehuset til absolut sidste plads – men mon ikke sanger Simon Kvamms medvirken i Drengene fra Angora har været en medvirkende faktor. Under alle omstændigheder må det være en drøm for et relativt ukendt band at træde ind i en fyldt sal med et tændt publikum. Nephew debuterede allerede for et par år siden, men har først nu for alvor fået hul igennem. Nephews musik består af en benhård bund af guitar og bas, hvorover bandet lægger skarpe og meget effektive guitar- og keyboardriffs. Teksterne er en blanding af dansk og engelsk, men det var svært at høre, hvad der blev sunget i den massive lydmur. Fra starten tog publikum godt mod Nephew, men det var naturligvis først med Movieklip midt i sættet, at salen eksploderede i hoppen, klappen og fællessang. Herefter mistede koncerten lidt af pusten, inden Wannabe Darth Vader til sidst fik stemningen helt op på kogepunktet igen. Det lader til, at Nephew har fundet deres stil, og det bliver spændende at følge dem fremover – først med udgivelsen af deres andet album der er på trapperne ganske snart. The Blue Van Foto: Rasmus Kruse Tidligere på aftenen kunne man på Voxhall høre nordjyske The Blue Van, der netop har skrevet en stor pladekontrakt med det amerikanske selskab TVT. Selv om bandets medlemmer er unge, har det eksisteret i en del år, og allerede sidste år gav gruppen en glimrende koncert på Spot. The Blue Van skruer tiden tilbage til sen-60’ernes hårde britiske rock med (meget) tydelige referencer til Led Zeppelin og især The Who, både hvad angår musikken og bandets udseende. Gruppen har en gennemført og fremragende sceneudstråling med masser af rock’n’roll-attitude. Forsangeren piskede rundt på scenen, og guitaristen fyrede den rigtigt af med alt, hvad det indebærer af de klassiske møllesving og lignende. Musikken var lige så svedig, heftig og svingende som bandets sceneoptræden, og de 25 minutter, jeg nåede at få set af koncerten, var rigeligt til at få mig endeligt overbevist om, at de er et forrygende rockband. Rigtig gode var gruppen blandt andet i et langt afslutningsnummer, hvor de i samme nummer viste, at de både mestrede de voldsomme energiudladninger samt det mere afdæmpede og psykedeliske. Publikums begejstring ville da næsten heller ingen ende tage, og den blev ikke mindre af, at gruppen trods Spots skarpe spilletidsregler fik tiltvunget sig adgang til scenen for at give et ekstranummer. The Blue Vans største problem er vel egentlig, at inspirationen er så tydelig at få øje på, at det er lige før, at gruppen er et rent The Who-jam. Baby Woodrose Pladeselskabet Bad Afro Records har igennem en del år efterhånden været leveringsdygtigt i det ene hårdtslående garagerockband efter det andet. Baby Woodrose er et af de bands fra selskabet, der for alvor er ved at få hul igennem til et stort publikum efter først at have åbnet sidste års Orange Scene på Roskilde Festival og dernæst i december sidste år at have vundet P3-prisen. Til Spot blev der lagt tungt ud med et nummer, der havde en længere instrumental indledning, hvorefter energien nærmest eksploderede i andet nummer. Sådan fortsatte det herefter med hurtige garagerock-udladninger og mere stenede og tunge numre. Musikken svingede rigtigt godt, og der var et sejt groove og drive i musikken med samtidige energiudladninger fra scenen. Men når det er sagt, skal man heller ikke lytte længe til musikken, før det bliver lidt for ensidigt, og derfor var 30 minutter rigeligt for mig. Men det fungerede fint som livemusik og virkede også meget bedre her, end det gjorde på Orange Scene, om end Baby Woodrose – som så mange andre bands – virkede lidt malplacerede i Musikhusets indkøbscenter-agtige foyer. PowersoloHele foråret har hittet Juanito hærget de danske radiostationer, hvilket givetvis har været medvirkende til at trække et pænt stort publikum ind i Ridehuset. Med en markant mexicansk lyd adskiller hittet sig markant fra resten af musikken, der dog også stammer fra nærliggende varme himmelstrøg. Powersolo har kastet sig over blues og country i den mest beskidte og punkede form, man vel nærmest kan kalde for ’hard country.’ Foto: Lasse Hoile Fra scenen fik den ikke så lidt med sydstatsattituder, og bandet førte sig frem med et image af at være totale bonderøve, der ikke laver andet end at dyrke sex, høre rock og drikke bajere, og teksterne handler da også om selv samme emner samt blandt andet en hyldest til at køre på tværs af ørkenen i en truck. På den måde kan man drage en parallel til D.A.D.s unge dage. Når man hører Powersolo, er der dømt rendyrket fest og luftguitar, og til sidst blev der inviteret en flok piger op på scenen til vild dans til stor publikumsjubel – og da en af pigerne stjal forsangerens kasket, fik vi også bevist, at forsangerens hillbilly-hestehale var falsk. Hvis man kan lide ind imellem at høre rockmusik, der ikke stiller dybe og mere intellektuelle krav til lytteren, så er Powersolo et virkelig underholdende liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Nephew: USADSBBaby Woodrose: Money for SoulBaby Woodrose: Dropout!Powersolo: It’s Raceday … and Your Pussy Is GUT!!!

I et program, der bød på masser af rock og pop med gang i den og masser af støj, var det rart at kunne læne sig lidt tilbage og lytte.Nordisk melankoli I et program, der bød på masser af rock og pop med gang i den og masser af støj, var det rart at kunne læne sig lidt tilbage og lytte. José González Den svenske sangskriver med argentinske rødder José González har fået et gennembrud i hjemlandet, hvilket blandt andet har givet ham en Grammy. Fredag først på aftenen trådte han helt alene ind på Musikhusets store scene, mens et talstærkt publikum havde sat sig til rette på gulvet. José González’ sange var meget intense, og både hans stemme og varierede fingerspil formåede virkeligt at holde lytterens interesse fanget. Jeg synes ofte, at koncerten med en mand og en akustisk guitar kan bliver kedelige, men de tre kvarter i selskab med José González gik hurtigt. Højdepunkter i sættet var blandt andet de to singler fra albummet Veneer, Remain og Crosses, der begge er sublime sange. Til sidst kastede González sig ud i et par coverversioner, blandt andet i form af en glimrende version af Joy Divisions Love Will Tear Us Apart, der lød meget anderledes i denne version, der var den eneste sang i koncerten, hvor der blev spillet rytmeguitar. Det er oplagt at sammenligne José González med en af legenderne inden for genren, Nick Drake, men José González’ sange og stemme var så god, at han ikke behøver at stå i skyggen af nogle forbilleder. Det kan varmt anbefales at stifte bekendtskab med ham. Salley GardensSalley Gardens var i programmet blev beskrevet som et dansk svar på krydsningen mellem singer/songwriter og jazz, som vi kender det fra eksempelvis Norah Jones. Selv om Salley Gardens ligesom Norah Jones hører til i det afdæmpede musikalske landskab, havde jeg dog lidt svært ved at se den sammenligning. Salley Gardens’ musik ledte snarere tankerne hen mod stemningsmættede grupper som Walkabouts og især danske Wynona. Gennem hele sættet var der en eftertænksom tone med flyglet og Karoline Hausteds fløjlsbløde stemme som omdrejningspunkt. Eftertænksomheden gik igen i præsentationen af numrene, hvor Karoline Hausted virkede meget beskeden og sagte og enormt taknemmelig for at få lov til at stå på scenen. Salley Gardens leverede et sæt, der fungerede godt som stemningsmusik, der dog lige manglede det sidste, hvis gruppen for alvor skulle blive interessante og andet end ualmindeligt vellydende baggrundsmusik. Undervejs var der dog flere rigtig gode øjeblikke, blandt andet en dansk udgave af en svensk folkesang, Deroppe, der var meget smuk med afdæmpet fingerspil på violinen. Det samme var St. Caress, der handlede om det hårde i at sige farvel. HushLidt senere lørdag aften lagde Musikhusets lille sal scene til en af mine helt store oplevelser på dette års Spot Festival, der samtidig er bevis for, at en gruppe ikke behøver at være kendte for at give store koncerter. Den århusianske Foto: Thomas Sjørup gruppe Hush spiller akustisk afdæmpet country, der befinder sig i genrens klassiske fortæller-tradition. I front har gruppen Dorthe Gerlach, der har en næsten overjordisk god stemme. Den befinder sig helt oppe i de høje luftlag, og skal man give en beskrivelse, er det noget i retning af en heliumudgave af Dolly Parton. Hun er i særklasse og i sig selv et afgørende trumfkort for Hush. Mellem sangene gav Dorthe Gerlach sig god tid til på charmerende nordjysk at introducere sangene og det tekstlige indhold. Teksterne handler, som det hører sig til inden for genren, mest om kærlighed af både den lykkelige og ulykkelige slags. I lighed hermed var musikken traditionel – måske lige en tand for traditionel – men gruppen har skrevet en samling helt forrygende melodier, blandt andet singlen That Don’t Make It Right, der netop skulle være udsendt til radiostationerne. Gruppens debutalbum skulle udkomme til august, og efter nu at have set gruppen to gange ser jeg meget frem til det. Min største frygt i den forbindelse er, at albummet bliver produceret for pænt. Hush gik også rent ind hos publikum i den fyldte sal, der takkede for en stor oplevelse med lange stående bifald, både før og efter gruppen gav et ekstranummer. Læs også Undertoners anmeldelse af:José González: Veneer

Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål.Det danske sprog lever Selv om der er for tiden er stor fokus på Danmarks musikeksport, er der stadig navne, der synger på deres modersmål. Med den store fokusering, der de seneste år har været på danske eksportsucceser, kunne man frygte, at det danske sprog vil få det endnu sværere ved overleve i det musikalske landskab. Selv om der i mange år har været mange engelsksprogede navne for hvert dansksprogede, så er der stadig navne, der vælger at tage udgangspunkt i deres modersmål. Tobias Trier Det var svært ikke at blive grebet af den overvældende livs- og spilleglæde, der væltede ud fra scenen, da Tobias Trier sammen med sit ualmindeligt velspillende band indtog scenen. Tobias Trier er forrygende som tekstforfatter og som musikalsk legebarn og har over tre album skrevet sange om hverdagen, kærligheden og alt derimellem med stor poetisk snilde, og Trier leger i høj grad med ord og rim. Selv om der er en meget humoristisk og ironisk tilgang til musikken, er det hele samtidig meget alvorligt og intelligent. Et godt eksempel herpå er Et sted englene ved, der startede som en lidt fjollet sang om at have ting, man har mistet. Sangen var let i tonen, indtil den pludseligt knækkede over med “Engang havde jeg en mor” og blev en meget følelsesladet sang om at savne et afdødt familiemedlem. Det var meget rørende. Musikalsk breder Tobias Trier sig over en række stilarter som rock, klassisk sangskrivning, latin og nærmest Beck-agtig slackerrock. Tobias Trier er uddannet på musikkonservatoriet, og hvor det ofte medfører lidt kedelige musikere, har Tobias Trier og hans følge valgt at bruge deres tekniske kunnen som et springbræt til at udfordre sangmaterialet. Koncerten til Spot bestod stort set udelukkende af sange fra den seneste og glimrende plade Pigen som kalder, indtil der til sidst til stor begejstring fra salen blev afsluttet med den forrygende rap Jeg drak af din kop. Desværre varer koncerter til Spot ikke længere end tre kvarter, og det var ærgerligt, at Tobias Triers band måtte stoppe så tidligt, især når man ved fra tidligere koncerter, at han har mange flere esser i ærmet. Nikolaj Nørlund og Rhonda HarrisEn af veteranerne og en slider på den dansksprogede scene er Nikolaj Nørlund, der var blevet beæret med den umulige Café-scene fredag aften. En smule overraskende var det dog, at Nørlund udelukkende spillede dansksprogede sange, da Rhonda Harris ellers er blevet opfundet som dække for hans engelske produktion. Men selv om han har leveret tre fine plader under det navn, er det alligevel, når han bruger det danske sprog, at han for alvor skiller sig ud fra mængden. Koncerten lørdag aften var ikke nogen undtagelse. Nørlund og band viste, at det godt kan lade sig gøre på én gang både at spille rock Foto: Martin Dam og være intellektuel på en gang. Lige som på det seneste album Tændstik var det en Nørlund, der var i rockhumør, og der var skruet godt op for guitaren i sange som Gætterog Flyveplads, der med en tung rytmegang og malende guitarspil fik det til at lyde næsten som Crazy Horse. Jeg har efterhånden set Nørlund en del gange, men aldrig tidligere har han været så rocket som fredag aften, og selv den gamle klassiker Den støjende tid blev leveret i en pågående rockudgave. Undervejs blev der dog også plads til et par mere afdæmpede sange som eksempelvis Vælter ned. Nikolaj Nørlunds plader er i sig selv rigtig gode, men det er, som om sangene lige hæver sig et ekstra stykke, når han træder op på en scene. Koncerten fredag aften var ingen undtagelse, selv om publikum fejlagtigt var placeret ved cafeborde. Nørlund selv tog det da også meget humoristisk og bød publikum velkommen i indkøbscentret. Stine MichelEt af de første navne på scenen lørdag eftermiddag var den for mig ukendte Stine Michel, der hører til inden for folkemusikkens verden – men i en markant anderledes version end vi normalt forbinder med folkemusik. Musikken er, som det hører sig til inden for genren, meget dansk i tonen, og kan på mange måder ses som en opdatering af den danske visetradition. Uden at imponere voldsomt leverede Stine Michel og band en meget behagelig koncert, der dog nok havde passet bedre ude i juni-solen. Under alle omstændigheder var det godt at se, at det er nogen, der holder fast ved og fornyer den danske musiktradition. CoolsvilleDet sidste dansksprogede navn, jeg vil medtage i denne omgang, er Coolsville, der har været med i den seneste udgave af DR’s Karrierekanonen. Med den akustiske guitar i front i lydbilledet var der dømt klassisk sangskriver-orienteret poprock, der dog for mig fremstod temmelig intetsigende. Coolsville kunne ganske vist deres håndværk, men manglede et særkende, der kunne hæve dem over det ordinære. Coolsville vil gerne skrive tekster, der kan stå alene som poesi, men om de kan det, skal jeg lade være usagt, da lyden til koncerten umuliggjorde at følge med i, hvad der blev sunget. Og så skal det nævnes, at Coolsville, ligesom nærmest alle andre unge danske bands for tiden, også spillede et mere pågående rocknummer med keyboard som drivkraft.