Koncerter

Veto leverede en energisk koncert i Kolding, og efter lang tid med irriterende lydproblemer lykkedes det efterhånden bandet at få energien til at forplante sig blandt publikum. (16.04.06)Pitstop i Kolding lagde onsdag den 12.04.2006 lokaler til en koncert med århusianske Veto, og det stod fra starten klart, at denne koncert ville blive blandt de erindringsværdige. Næppe på grund af bandets navn, der stadig er under udbredelse, men på grund af den elektriske, spændte stemning blandt dem, der i en foragt for andre, havde trampet sig frem til scenekanten længe før koncertens påbegyndelse, og de mere tøvende, men stadig ihærdige kendere, der med gensidig underforstået nikken og undertiden voluminøse, udfarende armbevægelser delte tolkninger af lyrik, rygter, musikforståelse, anbefalinger og forventninger. Efter den sædvanlige (og irriterende) ventetid gik Veto på scenen, kort før gassen ville være gået af det anspændte, nervepirrede publikum. Under de første to, tre numre stod de ubevægelige, vuggende og iagttog bandets – og især forsanger Troels Abrahamsens – krumspring og energiske anstrengelser. Publikum deltog måske i sjæl og sind, men ikke rent fysisk. Var det musikkens eller bandets skyld? Nej, nok nærmere det faktum, at musikken lød, som blev det spillet på et anlæg uden bashøjttalere og med alt, alt, alt for meget diskant – som om Veto spillede gennem en olieledning fra Georgien. Derfor var de indledende 10-15 minutter en smertelig oplevelse for øregangene. Bandet besidder et fantastisk drive, der burde appellere til alle og sætte samtlige lemmer i bevægelse, men selv ikke Abrahamsens kraftfulde, karakteristiske stemme og en hårdt sammenskruet synth-, tromme- og bas- struktur kunne opveje den dårlige lyd. Man kunne måske have benyttet en lydmand, der kendte stedet bedre på forhånd og havde kendskab til, hvorledes akustikken ændres fra lydprøverne til publikums indtræden? Men alt forladt – det blev indhentet, selv om det tog for lang tid. Langsomt, men sikkert genfandt publikum den musik, de kendte, og den stigende indlevelse manifesterede sig i fysisk udfoldelse i form af hoppen og fingre i luften. Og det var, som om denne energi havde sin effekt på Veto. Troels Abrahamsen kom nærmere og nærmere scenekanten til folkets hyldest, og den efterhånden velafbalancerede lyd lod sig ved bandets flid og anstrengelse trænge ind under huden og ind i kraniet på enhver, der måtte lytte. Således nåede de omkring en stak fødte klassikere i det relativt begrænsede bagkatalog, herunder især numrene “From A to B” samt “We Are Not Your Friends”, der blev smukt opført, igen til glæde for et stadigt voksende antal mennesker, der fik hoppet i takt, når det kunne lade sig gøre. Og pludselig er man tilbage til barndommen: Lige som man leger bedst, er det forbi, og man skal hjem, og man kan kun sige “mere, mere, mere!”, men skuffet erkende, det er slut.Synd, der skulle en så lang og opslidende start til, før Veto, publikum og især lydmanden fandt formen frem. Læs også Undertoners anmeldelser af:Veto: I Will Not ListenVeto: There’s a Beat in All Machines Karakter:       Bedømmelseskriterier

Nye numre, ny opstilling, nyt look. Under Byens koncerter har ændret form, og det er en forbedring, der passer godt til den tungere lyd fra det nye album. Men underholdningsværdien er dalet, og lørdag aften i Vega lykkedes det ikke bandet at holde interessen fast hos publikum, hvoraf en del gik før ekstranumrene. (09.04.06)Mange bondepigekjoler og 17-årige bevidst rodede hestehaler havde indfundet sig i Store Vega lørdag aften. Stemningen var høj hos mange, og forventningen var ligeså hos de fleste, der så frem til at høre live-udgaven af Under Byens nye album Samme stof som stof. Det første, der faldt i øjnene, var da også den utraditionelle Under Byen-opstilling, som musikken på det nye album har inspireret til. Forsanger Henriette Sennenvaldt var ikke længere placeret i front, og lyset var langt mere dæmpet end normalt til koncert med de otte århusianere. Med to trommeslagere, Stine Sørensen og Morten Larsen, var der ordentligt drøn på, da Under Byen skulle spille Store Vega op. Trommer og bas stod stærkt, og trommeslagerne komplimenterede hinanden dygtigt. Det gav et effektivt ryk i publikum, og koncerten startede stort. Undervejs var det særligt de nye numre, der nød godt af de kraftfulde trommer, og den mere voldsomme lyd fra Samme stof som stof kom til sin ret – det gjaldt i særdeleshed for aftenens mest vellykkede nummer fra den nye plade, “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”. Stine Sørensen havde en olietønde som en del af sit trommesæt, og den formede bl.a. “Mission”s karakteristiske lyd. Turen gik videre igennem flere af de nye numre, men også forbi ældre eksemplarer som “Fugle og ild”, “Sylfiden” og “Lenin”. Vi fik også “Legesag”, som i øvrigt – efter publikums ivrige hvin at dømme – er gået hen og blevet noget så mærkværdigt som et regulært Under Byen-hit. Når nu sukkene, småskrigene og Under Byen-poesien var rykket længere bagud på scenen, var det cellisten Morten Svenstrup og Nils Gröndahl, bevæbnet med sav og violin, der indtog pladserne nærmest publikum. Sennenvaldt-spotlyset var fraværende, og lyset på scenen var sparsomt. Samtidig havde bandet denne gang store faner hængende fra gulv til loft, hvorpå der blev projekteret forskellige (til tider noget ensformige) mønstre og på et tidspunkt også skovbilleder. Denne nye opstilling gav et indtryk af en større enhed. Orkestret var ikke længere Henriette Sennenvaldt & Under Byen, men bare Under Byen – én organisme, hvor instrumenter, vokal, visuals og lys sammen udgør et hele. Det var lørdag aften, og Vega bød på sine halvvejs obligatoriske lørdagsfulderikker, der kom med utidige, platte tilråb og andre forstyrrende udbrud. Efterhånden var de dog ikke de eneste, der begyndte at rumstere rundt. Hen ad vejen blev gulvpublikummet rastløse og begyndte at vandre rundt og snik-snakke højlydt. Spørgsmålet er, om Under Byen, specielt med sit nye udtryk med mere helhed og mindre forsanger-underholdning, bare ikke egner sig som et lørdag aften-band? Eller om bandet også selv gik lidt i tomgang undervejs og ganske enkelt ikke magtede at fastholde publikums opmærksomhed? Svaret ligger nok et sted imellem de to muligheder. Under Byen leverede ikke varen fuldt ud, og f.eks. var det svært at holde gejsten oppe under den lange “Siamesisk”. Tørt blev det også under andre numre med masser af langtrukken guitar-feedback, når de roterende mønstre bag bandet mistede pusten, og bandmedlemmerne stod i halvmørke. På samme tid er Under Byen et overordentligt velspillende orkester, og numrene fra Samme stof som stof klarer sig fint live. Den nye opstilling er et skridt i en positiv retning for århusianerne, men det er, som om den nye form skal finpudses, og medlemmerne må finde en måde at holde publikumsinteressen fanget i halvanden time, nu hvor de er gået bort fra at overeksponere Henriette Sennenvaldt. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 05.01.06, Copenhagen Jazzhouse Karakter:       Bedømmelseskriterier

Den svenske dametrio Midaircondo fremførte onsdag aften for første og sidste gang deres nykomponerede musik til stumfilmen Mod lyset fra 1919. En smuk, empatisk skildring af en forvirret forførerskes vej mod frelsen.

Engelske Editors leverede en glimrende koncert i Vega, hvor gruppen hævede niveauet markant over albummet The Back Room og lagde afstand til beskyldningerne om at være en bleg kopi af Interpol. (21.02.06)Editors har hurtigt placeret sig som et af tidens førende engelske indiebands. Selv om bandet som så mange andre hader at blive sat i bås, følger gruppens lyd fint i slipstrømmen på utallige andre bands, der har genopdaget de tidlige 80’eres postpunk lyd. Det vil sige dansable rytmer, dystre basgang og skærende guitarriffs. Skal man være lidt ond, kan man sige, at bandet er et fuldstændigt plagiat af Interpol, for både når et kommer til sangstrukturer, lyden og vokalen er ligheden slående. Alligevel er Editors værd at beskæftige sig med. For ganske vist bidrager de ikke med meget originalitet, men de gør det, de gør, ganske forrygende. Inden Editors gik på scenen, blev publikum præsenteret for et andet nyt britisk band, der for alvor har anmelderroser med i bagagen. Brakes er blevet beskrevet som en slags indiesupergruppe med medlemmer fra blandt andet British Sea Power og Electric Soft Parade. Sammenlignet med så mange andre af tidens andre engelske bands, lyder Brakes overraskende lidt britiske i deres lyd. Inspirationskilderne kommer i langt højere grad fra den anden side af Atlanten. Musikken er således en blanding af hardcorepunk, country og amerikanske guitarrock fra 80’erne – eksemplificeret ved at gruppen spillede et covernummer af Camper Van Bethoven, som der tydeligvis ikke var mange blandt publikum, der havde hørt om. Mest af alt kan Brakes lede tankerne hen på Pixies, og de har den samme form for vekslen mellem melodi og næsten ukontrolleret vildskab. Da Editors gik på, stod det hurtigt klart, at gruppen havde tænkt sig at rocke igennem fra koncertens start med “Lights” og en forrygende energisk udgave af singlen “Blood”, hvor guitaren fremstod langt klarere end i studieudgaven. Lidt senere blev tempoet sat en smule ned med den fremragende “All Spark”, der fremstår som et af højdepunkterne på The Back Room. Herefter fulgte et af koncertens absolutte højdepunkter i form af “Fall”, der er blandt de mere stemningsfulde numre, og Editors gav i liveudgaven for alvor guitaristen plads til at folde sig ud og havde samtidig en særdeles velsyngende Tom Smith i front. Det er i numre som dette, at Vegas rammer for alvor kommer til deres ret, godt hjulpet af den kvivskarpe lyd søndag aften. De samme forhold gjorde, at andre af koncertens højdepunkter kom i de mere stemningsfulde øjeblikke som den halvelektroniske “Camera” og det nye nummer “Nights”. Editors har skrevet en samling fængende rocksange som den førnævnte “Blood” og ikke mindst hittet “Munich”, der også vakte genkendelsens glæde – men det er i de mere stemningsfulde og malende numre, at gruppen er bedst. Det er måske ikke så tydeligt på The Back Room som det var tilfældet på Vega, hvor både guitaristen og trommeslageren fik lov til at folde sig ud i nogle mere langstrakte passager, der var virkeligt medrivende og løftede nogle numre op i en helt anden klasse end studieversionerne. Undervejs i koncerten var der måske ikke så meget kontakt med publikum, hvilket også er svært et stort sted som Vega, hvor en stor del af publikum tydeligvis kun kendte ganske få numre. Men i de bedste numre talte musikken for sig selv, og koncerten i Vega var et godt eksempel på et band, der formåede at løfte et forholdsvist ordinært album til noget stort i livesammenhæng. Det var, som om alt fungerede bedre end på pladen. Guitaren fik meget mere plads, lyden var bedre og ikke mindst sang Tom Smith langt bedre end på pladen. Det kan godt være, at Editors lyder som et plagiat af Interpol, men sammenlignet med den Interpol-koncert, jeg så på sidste års Roskilde Festival, er Editors et langt bedre liveband. Læs også Undertoners anmeldelser af:Editors: The Back RoomEditors: An End Has a StartBrakes: Give Blood Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Arab Straps seneste album, The Last Romance, demonstrerede, at skotterne har bevæget sig i retning af en mere direkte og larmende rocklyd. På Vega beviste Moffat og Middleton lørdag aften, at rock-tilgangen også gør sig glimrende i en koncertsammenhæng. (06.02.06)Arab Strap, der udgøres af Aidan Moffat og Malcolm Middleton, er lyden af kroniske tømmermænd blandet med en evig hjertesmerte. De er soundtracket til for mange fadøl, forliste forhold eller kiksede engangsknald. Og altid har de formået at gøre det med en oprigtighed og autenticitet, som har gjort dem helt enestående. Ved koncerten i Vega havde de to skotter allieret sig med tre unge mænd på henholdsvis bas, guitar og trommer. Denne opstilling og deres seneste album The Last Romance lagde op til at et rigtigt rockbrag – og det var lige præcis, hvad publikum fik. Den karismatiske forsanger Moffat stod som sædvanligt i front; enten mumlende eller øldrikkende. Guitarerne fik frie tøjler, og sangene endte ofte i en regn af distortion, der væltede ned over publikum. Den mere end vanligt rockede og larmende lyd fungerede fortræffeligt live, og som publikum kunne man ikke andet end at hengive sig til Moffats mørke univers. I slutningen af koncerten var det, som om guitarerne fik skruet lidt op for lyden, hvilket medførte, at Moffats stemme druknede lidt i nogle af de larmende passager, og det var ærgerligt, da lyden ellers i størstedelen af koncerten var nær det optimale. Setlisten var især præget af numre fra The Last Romance, og de gjorde sig godt live. Der blev dog også spillet sange fra stort set alle de tidligere plader, og disse sange var utroligt velvalgte. Bedst var Fucking Little Bastards og New Birds, der begge blev leveret i overbevisende og intense versioner. Ligeledes var det blevet plads til stærke sange som Pyjamas, Packs of Three, Who Named the Days? og Screaming in the Trees. Det må også siges, at Arab Strap – som har 10 års jubilæum i år – har et imponerende bagkatalog at trække på. Mellem numrene råbte publikum ivrigt flere ønsker, men Moffat beklagede: “So many songs, so little time.“ Efter to omgange ekstranumre sluttede Arab Strap noget overraskende af med en coverversion af It’s a Heartache, der er skrevet af Bonnie Tyler. Og selv om Bonnie Tyler musikalsk ligger lysår væk fra Arab Strap, gav det alligevel perfekt mening at se Moffat synge, “it’s a heartache, nothing but a heartache.” En rammende afslutning på en rigtig god aften. Læs også Undertoners anmeldelse af:Arab Strap: The Last Romance Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Under Byen er et af de mest interessante bands, Danmark har at byde på. Og på en scene er de uden tvivl blandt de bedste i verden. Dette beviste Under Byen endnu en gang, da de gav en velsmagende forsmag på deres nye album Samme stof som stof. (07.01.06)Efter snart fire års ventetid har Under Byen endelig varslet en ny plade. I den forbindelse afholdt de en koncert på Copenhagen Jazzhouse, hvor der var mulighed for at høre alle numre fra det kommende album, Samme stof som stof, der udkommer 6. marts. De otte bandmedlemmer var godt klemt sammen på den lille scene, hvilket resulterede i en lidt utraditionel opstilling. Henriette Sennenvaldt stod i baggrunden, hvilket gav hende en mere anonym rolle under koncerten end vanligt. De to trommeslagere/perkussionister havde heller ikke meget plads at bevæge sig på. Det gik dog, og bandet startede det første af to set, hvor de udelukkende spillede de numre, som senere vil kunne findes på deres kommende album. Det første nummer var Palads, der ikke er helt ubekendt, hvis man tidligere har set Under Byen live. Nummeret var dog anderledes bygget op omkring et elektronisk beat og foldede sig ikke ud i samme grad som under tidligere koncerter, hvilket gav en svag start på koncerten. Oktetten fik dog hurtigt spillede sig varme og leverede et fint og overraskende set. Generelt var de nye numre en del anderledes, end man har været vant til fra Under Byen. Der var en mere mørk tone at spore i sangene, og til tider var stemningen direkte aggressiv. En god repræsentant for de nye numre er titelnummeret, der bliver førstesingle fra pladen. Rytmisk starter den ud med en mekanisk og abrupt rytmebund, som skaber en kaotisk ramme for sangen. Heri blander de andre instrumenter sig, hvilket skaber et på én gang komplekst og tungt lydbillede. Under koncerten brugte Sennenvaldt i de fleste numre en forvrængende effekt på stemmen. Dette medførte, at stemmen virkede som et instrument og blev blandet endnu mere ind i lydbilledet end sædvanligt, hvilket var fint nok. Det betød dog også, at man overhovedet ikke kunne forstå Sennenvaldt poesi, der ellers er i særklasse. Derudover dræbte forvrængningen desværre også nogle af de smukke nuancer og skrøbelige fraseringer, som Sennevaldt så mesterligt behersker. Det var dog virkelig gode sange, som publikum blev trakteret med. Et af højdepunkterne var den underspillede og skrøbeligt smukke Tindrer. Et andet højdepunkt var den bombastiske og tunge Films jeg har set, der endte i et par minutters støjflader. Under Byen takkede af, men kom hurtigt på scenen igen. Denne gang med mere velkendte numre. Den instrumentale Lenin flød over i den inderligt smukke Hjertebarn. Derefter kom Mission og Legesag med intensitet og et klimaks, der nåede det himmelstormende – eller rettere himmelvæltende. Afslutningsvis kom der endnu et nyt nummer. Et sart og smukt nummer, der skruede forventningerne til det nye album i vejret. Læs også Undertoners anmeldelser af:Under Byen: Det er mig, der holder træerne sammenUnder Byen: Live at Haldern PopUnder Byen: Samme stof som stofUnder Byen, 08.04.06, Store Vega, København Karakter:       Bedømmelseskriterier

[Nikolaj Rasmussen]Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. En af den slags koncerter, der ikke er til at glemme lige med det samme. (12.12.05)Der var god mulighed for at luftet danseskoene, da Gogol Bordello i lørdags bød op til dans med en omgang balkanpunk i et vanvittigt tempo og med et umenneskeligt energiniveau. Og medmindre at man var født uden noget, der minder om danselyst, var der ingen anden udvej end at kaste sig ud i det inferno af rytmer og balkaninspirerede melodier, som Gogol Bordello bombarderede publikum med. Og sikke et inferno! Medrivende og umuligt at stå stille til – hvilket da også var tydeligt hos publikum. Der blev danset, skreget og svedt. Bandet – der består af en traditionel rockopstilling tillagt violin, harmonika og dansepige – gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde til. Eller rettere: Hvis der var én ting, Gogol Bordello gjorde lørdag aften, var det at springe alle remmer og alt tøj. Inden koncerten havde undertegnede kort hilst på den ukrainskfødte frontmand Eugine Hütz, der virkede rolig og afslappet fortalte, at han glædede sig til forstående koncert.Denne afslappethed så man dog intet tegn på senere på aftenen, hvor han gav en kamikazelignende performance. Et af højdepunkterne var, da Hütz i det mesterlige afslutningsnummer Baro Foro hoppede op på en tromme, som publikum holdt oppe. Herefter sejlede han rundt under loftet over publikum, mens han bankede mikrofonen ned i trommen. Et anden af aftenens store plusser var den midaldrende og gråhåret russiske violinist, der utrætteligt fremdrev den ene medrivende og dansable sigøjnermelodi efter den anden. Det var ufatteligt, at bandet kunne fortsætte i et så højt tempo en hel koncert igennem. I hvert fald kunne mange blandt publikum ikke holde det til hæsblæsende energiniveau og måtte ud og trække lidt frisk luft en gang imellem. Derudover må det siges, at det var en hård omgang for ørerne; lydniveauet var enormt højt; hyletonen har ikke forladt denne anmelders ører endnu. Sammenlignet med den meget omtalte koncert på Roskilde Festival i 2003 leverede Gogol Bordello denne gang en koncert på samme høje niveau. De havde ikke lige så mange overraskende gimmicks med som på Roskilde, men denne koncert var mere intim, og Gogol Bordello passede perfekt ind i Stengade30’s rammer. Der var en formidabel og tæt kontakt mellem band og publikum, hvilket udløste en intens og hæmningsløs fest, der vil få en koncert med et lignende band som Kaizers Orchestra til at virke direkte søvndyssende. Det var med andre ord én af de koncerter, som vil brænde sig fast i hukommelsen, som en eminent oplevelse. Læs også Undertoners anmeldelser af:Gogol Bordello vs. Tamir Muskat: J.U.F.Gogol Bordello: Gypsy Punks Karakter:       Bedømmelseskriterier

Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket.Dystopisk hiphop med publikumstække Efter mange kvaler lykkedes det for Recession-arrangørerne at præsentere en glimrende to-trins-hiphopraket. Grayskul:Godt halvanden time forsinkede går JFK og Onry Ozzborn på scenen svøbt i mørke og publikums jubel. Selv om de fra begyndelsen lader deres dystre tematiske univers præge stemningen, er deres første kommentar “We live in such a beautiful world”. Måske for at fremhæve det smukke i at mødes, kunstnere og publikum, på tværs af jordkloden. Det synes da også hurtigt som et givende møde, for der går ikke mange minutter før menneskemassen råber med på “bouncy chemicals”. Grayskul virker taknemmelige for at optræde i Århus og sender snart en anmodning om at levere de sande sider af Seattle midt i ridehuset – “Can we take you to Seattle right now?” – hvorefter et magisk guitarsample stiger fra de mudrede beats. Melodiske og æteriske vers afløses snart af eksplosive heavy-riffs og aggressiv scratch, i hvad der må siges at være koncertens dybt medrivende højdepunkt. Produktionen spiller ud med sine kakofoniske og innovative egenskaber, og det er opløftende at opleve, hvordan Grayskuls sceneoptræden handler mere om at inddrage publikum i de dystopiske og postmoderne problemstillinger end om at fremhæve sin egen karakter. Koncerten bliver således en stærk præsentation af den nordvestlige amerikanske hiphops fremtid. El-P & Cage:Efter en relativt kort pause dæmpes lyset igen, denne gang for at drage opmærksomheden til aftenens hovednavne, El-P & Cage, der skal forsøge at råde bod på Cannibal Ox’ aflysning. Under et new-horizon tegnefilmstema kommer Cage alene frem på scenen og leverer en tre numre lang soloindledning. Først med amboltbeats og karikerede klaversamples og senere med et mere afdæmpet udtryk, der får publikum til at bounce mellem svajende lighterild. Netop som Cage synes at miste grebet om intensiteten, træder El Producto ind med voldsomt hurtige rim, der inden længe får publikum til at råbe Denmark og New York som respons mellem scene og gulv. Kort efter følger nummeret Deep Space 9mm fra Fantastic Damage, hvis uklare maskingevær-drills fyrer endnu mere op under stemningen, der stadig udvikler sig som stærk kontakt mellem rapperne og publikum. “If you’re with us, make some fucking noise,” råber Cage og det er klart, at aftenens mission for d’herrer er at udviske skuffelsen fra den nylige aflysning. Det lykkes da også langt hen af vejen ved hjælp af samhørigheden med sit publikum. I en improvisation sender El-P her en lille smædesang om USA og Danmarks krigsberedskab og kaster vandrette white-trash tegn til det entusiastiske publikum. Så selv om koncerten efter en god times tid slutter brat, da strømmen pludselig ryger, har man oplevet den skarpe, intelligente og alternative hiphops stormestre indløse forventningerne og gøre koncerten til andet end blot en erstatning fra pladeselskabets ledelse.

Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks.Danmark = hygge, Østrig = uhygge og udsvævende drømme Efter at triumviratet Knak, Remmer og Skaaning havde nusset og masseret publikums ører, gik to østrigere anderledes radikalt til værks. SystemEfter Jesper Skaanings solokoncert under aliaset Acustic må Anders Remmer og Thomas Knak i al hast forlade deres kebabruller og gruppere sig foran deres kontrolpaneler. Foto: jint.dk De obligatoriske laptops foldes ud, og snart bliver et skønt melodikatema gennemhullet af diverse elektroniske perler. Bag de tre herrer udspiller der sig en temmelig besynderlig video på det ophængte sejl. En mand, der ved nærmere eftersyn viser sig at være Jesper Skaaning, kører rundt med en ordentlig indkøbsvogn i IKEAs lagerhaller, tydeligvis på jagt efter de rigtige møbelkomponenter. Som i musikken er der i videoen ingen klare billeder, ej heller noget klart forløb, men masser af svagt modificerede gentagelser. Der søges på de endeløse hylder efter de rigtige brune papkasser, og på samme måde gennemsøger System deres datakartoteker for at samle et lydbillede, hvor klodserne passer ind i hinanden. Melodier og effekter dukker op og forsvinder snart igen i det urolige ocean af mikrobeats. Der er stort set ingen kontakt programmørerne imellem. Hver for sig står de svajende til strømmen af skratten, klikken og klang. Selv om Anders Remmer træder tilbage for at tage et par hengivne dansetrin, er showet ikke gribende nok til at stoppe publikums småsnak. Her præsenteres problemet med anonyme laptop-koncerter. Hvornår skal publikum klappe, og hvad skal de klappe ad? De melodiøse nano-grooves forekommer sært distancerende, og heller ikke de glidende visuals kan stille noget op mod den opløsende koncentration. Synd for System, der ellers stedvis fandt spændende strukturer frem af gemmerne. PitaAt genfortælle og anmelde en laptop-koncert kan ikke gøres på samme måde som ordinære rockkoncerter. Der er stort set ingen sceneaktivitet. Musikerne står bag deres skærme dybt optaget af deres minutiøse arbejde. Foto: jint.dk Dette viser sig selvfølgelig også på publikum, der sidder småsnakkende tilbage. Det, der foregår aktivt, foregår i den usynlige computermusik i rummet og inde i hovedet. Bevidstheden smelter ind i lydene, og man må som anmelder gøre sig utilstrækkelige forsøg på at forklare musikken præcist. Disse forhold gør sig i høj grad gældende ved aftenens næste to koncerter. Den første fremført af østrigske Peter “Pita” Rehberg, der lægger ud med en serie uhyggeligt susende toner. Han får hurtigt opbygget et stærkt forfærdende lyd-design, men står selv fuldstændig uberørt af sin urovækkende støj-ambient. Han er fuldstændig fordybet i sin skærm og fortsætter uforfærdet konstruktionen af sit soniske rædselskabinet. Der er en ubeskrivelig lidelse forbundet med Pitas musik. Ved bordene sidder publikum og ser dybt bekymrede på hinanden med hænderne hævet til ørerne eller panden. Det er, som om vi udsættes for et angreb fra en anden verden. Mareridtsvæsener blæser deres sjæleskrig over os og pisker et eskalerende inferno op i salens tomme rum. Man ænser forvrængede stemmeophug og kriblende insekters kæbesmæld, og som en lysere tone stiger i horisonten, tænker jeg, hvad fanden der egentlig foregår oppe i hovedet på den tilforladeligt udseende kunstner. Lidt efter bliver jeg mere rolig og mindre påvirket. En relativ ordinær rytmik har overtaget lydbilledet, og lige så stille dør alle metalliske anstrøg, efterladende kun den lyse båndsløjfe. Pludselig viser en af arrangørerne Peter Rehberg et mobildisplay, der efter alt at dømme beder ham afslutte koncerten på grund af forsinkelsen i programmet. Da dj’en umiddelbart derefter opfylder stilheden med noget hiphop, foregår overgangen tilbage til den trygge musik alt for ureflekteret. Der er ikke tid til at dvæle ved det uhyrlige, man netop har oplevet. FenneszRehbergs landsmand og labelkollega Christian Fennesz åbner med flagrende og flakkende toner, der nok en gang gør sproget til skamme for dets talløse mangler. Et kort øjeblik frygter man endnu et østrigsk mareridt, men truslen afværges til fordel for et befordrende ridt på kosmiske plateauer. Foto: jint.dk Vi er lukket ind i Fennesz’ flimrende drømmerige, hvis lyd denne aften i Ridehuset er overraskende mere kompleks og støjende end på hans fremragende plader. Musikken forvandler sig uafbrudt og pludselig optræder et insisterende majestætisk horn, der danner rammen for en usandsynlig smuk støjæstetik. Nummeret udfolder sig som den mest ubeskrivelige skabning med magiske subtonale forandringer. Herefter hænger Christian Fennesz sin guitar om halsen og påbegynder rytmetemaet fra nummeret Endless Summer. Melodien fremføres dog langtfra med albumversionens sløve akustik, men derimod med en flydende space-echo effekt, der fylder hele salen ud med paradisiske klange. Denne seance vaskes så bort af en skærende larm for i næste nu at vende tifoldigt tilbage med tunge basbuketter og omsluttende dreamscapes. Koncerten griber efter de overjordiske tilstande. En tilbagevenden til det før-kropslige eller en frigørelse ud på krydstogter mellem stjernerne. Fennesz skifter mellem at indhylle os i disse billeder og så bringe os tilbage til støj og det skærende skingre intet. Her genopbygges vi så i varme, kogende basstrømme og en respirators bippen, før Fennesz takker af og slukker for drømmene. Læs også Undertoners anmeldelse af:System: s.t.Fennesz Sakamoto: Cendre

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Joanna Newsom, Pavilion, 13:00I sig selv er der noget iøjnefaldende over en Roskilde-koncert, hvor scenen udelukkende er befolket af en spinkel kvinde og hendes harpe. Når kvinden tilmed indleder med at stille sig ud mod scenekanten og afsynge en folkesang a capella og uden mikrofon – ja, så er det stensikkert, at der kommer til at ske noget spektakulært. Når Joanna Newsom kan slippe af sted med den slags, skyldes det hendes helt enestående stemme. Hendes oprigtigt overraskede “thank you”-kvidren mellem numrene var ret så lillepiget, men når hun først slog harpestrengene an, fik hendes lyse stemme al den dramatik og alle de krogede, men aldrig skingre nuancer, som præger hendes debutplade The Milk-Eyed Mender. Ja, med Bridges and Balloons fik hun en om muligt endnu mere perlende, gnistrende lethed over sit udtryk end på pladen. I den første håndfuld sange formåede hun på imponerende vis at få sine neofolk-sange til at klinge af noget, der er større end os. Det lød i f.eks. Sprout and the Bean (selv om det sikkert er en kliché), som om Newsom var i nær kontakt med naturen som et hele; og den dramatik, der gennemløb hendes hurtige opstigen til de allerhøjeste toner, var i virkeligheden blot en afspejling af det potentiale, som naturen omkring os indeholder. I al fald er Newsoms sange alt andet end storby-farvede, hvilket blev understreget af en (ligesom resten af koncerten) sympatisk og alt andet end strømlinet duet med ørkenhippien Devendra Banhart.Imidlertid gik koncerten lidt i tomgang derfra – bedst bevist af det omkring et kvarter lange nye nummer, som Newsom holdt premiere på til allersidst. For godt nok har Newsom en stor evne til at få snart sagt enhver komposition til at lyde inderligt indlysende, men hér blev det lige lovligt krævende at finde hoved og hale i Newsoms kringlede opbygning.(MA) Konono no. 1, Ballroom, 15.15Når man tænker på, hvor stivbenede Duran Duran lød, da de citerede Sly and The Family Stone midt i Notorious lørdag nat, burde de tvangsindlægges til mindst fire timers rytmikundervisning hos Kinshasa-bandet Konono no. 1.Hvor 80’er-levnene var i stiveste puds og med dyre instrumenter, stillede congoleserne op i genbrugstøj og tre el-forstærkede, temmelig sikkert hjemmelavede, kalimba’er (også kaldet tommelpiano), to congas, en lilletromme, hihat, et sæt koklokker, to tamburiner og en dommerfløjte. Foto: jint.dk Men hvad de otte personer kunne få ud af det? Herre Jemini! Den centralafrikanske rumba vuggede og groovede derudaf fra første taktslag – kalimbaerne tog sig både af basgange og de oppiskende og cirklende tone-guirlander, der hos lidt bedre udrustede rumbabands klares af guitarer; dommerfløjten opildnede, når de enkle call/response-sange holdt pause; og koklokkerne smygede sig polyrytmisk rundt om det hele. Konono No. 1 spiller normalt på gaden i Kinshasa, og er der vant til at skulle kæmpe imod gadelarm, biler og sikkert også andre bands om publikums gunst. Stopper du med at spille, går dit publikum. Denne “skoling” betød, at når et nummer endte, gik der ikke mere end højst to sekunder, så rullede vi igen – og det er sådan set også det eneste kritikpunkt, der kan rejses mod Kononos optræden. Som koncert betragtet var det næsten for råt, for enkelt og ensformigt – intet spændende vokalarbejde, intet sceneshow, bare rytme, rytme, rytme. Havde koncerten løbet af stabelen fredag eller lørdag nat, havde det været perfekt – søndag eftermiddag blev det desværre for meget af det gode.(JOM) Patton/Rahzel, Odeon, lørdag 23.00 & Rahzel/DJ JS-1, Pavilion, søndag 18.00Er det ikke fantastisk, at vores verden er skruet sådan sammen, at bare du er dygtig nok til det, du laver, er der temmelig sikkert også nogen, der vil betale dig for det? Tag nu Rahzel – han er god til at lave lyde. Slet og ret. Til daglig er han medlem af The Roots, men på årets festival optrådte han to gange – med hhv. Mike Patton og DJ JS-1. Fredag nat optrådte Patton med den japanske støjmester Merzbow, og den koncert måtte jeg forlade efter 20 minutter. Det var sent, men dæleme også ekstremt!Til koncerten med Rahzel medbragte Patton det samme lydbord (der indeholdt en sampler og op til flere manipulationsmuligheder), og Rahzel medbragte sig selv og sin mikrofon. Rahzel tog naturligt nok udgangspunkt i hiphoppen, hvor Patton åbnede til andre genrer. Hele settet virkede improviseret, og det stiller selvfølgelig store krav til de udøvendes inspiration. Patton virkede en anelse uoplagt i begyndelsen, men med hjælp fra Rahzel (eller måske det talstærke og meget feststemte publikum?) kom han i gang. Koncerten løb et hav af genrer igennem – fra hiphop, over techno, reggae, rock (med citat fra Queens We Will Rock You), opera og jazz-croon. Men de bedste passager var næsten dem, hvor Rahzel ramte en basgang og et beat, der var holdbart, og Patton fandt frem til en melodisk figur (oftest i falset), han kunne brodere videre på. Hen imod slutningen tog de støjende elementer til, publikum blev sat til at sige som hunde og katte, og legesygen havde i det hele taget gode kår.Koncerten var et fint eksempel på, at publikum kan være lige så ansvarligt for en koncert som kunsterne. Ikke nok med at publikums sang og tilråb blev brugt af de to herrer på scenen – det virkede også som, at den energi publikum havde, smittede af på performerne. Søndag var Rahzel flyttet til Pavilion, og måske var rygtet om lørdagens koncert løbet, for nu var endnu flere mennesker mødt op til en regulær omgang human beatboxing. Det foregående band på Pavilion var desværre forsinket, med det resultat at Rahzel og partner kom senere i gang, og derfor nåede jeg slet ikke nåede at høre DJ JS-1 i aktion, inden jeg måtte haste til Orange Scene for at få en plads til Brian Wilson.Rahzel solo var endnu mere hiphop end sammen med Patton. Han var så pædagogisk at indvie os i beatboxingens historie med fyldige “lydklip” fra sin egen mund. Det var ganske enkelt imponerende, som han var i stand til både at køre et beat, klare en basgang og synge en evt. sang på en og samme tid. Pludselig råbte han “remix” – og så remixede han sig selv, komplet med scratch, backspin osv. Sande virtuoser er det altid en fornøjelse at opleve, men jeg blev nu lidt træt af al den ekvilibrisme for ekvilibrismens egen skyld. Begge koncerter var underholdende, men det er svært at sige, om man fik noget decideret musikalsk udbytte af d’herrers anstrengelser. Det var en glimrende opvisning i, hvad stemmen kan, og som sådan var det fornøjeligt, mens det stod på. Men, tja – det er måske også ok?(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Joanna Newsom: The Milk-Eyed Mender

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]The Be Good Tanyas, Pavilion, 15.00Fredag eftermiddag bød på en af de få muligheder for at høre country-musik på årets festival. Den canadiske pige-trio The Be Good Tanyas spillede på den intime Pavilion-scene, og de skuffede ikke. Med en musik, der bedst kan beskrives som Neko Case med en anelse mere knald på country-brillen, skabte gruppen fra start en yderst hyggelig stemning. Ud over de tre piger samt deres guitarer og vokalharmonier bød livebesætningen også på en mand på kontrabas og en trommeslager, og sammen skabte de en yderst sprød lyd hele koncerten igennem. Musikken havde den rette blanding af smukke og sørgmodige ballader og mere up-tempo klassiske countrynumre. Mod slutningen var der endda et Neil Young-cover i form af For the Turnstiles fra On the Beach. Det blev præsenteret med oplysningen om, at alle, der lærer at spille guitar i Canada, vil spille et Neil Young-cover. I det hele taget var de tre piger i bandet meget snakkesalige, og der var en del kommunikation med publikum, hvilket altid løfter en koncert. Musikalsk var det ikke ligefrem nogen banebrydende oplevelse, men til gengæld var det en dejlig hyggelig koncert og et godt åndehul i forhold til de mere hæsblæsende oplevelser, festivalen ellers bød på. Især fordi de piger i bandet optrådte med en charmerende afslappethed, der signalerede, at de også hyggede sig ganske godt denne fredag eftermiddag.(PH) The Perceptionists, Pavilion, 19.00Til tonerne af Public Enemy fra DJ Fakts Ones pladetallerkner kom den muskuløse rapper Akrobatik og hans vævre kollega Mr. Lif på scenen for at indlede med ordene “We have come a long way to rock the house“. Og dét var så netop, hvad de gjorde med en stram, minimalistisk og frem for alt hamrende medrivende omgang hiphop. Efter en ekvilibristisk opvarmning bragede Memorial Day af sted med det relevante omkvæd/spørgsmål til George W. Bush, som man straks burde videresende til Anders Fogh: Foto: Jon Simpson “Where are the weapons of mass-destruction / We’ve been looking for months but we ain’t found nothin’ / Please mr. President tell us something / We knew from the beginning that you’re ass was bluffin’“. Og så var festen ellers ligesom i gang! De fantastisk veloplagte rappere smed et eksprestog i hovedet af os – et eksprestog, der bl.a. indeholdt rå og usminkede versioner af Let’s Move, Blo! og Career Finders.Hvor det på Orange Scene var svært at se, om Snoop Dogg fik sved på panden under sit tilbagelænede og selvsmagende show bare en time tidligere, kunne Mr. Lifs t-shirt vrides, da koncerten var overstået – komplet med tre ekstranumre, hvor The Perceptionists gik i freestyle-mode, og alle faste roller og pladser blev opgivet. (JOM) Death From Above 1979, Pavilion, 23.00Klokken 23 på den lille intime Pavilion-scene brød helvede løs med måde. Fem sekunder inden havde konferencien godt nok forberedt det næsten fyldte telt på, at der kom noget ganske anderledes, men alligevel krævede det lige lidt tilvending. Den canadiske duo Death From Above 1979 spillede nemlig deres rockmusik på helt speciel maner. Med kun bas, trommer og en energisk skrigende vokal skabte de et lydbillede, der bedst kan beskrives som et inferno i et meget lille lukket rum. De to mænd var åbenlyst tændte fra starten, og en stor del af publikum fulgte trop. Bassist Jesse Keeler væltede rundt og svingede sin bas mod alle verdenshjørner, mens trommeslager Sebastien Grainger leverede den mundtlige del af koncerten – både under og mellem numrene. De paniske skrig, der udgjorde vokalen, blev således fra tid til anden afløst af en rar stemme, som leverede lun humor. Alt fra Snoop Dogg til Devendra Banhart fik et ord med på vejen, og Grainger fik midtvejs i koncerten også brug for sine talegaver, da en bas gik i stykker, og to-tre minutter uden musik skulle udfyldes. Det var det dog trods alt musikken, der var i centrum i sommernatten, og den kaotiske, men samtidig simple punk var overordnet set en fornøjelse at overvære. Det krævede dog også en del koncentration, fordi der altså var tale om en så anderledes rockkoncert – som om et øjebliks uopmærksomhed kostede nydelsen af et helt nummer. Death From Aboves specielle tilgang til rockmusikken blev måske også for meget i længden. For selv om de bruger deres minimale instrumentering på en både original og medrivende måde, savner man en anelse mere variation til en timelang koncert. Det minus kan dog ikke ændre på, at det var en ret så enestående og hæsblæsende oplevelse.(PH) Mew, Arena, 02.00Det lader til at være lykkedes for Mew at blive verdensberømte. Men det var næppe en del af planen, at det kun skulle være i Danmark, at de nåede berømmelsens tinder.Under alle omstændigheder har Hellerup-drengene opbygget et hengivent publikum, som er taknemmelige for det, de får. Og taknemmeligheden blev ikke mindre af, at bandet efter en voldsomt metallisk indledning, hvor Jonas Bjerres vokal druknede i en syndflod af bas, leverede tre hits fra Frengers lige i streg: Den brusende fremdrift i starten af Am I Wry? No evnede stadig at give gåsehud, men nummeret afslørede ligesom 156, hvor afgørende det er for Mew, at Jonas Bjerres stemme er helt på toppen.De to numre manglede det touch, der gør Mew til noget særligt, mens Snowbrigade fik en perfekt vokal og dermed langt større effekt. Men Bjerres vokal var sandt at sige særdeles svingende natten til lørdag, og i et af de nye numre ramte han nærmest en hel håndfuld toner ved siden af, hvilket førte til, at han opgav at forsøge, da samme passage kom igen lidt senere. Nummeret viste ellers, at Mew med fordel kunne skrue lidt ned for det umådeholdent hæsblæsende udtryk, for bandet skriver stadig nogle fine melodier, som fortjener en lidt mindre buldrende indpakning.Dette blev bekræftet af den ligeledes nye og lovende Zookeeper, der med fængende falsetomkvæd og perlende korflader havde en herlig lethed. Hen mod slutningen viste Eight Flew Over, One Was Destroyed sig at rumme en ulmende farlighed, og det lykkedes til dels at føre denne kant med over i den afsluttende Comforting Sounds, der ellers er begyndt at lyde som lidt af en rutinesag.(MA) Læs også Undertoners anmeldelse af:Mew, 11.06.05, Spot 11, Århus

[Jan Overgaard Mogensen, Peter Hansen og Mikkel Arre]13 & God, Pavilion, 16:30 (+ et kvarter)Det startede umådeligt dårligt for den tysk-amerikanske sekstet. Lydmændene blev ved med at rode med de betragtelige mængder elektronisk udstyr, bandet havde slæbt med på scenen. Men end ikke et kvarters forsinkelse var nok til at få alt til fungere. Det resulterede i en totalt kikset udgave af Men of Station, førstesinglen fra indietronica-hiphop-konstellationen, der består af The Notwist og Anticon-hiphopperne (m.m.) Themselves.Først virkede Markus Achers mikrofon slet ikke, og selv om han senere halvt med ryggen til publikum sang videre i keyboardspillerens mikrofon, faldt nummeret helt til jorden på grund af bandets usikkerhed. Så skete der imidlertid noget. Efter en lavmælt hilsen til bandets oprindelige keyboard-mand Dax Pierson, der er blevet lam efter et trafikuheld, tog rapperen Doseone nemlig ordet og scenen i sin magt. Iført én englevinge og punkfrisure var den ultra-nasale ordekvilibrist hér, dér og alle vegne, mens han bakkede sine stream-of-consciousness-tekster op med alskens rekvisitter som skæbnens terninger og en oppustelig globus.Hans hvileløse vokaludladninger havde så ekstremt et energiniveau, at de mest Notwist-agtige passager med deres blåtonede klaverklange slet, slet ikke kunne matche ham. De stunder var der heldigvis længere og længere imellem, efterhånden som bandet spillede sig op – ikke mindst ansporet af Themselves-produceren Jel, der byggede sine bragende beats med hænderne via et drumpad. Intet var forberedt hjemmefra: Alt, selv komplicerede synkoperede rytmer, blev skabt for øjnene og ørerne af publikum.Og når Jels beats tæskede derudaf, var Notwist-kumpanerne med tung bas og insisterende guitar aldeles glimrende til at give musikken netop den tyngde, der kunne give Doseone modspil.Men selv om bandet fik gulvbrædderne til at ryste under koncertens sidste klimaks, var det nu den lille, hyperkarismatiske Doseone, der bjæffede sig ind forrest i hukommelsen. Må den mand komme tilbage til landet snarest muligt.(MA) Brian Wilson, Orange Scene, 19.30Man har før set verdensstjerner virke lidt ligeglade med at spille for mange tusinde hengivne mennesker, så det er en del af gamet. Men decideret underlig opførsel er en sjældenhed.Under søndagens koncert sad Brian Wilson alligevel af og til og kiggede mere intenst på lamperne, der hang omkring ham, end på os; pludselig hostede han for fuld kraft ind i mikrofonen; så kiggede han på sit ur, måske for at tjekke hvor lang tid der var tilbage.Da bandet spillede sidste ekstranummer, havde han umanerlig travlt med at få et par hjælpere til at tage sin bas og tage sine musikere i hånden og stille op på række til det sidste buk, allerede inden musikken var færdigspillet. Undervejs sad han bænket bag et stort klaver, som han aldrig spillede på, med to skærme på hvert hjørne, som det så ud, som om han sad og læste op fra under sine sange og præsentationer. Tilmed var hans leadsang lidenskabsløs, og hans indsatser ofte usikre, og lige så ofte hang han gevaldigt i intonationen. Bizart blev det, da han uden skyggen af engagement for femte gang råbte “How loud can you yell?“, som om nogen havde fortalt ham, at det til moderne koncerter er godt at få publikum til at skrige.At have en julesang på repertoiret på en sommerturné (Merry Christmas Evening), er vel også en anelse bizart, men kan måske forklares med, at solen altid skinner i Californien. Men altså, Sloop John B. blev præsenteret som hans favoritnummer fra Pet Sounds?! Det har man svært ved at tro på, når det nu er en jamaicansk sang fra 20’erne, og når Pet Sounds indeholder flere geniale Wilson-kompositioner. Men som Miles Davis sagde: “The music sounds better, when you know who’s playing“. Og derfor var det alligevel en stor oplevelse at høre de fantastiske sange fra mandens egen mund. Vi var igennem alle de up-tempo numre, man næsten kunne ønske sig: Vi kyssede stjernerne med California Girls, der blev efterfulgt af Heroes and Villains, Good Vibrations og som ekstra numre: Get Around, Help Me, Rhonda, Barbra Ann, Surfin’ USA og endelig Fun, Fun, Fun. De otte numre tog 30 minutter, og det er til at blive ør i hovedet af at tænke på, at bare ét af dem havde været nok til at sikre Wilson udødelighed. Bandet var for mig at se stort set identisk med det band, han præsenterede Smile sammen med og var selvfølgelig superkompetent og tight – og ja, jeg fik næsten den sarkastiske tanke, at vi stod og hørte på Byens Bedste Beach Boys Jam Band feat. Daniel Johnston, nå nej, Brian Wilson…(JOM) Interpol, Arena, 20.45Teltet var ikke nær fyldt på Arena-scenen, da Interpol, som altid klædt i jakkesæt, gik på. Almindelig søndagstræthed plus det faktum at Brian Wilson var ved at runde af på Orange Scene, gjorde, at der var god relativ god plads. Det påvirkede dog ikke det cool newyorker-band, der spillede deres bedste koncert på dansk grund. Det startede ellers meget normalt. Hvilket stadig vil sige godt, men måske også en anelse rutine-præget. Numre som Slow Hands og Narc fra sidste års Antics blev leveret yderst tight og velspillet, men også på en temmelig velkendt måde. Foto: jint.dk Da forsanger Paul Banks (eller andre i bandet for den sags skyld) ikke ligefrem er noget sludrechatol, var man i starten vidne til en yderst vellydende, men knap så underholdende koncert. Da koncertens sjette nummer, Not Even Jail, bragede i gang, fik det hele et nøk op – fra glimrende til fremragende og tæt på fantastisk. Pludselig gav Interpol alle deres numre en tand mere, end de plejer. Hvad enten det var de hårdtpumpende trommer i føromtalte Not Even Jail, eller små guitarfigurer her og der, var resultatet til tider magisk.Og når de så oven i købet spillede den fremragende Take You on a Cruise, som uforståeligt blev forbigået ved koncerten i Vega – ja, så gik det meste op i en højere enhed.Hvis man stadig var i tvivl om, hvorvidt Interpol havde en god aften, behøvede man bare at lytte til slutningen af PDA, der for en gangs skyld bød på ren livevokal fra guitarist Daniel Kessler. Ekstra-numrene Obstacle 1 og Roland rykkede som aldrig før, og det eneste, der lagde en lille dæmper på en ellers stor, stor begejstring blandt publikum, var vel, at Stella… fra Turn On the Bright Lights ikke havde fået plads på setlisten. Interpol leverede kort sagt et fornemt punktum for den rockende del af Roskilde Festival 2005.(PH) Læs også Undertoners anmeldelser af:Brian Wilson: SmileInterpol: Antics