Koncerter

[Jan Overgaard Mogensen og Mikkel Arre]Opto, Metropol, 14.00Et kort øjeblik lød det, som om at det var fuglepippen, der indledte Carsten Nicolai og Thomas Knaks debutoptræden som liveduo. Men snart svirrede metalliske klange fra side til side, og alt, der var tilbage af fuglene, var fornemmelsen af at traske rundt i en skov i forårsfarver. Foto: jint.dk Knaks afmålte melodier har ved mødet med Nicolais ellers knivskarpt kliniske lydunivers fået en varmere og mere følsom klang, og det var en fornøjelse, når de tittede ind mellem træerne. Vandreturen var både nemmest og mest givende, når de dansk-tyske beats var mest håndgribelige og pågående. Så nikkede publikums nakker på Metropols gulv, og de bølgende lydlandskaber fik lov at vugge tilhørerne.Nicolai og Knak leverede sine steder lige lovligt album-loyale versioner af gamle numre, men omvendt formåede de to at strække flere af numrene fra sidste års 2nd ud i mere svævende egne – samtidig med at de omtrent hiphop-synkoperede beats holdt det hele på plads.Og afslutningsvis blev skoven næsten helt farlig, da ondt brummende bastoner sendte mørke skyer ind over trætoppene. Så ilde stod det nu langtfra til med Opto, der snarere er et glimrende eksempel på en duo, der er andet og mere end summen af de to deltageres evner.(MA) Sunn O))), Odeon, 16.15En dyb, dyb summen gik direkte i brystet på én, da koncerten med det internationale drone-metal-navn Sunn O))) gik på scenen fredag eftermiddag. Aldrig har jeg hørt så voldsom og larmende musik udvikle sig så langsomt – det var, som hvis en stor tung granitsten langsomt begyndte at rulle direkte ned i helvede. Foto: jint.dk Efter fem minutter skreg ørerne på ørepropper, og da bandet efter den lange opbygning af lag på lag af rumlerier var samlet, rystede benene under mig.Det var ikke, fordi jeg var træt, men fordi musikkens vibrationer var så stærke, at de på en god dag må kunne sende jorden ud af sin bane. Koncerten kan bedst beskrives med den slidte metal-kliche, at vi var samlet til en sort, rituel messe af gotisk tilsnit. Musikerne, indhyllet i munkekutter, bevægede sig i slowmotion og udviklede langsomt den dundrende musik med flere og flere overtoner og dybere og dybere bas. En vokalist kom på scenen og growlede uforståelige lyde til sin menighed, og hele koncerten endte i det længste og mest hjerteskærende skrig – fra både guitarer og vokal – jeg har hørt. Sunn O))) er en form for dødsmetalambient, som næsten bedst opleves liggende med lukkede øjne. I hvert fald stilles der store krav til lytteren – krav, som kun de færreste havde lyst til at honorere, idet teltet kun havde en tredjedel af de oprindelige tilskuere tilbage, da koncerten sluttede. En slutning, der var det eneste bratte ved showet: I ét og samme sekund blev der slukket for samtlige 11 forstærkere (flere end selv Sonic Youth!).Sunn O))) deler vandene. Enten er de geniale, eller også er de til grin. Jeg var i humør til bandet og fik en oplevelse.(JOM) Autechre, Metropol, 00.30Det er vel 10 år siden (i hvert fald), at Autechre lavede decideret dansemusik, men ikke desto mindre spillede de et forholdsvis dansabelt set lørdag nat. Forholdsvis, for Autechre ville ikke være Autechre uden de konstante skift i rytme og lyd – men faktisk tabte Sean Booth og Rob Brown aldrig, bortset fra en kort overgang to tredjedele inde i koncerten, pulsen af syne.Det er imponerende, som Autechre er i stand til at variere deres numre fra indspilning til live – i stedet for regulære numre dukkede af og til rytmiske mønstre og melodistumper fra deres seneste cd op. Både LCC og Pro Radii blev smidt ind i det komplekse univers, som bar endnu to typiske Autechre-kendetegn: Den sound, Booth & Brown henter frem fra computernes gemmer, er bare så delikat – den står nærmest mejslet ud i luften, så det er muligt at røre ved den. Og denne håndgribelighed går igen i det næsten tre-dimensionelle lydbillede, som de delikate lyde bliver sat ind i.På trods af alle deres avantgardistiske tiltag demonstrerede Autechre, at de ikke har glemt, hvad 90% af al musik i bund og grund bygger på, nemlig det simple at bygge en spænding op og forløse den igen. Fremragende.(JOM) Læs også Undertoners anmeldelse af:Autechre: Untilted

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam.Stjernestunder med internationalt potentiale Både Mew og Efterklang har allerede internationale kontrakter – og deres optræden ved festivalen lød så sandelig også af mere end hjemlig andedam. EfterklangDer var rigtig mange folk i Musikhusets Store Sal lørdag eftermiddag, og det lod til at overraske Efterklang at se så mange mennesker. Den smilende guitarist Rasmus Stolberg snublede i hvert fald lidt rundt i ordene, da han ville sige, at bandet håbede at kunne give alle de mange tilskuere en god oplevelse ved at leve op til deres bedste. Foto: Emil Eskesen Dét lykkedes til fulde for Efterklang, der i overvejende grad spillede nye numre. Og ih, hvor de lovede godt for fremtiden. Det lader nemlig til, at gruppen i stadig mindre grad forlader sig på hektiske, Oval-inspirerede glitch-programmeringer for i stedet at turde at kaste sig ud på dybere vand – eller rettere ud i den kolde, tynde luft – for at gå på jagt efter den rene skønhed. De nye kompositioner lød til at strække sig endnu længere ud end numrene på Tripper – måske afledt af, at de elektroniske programmeringer ikke længere skaber uro ved at hundse med resten af lydbilledet. Nu var beatet bare ét blandt mange virkemidler og gnistrede og glimtede mellem søgende strygermelodier og melankolsk trombonespil. Samtidig krydrede bandet numrene fra Tripper med ekstra klaverdryp, der reddede Monopolist ud af det Under Byen-inficerede rytmehelvede, som nummeret tidligere har udviklet sig til i live-versioner.Det var også en fornøjelse at høre Efterklang forsøge sig med tre korvokaler på én gang. Endnu mere overraskende var det, at forsanger Casper Clausen pludselig sang fuldt igennem midt i en tung, nærmest postrock-agtig passage, og denne kraft varslede godt for mulighederne for, at Efterklang kan afsøge større, mere varierede musikalske områder i stedet for at stirre sig sneblinde på alle de mange muligheder inde i en Macintosh.Allerede i afslutningsnummeret var der antydninger af noget nyt og stort: Decideret hvid støj flød ud af guitaren og viste, at skønhed ikke behøver at være pussenusset. Og tak for det.(MA) MewSom Spots hovednavn ankom Mew naturligvis fashionably late, og der var ikke engang plads i det pakkede Ridehus til alle de folk, der ville se dem, men dette afholdt bestemt ikke Mew fra at sætte krav til publikum. Måske har ingen fortalt Mew, at en festival ikke nødvendigvis er stedet, hvor man tager chancer, eller også er Mew bare fuldstændig ligeglade (det er nok det sidste), men ikke desto mindre spillede Mew hele seks nye numre foran et publikum, der nok mest af alt bare ville have nogle hits, før de fortsatte festen. Hits var der da også et par stykker af: Am I Wry? No, 156, Snowbrigade, She Came Home for Christmas og Comforting Sounds blev alle leveret så medrivende og smukt, som man kunne forvente, men det virkelig interessante ved koncerten var de nye sange. Og generelt kan det siges, at det søde, lille popband Mew er dødt. Mew har tilsyneladende fået hår på brystet, og det er en tungere og mere kontant tone, der præger de nye sange. Guitarerne rusker hårdere, især i det dystre nummer, der åbnede koncerten. Men der er stadig plads til det afdæmpede og smukke, eksemplificeret i koncertens næstsidste nummer, en smuk pianoballade, der fortsatte i det uendelige, og det måtte den egentlig gerne, så smuk som den var. De smukke stemninger blev imponerende flot understøttet af de animationer, der kørte bag bandet. Skiftevis sanseløst smukt eller dybt foruroligende bidrog disse til, at koncerten blev noget af en helhedsoplevelse. Lad det dog være sagt med det samme: Det skulle være yderst tvivlsomt, hvis dette album giver Mew et internationalt gennembrud, for der var ikke umiddelbart her-og-nu-hitpotentiale at spore i de nye sange, der blev luftet natten til søndag, og medmindre bandet af en eller anden grund gemte et par potentielle monster-hits i baghånden, kunne man godt forestille sig, at bandets internationale eventyr ryger sig en tur.Det skal dog ikke forplumre det faktum, at bandet gav en smuk og medrivende koncert, der lover godt for både Roskilde-showet og deres turné i oktober.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperMew, 01.07.05, Roskilde Festival

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt.Krukker og showmænd De store danske navne på Spot leverede koncerter af varierende kvalitet. Rock’n’roll og støj gjorde godt. Mikael Simpson & SølvstormMikael Simpson var overraskende charmerende over for det talstærke publikum i Ridehuset, og der var heldigvis langt til den usympatiske og små-arrogante attitude, der til tider kendetegner sangeren. Publikum blev bl.a. spurgt, om de stadig holdt med AGF, hvorefter Brian Steen Nielsen blev inviteret op på scenen (han var desværre ikke til stede – det kunne have været interessant), før Simpson dedikerede 10 minutter til holdets Leon Andreasen. Mærkeligt nok var det de sange, der fungerede dårligst i studieversionerne, der fungerede bedst live, mens de sange, der fungerede bedst på Simpsons plader, ikke klarede sig helt så godt. 10 minutter, Er du kommet for at få noget? og Det sommer nu fik dybe housegrooves, der klædte dem meget mere end den noget tynde dub, der karakteriserede studieversionerne. Det lige meget og Narkokys overraskede også i mere konkrete og ligefremme versioner, der var klart stærkere end originalversionerne.Til gengæld lykkedes det ikke Simpson og co. at give de fremragende Put Mig og Knæk den samme overjordiske skønhed, der præger studieversionerne, men det piller dog ikke ved det faktum, at det var meget rørende, når Simpson ændrede teksten i sidstnævnte til: “Er I okay indeni?“, hvilket udgjorde en smuk udgangsreplik til en glimrende koncert.(MM) FigurinesDer var ikke gået mere end halvanden måned, siden Figurines sidst tog Århus med storm, men det tog hverken band eller publikum sig af. Foto: Miriam Dalsgaard Så endnu en gang demonstrerede eks-vendelboerne, at de har undergået noget af en udvikling siden debutpladen Shake a Mountain. I koncertsituationen er det tydeligste tegn, at forsanger Christian Hjelm virker meget mere tændt og opsat på at levere varen hele vejen igennem. Og denne lørdag aften i Ridehuset var ingen undtagelse: Han var konstant fokuseret på publikum, og trods en vis (nattelivs-?)hæshed i det høje register holdt han smukt sammen på sangene. Det fungerede glimrende, at Figurines – måske på grund af den begrænsede spilletid – koncentrerede sig om de hurtigste og mest energiske numre. Nok en gang sprang den elastisk smældende Bright samt den målrettede Ambush i ørerne. Sammen viste de to numre – ja, i og for sig hele koncerten – at Figurines er blevet langt bedre musikere siden debutskiven. Nok befinder deres rødder sig stadig i omegnen af Built to Spill og Modest Mouse (og nu også folk som Neil Young og Springsteen), men der er ikke meget lofi-skramlen tilbage.Ja, faktisk var prikken over i’et denne aften, at kvartetten sluttede deres set af med en veloplagt, indfølt udgave af Rivalry, som var et eksempel på, at d’herrer også er begyndt at lave nogle fremragende vokalharmonier. Dem fulgte Christian Hjelm til dørs med en kæk omgang can-can og cementerede sin nye status som showmand.(MA) moi CapriceDet startede så godt, men endte så skidt for moi Caprice. Kvintetten lagde klogelig ud med et par af de popsange, de mestrer som få, især den absolut uimodståelige Artboy Meets Artgirl, der ganske simpelt var fremragende. Her fungerer Michael Møllers ikke specielt store, men spinkle røst og lettere krukkede sceneoptræden godt. Det gør den desværre ikke altid. Især ikke når bandet vælger at koncentrere sig lidt for meget om deres ikke specielt velfungerende ballader. Møllers begrænsede stemmepragt udstilles her alt for tydeligt, og når bandet ikke er i stand til at afslutte de episke, alt for langstrakte ballader ordentligt, ender det i gigantiske antiklimaks, som ingen kan være tilfredse med.moi Caprice valgte heldigvis mod slutningen af koncerten at vende tilbage til popsangene som den fine To the Lighthouse. Det hjalp lidt, men retter ikke op på, at balladerne virkelig ikke er deres territorium, og til en koncert ved en festival er det nok klogest at satse på mere umiddelbart iørefaldende materiale.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Mikael Simpson: De ti skudMikael Simpson & Sølvstorm, 02.07.05, Roskilde FestivalFigurines: Skeletonmoi Caprice: You Can’t Say No Forever

Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder.Rød-hvid støj med svingende kvalitet Fire danske bands larmede ret så meget, men kun ét af dem modbeviste for alvor det gamle ordsprog om tomme tønder. LackDer var ganske tyndt besat på Voxhall, og det virker ganske logisk. Foto: Thomas Grønkjær Lack gav godt nok smæk for skillingen med en vanvittigt energisk sceneoptræden, der bestemt var beundringsværdig, men den blev med tiden nærmest ufrivilligt komisk – især hos bandets rytmeguitarist, hvis nærmest epileptiske kampe med sin guitar til tider virkede livstruende. Bandets sange var alle domineret af en evindelig post-hardcore guitarmur, der gjorde det yderst vanskeligt at skelne mellem de enkelte sange, der alle som én foregik i samme høje tempo, mens bandets sanger Thomas Burø skreg skingert ovenpå. Bandets efter sigende gode politiske tekster hørte man ikke meget til, da det var så godt som umuligt at høre, hvad der blev skreget. At bandet er venstreorienteret, blev dog klart for alle i løbet af de to gange, de henvendte sig til publikum. Den ene gang for at fortælle, hvor tilfredse de var med Frankrigs nej til EU, og hvor meget de håbede, at Danmark fulgte samme rute. Senere spurgte de, om der var nogen bøsser til stede. Publikum forholdt sig overvejende tavst, men den efterfølgende sang blev dedikeret til dem, fordi: “Vi kan godt lide bøsser … og lesbiske”.En ensformig, og på trods af det høje energiniveau, noget kedelig oplevelse. Marvins RevoltKøbenhavnske Marvins Revolt spiller støjende, alternative rocksange. Det er de bare ikke specielt gode til.Deres sangskrivning lader en hel del tilbage at ønske: måske nogle melodier, måske nogle medrivende stemninger. Det er dog ikke den rene jammerdal. Bandet er faktisk ganske interessante, når de lader sangene udvikle sig til komplekse instrumentale crescendoer, hvilket de til tider gjorde. Her har bandet faktisk fat i noget, der kan bruges. Man aner en vis Sonic Youth-indflydelse, men det bliver gjort noget mere originalt, end det kunne forventes. Man kan kun håbe, at bandet dropper alle forhåbninger om at lyde som Pixies, Dinosaur Jr., eller hvem deres forbilleder nu er, og i stedet indser, at de har talent for at lade simple sange udvikle sig til noget meget større – og så koncentrerer sig om det. Gør de det, er det ikke til at forudsige, hvor gode de kan blive, og det er da noget mere interessant end at forblive et kedeligt støjrockband, der ikke rigtig rykker. The Bleeder GroupDen gamle punker Peter Peters nye projekt er omtrent så langt fra punk, som man overhovedet kan komme. Støj er der nok af, men tempoet er bestemt ikke højt, og musikken er alt andet end ligetil. På den anden side er der noget umiskendeligt punket over måden, hvorpå Peter Peter med dette projekt fuldstændig perverterer folks forventninger til ham. Det er beundringsværdigt, at Peter Peter tør tage chancer, men beundringen blegner en hel del, når det er så elendigt udført, som det er tilfældet her. Bandet talte alt i alt 11 mennesker, og alligevel var den lyd, der blev frembragt uhyggeligt ordinær på trods af fire guitarister og tre vokalister. Fjerner man de ydre lag, har Peter Peter bare skrevet nogle umådeligt ordinære og banale rocksange for derefter at pakke dem ind i nogle uhyggeligt prætentiøse og langstrakte kompositioner, der aldrig kom ud af stedet. Mange af de ekstra effekter virkede også fuldstændigt ligegyldige. Hvad pointen var med den samplede fluesummen og fuglefløjt var der vist ingen, der rigtig forstod. Forsøget på at gøre koncerten til en større oplevelse ved hjælp af animationer faldt ligeledes til jorden med et brag – især sammenlignet med hvad Mew præsterede nogle timer senere samme sted.Der var intet at komme efter hos The Bleeder Group, og det var måske Peter Peters pointe. Måske er The Bleeder Group bare et eksperiment, der skal undersøge, om folk er villige til at rose hvad som helst, bare det er uforståeligt og uigennemtrængeligt nok.Det er nok desværre ikke tilfældet. Barra HeadPå trods af at Barra Head kun er en trio, frembragte de lørdag aften et imponerende højt støjniveau. Lydniveauet var ikke det eneste imponerende ved bandet, der nærmest smed om sig med medrivende riffs og tonstunge grooves, hvilket bestemt faldt i publikums smag. Der dannede sig til tider ligefrem en mindre moshpit foran scenen. Barra Head kunne dog andet end at spille medrivende og enormt tight. Ikke ulig “¦Trail of Dead (men ikke helt så avancerede) formåede Barra Head med held at kombinere det støjende med det afdæmpede i erkendelse af, at støj nu en gang virker bedre, når den kontrasteres af momenter af stilhed. Barra Head bør også sammenlignes med den musikalske side af hedengangne Rage Against the Machine. Ikke fordi Barra Head på nogen måde spiller rapmetal, men fordi der var noget Tom Morello’sk over de ufatteligt medrivende riffs, bandets guitarist formåede at fyre af, og fordi rytmesektionen var mindst lige så knivskarp som hos RATM.Barra Head var ikke vanvittigt originale, men tilpas medrivende og energiske til at man forlod koncerten med en tilfreds mine. Læs også Undertoners anmeldelser af:Lack: Be There PulseMarvins Revolt: s.t.Barra Head: We Are Your Numbers

Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste.Balladerne var i overtal hos tre kunstnere, der alle er inspirerede af den klassiske amerikanske musiktradition. Men de stille numre var bestemt ikke de bedste. Camilla Munck/Moogie JohnsonIngen bør være i tvivl om, at Camilla Munck er i besiddelse af en ufatteligt smuk stemme, der i de rette omgivelser kan få nakkehårene til at rejse sig. Det skete dog ikke specielt tit under en koncert, der nok var smuk og atmosfærisk, men også forfærdeligt ensformig.Med en blanding af sange fra debuten Unlike You og et kommende, unavngivet album indtog duoen scenen på Aros fredag aften. Deres nedbarberede nordicana består kun af ballader, og derfor foregik hele koncerten i samme, slæbende tempo med Moogie Johnsons spartanske guitarspil som eneste underlægning. Det blev hurtigt svært at skelne mellem enkelte sange, og koncerten endte som en noget kedelig affære. Det ville være rart, hvis Munck og Moogie ville forlade den “less is more”-spændetrøje, de af uransagelige årsager har iført sig, og i stedet forsøge at variere deres udtryk bare en smule. Måske ved at tilføje flere instrumenter – live kunne det til eksempel manifestere sig ved at medbringe et band. Eller også kunne de begynde at skrive sange, der ikke er så langsomme, at de får Low til at fremstå som speed-metal. Sarah HepburnDer var godt fyldt i Århus Kunstbygning, da den tidligere Glorybox-sangerinde Sarah Hepburn tidligt lørdag aften gik på scenen. Foto: Martin Rosenauer Her fremførte hun de pæne, men alt for glatte og anonyme sange fra sit debutalbum, Stars and Haze. Disse åbner sig mere, når de spilles live, men det var stadig svært for Hepburn og band at skjule, at de sange, hun har skrevet, hverken er synderligt personlige eller vedkommende. Der blev dog spillet højere og med mere bund end på pladen, og det flænsede momentvis den pænhed, der ligger som en tung og kedelig sky over Hepburns materiale.Mod slutningen af koncerten skete der dog noget uventet: Den ellers intetsigende Blue Jeans fik sig et enormt skud rock, og pludselig var sangen enormt medrivende. Det samme kan bestemt siges om Hey”¦Ok?, hvor Hepburn for første og eneste gang trakterede keyboardet, mens hendes band sluttede af med et veritabelt guitar-stormvejr.Disse to sange forvandlede koncerten til en positiv oplevelse, men den mere afdæmpede del af repertoiret var stadig lettere søvndyssende. Jacob Faurholt & Sweetie Pie WilburI det ellers meget stramme Spot-program er en forsinkelse på næste en time noget af en sjældenhed, men det skete dog på Aros lørdag. Foto: David Bering Heldigvis lod det ikke til at genere Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, der tog begivenhederne ganske afslappet. Dog ikke så afslappet, at de ikke kunne levere en glimrende, lille koncert. Der blev lagt ud med det hypnotiske og fremragende Nameless Faces, der med fremadrettede trommer, smukke violiner og ditto vokalharmonier stod som koncertens klare højdepunkt. Selv om bandet aldrig nåede helt derop igen, var den resterende del af koncerten ikke nogen decideret skuffelse. Dette skyldtes at bandet havde styr på sangskrivningen. Både ballader som uptempo numre fungerede fint, ikke mindst på grund af den afvekslende instrumentering, hvor både violiner, klokkespil og – med bandets egne ord – støvsugerorgel blev inkorporeret til stor succes. Derudover bør også vokalharmonierne fremhæves. Det er ikke, fordi hverken Jacob Faurholt eller Trine Omø har specielt store stemmer, men de kontrasterede ikke desto mindre hinanden fint, og gav et smukt skær over bandets tidløse americana. Læs også Undertoners anmeldelser af:Munck/Johnson: Unlike YouJacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of HopeSarah Hepburn: Stars & HazeSarah Hepburn, 22.04.05, Train, Århus

Tre af de danske upcoming bands udviste stor kærlighed til klaverer, synthesizere og orgler. Lyden pegede tilbage mod tidligere musikalske æraer – og jo mere gennemført, jo bedre.

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fra det frostkolde og bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider.Kontrolleret frost-pop og maniske energi-eksplosioner Fra det bløde til det frådende vilde og hårde. Delegationen af norske bands viste, hvor stor spændevidde, der er i musiklandskabet mellem de norske fjeldsider. Susanna and the Magical OrchestraSusanna and the Magical Orchestra alias duoen Susanna Wallumrød og Morten Qvenild ankom til deres første optræden i Danmark med anmelderroser fra bade England og USA. Men det betød nu ikke, at publikum på Aros gad holde op med at tale, bare fordi duoen var gået i gang med at spille. At det desuden var svært at se Susanna og Morten på grund af solens ganske kraftige stråler, gjorde ikke ligefrem koncerten mere behagelig.Så det var op ad bakke for duoen, som på trods af de noget vanskelige betingelser formåede at skabe en smuk og sfærisk stemning gennem deres vægtløse og atmosfære gennemvædede sange, der dog også havde en tendens til at blive en smule sterile. De smukke syntetiske klangflader, der bestemt gav reminiscenser til Björk anno Vespertine, var så langsomme og alt andet end påtrængende, at det var svært at holde publikums opmærksomhed fanget. Dette skulle helt og holdent ske gennem Susannas smukke og skrøbelige stemme, men det lykkedes kun til dels, da bandets sange ærligt talt ikke gør sig specielt godt live. Det er studiemusik, der ganske enkelt er bedre på plade, hvor alle detaljerne står krystalklart.(MM) SkambanktStorladen filmmusik med et vist strækmarch-potentiale varslede den norske garagepunkkvartets ankomst. Foto: Paal Audestad Men det var så også de sidste harmoniske toner på Voxhall denne fredag nat. For med The Stooges som et sikkert fikspunkt drønede og buldrede Skambankt derudaf med vredladne guitarer og et lydniveau på højde med hjemlandets fjelde.Det var eksplosiv punk uden skyggen af fine fornemmelser – og desværre også uden fornemmelse for bare nogenlunde mindeværdige melodier. Nok indbød et nummer som Desertør til paramilitære kampråb i området, men det skyldtes bestemt ikke fængende toner. Under koncerten var manglen på melodier dog noget af tiden til at bære over med, for selv om Skambankt i dén grad var primitive, var deres beskidte aggressivitet særdeles effektiv og satte sig i kroppen. Forsanger Terje Vinterstø legede med en rolle som kaptajn, og de forreste geledder i salen makkede ret ved at kaste sig ud i anarkistisk tumult-dans.Men uanset hvor krops-aktiverende Skambankts eskapader var, var der, så snart man kom ud i nattemørket, kun én ting, der blev siddende – og det var hyletonen i ørerne.(MA) CloroformDet er blevet påstået, at Cloroform er svære at beskrive, men det er måske ikke så svært endda. Hvis man nu tager landmændene i Kaizers Orchestra og først erstatter trademark-gasmaskerne med orange kedeldragter. Derefter ændres inspirationskilderne fra balkan-folk og Tom Waits til rockabilly og punk. Efterfølgende ændres sproget fra norsk til engelsk, og så erstattes olietønderne med distortede, analoge keyboards. Så nærmer man sig trioen Cloroform, der lørdag eftermiddag formåede at levere en energisk og meget medrivende koncert. Cloroform virker som det helt forkerte navn til bandet, da der intet bedøvende er over dem. De leverer i stedet en superenergisk optræden, hvor især frontfigur John Erik Kaada giver den på alle tangenter, og det skal egentlig tages bogstaveligt, da manden samtidig med at levere en aggressiv vokal præsterer at spille på to keyboards samtidig, og så momentvis have den ene fod placeret på én af de mange pedaler, der gjorde, at de to synthesizere lød som alt andet end det, de var.Cloroforms vanvittige, punkede sange var muligvis tomme kalorier, men live var der anarkistisk energi og medrivende attitude nok til, at det hele gled ned.(MM) Læs også Undertoners anmeldelser af:Skambankt: EliksirCloroform: Cracked Wide Open

[Mikkel Mortensen og Mikkel Arre]Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre.Hæse stemmer og gedigent rockhåndværk Fire forholdsvis nye danske bands, der ikke var 100% overbevisende, men som alle viste gode takter nok til at fortjene prædikatet ’lovende’ – nogle mere end andre. EntaktEntakt levede desværre for sjældent op til deres egen indgangsreplik: “Vi hedder Entakt, og vi spiller popsange om jordens undergang”. Foto: Martin Stampe Det gjorde de kun to gange – mod koncertens slutning, og disse to sange var utvivlsomt koncertens højdepunkter.Entakt åbnede med tre sange, der alle gav reminiscenser om Muse anno Showbiz (dvs. før bandet virkelig fandt sig selv). Eneste forskel var, at bandets sanger ikke helt havde samme stemmepragt som Matt Bellamy og så naturligvis de danske tekster. Men der var sandelig ikke tale om Tue West-agtige hverdagstekster. Det var “lyrik” så højpandet, at selv Henriette Sennenvaldt burde krumme tæer. Koncertens fjerde nummer blev introduceret som nyere materiale, hvilket fik forventningerne til at stige, da dette nummer muligvis ville vise, at bandet var vokset ud af Muse-inspirationen og videre mod et mere selvstændigt udtryk. Men ak, det var bestemt ikke tilfældet. Denne ballade var komplet anonym med tåbeligt keyboardspil og en guitarsolo taget direkte fra rockens ABC.Det var som sagt først til sidst, da bandet endelig levede op til deres eget prædikat og bare spillede pop, at det virkelig fungerede. Man kan kun håbe, at de vil følge denne retning i fremtiden.(MM) UtahPå Spot 10 gjorde Skanderborg-bandet Utah en overraskende god figur med deres intense og smukke, men ikke specielt originale rock, der trak både på engelske og amerikanske traditioner. Foto: Patricia Ozcki Forventningerne var derfor ganske høje før denne koncert. Disse blev desværre ikke indfriet, eftersom kvintetten tilsyneladende ikke har forstået, hvor deres egentlige styrke ligger.Denne findes, når Jesper Boths imponerende stemme får mulighed for at folde sig helt ud over en gnistrende intens rocksang. Det skete desværre kun én gang under koncerten – til stor begejstring fra det overraskende talstærke publikum på Train. Klogt nok valgte bandet også dette tidspunkt til den obligatoriske melding om, at en ny udgivelse kunne købes efter koncerten.Den resterende del af koncerten var præget af sange, der musikalsk ikke formåede at udfordre Jesper Boths vokal på samme måde, og det gjorde koncerten til en noget flad fornemmelse.(MM) Green ConcordeGreen Concorde er tydeligvis inspireret af Joy Division og i særdeleshed Interpol – og det er der bestemt ikke noget galt i (der findes bestemt langt værre forbilleder). Det beviste bandet i den første del af lørdagens koncert. Her formåede de med held at frembringe den hypnotiske, fremadrettede guitarrock, som især førnævnte newyorker band excellerer i. Men da bandet forståeligt nok valgte at spille deres Barometer-hit, Detroit, skete der noget. Sangen markerede et vendepunkt, og herefter begyndte bandets sange at gå i en mere støjrocket retning, og selv om variation bestemt er fint, klædte det ikke just bandet. Ikke engang den heroisk kæmpende leadguitarist kunne gøre meget ved det svage materiale, der også havde den uheldige sideeffekt, at forsanger Mortens meget begrænsede stemmepragt blev udstillet på det skammeligste. Især ét tilfælde, hvor han virkelig skulle synge igennem faldt helt til jorden, da hans lettere hæse stemme slet ikke kunne bære det.Alt i alt en positiv oplevelse, men det skyldtes ene og alene koncertens første halvdel.(MM) GravyScenen i Musikhusets café var tætpakket, da Gravy lørdag aften serverede en omgang velspillet og særdeles energisk rock’n’roll. Foto: Manne Gersby I live-udgaven rummer bandet ikke mindre end seks medlemmer, herunder to trommeslagere, og der blev da også spillet solidt og højt. Imidlertid var der stadig plads til fine detaljer og forskellige melodilinier, og især Mads Nygaards falset-korvokaler klarede sig flot i guitar-sværmen.Formålet med at have to trommeslagere var ikke altid helt tydeligt, men om ikke andet gav det en massiv tyngde. Denne ros skal imidlertid ikke skjule – og kan heller ikke helt opveje – at det blev sørgeligt profetisk, at bandet startede med at spille Meltdown. For Nikolaj Grummesgårds vokal smeltede – eller krakelerede – lynhurtigt og var, eksempelvis i omkvædet i Do I Feel Free, næsten totalt ude af stand til at ramme toner bare lidt over mellemlejet. Hans udtale var lige præcis så tilpas mumlende, at ordene ikke rigtig kom ud.Det var et ærgerligt handicap for Gravy, og det hæmmede mange af vokalharmonierne.De sad til gengæld lige i øjet, da Grummesgård og hans kumpaner trak publikum op ved hårrødderne ved at slutte af med den liflige sommerhymne That Girl. Hér fængede Gravy for alvor – og det endda så grundigt, at afslutningsnummerets ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-kor blev skrålet af de forreste tilskuerrækker i et minuts tid, efter at bandet havde forladt scenen.(MA) Læs også Undertoners anmeldelser af:Green Concorde: s.t.We vs. Death/Green Concorde: 9-Song SplitGravy: s.t.Utah, Spot 10, Århus, 05.06.04

Tre danske electronica-navne, hver især med én udgivelse bag sig, demonstrerede, at elektronikken ofte først bliver rigtig interessant, når den smelter sammen med andre stilarter – i dette tilfælde primært med gyngende dub.

Førstedagen ved Spot 11 bød på spændstige danske kvindestemmer. De blev brugt vidt forskelligt og med varierende succes – jo mere naturligt, jo rarere.

Diefenbach er endegyldigt kommet ud af postrock-puppen, og søndag aften viste de sig frem på Voxhall: Popmelodierne og især vokalharmonierne flakser sommerfuglefrit, mens guitarerne stadig støjer løs. Efter Pluto-frontmanden Thomas Thomsens forsagte opvarmningstjans vækkede Diefenbach virkelig de knap 100 fremmødte på Voxhall til live. Stefan Gejsings trommespil var tungt og millimeterpræcist, og allerede fra det første nummer, “Mechanical”, demonstrerede kvintetten, at de spiller flere kort ad gangen: Støjflader og finurlige melodilinier smeltede sammen, og det virkede overdrevent pessimistisk, da Kenneth Sarup sang, at »someone is falling down the stairs.« Diefenbachs melodiøsitet peger snarere opad. Dels mod de stjerner, som “Camouflage” anråber med sine stift hoppende 80’er-trommer og perlende harmonier – dels mod resten af verdensrummet, der bliver advaret om de fem herrers ankomst af det iørefaldende omkvæd i “The Rocket”, hvor melodiens opadgående toner mimer tekstens ønsker om at stige op. Men trods referencerne til himmellegemerne over os er det sfæriske ikke et kendetegn for Diefenbachs live-lyd. Nok flettede Sarup og Nicolaj Strøyer Christophersens guitarer støj og melodiforløb sammen med et til tider svævende udtryk, men f.eks. de to nye numre “Skyline” og “Favourite Friend” pegede mod en helt anderledes kontant og ligefrem rock-lyd, hvor Gejsings trommer banker hårdt igennem, mens Allan Mattsons bas forlader de snirklede melodier til fordel for mere traditionelt og tungt basspil. “Favourite Friend” har immervæk radio- og hit-potentiale, men omvendt blev der til gengæld for tilnærmelserne til popskabelonen givet køb på de fine, sirlige detaljer, som Diefenbach ellers har forfinet over de seneste år. Dem fik vi til gengæld i rigelige mængder, når Kenneth Sarup og Allan Mattson lod deres særdeles yndige vokalharmonier få plads. I “Street Lights” kvalte de bankende trommer lige lovligt meget, men det blev betalt tifold tilbage via vokalpræstationerne i “Glorious” og “Make Your Mind”. Sidstnævnte havde fået noget mere støj end på Run, Trip, Fall, men netop på grund af de elskelige harmonier gav det nummeret så meget desto større skønhed i kontrasten mellem støj og ynde. Selv om det sine steder var overraskende, hvor ligefremme og umiddelbart tilgængelige Diefenbachs nye numre var, levnede hverken Do as You Please med sine Billy Mahonie-agtige guitarriffs eller den altid forfriskende coverudgave af “Stayin’ Alive” tvivl om, at Diefenbach har sine rødder i den støjende postrock. Det er sjældent, at Bee Gees kan relateres direkte til Mogwai – men det er lige netop hér, Diefenbach har arbejdet sig frem til deres eksistensberettigelse: Koncerten på Voxhall mere end antydede, at kvintetten efter den ikke fuldt gennemførte forvandling på Run, Trip, Fall nu har haft held til at fuldende foreningen og forædlingen af guitar-huggende postrock og popmelodier, der sætter sig fast.

Søndag aften i Store Vega imponerede Rufus Wainwright og hans særdeles velspillende band et i forvejen forventningsfuldt publikum med en overdådig koncertoplevelse. Der manglede ikke noget, og aftenen var nærmest som mange koncerter i én. Da Rufus Wainwright søndag aften betrådte Store Vegas scene, var hans fodtrin, fra sidst han besøgte stedet, knap nok blevet kolde. Det er ikke længe siden, han varmede op for Keane på samme sted. Hoved- og opvarmingsnavn til den koncert burde bestemt have været byttet om, men sådan var det altså ikke, skønt en stor del af publikum primært var kommet for at høre Rufus Wainwright. Nu fik det danske publikum imidlertid mulighed for at høre Rufus og hans talentfulde band, sådan som de skal høres: med masser af plads – og masser af tid. Koncerten varede to timer, og intet mindre kunne have gjort det med alt det, Rufus og co. havde at byde på. Rufus startede koncerten med “Crumb by Crumb” fra Want Two, der for så vidt var et mærkeligt valg som åbningsnummer. Ved andre koncerter på turnéen, hvor sætlisten har været noget nær den samme, har Rufus lagt ud med “Agnus Dei”, den højtidelige og imponerende messesang, der åbner Want Two. Det nummer ville yours truly vældig gerne have hørt live, og det havde desuden været en passende teatralsk åbning frem for den lidt for joviale “Crumb by Crumb”. Det betød dog ikke så meget, for i løbet af de første numre spillede bandet sig varmt og blev klar til større højder. I løbet af koncerten nåede Rufus Wainwright og hans band gennem numre fra alle Rufus’ fire albums. Naturligt nok ikke så mange fra de to ældste, men de var dog repræsenteret. Koncerten igennem imponerede Rufus Wainwright med sit fabelagtige talent, og publikum blev på det nærmeste bjergtaget af den lille mand, der fyldte så meget. Rufus var ovenud charmerende med sin småforvirrede pludren og sine fortællinger, der fik varme strømme af latter ud af publikum. Han var, som koncertoplevelsen, både inderlig, rørende, storslået og morsom. Rufus Wainwright er karismatisk og overordentlig elskelig med sine pludselige indskydelser – kun han kan finde på at stoppe hele bandet i et nummer, der netop er begyndt, fordi han “lige glemte at fortælle noget”, eller fordi hans jakke sidder forkert »og ser mærkelig ud – it looks like I have tits or something.« Vi fik på de fyldte tilskuerrækker både lov til at se lidt af personen Rufus Wainwright og den entertainer, vi havde forventet at møde. Ham, der kom med vittigheder og små provokationer – det meste af tiden fra et homo-perspektiv, der ikke kunne andet end at lokke smilene frem. F.eks. dedikerede han “Gay Messiah” til både den nuværende pave og alle de mange tusind forhenværende – »there’s so many of them! Imagine the guest list! The guest list in Heaven must be so long.« Rufus’ stemme er også dejlig stærk og fyldig live, så bare at lytte til ham alene var en fornøjelse. De fleste publikumsfavoritter blev spillet (bl.a. vakte “The One You Love”, “Cigarettes and Chocolate Milk” og “14th Street” lykke), og derudover var publikums reaktioner på bestemte numre interessante – heriblandt Vibrate fra Want One. Et nummer, der er underspillet på en dejlig måde, finurligt og med flere småmorsomme liner. Men ikke desto mindre også et nummer, der har delt kritikerne, hvoraf mange synes, at det er absolut tåbeligt. Det syntes publikum dog ikke, og det var sjovt at høre salens massive begejstring, da Rufus indledte nummeret. Blandt andre særligt nævneværdige indslag, var Rufus’ lille familietema, hvor han alene ved klaveret først dedikerede “Beauty Mark” (fra debuten) til sin mor, derefter “Little Sister” (fra Want Two) til sin søster, Martha, og til sidst “Dinner at Eight” (fra Want One) til sin far. Rufus gjorde reklame for sine musikalske familiemedlemmers egne udgivelser og fortalte om familien: Martha havde fødselsdag og desuden var det Mors Dag – »It’s a chick day.« Rufus Wainwright med band søndag aften i Vega var helt over the top – en uforlignelig koncertoplevelse med så mange facetter, at det kunne have været mange koncerter i én. Rufus Wainwright gav os inderlig intimkoncert – alene ved det store sorte flygel på en lang række numre, heriblandt “The Art Teacher”, “This Love Affair” og “Hallelujah” (Leonard Cohen). Han gav os fortællingerne, den gode søndagsstemning med syng-med-numre og skønne korarrangementer fra det yderst velspillende og -syngende band. Han gav os storladne øjeblikke hvor hele bandet og Rufus’ stemme gik op i en højere enhed og nåede eventyrlige højder foran det store bagtæppe, der var belyst nedefra og gav Vega en skøn gammeldags teaterstemning. Så flot gjorde de det, at man helt glemte at savne de store orkestre og blæsere fra Rufus’ plader. Og ikke nok med dét… Da koncerten var ved at lakke mod enden, og det var ved at være tid til ekstranumre, følte undertegnede, at Rufus allerede havde leveret varen og given det ekstra, der gjorde koncerten mindeværdig og løftede den langt over “tilfredsstillende”. Men vi fik meget mere for pengene, for her gav Rufus os pludselig dekadent bøsse-kabaret til Old Whore’s Diet, hvor han og resten af bandet smed tøjet for at afsløre g-stenge (hos de mandlige bandmedlemmer), netstrømper, diverse stykker af udklædningstøj, og til Rufus selv: høje røde hæle, glitrende fe-vinger, perler, diadem og et skærf tværs over brystet med påskriften “Miss København”. Publikums hylen var naturligvis uden ende, og mindre blev jubelen ikke, da bandet slog over i tonerne fra det nummer, der nærmest er blevet Rufus Wainwrights kendingsmelodi: “Oh What a World”. Denne beretning fra to timer i Rufus Wainwrights eventyrlige verden kunne blive meget lang, for der er masser af gode historier, sjove fortællinger, smukke øjeblikke og talentfulde præstationer at fortsætte med. Men et sted må det jo stoppe, og det kan lige så godt være med endnu flere uforbeholdne roser herfra: Rufus Wainwright er simpelthen fantastisk!