Koncerter

Pleasure Machine formåede langtfra at leve op til deres navn: Der var ikke de store nydelser at komme efter. Man fik derimod serveret en gang søvndyssende og uinspirerende rock. Foto: Søren Solkær Pleasure Machine har modtaget fine anmeldelser for deres debutalbum, Pilot Fatique. Mon der gemmer sig en dyb musikalsk hemmelighed eller nogle helt andre sange på pladen i forhold hvad, der blev spillet på dette års Midtfynsfestival? For hvad jeg lagde ører til, var en langtrukken, søvninspirerende time med rock af meget lav kaliber. Det startede ellers ganske godt. Bandet virkede veloplagt. Der blev fyret op under guitarforstærkerne, og man blev rocket godt og grundigt igennem af et toptunet åbningsnummer. Christian Bechs ranglede skikkelse trådte op til mikrofonen og brummede: “œYeah“. Publikum tog til genmæle med et højt råbende “œYeah! “, og jeg tænkte for mig selv: ” Yeah, det her lover da godt“. Festen var lige begyndt, men så skiftede bandet tilsyneladende mening. Pleasure Machine transformerede sig til Sleep Machine med en række sløvt trækkende rocksange, som både var uinteressante og ikke mindst uvedkommende. Bechs brummende vokal blev blot en gene, og den formåede ikke at kunne trække igennem de støjende guitarer pga. det dårlige lydbillede. Kedsomheden tog til i de stille numre, som ikke havde det mindste glimt af en god melodi at byde på – de virkede derimod som et indbydende middel til dem, som lider af søvnløshed. “œYeah“, sagde Bech endnu engang fra scenen af. “œBah! ” tænkte jeg og forlod skuffet koncerten.

Den gamle Passion Orange frontmand, Henrik Søgaard, er ved at være klar med en ny plade med Twoface. De endnu uudgivne sange blev præsenteret på Midtfynsfestivalen, men undertegnede frygter, at der er gået for meget kedelig pop i maskineriet.Twoface er, som de fleste ved, en udløber af det gamle rockband, Passion Orange. Passion Orange vandt DM i Rock i 1992 og udgav sidenhen 3 udmærkede plader. Den musikalske udvikling af disse havde lovende potentiale i sig, men før man vidste af det, var det slut. Forsanger Henrik Søgaard og guitarist Benjamin Hammerum havde dog andre planer, og de planer kunne man høre tonerne af under et nyt band, som måske har taget deres navn fra Tommy Lee Jones’ skurkekarakter, Twoface, i den tredje Batman-film. Den første plade, This Way… , blev sendt på gaden i 2000, men hev ikke den store opmærksomhed til sig. Nu er Twoface på vej med deres anden plade, og en heftig radiorotation af et par promoverende singler første bandet til den midtfynske festival. Twoface spillede på den lille Katapultscene, og der var pinligt få, som var troppet op for at høre, hvad bandet havde at give af. Det gik dog heldigvis ikke bandet synderligt meget på. De spillede, som kunne de ligeså godt have stået foran tusinder af mennesker. Det var primært de nye, dugfriske numre, radiosinglerne såvel som de øvrige sange fra bandets kommende plade, som koncerten tog udgangspunkt i. Dette kunne måske også forklare det lave antal publikum, som på Midtfyns overordnet er karakteriseret ved kun at dukke op til koncertnavne, hvis sange de kender i forvejen. Der er ingen tvivl om, at det er Søgaard, som er bandets ankermand. Han er sangskriveren i Twoface, og det kunne man også sagtens høre. De nye numre havde tydeligvis udgangspunkt i popmusikken med Søgaards vokal som det absolutte midterpunkt. Søgaard har med årene udviklet sig til at være en fantastisk vokalist med et bredt register, som både kan dykke ned i det helt dybe og svæve i falsettens høje skylag. Et godt eksempel på Søgaards vokale kunnen er i bandets seneste radiohit, Revelations Day, som blev ‘ugens uundgåelige’ på P3. Med en sang med sådan et umådeligt melodisk omkvæd viste Søgaard, at han har en klassisk poptæft, som især trækker på en sangskrivning, man kender fra de gamle U2-plader. Og U2-inspirationen kom generelt til kende i samtlige af bandets nye numre. Ærgerligvis har Twoface givet slip på de musikalske frækheder, som de luftede på debutpladen. Bandet har tydeligvis søgt en mere pæn og direkte tilgang til sangskrivningen, som er let for ørerne, men som man også må gætte bliver kedelig efter flere gennemlytninger. Lagene i musikken er pillet bort, og tilbage står bandet med en struktur, der med sin direkte blottelse følger idéen “œwhat you see is what you get”. Der er heller ingen alternative rockelementer tilbage, som man kendte dem hos Passion Orange, kun de klassiske U2-inspirerede stadionrockende af slagsen som nævnt ovenfor. “œHvis I tror, at vi kun spiller ballader, tager I fejl“, sagde Søgaard, men det var svært at spore, hvorvidt han var ironisk i sin tone eller ej. Ikke desto mindre centrerede hans sangskrivning primært omkring afdæmpede sange, som desuden tenderede til at køre meget i de samme akkorder. Det var simpelthen for pænt og stilrent. Frederik Bokkenheuser, som er den seneste tilføjelse i Twoface, er en fabelagtig trommeslager – det ved man, hvis man har lyttet til Knallert eller Amstrong. Men i Twoface udfordrer han slet ikke. Han trisser blot rundt i et 4/4-beat med alt for få variationer. Og det er virkelig synd! Om Søgaard er blevet blød på sine “œgamle” dage, skal jeg lade være usagt, men koncerten med Twoface lod meget tilbage at ønske.

Det blev pludselig mørkt i teltet ved Roskilde Festivalens Odeon-scene. Grunden hertil var, at Black Heart Procession havde betrådt scenen, og det gjorde de på mest overbevisende måde. Død og dans, leveret fra et ulmt sted i verden. Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto Amerikanske Black Heart Procession er ikke en flok overdrevet glade mennesker, hvis man skulle dømme dem udfra deres musik alene. Dette blev hårdt slået fast ved hvert ildevarslende smæk mod lilletrommen, når endnu en mørk march vandres, og Pall Jenkins’ musikalske sav sender sine hylende og klagende toner afsted mod det kommende mørkefrembrud på Roskilde Festivalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Black Heart Procession har at gøre med en kulsort blanding af folk, americana og slowcore, som ikke altid er nem at søge ind i. Men i deres mørke musik er der dog alligevel små indbydende lysninger, som gør at man nemmere kan tage den til sig. Måske er det, at bandet er så gravalvorlige i deres udførsel af musikken, at man ikke kan undgå at blive suget ind i deres univers, eller også er det de mange catchy elementer, som musikken trods alt indeholder. Sidstnævnte gør sig især gældende på bandets seneste plade, Amore Del Tropico, som trods mørket også gør brug af andre elementer. “œHere comes something hot and tropical“, lovede forsanger Jenkins, og bandet slog over i Did You Wonder, som netop indeholder disse modsatrettede elementer af varme og mørke, dans og død. Meget makabert var det, men det virkede på allerbedste vis! Klaveret plinkede og plonkede som tunge regndråber, og den fremherskende dødsmarch lod sig ikke vælte af noget som helst. Bandet slog over i deres måske mest fængende sang af dem alle, It’s a Crime I Never Told You about the Diamonds in Your Eyes. Klaveret bevægede sig mod en uimodståelig boogierytme, og trommerne fortsatte deres løb som skudsalver affyret med sigte mod en hjertesorg, mens Jenkins’ klagende vokal begræd adskillelsen fra sin elskede. Og således fortsatte det i godt og vel 45 minutter. En kort aftenstund i selskab med Black Heart Processions spøgelsesagtige sange nåede til sin ende, og da vi alle trådte uden for teltet, var det så småt begyndt at blive mørkt.

The Thrills har udgivet en plade fyldt med solrige popnumre, og med sådanne på repertoiret kan man ikke gå helt skævt ind i en koncertsituation. Men alligevel fornemmede man en manglende rutine hos det unge irske band. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Snakken har gået højlydt og ofte i hjørnerne om The Thrills og deres musik. Det skal med det samme slås fast, at The Thrills hverken lyder som The Datsuns, The Vines eller The White Stripes, for den sags skyld. De befinder sig i en hel anden ende af spektret med deres luftige popmusik, hvis atmosfæriske lyd indbyder til en køretur op ad en lang kystlinje på den amerikanske vestbred. For selvom The Thrills er fra Irland, er inspirationskilderne tydeligvis amerikanske. Hvor det gode vejr svigtede under The Thrills’ koncert på Roskilde Festivalen, kompenserede bandets solskinsfulde popmusik for det i rigelige mængder. De spillede bl.a. singlen Big Sur, som er en smittende behagelig sang, og den elskelige Old Friends New Lovers. Gennemgående for hele sættet viste bandet, at det er muligt at ruske nyt liv i en musikalsk stil, der blev startet for mere end 30 år siden. Navne som The Byrds, Neil Young samt Buffalo Springfield har sat deres mere eller mindre tydelige afmærkning i The Thrills’ musik. Også med en sang som Santa Cruz (You’re Not That Far) viste irerne, hvordan man skriver en sang, som kan sætte store smil på publikums læber – og med sådan en stærk popmelodi cementerer The Thrills, at de bestemt er værd at snakke om. Luften gik dog lidt af ballonen hen mod enden af koncerten. Forsanger Conor Deaseys charmerende fremtræden på scenen samt de nærmest bukkende taksigelser mellem numrene var ikke helt nok til at holde sammen på koncerten. Resten af bandet gemte sig forsøgsvist langt bagude på scenen og koncentrerede sig udlukkende om at spille deres musik. Derfor var der tæt ved ingen bevægelser at spotte, bortset fra de ivrigt flyttende hænder på instrumenterne mod nye akkorder – desuden var deres hoveder ofte rettet mod instrumenterne i stedet for mod publikum. Her fornemmede man sagtens den manglende rutine i det unge band. De mangler noget liveerfearing, hvilket især kom uheldigt til udtryk ved, at de ved ekstranummeret simpelthen var løbet tør for numre og derfor måtte ty til at spille Big Sur påny. The Thrills er et meget lovende band, som skriver rigtigt gode, iørefaldende sange, og når de har turneret et par år mere, glæder jeg mig til at se dem igen, for så er jeg mere end sikker på, at oplevelsen vil være helt anderledes.

Blot udstyret med akustisk guitar og keyboard trillede Daniel Johnston igennem sine simple, ærlige og barnagtige sange. Hvorfor han har så stor en fanskare, er det dog svært at gøre sig klog på.Myten omkring Daniel Johnstons person har cirkuleret i mange år efterhånden, og de talrige historier om hans sindssyge og de medfølgende skøre handlinger på grund af denne gør ham ikke mindre spændende. Interessen var egentlig allerede vakt, da jeg læste, at mange musikalske ikoner har erklæret sig dedikerede fans af manden. Det var derfor med stor nysgerrighed og interesse, at jeg troppede op ved Pavilion-scenen for at se, hvilken musik der måtte gemme sig bag navnet Daniel Johnston. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto En stor skikkelse med en barnlig fremtræden gjorde sit indtog på scenen. Med sig havde han blot en akustisk guitar samt et keyboard. Johnston lagde indledningsvist ud med guitaren, som på intet tidspunkt gennem koncerten var korrekt stemt. Det gjorde dog ikke så meget, da det var et komplet anderledes udgangspunkt, som lå plantet i denne koncert. Johnstons vokal vibrerede ligeledes skævt, og det ville være en skam af større format at kalde ham en god sanger. Alligevel lå der en vis charme i de ligefremme kompositioner, hvilket gik fint i spænd med Johnstons naive, barnlige univers med simple AB-rim. Den indledningsmæssige tekstlinje, som blev gentaget et utal af gange, lød: “œBaby, you drive me crazy“. Mere simpelt kan det næppe siges, og alligevel var det mere end rigeligt, for at han fik sit budskab skubbet over scenekanten. Daniel Johnstons sange fremstod meget skitseagtige med reelt potentiale til at blive nogle smukke kompositioner, men som de blev fremført her, blev man hurtigt mættet. Jeg kan sagtens se, hvad andre ser i Johnston, men selv samme virkning prellede af på mig. I det mindste fik jeg Johnston afmystificeret. Jandek må være den næste!

Countrytraditionen blev holdt i hævd, da den svenske cowboy indtog scenen. Han spillede sine inderlige melodier med ynde.Som tilfældet var med amerikanske Interpol, led den svenske cowboy Christian Kjellvander samme paradoksale skæbne på dette års roskilde Festival: At skulle krænge sjælen ud med sine lune countrysange for højlys dag! Det ville vel sagtens være for meget at forlange at placere bandet på en prærie ved fuldmåne med et bål knitrende ved siden af, men helt ærligt; at lade Kjellvander spille en drønvarm lørdag middag burde praktisk talt være en forbrydelse mod countryintegriteten! Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Sveriges måske mest begavede musiker inden for den amerikanske sangskrivningstradition spillede udvalgte sange fra sin stærkt roste soloplade, Songs from a Two-Room Chapel, som mange steder bevæger sig i samme ånd som Bruce Springsteens Nebraska eller Neil Youngs After the Gold Rush – og Kjellvander gjorde det med en samtidig ærlighed, inderlighed og ydmyghed, som gjorde det tæt ved umuligt at slippe opmærksomheden fra scenen. Kjellvander lagde blottet og afdæmpet ud med guitar og sang, og han blev henad vejen akkompagneret af resten af bandet, der ud over de traditionelle instrumenter også talte de yndige toner fra en mandolin samt en grædende violin. Kjellvanders ydmyghed kom dog desværre også negativt til udtryk, eftersom han ikke skabte nogen kontakt med sit publikum. Det blev kun til et lavmælt “œtak” mellem sangene. Når han nu tager del i folk- og countrytraditionen, savner man lidt et par lune anekdoter eller lidt tør humor, som mange af Kjellvanders forgængere har mestret. Til trods for ønsket om “œlidt mere” er svenskerens sange dog heldigvis stærke nok til at hvile i sig selv, og den lille times nærværende intimitet i selskab med Kjellvander var så fornøjelig, at jeg ser frem til næste gang.

Sune Wagner og co. var i deres rette element på dette års Roskilde Festival. Med en kort koncert serverede de støjende popcocktails til et tørstigt publikum.Indhyllet i røg og guitarstøj tog The Raveonettes os med tilbage til Jesus & Mary Chains støjregime og popsensibilitet i 80’erne, og det gjorde de i løbet af godt og vel 45 minutter. Hverken mere eller mindre skulle der til for at udgøre en fin koncert. Foto: Jens Dige/Rockphoto Som det desværre sædvanligvis er ved The Raveonettes-koncerter, tog det mindst et par numre, før lydfolkene fik justeret Sune og Sharins vokaler i tilsvarende højder som de rivende guitarer. Dette gjorde bl.a. at effekten gik tabt i åbningsnummeret (som bandet ligeledes lukkede koncerten med), Everyday – et Buddy Holly-nummer badet i hvid støj af guitarfeedback til ugenkendelighed. Man kunne kun tilnærmelsesvis ane den tostemmige sangmelodi under de tykke guitarkaskader. Herefter gik bandet i krig med de fleste af sangene fra Bb-mol-pladen Whip It On, som virkelig kom til deres ret live. Specielt numre som Attack of the Ghost Riders, Chains og Cops on Our Tail fik den kraftfulde energi, den støjende dybde og det maniske udtryk, som man kunne ønske. Vi fik et desuden par smagsprøver fra bandets kommende Bb-dur-plade, Chain Gang of Love, heriblandt det potentielle hit, That Great Love Sound. Lydstyrken nærmede sig smertegrænsen. De diskante twanglyde samt de voldsomme bølger af forvrængning var selv for mine hærdede ører alt for høje. De korte hvilepauser mellem udladningerne blev det ene øjeblik brugt på at takke folk for at dukke op og det andet på at introducere titler forud for numrene. Sune Wagner fik også rettet et væld af klapsalver mod sig, da han med denne koncert optrådte for 10. år i træk på Roskilde Festivalen, hvilket må siges at være en kraftpræstation i sig selv. Efter blot 35 minutter forlod bandet Arena-scenen, og med 3 ekstranumre, heriblandt den herlige Beat City og endelig en gentagelse af Everyday, var det slut. Folk gik tilfredse fra stedet med såvel en snurrende fornemmelse i kroppen samt en susen for ørerne. Læs også Undertoners anmeldelse af The Raveonettes: Chain Gang of Love

Depeche Mode-frontfiguren leverede en en halv fest med gamle Depeche Mode-numre og en halv sovetime med egne nye numre.Det er set før, at en mere eller mindre perfekt sangskriverduo splittes for at prøve musikken an ad egne veje – tag f.eks. navne som Morrissey/Marr, Anderson/Butler eller i dette tilfælde: Gore/Gahan. Til sammen fungerer det optimalt; det er nærmest som sort og hvid sat sammen, som skaber den perfekte grå zone, i hvilken sangskrivningssymbiosen er optimal. Men hver for sig bemærker man blot fraværet af den manglende part. Dave Gahan beviste på Arena-scenen (tidligere Grøn Scene), at han så sandelig manglede Martin Gore ved sin side. Foto: Rockphoto Det var gav noget af en tom og underlig fornemmelse, at Gahan entusiastisk sprang rundt på scenen med talrige opfordringer mod publikum til fysisk bevægelse, når hans sangkatalog fra det nyligt udgivne soloalbum Paper Monsters virker så middelmådigt og stift i betrækket og på ingen måde indbyder til sådanne bevægelser. Det virker i en Depeche Mode-sammenhæng, hvor der er dømt hitparade, men når man som Gahan er ude som solokunstner og spiller et set, hvor halvdelen af sangene er covers af sig selv (læs: Depeche Mode), så må der være et eller andet galt. Forklaringen er simpel og tvedelt: Sangene fra Paper Monsters kan ganske enkelt ikke stå alene. Derudover var Gahan sagtens klar over, hvad folk ville have. Som entertainer måtte han gøre brug af de virkemidler, som han har at tage af. Derfor fik vi en længere række Depeche mode-numre som udgjorde følgende: A Question of Time, Walking in My Shoes, I Need You, Personal Jesus, I Feel You, Never Let Me Down Again og endeligt et lækkert medley med Policy of Truth, Enjoy the Silence og Just Can’t Get Enough. Med det noget tamme backingband i ryggen kom disse sange aldrig helt op at ringe, som når Depeche Mode-folkene er samlet, men det gjorde egentlig ikke så meget. Gahan havde indbudt til fest, og festet blev der med enkelte dansepauser, når Gahan på ny kastede sig ud i sit eget materiale. Mest af alt fik Gahans koncert mig blot til at ønske, at jeg var til en Depeche Mode-koncert, og heldigvis er Depeche Mode da ikke ikke endeligt brudt op som de øvrige sangskriverpar nævnt i det indledende afsnit – så det skulle være muligt at opleve igen. Læs også Undertoners anmeldelse af Dave Gahan: Paper Monsters

Interpol fyldte Roskildes Pavilion-scene med deres mørke Joy Division-inficerede rock. Bandet skubbede desuden de sidste tvivlere til side og beviste, at der er noget ved hypen. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Enhver musikelsker ved, at jo mørkere musikken er, desto mindre sollys bør skinne ind fra siderne af teltdugen. Der var derfor tale om en væsentlig tidsmæssig fejlplacering af Interpol og deres mørke toner. Det førte for mig til en mærkværdig forvirring, men løsningen var simpel, og musikken indbyder ligeledes til det: At lukke øjnene – man skulle nok blive ramt alligevel! Selv om Interpol ikke flyttede sig en millimeter fra den struktur, vi kender fra Turn On the Bright Lights, lød bandet simpelthen større og nærmest helt katedralsk ved at svøbe sig selv ind i den vidunderlige udstrakte rumklang, som er én af de helt væsentlige virkemidler, man kender dem på. Og man stod nærmest komplet paralyseret af den store, brede lyd, som i det ene øjeblik trykkede én dybt inderst inde med en udvisket, svært forklarlig længsel og det næste med en køligt rockende attitude, som tilsammen gik i ét. Man følte sig helt ude af sig selv ved de skrøbelige og smukke toner af NYC og i en sær introvert opløsningsstemning ved den desperat rockende Stella Was a Diver and She Was Always Down – klumpen samlede sig langsomt i halsen, da forsanger Paul Banks med sin drævende baryton kaldte på sin elskede Stella. Det var lige før, man fornemmede Ian Curtis’ hvide spøgelse svæve rundt i teltet – så intenst og dragende var det øjeblik. Interpol fik mere eller mindre spillet samtlige numre fra deres stærkt anmelderroste Turn On the Bright Lights fra sidste år, og stod man som vidne til denne koncert, forstod man, at hypen i dette tilfælde vitterlig holder vand. Læs også Undertoners anmeldelse af Interpol: Turn On the Bright Lights

Forbillederne skinner igennem i Figurines’ sangkatalog, men ikke desto har de en god poptæft og formår at levere varen live. Foto: Thomas Arnbo/Rockphoto Det er efterhånden blevet en væsentlig tendens at åbne med et instrumentalnummer. Dette var også tilfældet for ålborgenserne i Figurines, som på tilbagelænet og behagelig manér slog tonen an med en skæv åbningsmelodi. Herefter fulgte kendte toner fra bandets debutplade Shake a Mountain. Guitarakkorderne slæbte og vred sig rundt i Figurines’ univers hævet med højt humør. Christian Hjelms karakteristiske leadvokal listede sig igennem de skønt huggende guitarlinjer. Ikke desto mindre er det svært lade være med at hæfte sig ved, hvem idolerne er hos statuetterne, nemlig Modest Mouse og Pavement. Dette var klart at fornemme i sangenes opbygninger, og det blev især slået fast i kraft i Hjelms lettere skabede sang og valg af amerikansk “œbondedialekt”. Især i et nummer som Divided by the Shore var det næsten som at stå foran Isaac Brock og co. Man kunne godt have ønsket sig en smule mere variation sangene imellem, som har en tendens til at trave meget rundt i det samme lydbillede og variationer. Ovenstående til trods skød bandet en god mængde skævt formede popkugler afsted, som var lige til at nyde. Figurines’ musik fik ingen bjerge til at ryste eller skælve – dertil er de nødt til at give meget mere af sig selv frem for at låne af deres musikalske helte – men de lod deres vellyd runge ud over Roskildes marker. Det er da en ganske god start! Læs også Undertoners anmeldelser afFigurines: Shake a MountainFigurines, Spot09 i Århus 30.05.03

Der var ikke så mange stilmæssige forkrumninger eller løjerlige twists, da københavnske The Magic Bullet Theory var på scenen. Det hele handlede om rocken og den lige vej derudaf – og det virkede på bedste vis! Foto: Jens Dige/Rockphoto “I wanna make some noise“, brølede forsangeren fra emsemblet The Magic Bullet Theory, og støj fik vi! Bandet serverede rå, medrivende rock’n’roll, som den skal spilles: Hårdt, kort og kontant. Den københavnske kvartet åbnede for alle sluser fra første takt med deres beskidte rock, og det var tæt ved umuligt at stå for invitationen til at danse med foran den lille scene. De fire gutter svedte på deres sparsomme plads og leverede en sønderrivende hvirvelstorm af rock’n’roll og soul med et stænk af gammeldags rhythm and blues. Især bassisten imponerede med sine delikate basgange, og hans samspil med trommeslageren var en sand fryd i sig selv. Forsangerens karismatiske sang og skrig satte et endeligt prik over i’et i udladningerne. Han supplerede stilen tro med en masse yeah’s og all right’s, og det stærkt antal fremmødte publikum var med hele vejen med genklingende yeah’s. “Are you ready?!” blev der skreget fra scenen, og bandet slog over i den svedigt rockende Ding Ding. På trods af det dårlige vejr blev publikum varmet godt op af de magiske kugler, og der var intet andet end fornøjelige smil på alles læber, da de gik derfra. Læs også Undertoners anmeldelse afThe Magic Bullet Theory: s.t.The Magic Bullet Theory: Poems and ExplosionsMeine Kleine Deutsche og The Magic Bullet Theory, Vibration Festival i København 14.02.04

Hvorfor i alverden blev Silver Rocket inviteret til Roskilde? Med den lamme undskyldning af en garagerockende koncert blev undertegnede udsat for festivalens om muligt dårligste band.”œYou got it / Ride the silver rocket“, synges der i Sonic Youths Silver Rocket, fra hvilken sang man må gætte, at århusianerne har deres bandnavn. Men hvis man blev sendt ud på nogle flyveture med Silver Rocket med afsæt fra Roskildes marker, blev det udlukkende til nogle kedelige af slagsen, hvor en tur med børnekarusellen i Tivoli er langt mere spændende. Silver Rockets musikalske inspirationskilder ligger gemt et ulmt sted i 70’ernes garagerock. De gør sig i tungt drivende guitarrock og skiller sig bemærkelsesværdigt ud ved, at alle tre medlemmer skiftevis synger leadvokal. Overordnet set er idéen uhyre interessant, men for Silver Rockets vedkommende faldt raketten hastigt til jorden. Bedst går det med bandets guitarist på sang. Hans lettere forvrængede vokal Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto passede fint til bandets stil, og det er da også med denne sanger, at selve sangskrivningen fungerede bedst – dog uden på nogen måde at være prangende. Energien viste sig fint tilstedeværende, men sangene var simpelthen for søvndyssende kedelige. Jeg blev pludselig glad for mine ørepropper, da den kvindelige bassist stod for tur foran mikrofonen. Hendes skingre og hysteriske vokal skar mere i mine ører, end den på nogen måde kunne fryde. Meget bedre gik det ikke for trommeslagerens sangmæssige indsats. Et større plus var, at jeg kunne lytte til ham med ørepropperne tilbage i æsken, men til gengæld førte det til et langstrakt gab. Magen til uinspirerende og kedsommelig sang har jeg sjældent måtte lægge ører til. De begejstrede udråb mellem numrene virkede langt mere ophidsende end de numre, bandet var kommet til Roskilde for at spille. Koncerten fik en noget uheldig og skræmmende drejning midt i Silver Rockets set. Vinden, som på daværende tidspunkt blæste med et højt antal sekundmeter, hev fat i et større stativ med koncertlamper, som pludselig faldt med retning mod guitaristens ståsted. Til alles held befandt han sig i det gældende øjeblik midt i en guitarsolo i den anden ende af scenen. Silver Rocket fremstod som et fuldgyldigt amatørband med alle de negative konnotationer, der end må følge med sådan en betegnelse – og jeg skal ærlig talt stille mig uforstående overfor valget af et sådant band til Roskilde Festivalen. Silver Rocket havde absolut intet at gøre på Campingscenen! De burde parkere raketten i garagen et par år mere, pudse den lidt og putte lidt kraftigere sprængstof i, for den ladning, som vi blev udsat for, var for gabende kedelig og dårlig.

De rockende bornholmere er vendt tilbage med en frisk ladning sange, som er med til at slå fast, at bandet bestemt havde fortjent deres plads på dette års Roskilde Festival. Man kan ikke undgå at føle en smule medlidenhed med bornholmske Softporn. De vandt den sidste omgang af det forgangne DM i Rock, som bekendt fik en noget uheldig og brat afslutning, hvilket bl.a. resulterede i, at Softporn på den bekostning ingen plade fik udgivet. Siden har de bravt kæmpet sig frem på den danske undergrundsscene – så meget at man ikke har kunne undgå at lægge mærke til dem. Derfor var det mere end fortjent, at de stod på dette års Roskilde Festivals Campingscene. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Der var lagt i ovnen til den helt store rockkoncert med de bornholmske drenge, og alle forventninger, man måtte have til Softporn, blev på fineste vis indfriet. Bandet lagde ud med en eksplosiv instrumental rockladning, som væltede ud mod den store masse, som var mødt op foran den lille scene. Herefter fulgte den sejt rockende Rabbit Island, der er at finde på en EP, som blev udgivet på det Internetbaserede pladeselskab Viatone for et par år tilbage. Efterfølgende præsenterede bandet en række numre, som er indspillet på en plade, som de savner et selskab til at udgive. Og her er der virkelig tale om gode numre. Især imponerede et nummer som Into the Ocean, hvor bandet med herlig støjrock leverede den gode melodi tilsat en ordentlig omgang energisk fylde. Spilleglæden skyllede ud over scenekanten som en gigantisk bølge skummende med intensitet på toppen, som man uundgåeligt kunne slippe fra – hvilket vi på ingen måde havde lyst til. Der er måske ikke tale om den store innovative tilgang til rockmusikken fra Softporns side. De har set visse skabeloner efter i syningerne fra bands som blandt andre Psyched up Janis, Mew og Placebo, og ud fra dem har de skabt et udtryk, som er deres. En anden af de nye sange, Rocketeer, havde følgende tekstlinje: “œI never thought I’d find you here“. Samme tekstlinje kunne med ærgerlighed rettes mod Softporn: Man frygtede efter den tidligere DM-fadæse, at bandet ville forsvinde i sig selv. Men de er vendt tilbage med fornyet energi og – ikke mindst – fornyet vilje.

Dårlig lyd og dårlige sange var blandt flere plager i en skidt koncert, hvor det århusianske band, Magnified Eye, tydeligvis havde ambitioner, som trådte ud over deres egen kunnen og formåen.Mit andet besøg foran Roskilde Festivalens Campingscene bragte mig i selskab med en århusiansk kvartet, hvis ambition var at ruske sit publikum igennem med deres musik, hvis rødder er solidt plantet i stonerrock-traditionen. Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto Magnified Eye havde nogle glimtvis gode øjeblikke, men overordnet druknede bandet i en række ambitioner, som deres sange på ingen måde kunne leve op til. Hvis man forestiller sig en blanding af bands som Kyuss og Monster Magnet, giver det et fint billede af, hvor århusianerne vil henad med deres musik. Men med generelt kedelige sange, opbygget af hvad der virkede som et genbrug af selvsamme akkorder fra egne tidligere spillede sange, samt en frygtelig langstrukken, lys vibrerende vokal fra forsanger Torben Egebjerg var der ærgerligvis ikke meget at komme efter. Det hjalp desuden ikke, at Egebjerg havde en selvfed tendens til at sætte ekstremt fokus på egen person med de historier, som ligger bag ved de lettere banale sange. “œDette er en sang, som jeg skrev, da jeg befandt mig i en lettere deprim tilstand“, var én blandt flere præsentationer, der lød som pinlige, selvsmagende blottelser, som jeg personligt nemt kunne have været foruden. Magnified Eye havde dog heller ikke de bedste betingelser. Hvem der end stod bag mixerpulten burde få sig et nyt sæt ører. I løbet af bandets fire første sange var der ingen lyd på bassen, og da bandet senere introducerede en ekstra mand på mundharmonika, var denne heller ikke at høre. Men dårlig lyd eller ej… det var alt andet lige nemt muligt at høre, at hvad Magnified Eye præsterer simpelthen ikke er godt nok. Bandet spiller fint sammen som sådan, men der er virkelig behov for en del grovjusteringer.