Amerikanske Matthew E. Whites debutalbum viser stor musikalsk stilbevidsthed med en form for retrospektiv folkgospel, der emmer af positivitet og livskærlighed. Men selv om flere aspekter umiddelbart bærer hen mod noget nyt og originalt, kan det diskuteres, om den mængde genanvendelse, som musikken trods alt består af, kan retfærdiggøres.
Med de to singler "Open" og "The Fall" samt en god portion hemmelighedskræmmeri og kønsforvirring har Rhye formået at skabe en solid buzz op til deres debutudgivelse. Og også på Woman kæler lydbølgerne sensuelt for hinanden – i en sådan grad, at det hist og her bliver lige rigeligt blidt og inderligt.
1970'erne står for mange som en ikonisk periode for musikken, og Nightlands henter tyk inspiration i periodens synth-lyd. Når det bliver for nostalgisk, bliver det kliché, men når musikken bliver mere unik er det et interessant møde mellem moderne og klassiske lyde.
Et mere modent Thao & the Get Down Stay Down giver sig på deres seneste udspil i kast med mere seriøse emner. Vel at mærke, uden at det går ud over gruppens energiske udtryk og fine fornemmelse for catchy indiepop.
De skotske konger af indierock forsøger på deres fjerde album at ramme bredere end nogen sinde før. I den forbindelse har de forskudt vægten, så der denne gang er mere rock end indie.
Fra sit eksil i London har Søren Bonke skabt et ambitiøst, helstøbt og medrivende andet album, der udnytter folk-genrens muligheder til det alleryderste og bekræfter, at Klak Tik fortjener langt mere opmærksomhed herhjemme.
Antipodes er et velmenende, men broget debutalbum fra de newzealandske dissonans-rockere Popstrangers. Der er flotte og fængende momenter, men desværre også lidt for mange svage numre til det for alvor bliver interessant.
Pantha du Prince giver sig i et nyt, spændende projekt i kast med nordmænd og en helvedes masse klokker. Klassisk kompositionsmusik møder minimalistisk house i et sjældent vellykket resultat.
Det eponyme album fra Where Did Nora Go byder på fængende musik og eventyrlig stemning, men i en interessant kontekst, hvor en historie om forholdet mellem køn og identitet møder lytteren.
Papirs tredje album er noget så sjældent som en vokalløs, instrumentel krautplade, man kan synge med på, indtil kanonerne fyres af.
Det er en opsigtsvækkende og frimodig stil, dansksprogede Atomfax lægger for dagen. Deres debut-ep er farverig og gennemført eksperimentel, men vokalen, som må siges at være noget for sig, har det med at stjæle billedet og føre den avantgardistiske stil ud i ikke så bæredygtige ekstremer.
Harlem-rapperen ASAP Rocky skulle ikke udgive mere end et mixtape for at score sig en pladekontrakt til et tocifret millionbeløb. På Long. Live. A$AP leverer han den forventede, dovne swagger-rap, men ikke uden at eksperimentere med andre dele af hiphoppen undervejs.
Veto har skåret ind til benet og fastholder ep'en som det format, deres forrige plade, Sinus, også udkom på. Bandet besidder den velkendte energi og deres karakteristiske tone, der bliver fastholdt gennem deres elektroniske rocklyd og via Abrahamsens levende vokal.
Esben and the Witch holder storvask for synd i alle sorte nuancer. Her er stadig ingen fokus på at lokke lytteren med melodier. Snarere rives man af sted af soniske strømme og bedøvende sirenesang, der her og der ender i deciderede plumrede lydbilleder, som nok overmander, men i sin mangel på kontrast ender med at fremstå statisk kvælende.
