Whores & Thieves' debutplade byder på god, gedigen rock 'n' roll uden så meget pis.
Plader
Emeralds: Just to Feel Anything
Efter 2010-gennembruddet Does It Look Like I'm Here? bevæger Emeralds sig stadig længere væk fra improvisation og mod struktur. Samtidig har amerikanerne købt en trommemaskine, og sammen med opulent helteguitar afsporer den meget af deres femte album.
Dark Dark Dark: Who Needs Who
Under Dark Dark Darks koncert på Roskilde 2011 dannede tordenbrag en voldsom kulisse til blandingen af kammerfolk med balkan- og jazzelementer. De buldrende kontraster er få på bandets nye album, der i stedet fokuserer på Nona Marie Invies imponerende vokal.
Lupe Fiasco: Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1
Chicago-rapperen Lupe Fiasco tager blandt andet fat i nakken på ungdommen på sin nye plade, der har gode rim, men også en uinspireret lydside.
Band of Horses: Mirage Rock
Band of Horses' fjerde plade er, med få undtagelser, en skuffende omgang gumpetung gammelmandsrock.
Glow Kit: s.t.
Glow Kits debut er en skønt lydende omgang powerpoppet punk fra Århus. Men desværre leverer de lige så mange hits som forglemmelser, og en stærk start ender med en middelmådig plade.
Kendrick Lamar: Good Kid, M.A.A.D City
25-årige Kendrick Lamar viser på sin første major label-plade, hvorfor selveste Dr. Dre har taget ham under sine vinger. Pladen, der har to danske bidrag, er en stærk kandidat til årets hiphopalbum.
Prince Rama: Top Ten Hits of the End of the World
Hvad har Hare Krishna og populær musik med hinanden at gøre, kunne man spørge sig selv. Men den Brooklyn-baserede trio Prince Rama forener det åndelige aspekt med det poppede. For med lette elektroniske stød og rytmiske beatfigurer messer de om kærlighed og tro på deres nye album Top Ten Hits Of The End Of The World. En plade med koncept og tanke, men desværre også med en noget kedelig lyd, der aldrig rigtig bliver spirituel.
Dinner: You Are Like LA EP
Det er et både foruroligende og dragende Los Angeles, der besynges af Dinner. Den maskinelle, synth-bårne postpunk lykkes generelt ganske godt på denne ep, der dog savner en snert af variation.
Flying Lotus: Until the Quiet Comes
Flying Lotus har gang på gang flyttet grænser inden for både hiphop og elektronisk musik med sine tre tidligere album. På det fjerde soloalbum eksperimenterer han også, men på en anden måde end tidligere. FlyLo forsøger sig med et indbydende og simpelt album, men lykkes det?
Metz: s.t.
Canadiske Metz spiller en ganske solid omgang støjrock, men giver som helhed ikke noget særligt mindeværdigt indtryk.
Ibrahim Electric: Isle of Men
Manden er en mangefacetteret race. Der findes hulemænd og handymænd, supermænd og boogiemænd. For bare at nævne et par stykker. På Ibrahim Electrics spritnye plade Isle of Men har den skøre instrumental-trio forsøgt at sætte musik til nogen af mandetyperne. Det er festligt, men også lidt trættende i længden.
CTM: Variations EP
Du er på vej mod det røgfyldte dansegulv, fordi nogen har sat Talk Talk på. Din dansefinger signalerer med taktfaste vip nummerets smittende rytme. Cæcilie Triers soloprojekt, CTM, påtager sig italodiscoens smittende electrotrommer og obstruerer samtidig sine egne konstruktioner med manipulerede reallyde.
The Helio Sequence: Negotiations
Det femte album fra veteranerne i The Helio Sequence byder på en række fine numre, men det kniber med at opretholde interessen igennem de langtrukne forhandlinger.