To fornemme pop-avantgardister fra hver sin generation, David Byrne og St. Vincent, har byttet noder og stukket hjernerne sammen på et fælles album med en masse blæsere og lidt musical-tendenser. Det kunne have været virkelig godt, men summen af de fælles anstrengelser er ikke større end solo-delene.
Det London-baserede band overrasker med en erfaren og legende debutplade, som henter inspiration fra mange ældre undergrundsgenrer.
Med The Haunted Man har Bat for Lashes - alias britiske Natasha Khan - taget et skridt mod et mere modent og rent udtryk. Det er stærkt og varigt, men ikke af samme karat som den stærke toer, Two Suns.
Tame Impalas andet album fortsætter, hvor debuten slap, og derfra går turen mod nye neopsykedeliske højder sammen med en af årets utvivlsomt bedste plader. Lonerism udraderer alle klichéer vedrørende 'den svære toer'.
Indie-supergruppen genoptager med deres andet album de forrige udgivelsers nostalgiske fornemmelse uden at spæde mere til glansbilledet.
På det andet studiealbum fra The Rumour Said Fire er der store tanker på banen. Det har givet deres lyd en anderledes alvorlig og tung drejning. De fire bagmænd har ønsket at gentænke deres lyd og udtryk, og det kommer også tydeligt til udtryk på Dead Ends.
Drengene fra The Floor Is Made of Lava er med Kids & Drunks vendt tilbage til opvæksten i udkantsdanmark, hvilket resulterer i en lidt blødere plade, end vi kender det.
Godt på vej ind i efterårets mørke har de to rappere Murs og Fashawn sammen lavet en plade, som alligevel giver dagene en snert af sol og sommer. This Generation er et godt bud på, hvordan 1990’er-inspireret vestkystrap skal lyde i 2012.
Cracks in Ice er andet fuldlængdeudspil fra My Evil Twin. Pladen er kølig og mørk med en naiv charme, men samtidig også en anelse for finpoleret og med for lidt kant.
De fem numre på Death in the Shape of Winter er nok til at vække interessen; men desværre formår EP'en for alvor ikke at give et fyldestgørende eksempel på Ajunas kunnen.
Valby Vokalgruppe har som forventet skabt et mærkværdigt, legesygt album, der balancerer på en hårfin grænse mellem det kedelige og det sprængfarlige. Absolut ikke for utålmodige sjæle.
Den skotske folk-sanger og sangskriver James Yorkston har begået sit sjette studie album. Med en smørblød stemme og et organisk spillende band i ryggen kæler han for øregangene. Mindet om albummets fortællinger og toner fordufter sig dog som dug for solen, når sidste tone ringer ud.
På Battle Born ryster The Killers posen og styrer bandet tilbage mod det spor, der gjorde dem så elskværdige på Hot Fuss og Sam’s Town.
Mumford & Sons blander igen på deres andet album indiepop/-rock og country. Resultatet mangler både smag og originalitet.
