Femmandsgruppen fra São Paulo har lavet et festfyrværkeri af et album, der inviterer til sjov og ballade. Der er momentvis eftertænksomhed, men det primære formål med pladen er at få folk på gulvet, og La Liberación virker efter intentionerne.
Plader
Chuckamuck: Wild for Adventure
Ja, de synger på tysk. Nej, det er ikke Rammstein. Mød Chuckamuck, Berlins bedst bevarede live-hemmelighed. Lidt endnu. For med debutalbummet viser de fire knægte, at de har meloditæft og energi nok til at komme langt ud over Spree-flodens bredder.
Ghost Flute & Dice: Music for Amplified Piano
Mikkel Almholt har forbundet sit klaver med effektpedaler, der svøber hans kompositioner i støj og ekko. Det skaber utroligt store klangrum, er imponerende virkningsfuldt og lyder som ingen andre. En god halv time er dog rigeligt.
Son Lux: We Are Rising
På bare 28 dage har Ryan Lott alias Son Lux og hans stærkt besatte band skabt et stort orkestreret mesterværk, der spænder fra dreampop til kompositionsmusik.
Foster the People: Torches
Los Angeles-baserede Foster the People spiller op til fest. Der er glimmer overalt og melodier i lange baner. Men det er ikke så sjovt at feste, når alt er så poleret, at du ikke kan røre ved noget.
YACHT: Shangri-La
Electropop-duoen YACHT forsøger at kombinere filosofi og dance. Det er absolut ikke overbevisende. Numrene er enten for overgearede eller træge, og voiceover'en, der beretter om Utopia og Paradis, er direkte irriterende.
Ford & Lopatin: Channel Pressure
Debutalbummet fra Ford & Lopatin formidler med poppet charme og tæft den naive synthfascination, der prægede de pastelfarvede 80'ere.
Woods: Sun and Shade
Krautrock-udfald skaber uheldigt flow i seneste udspil fra den chillede folkpoprocks hippeste leverandører.
Jacob Faurholt: Dark Hours
Danske Jacob Faurholt lokker endnu en gang med melankolsk folk, der ikke er perfekt, men har sine stjernestunder.
Sole and the Skyrider Band: Hello Cruel World
Rapperen Sole har lavet et tungt, rablende album, der absolut har sine fede momenter, men dele af pladen drukner i overproducerede synthbeats. Hello Cruel World er hadsk, hurtig og aggressiv, og det er lidt krævende at høre det hele på én gang.
The Horrors: Skying
Med deres tredje album på bare fire år kan man ikke beskylde engelske The Horrors for at ligge på den lade side. Skying viser et band med viljen og modet til at gå i en ny retning, der dog ikke altid er lige vellykket.
Emil de Waal + Spejderrobot: Nr. 2
Trommeslageren og electronicaproduceren er sammen igen. Denne gang er der lidt mindre af både det dårlige og det gode, og duoen virker fortsat bedst som liveband.
Seasick Steve: You Can’t Teach an Old Dog New Tricks
Seasick Steves tag på bluesen er ikke dybt originalt, men til gengæld så autentisk, alsidigt og velspillet, at man glædeligt tramper med.
WU LYF: Go Tell Fire to the Mountain
Heavy pop. Sådan beskriver de selv deres musik, WU LYF. Og det er slet ikke ved siden af. For lyden er omfangsrig har en unægtelig massefylde. Det er ganske god indiepop, der dog ikke revolutionerer noget.