Hvis du ikke allerede er postrock-fan, så gør dig selv den tjeneste at blive det. East of Youth er københavnske The Shaking Sensations' først fuldlængdealbum, der alt i alt er en rigtig god debut.
Plader
Hunch Bettors: Splash-Dancing Kids EP
KarriereKanonen-vinderne Hunch Bettors har udgivet en flot debut-ep med højstemt neofolk og indierock af den følelsesladede slags med trompet på alt. Komplet unikt er det måske ikke, men det holder, og ”Nothing But Green Lights” er så fin.
Orange Monks: Lion’s Den
Orange Monks forstår at skrue virkelig velfungerende melodier sammen på deres andet album. Havde teksternes niveau været lige så højt, havde Lion's Den været en usædvanlig stærk plade.
Cults: s.t.
Newyorker-parret Cults lever op til navnet og efterstræber den kulturelle kultstatus med velkendte fif: et markant udgangspunkt i traditioner, her 60'ernes pige-pop, der pakkes ind i nutidige beats og skaber en uskyldig lyd garneret med dystre undertoner.
Shabazz Palaces: Black Up
Det uforudsigelige hiphopprojekts eksperimenterende og vekslende produktioner vokser langsomt, men sikkert på lytteren. Det samme gør Ishmael Butlers skriverier, der både er abstrakte og ligetil. Før man ved af det, lyder det hele virkelig, virkelig godt.
Peter Laugesen & Singvogel: Den her planet glemmer vi aldrig
Singvogels gentagende melodimønstre bevæger sig derudad, mens lyrikeren Peter Laugesens på samme tid rastløse og kraftfulde tekster befinder sig særdeles velplaceret oven i, uden om og inde i de lydlige figurer.
Wiley: 100% Publishing
En af grime-genrens grundlæggere, Wiley, er ude med et album, der trods både god teknik, en udmærket lydside og nogle særdeles fængende omkvæd ender i den semi-ligegyldige bås. Men i det mindste har han fundet sine Dre-høretelefoner igen.
Com Truise: Galactic Melt
Com Truises 80'er-fetich udvikler sig aldrig rigtig til andet end en anakronisme. Derfor bliver Galactic Melt ikke for alvor en interessant oplevelse.
Zomby: Dedication
På sit andet album skifter den hemmelighedsfulde London-producer den tilbageskuende 90'er-rave-stemning ud med zapper-melankoli, der er mere fornøjelig end trist.
TV-resistori: s.t.
Finsk indiepop med fangarmene ude efter både The Beatles anno Revolver og 60'ernes franske yé yé-pop, men uden at give helt afkald på hjemlandets velkendte melankoli.
Thurston Moore: Demolished Thoughts
Støjkoryfæet Thurston Moore tager den pastorale folkvej på sit tredje solo-udspil. Men under og bag strygerne, blidheden og Beck-produktionen lurer nerven hele tiden. En vidunderlig plade.
Chicago Odense Ensemble: s.t.
Chicago Odense Ensemble er det vellykkede resultat af halvdelen af Causa Suis møde med nogle af Chicagos fineste impromusikere. Det er der kommet en både tilbageskuende og egensindig plade med ikke så få højdepunkter ud af.
Bohren & der Club of Gore: Beileid
Doomjazzeksperimental. Så simpel og ligetil er tyske Bohren & der Club of Gores beskrivelse sin egen musik. Det giver i sandhed anledning til en anderledes musikoplevelse.
Random Axe: s.t.
Sean Price, Guilty Simpson og Black Milk leverer kompromisløs, benhård hiphop, der som helhed ikke er superinspirerende. Men når man tager hvert enkelt nummer for sig selv, har de vitterligt fremstillet nogle seriøse bangers.