Jacob Faurholt: Dark Hours

Jacob Faurholt har tidligere udgivet plader i flere forskellige skikkelser. For nogle år siden med backingbandet Sweetie Pie Wilbur og i 2009 under navnet Why Write – en plade, jeg også havde fornøjelsen af at skrive om. Samt i 2010, hvor han og Kasper Schultz udgav en mindre vellykket ep.

Nu er han her igen. Denne gang med endnu en plade i den dystre og mørke stemnings navn. Noget, som ikke overrasker, hvis man lytter til udspillet Are You in the Mood for Love? fra 2009.

Faurholt har været vidt omkring for at finde bidragydere og sparringspartnere til “Dark Hours”. Specielt danske Kaspar Kaae fra Codys tilstedeværelse kan høres i sangene med sin melankoli og simple og dog forførende kompositioner. Hvor meget, Kaae har bidraget med – og hvordan – er selvfølgelig svært at sige, men der er ingen tvivl om, at både han og Faurholt deler passionen for den afslappede og nedbarberede folk.

Pladen består af 11 numre af mere eller mindre samme støbning. De er alle afdæmpede, og man skal ikke forvente at blive rusket lidt i, som f.eks. vi oplevede med projektet Why Write? Når det så er sagt, så fungerer numrene godt. Titelnummeret, der også indleder pladen, anslår fra første akkord en dramatisk dysterhed, der formår at skabe øjeblikkelig stemning. Selve nummeret har sine skønhedsfejl, specielt på vokalsiden, hvor Faurholts stemme desværre knækker over et par gange. Det bryder hul gennem den kuppel, pladen får indlemmet lytteren i, men dog uden at man mister interessen.

Nummeret “Medicine” er desværre en noget sær oplevelse, der skiller sig en smule ud fra resten af pladen. For det første forekommer et mærkeligt dobbeltkor, hvor stemmerne til tider bliver uforståelige. Dét, blandet med en producering, hvor nogen har fået frit spil ved effektmaskinen, gør, at nummeret bliver forvirrende og ikke formår at fremstå som en helhed, men som et sært uforløst eksperiment.

Anderledes forholder det sig i duetten “Creatures in the Sea”, hvor Sóley Stefánsdóttir fra det islandske band Seabear leverer den kvindelige vokal. En smuk ballade, hvor Faurholts let rustne og dybe stemme står i god kontrast til hendes vokal, der indeholder samme udtryk, men med en større ynde og let skrøbelighed. Et nummer, der bedst kan beskrives som vellydende og utroligt behageligt.

Dark Hours har sine skønhedsfejl, specielt i vokalen, og forbiskud, og den kræver til tider lytterens fulde opmærksomhed, for at numrene ikke forsvinder i hinanden. Men giver man pladen den fornødne opmærksomhed, så er den en klar positiv oplevelse fra en dansk kunstner i år.