Den Anden Kolde Krig er over os, og Fifty Foot Spiders leverer endnu en revitalisering af postpunken med en mindre strømlinet ep end scenens øvrige udøvere. Men desværre også med mangel på tiltrængte gode melodier.
Plader
The Great Depression: Whatever You’re Building
Intensiteten og det passivt aggressive klæder The Great Depression, især når det hele slippes løs over lytteren. Det sker desværre først på pladens sidste nummer, og det en postgang for sent til at glemme langsomheden og de lidt for dominerende, apatiske kammerpop- og shoegazerelementer.
Helgi Hrafn Jónsson: For the Rest of My Childhood
Der skal altid snige sig en dark horse ind i feltet af årets singer/songwriter-album. I 2007 var det Sam Amidon. I 2008 har Helgi Hrafn Jönsson fået den ære, og jeg har meget svært ved at slippe begejstringen for mandens evner til at kombinere et snert af sfærisk Sigur Rös-pop med universel melankolsk sangskrivning. Det er ganske lettilgængeligt, men uhyre dragende og anbefalelsesværdigt.
Mother Sparrow/Christel Wiinblad: Have a Heart/Min lillebror
Mother Sparrows "Have a Heart" følger med forsanger Jannicks storesøsters digtsamling, og det er dér, den har det bedst. For sig selv står pladen ikke brændende stærkt, men efterlader et let aftryk af lo-fi og afdæmpet vildskab, guitar og drengeværelse. Sammen med digtene skabes der et ømt portræt af det at være søskende, og så rammer det lidt mere til venstre for ribbenene, lidt mere lige i hjertekulen.
Common: Universal Mind Control
Det er nye tider for Common. Feel good-attituden, snakken om at være true, for real og alt det der synes at være væk. Nu er der dømt markedsføring på Allmusic, sex og champagne, og det er godt nok en sjov forvandling at være vidne til. Men spidser man ører, gemmer der sig faktisk en overraskelse eller to.
Ida Maria: Fortress Round My Heart
Nu har jeg aldrig brudt mig om den tendens inden for rockmusik, hvor fansene på samme tid både jubler og gyser over, hvor "virkelig" en rocksanger/-inde er, når han/hun vælter rundt på scenen med stiksår på de tynde, blege arme og et glas whisky i hånden. Hvor står det skrevet, at man har mere på hjerte, hvis man er totalt ude at skide?
Kellermensch: s.t.
Kan man kombinere storladen, emotionel rock med en postpunket rytmegruppe og dødsmetal-growl? Det mener Kellermensch fra Esbjerg, og hvis man lytter til deres debutalbum, lyder det som om, de har ret. En sammensmeltning af ulige størrelser bliver i deres hænder til et koncentreret udtryk.
Thunderbear: Solus Ipse
Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.
Majorian: s.t.
Majorians anden ep byder på shoegazer og alfevokal, og det er slet ikke så skidt, som det måske kunne lyde. Rigtig godt bliver det dog først, når alfevokalen lodses ud over scenekanten, og Majorian for alvor slipper tøjlerne.
Kanye West: 808s & Heartbreak
I en på mange måder følelseskold genre leverer Kanye West en dybt personlig plade med tvivlen og selvopgøret i centrum. Det er en musikalsk og lyrisk oplevelse, som er ulig noget, man nogensinde før har hørt inden for hiphop, og man vil enten elske eller afskrive den.
Fennesz: Black Sea
Østrigeren genopfinder ikke just sig selv på sit første regulære soloalbum siden 2004. Tværtimod er de velkendte elementer – gennemmanipulerede guitarer, hvæsende støj, fyldige lydbilleder – til stede, og de føjer sig på ny sammen i øjeblikke af stor skønhed. Endnu flere af slagsen havde ikke skadet.
Mimas: The Worries
Mimas er et af de bands, der bliver bedre og bedre, og The Worries er en fremragende debut. Den efterlader en eftertrykkelig fornemmelse af, at der er endnu mere i vente.
The Bronx: The Bronx III
Så er det øltid med drengene. The Bronx råber hen over testosteron-pumpede, tunge punksange med en trættende ildhu. De er sandsynligvis et godt liveband, men de er vel rigeligt anstrengende på plade.
Stereophonics: Decade in the Sun – The Best Of
En samling øjebliksbilleder. Et vue over en svunden tid. Status! Opsamlingsplader kan påduttes en mængde prædikater, men for de fleste kunstneres vedkommende drejer det sig oftest om at score lidt til pensionskassen. Et opkog af det bedste. Om det er godt nok, kommer vel an på bundniveauet, og her holder waliserne lige skindet på næsen.