Mongrel er et sammenrend af engelske rockmusikere og rappere, der deler en dyb frustration over samfundets miserable tilstand. Det viser sig ikke at være verdens heldigste udgangspunkt.
Plader
Beirut: March of the Zapotec & Realpeople: Holland
Denne dobbelt-ep byder både på Beirut i traditionel forstand og Beiruts dansable, lidt mere udadvendte – og ganske overraskende – IDM-fætter. Sagt på en anden måde: Melankolsk begravelsesstemning møder 90’er-inspireret, elektronisk fiksfakseri.
Xela: In Bocca Al Lupo
Xela har forladt sin indadvendte electronica i popformat til gengæld for mørke, stemningsfulde lydflader med minimal udvikling. Et uhyggeligt landskab, hvor lytteren kan skabe sine egne historier og drømme sig væk.
Grand Duchy: Petit Fours
Har du lyst til at danse til 80’er-pop? Har du lyst til at kigge på dine sko og drukne i guitarstøjflader? Har du lyst til at blive irriteret over radiohittet? Har du lyst til at trække på smilebåndet over de naive tekster? Selvfølgelig har du det og hvilket bedre sted at gøre det end i et fyrstendømme?
Jacob Faurholt: Are You in the Mood for Love?
Modig, nøgen og enkel i sit udtryk. Jacob Faurholt skærer helt ind til sit musikalske nøgleben og giver et bud på, hvordan man kan udgive musik uden alt for megen hurlumhej. Det er til tider smukt og dragende, men desværre også hørt en del gange før.
Vetiver: Tight Knit
Der er dømt sol, sommer og drømmende folk på Tight Knit. Med letfordøjelige og simple sange har Andy Cabic og kompagni lavet en lille plade, der passer godt til en doven sommerdag, men som dog ikke er til at hidse sig voldsomt op over. Så knap en øl op, og læn dig tilbage.
Lampshade: Stop Pause Play
Rebekka Maria Anderssons vokal er en helt afgørende komponent på dette dansk/engelske minialbum, hvor Lampshade viser mangfoldige sider af sig selv. Det kunne let blive en rodet fornøjelse, men Lampshade holder tungen lige i munden.
Bastion: s.t.
Det italienske postrock-band Giardini di Miròs guitarist, Jukka Reverberi, søger nye fællesskaber med en ligesindet i duoen Bastion. Her udforsker de et dystert og mørkt spændingsfelt mellem droner og støj med indfald af abstrakt jazz.
Serena-Maneesh: Montrose Cadaveric (Revevise)
To år er gået, siden shoegazer-gruppen Serena-Maneesh udgav deres udmærkede debut. Nu er de klar med en syvtommer-opfølger, der dog ikke er interessant nok til at indfri forventningerne til bandet.
Phosphorescent: To Willie
Hvem Willie? Den Willie. Phosphorescent har valgt at hylde sit idol, Willie Nelson. Det gør han ved at fortolke 11 af Willies sange. Resultatet virker dog lidt mærkeligt, da det er svært at se, hvordan en så "ucountry’sk" plade skal hylde en countrylegende. Ikke desto mindre er det en flot plade.
The Republic Tigers: Keep Color
Den amerikanske rockkvintet The Republic Tigers debuterer med en halvstøbt, helkedelig plade, som får en til at grine og græde på samme tid. Arrangementerne halter, og teksterne er desværre ikke så subtile, at de vejer op for den påtagede instrumentering.
Hjaltalín: Sleepdrunk Seasons
Islandske Hjaltalín giver pokker i krisetider og leverer med deres debutalbum en instrumentel overflod, der har en skøn balance mellem det flotte og det finurlige.
Diplo: Decent Work for Decent Pay
Hvis der er en producer/musiker, der kan lægge et beat ned, som et beat skal lægges ned, så er det Diplo. Decent Work for Decent Pay er dog hverken det stærkeste eller det vigtigste projekt, han har været involveret i, men det er ikke detso mindre festligt som meget lidt andet.
B. Fleischmann: Angst Is Not a Weltanschauung!
B. Fleischmanns melankolske electronica er noget stillestående på Angst Is Not a Weltanschauung!. Den langsomme opbygning gør sig som regel godt, når musikken akkompagneres af en gæstevokal, men ender ellers med at blive for simpel og intetsigende.