Hvis Hip Hop Nation virkelig er hiphop, så er det noget af det særeste af slagsen, jeg endnu har hørt. Der er ikke mange håndtegn eller rim at finde her; til gengæld er der masser af opklippet, melodisk, analog electronica. Det er en sært blandet fornøjelse.
Mystikken vil ingen ende tage. Er her tale om en gruppe opmærksomhedssøgende ballademagere? Eller er det kunst? Antifolken breder sig som ringe i vandet. Cody, det nyeste skud på stammen, har fået bægeret til at flyde over. Nu er det frem med luppen!
Khal Allan leverer med kunstværket Tuder og høvding noget så sjældent som et originalt, dansk rapalbum med sit helt eget univers, fremragende tekster, afvekslende produktioner og en masse på hjerte. En smal udgivelse på et ufatteligt højt niveau.
Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.
En kaskade af følelser, det er, hvad Matti Byes Drömt er. Det er overvældende dygtigt gjort, men det er også bare alt for overvældende. Bye skyder hele arsenalet af på 36 minutter. Bagefter er den kraftigste følelse den af at være blevet bombarderet.
Sunshines kildrende stråler kaster ikke så mange indtryk af sig, som jungledrengene i Slaraffenlands tidligere udgivelser, men hvad gør det, når alt, man egentlig har brug for på en varm sommerdag, er et letfordøjeligt måltid og lidt glade trommer.
Jay Reatard kalder selv sin musik for larmende popmusik. Den betegnelse rammer han plet med, ligesom han rammer plet med de 13 numre, der udgør Matador Singles 2008. Det går hurtigt, det er beskidt og råt, og det er hamrende god popmusik.
Der er ikke meget at udsætte på lydsiden af Sky Architects debut-ep – hvis man da er til den slags musik. Men bag mødet mellem metal, støj, indiepop og meget andet er der desværre et fravær af myter.
Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en sagesløs lytter. Der er masser af rigtig fine aspekter, et hav af fine billeder og overraskende gode musikalske anslag på Jens Blendstrups anden udgivelse i Frodegruppen40’s regi, men der er også noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Bee Removal er ikke det oplagte valg, når der skal findes musik til opvasken. Musikken forsvinder nemt blandt klirrende glas og bestik, for Nick Butchers nye album er nemlig en musikalsk samling af optagelser af hverdagens små lyde. Det er bedre at lukke øjnene og lade tankerne flyde.
Nattens komme betyder kulde, mørke, stilhed og ensomhed. Alt det er at finde på Alight of Night, men selvom pladen indeholder disse ting, er der stadig ingen tvivl om, at den er godt selskab i en frostklar og søvnløs nat.
Med Cardinology rammer Ryan Adams bunden. Hvad der engang var den alternative countrys gulddreng, lyder nu i stedet som årgangs-Bon Jovi, og som lytter må man sætte hælene i. Det her er ganske enkelt utilgiveligt ringe, i forhold til hvad manden tidligere har præsteret.
Så skete det – Animal Collective har bekendt kulør og udgivet et regulært popalbum, komplet med håndklap, catchiness og drøntunge beats. Er det et sell-out? Overhovedet ikke. Merriweather Post Pavilion fremstår som en naturlig forlængelse, en sublimering, højdepunktet af bandets udvikling det sidste årti.
Jeg stoler ikke på min hukommelse; det er udgangspunktet. Man er nødt til at skrive ned for at fange den tanke, man har, i flugten. Ellers forsvinder den, ellers er den bare færdig, den kommer ikke igen, den er væk, hvis den ikke er noteret.« Jørgen Leth taler, jeg lytter og noterer. Nogle mænd spiller noget musik. Det hele foregår på en café. Velkommen indenfor.
