Keiji Haino laver på sit tredje album som The 21st Century Hard-Y-Guide-Y Man masser af atonale, skærende støjdroner, der lyder som en forskruet version af japansk folkemusik, men i virkeligheden er udført på et instrument fra den europæiske middelalder: hurdy gurdyen.
We Are Popular er en dårlig plade, ingen tvivl om det. Men hvor dårlig er den egentlig, og hvad kan man som anmelder tillade sig i morskabens navn? Få et sjældent indblik i en anmelders formørkede sjæl, imens han kæmper med sarkasme, arrogance og – viser det sig – selverkendelse.
Los Campesinos! er den kværulerende ungdom af i dag. De synger i falset og spiller meget hurtigere på deres instrumenter, end ældre mennesker kan sætte sig ned i bussen. Man taber næsten pusten i den vittige pessimisme, som gemmer sig bag deres skyndsomme indiepop. Når de er bedst, flegner jeg på åben gade. En oplagt kandidat til denne vinters bedste danserock.
Når vinteren nærmer sig, bør musikken på anlægget matche årstiderne. Hvis du vil stikke hovedet i busken og gemme dig i mørkere toner, så kunne Wilderness nye udspil bruges. Her leveres et potpourri af indestængthed og slæbende intensitet, der passende kan bruges i disse mørke tider.
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er anden del af "Plader vi overså i 2008".
Nogle albums har vi bare ikke tid til at anmelde, andre kommer først til vores kendskab sent på året. Derfor hiver vi nu oversete plader ned fra 2008-hylden og giver dem et par ord med på vejen. Her er første del af "Plader vi overså i 2008".
Så er der brugskunst. Midori Hiranos elektro-akustiske indiepop lyder flot og velkomponeret, men ender alligevel med ikke at være mere vedkommende end en designervase.
Catfish Haven lyder umiddelbart som autentiske rester fra den tidlige musikhistorie, der kan grovsorteres under kategorierne soul og rock’n’roll. I virkeligheden er de vist et indierockband med en vridende tilgang til traditionen.
Der er stadig stepdans. Der er stadig mand/kvindeharmonier og sange om forelskelser. Det er såmænd også stadig indiepop, som det plejer at lyde, og alt burde være, som det skal være. Men Tilly and the Wall befinder sig for tiden på autopilot i en rundkørsel, og det er der kommet en umådelig kedelig plade ud af.
Thulebasen stræber mod fjerne galakser på toget til Gøteborg, og i mellemtiden kan anmelderen knapt få armene ned af bar begejstring.
En gang imellem må man konstatere, at et band ikke lige rammer bull’s eye, og det er de færreste bands, der ikke har en dårlig dag. Det er sikkert sket for både The Beatles og Radiohead. Måske florerer der ligefrem en form for børnesygdom, der rammer en udgivelse i løbet af et bands karriere. I The Killers tilfælde er det nærliggende at kalde den sygdom Day & Age.
Cyne spiller på alle tilgængelige tangenter på hiphopklaveret og leverer i den grad overbevisende, moderne hiphop, der i et overflødighedshorn af alternative input og hæsblæsende rap med et fingerknips lukker munden på selv Hanne Vibeke Holst.
Med sin kun anden soloplade, The Renaissance, leverer Q-Tip et yderst bemærkelsesværdigt comeback. En personlig, elegant og fejlfri plade, der sætter en stopper for flere års pladeselskabsproblemer og lover en glorværdig fremtid. Simpelthen en af årets allerbedste udgivelser og en nydelse fra start til slut.
»Hej! Jeg vil gerne bede om for 20 kr. blandet elektronik med Stina Nordenstam-vokal, og så kan du ellers bare fylde op med noget klar klokkelyd. Lidt støj og guitar må der også gerne komme i, men endelig ikke for meget. Og put det gerne i en knitrepose.«
