Evangelicals kreerer en pose blandede psychpop-bolsjer, eller måske snarere forvandlingskugler, og langt de fleste smager fortrinligt. De mange omskiftelige stemninger og lyde skærper lytterens opmærksomhed på en måde, så de lyttende sæt ører konstant holdes til ilden.
Markland Starkie var tidligere en del af noisepopbandet Kaito, men hans debutalbum under navnet Sleeping States er bestemt ikke larmende. Og gudskelov for det, for det rolige lofi-univers, der pryder hans debutalbum There the Open Spaces klæder ham egentlig ganske godt.
Seks svenskere fra idylliske Lund hører en masse Grandaddy, tilføjer teenage-kærlighed, udgiver ’episk’ fjerde album og triumferer. Hvis man altså ellers går og mangler en plade til sin kaffebar.
Duoen LIFT holder til i den sjældne eksperimentelle vokalkunsts sfærer. Deres aktiviteter dér har affødt et album, hvor talen, messen og brummen på bemærkelsesværdig vis omformes til rum og varighed af samarbejdspartneren Hans Sydow. Smalheden er ubetvivlelig, kvaliteten mere diskutabel.
Richard Youngs vender på Autumn Response tilbage til sin akustiske grundstamme, men giver denne gang sin vokal en helt ny dominerende rolle på albummet. Trods enkelte irritationsmomenter ender den eksperimenterende folksanger med at give en særegen opvisning i opløsningens kunst.
Rødt kort til Franz Ferdinand og Maxïmo Park. Ud med de højenergiske guitarudladninger, og ind med indadvendte, afdæmpede indierock-kompositioner i et alsidigt og solbeskinnet lydbillede - sange, der lader til at være Cartridges hidtil mest langtidsholdbare materiale. Kvartetten har taget et modigt skridt mod noget, der kan begå sig i både ind og udland.
Også tredje gang er lykkens gang for danske Barra Head – endda mere end nogen sinde. Lydbilledet er blevet pudset af, så de kontante og konsekvente sange står knivskarpt frem. Men afpudsningen har ikke gjort Barra Head pæne eller kedelige.
Hope Is a Magnet er langt fra den typiske soloplade. Owen Tromans får hjælp af backingbandet The Elders, som straks fyrer op for en forfriskende gang powerpop. Talentet og intentionen er på plads, men pladen mister momentum, når bandet får for lidt plads.
De nye Wilco ville være en passende salgstale for Southeast Engine. Både fordi bandet musikalsk slægter Jeff Tweedy og co. en del på, men også fordi deres countryrock er af en så høj kvalitet, at den sagtens kunne bære at være en arvtager.
Pladen indeholder passager af sublim drømmende poplandskaber, men desværre også en række halvfabrikata, som hører ingen steder hjemme. Man kan vel kalde View From a Highwire for en både og -oplevelse, der viser lovende tegn, men som ikke udløser indre eksplosioner hos lytteren.
Cat Powers andet coveralbum er ikke helt så godt som det første. Der er lidt for meget soul-agtig vellyd og lidt for lidt nerve. Kunne man lide The Greatest, kan man dog sagtens finde tegnebogen frem.
Denne debuterende trio kunne godt tåle at smutte forbi den nærmeste tankstation for at fylde mere luft i hjulene. For ærligt talt er turen med Skammens Vogn meget ujævn og bumlet. På tekstsiden er der fornemt underspillede barndomsminder, mens musikken hovedsageligt er irriterende sløset.
Der står bestemt en talentfuld sangskriver bag synonymet B.C. Camplight, og Brian Cristinzio har da også evner inden for de skæve og skønne popharmonier, men det høje ambitionsniveau står desværre ikke til måls med det færdige produkt, som savner sammenhæng og holdbarhed.
Med The Shaky Hands har bandet af samme navn begået en fin lille indiepop-plade. Der er skæve vokaler, håndklap og alt hvad en indiepop-elsker ellers har brug for. Desværre bliver det aldrig mere end fint, og som Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman ville have sagt, mangler X-factoren.
