Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters' polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, åbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.
Håndklap? Tjek. Vokalharmonier? Ja da. Tribaltrommer? Også i den grad. Altså en ny Animal Collective-plade? Nej. Derimod er Yeasayer en sofistikeret storby-destillering af støvede og snørklede melodier.
Den amerikanske folksanger Michael Hurleys 20. plade, Ancestral Swamp, kunne for så vidt være indspillet for 40 år siden. Instrumenteringen er spartansk, men stadig kraftfuld. Selv om Hurley har det med at blive for sumpet og miste fokus, er netop hans sløsede, nærmest amatøristiske tilgang til fremførelsen en styrke ved pladen.
Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.
Efter succes på Det Elektriske Barometer er danske The Beatitude nu klar med et debutalbum. Bandet opdaterer forbilledernes lyd og komponerer et potpourri af deres inspirationskilder med rimelig succes.
Sheffields nye rockbisser hedder Harrisons, og de lyder netop som, hvad de er: et Sheffield-band. Deres stil minder om bysbørnene Arctic Monkeys med sange om arbejderhverdag og for meget alkohol. Debuten byder på dansabel britrock og også mere afdæmpede numre. Men noget særligt bliver den aldrig.
Der er lagt i ovnen til støvede ørkenlandskaber og øde spøgelsesbyer på Human Bell, der er Dave Heumann og Nathan Bells debut under samme navn. Det er et lovende album, men det bliver desværre ved dét – efter kort tid flyder den instrumentale alt.country sammen og bliver for ensformig.
I sidste uge lagde et hotel i Wuppertal lokaler til 2008-udgaven af den årlige konference om næsten-vellykkede plader. Oprydningen blev foretaget med vanlig tysk grundighed, men det er lykkedes for os at få adgang til en lille smule af det materiale, deltagerne blev præsenteret for.
Som en trold af en æske dukker Vampire Weekend op, og pludselig skal vi alle sammen elske deres afrobeat-popmusik, for det har en hel skare af amerikanske bloggere sagt, vi skal. Det virker altid über-cool ikke at lade sig rive med strømmen, men denne her gang er det svært ikke at give de hippe typer ret.
Producerguden fra Island går egne veje og deler gavmildt ud af sine kreative strøtanker, der både tæller instrumentale lydflader og mere traditionelle sange, båret oppe med hjælp fra gamle venner. Dejlig meditativ musik, som helt sikkert lyder bedre en søndag i sofaen end en lørdag aften i byen.
Århusianske Marybell Katastrophy stritter i mange retninger, og det gør de klogt i. For uanset om de leger med shoegazer-rock, avantgardepop eller elektroniske eksperimenter, er der masser at hente.
Sami Sänpäkkilä er yderst ambitiøs, når han gennem 80 minutter påvirker lytteren med free-ambient og mørk psych-folk. Flere af numrene er lange og fungerer kun i kraft af deres længde. Som album kan han dog ikke få de mange minutter til at hænge sammen.
Glem 90'ernes Weezer-efterabende "Popular". Nada Surf er i det 21. århundrede modnet uden at blive gammel-kedelige. De har opdyrket en bittersød, eftertænksom form for poprock a la Death Cab for Cutie, der kan ramme helt rigtigt, når sigtekornet er korrekt indstillet.
San Francisco-trioen 60 Watt Kid stormer gennem alle tænkelige lydmure med sin selvbetitlede debutplade. Med udpluk fra 50'er-rock'n'roll, 70'er-psych og 90'er-synth skriger 60 Watt Kid deres helt egen halsbrækkende tone ud i rummet. Resultatet bliver en legende og larmende debutplade.
