Dyster intrumental ambient, der udvikler sig til langstrakte lydlandskaber og til klimtende smukke orientalske toner, videre ud i stærkere beats og til sidst til Bryan Ferry med tung tysk accent. Den tyske multikunstner Michaela Melián har udgivet sit andet album og sætter lytteren i en yderst behagelig tilstand.
Det er stadig tight og stramt betrukket med oaser af coolness, energi og dystre udladninger, men plade nummer to fra Spleen United har mod på endnu mere, og lysere tider er på vej. Vejen dertil er asfalteret med et stærkt melodimateriale og elementer fra 90'ernes dancescene. Et spændende og særdeles gangbart koncept.
Dirty Projectors' hovedkraft, David Longstreth, har gendigtet Black Flags punk-milepæl Damaged - vel at mærke alene ud fra hukommelsen. Og tak for det, for resultatet er i sandhed afvæbnende. Brooklyn har givet os endnu et fortryllende mesterværk.
Skammens Vogn udsender deres yderst lyriske debutalbum fyldt med små, tabubelagte skamfuldheder. Musik og tekst går op i en fantastisk helhed, hvor nye og usete konstellationer løfter den dansksprogede musiktradition til usete højder.
Elektrisk, dansevenligt og pokkers catchy fra først færd. Jon McClure og hans backingband har den rette formel til årstidens skrøbelige tungsind, og det er svært at undgå farve i kinderne efter en tur i høet med The State of Things. Godt nok taber pladen lidt af pusten mod afslutningen, men har man mod på elektro-punk i den milde ende, bør man snuse til Reverend and the Makers.
Kender du typen, der emmer af gymnasielærer og som en anden Brandon Walsh nonchalant afstår fra enhver dans? Her kommer en forsinket julegaveidé, der både er voksen, intellektuel og rytmisk forførende som ind i h...... De færreste bemærkede den, men First Night Forever kunne sagtens være en af sidste års bedste.
Jyske Shout Wellington Air Force er nyeste hest i stalden hos Morningside Records. Bandet står bag en omgang god gedigen indiepop. Carry Yourself er en hæderlig debut-ep, men stilen er hørt mange gange før, og numrene hænger ikke ved efter endt lytning.
The Dreamers er en debuterende duo, som består af to solister, der giver hinanden en chance som duo ud i melankolsk bossa-nova. Det er til tider ganske hyggeligt, ganske anonymt og ofte kedeligt som et gulvtæppe. Der savnes passion og engageret udtryk på albummet.
Little Kingdom fra Citay er en fremragende plade. Citay spiller en guitarvægtig, imødekommende psykedelisk rock med folkemusikrødder. Associationerne til andre bands og kunstnere er mange og gode, men de er vist kun inspiration, ikke forbilleder. Citay er virkelig et særegent, godt bekendtskab.
Pinbacks sange rummer den besynderlige kvalitet at være catchy uden at ville være umiddelbart tilgængelige. Bandet spiller tilbagelænet indierock, der sammensmelter pophooks med en underspillet melankoli. Det er en opskrift, der fungerer til halvvejsmærket.
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Hvor han før har stået i kulissen og diskret sat sit aftryk på et utal af udgivelser på den alternative scene, dukker Jona Bechtolt nu op i hovedrollen i sit eget soloprojekt, YACHT. Bechtolts tredje soloalbum er et sandt sansebombardement, hvor der ikke er blevet sparet på krudtet.
Kulturpolitik involverer engagement, opfindsomhed og kærlighed i Frankrig. 1% af alle offentlige byggeudgifter skal f.eks. bruges til stedspecifikke kunstværker. 1% er også titlen på en cd med lydinstallationer fra selveste det franske kulturministeriums elevatorer. Der er ingen tvivl om, at det er sjovt at køre i elevator dér.
Band of Horses følger op på deres debutsucces med Cease to Begin, der varsler en mere lækker, velproduceret lytteroplevelse. Men den rå, insisterende intensitet går en smule tabt undervejs i processen.
