John Darnielle er en finurlig historiefortæller. Han opbygger personligheder, som leger rundt med sin lytters fornuft og verdensopfattelse. Med skælvende stemme og herlig folkpop lykkes det det ham under navnet The Mountain Goats at levere en af sine bedste plader i karrieren.
Broder Daniel er svensk teen-fortvivlelse og en god, trist guitar, men den energi, som bandets plader tidligere bar præg af, er på Cruel Town delvist forsvundet.
Hvad tænkte Ryan Adams dog på, da han bestemte sig for at udsende dette album? Eller skal jeg sige: Hvad tænkte hans label, Lost Highway, på?
Det kan være rart, når man ikke behøver tænke så forfærdeligt meget over den musik, man lytter til. Sådan er det med Decibully, der har lavet en døsig popplade, der får én til at glemme ens bekymringer for en stund. Det er bare ikke altid, man har tid til det.
En frygtindgydende stemning gør denne norske debutplade til særdeles stærk lytteoplevelse.
90 Day Men leverer med deres fjerde album endnu mere af deres særegne og poppede, pianobaserede mathrock, og bandet lyder på Panda Park endnu mere end før som helt sit eget.
En blanding af Pavement, Belle & Sebastian og Yo La Tengo. Sådan beskriver Tigerellas pladeselskab bandets lyd, og selv om det ikke er mere rammende end at beskrive smagen af agurk med smagen af tomat, er Tigerellas debutalbum et lille, fint bekendtskab.
The Lovekill spiller garagerock som mange andre. På deres debut-EP rækker dette kun lige til en middelmådig karakter.
På det legendariske pladeselskab Rough Trades 25 års jubilæumsudgivelse hylder en række af selskabets nuværende kunstnere det omfattende bagkatalog, og det er der kommet en fin plade ud af.
Et imponerende debutudspil, som sågar indeholder en hitsingle – hvis bandet får lov at komme så vidt.
The Risktaker fra København bevæger sig i det musikalske mørke, hvor der er plads til de stille sange i et dystert univers.
Før var det Silver Scooter, der havde primært fokus, men nu er det Scott Garreds soloprojekt Super XX Man, som er i højsædet. At dømme ud fra denne plade alene, synes valget umotiveret. Garred kan skrive gode popsange, men han fravælger at gøre det her.
Det virker, som om Tobias Trier finder hjem på sit tredje album. Hans nye, mere dæmpede stil klæder både hans tekster og vokal.
Selv om de ikke vil indrømme det, så er Bergman Rock ikke meget mere end bob hund på engelsk, hvilket er herligt musikalsk, men som uomtvisteligt også efterlader et tekstmæssigt tomrum.
