The William Blakes har efter en uforholdsmæssig lang pladepause endelig udgivet nyt. De fire år, de har ladet vente på sig, er dem dog hurtigt tilgivet, for det har tydeligvis været tiltrængt, og på 1991, deres syvende plade, får man otte skarpe numre, der langt hen ad vejen sidder lige i skabet.
Med 2 Points 5 Step Pets vender Bjørn Christiansen tilbage i studiet. Efter en pause på 9 år fra solokarrieren, der har bragt eminente og altid elektroniske albums, vender Christiansen sin elektroniske snude tilbage i Bjørn Svin-studiet. Her har han skabt en dyster plade, der på fascinerende og udfordrende vis tager lytteren med rundt i den dybe underbevidsthed.
De evigt foranderlige mørkemænd forsøger at flyve og gå samtidigt. De forsøger sågar også at være catchy, men det lykkes ikke.
Den selværklærede tegneserieduo Vås leverer finurlig og soulet poprock på deres debutalbum. Desværre mangler der nogle selvstændige idéer på EP’ens fem sange, der trækkes i langdrag gennem uendelige gentagelser af duoens omkvæd.
Walisiske Teeth Of The Seas femte studiealbum er et sprudlende lydtapet af genrenedbrydende, cinematisk instrumentalmusik.
SPELLLINGs nye album 'Mazy Fly' er et nostalgisk, men fremadrettet bud på popmusik anno 2019 som bestemt er værd at dyppe tæerne i.
Rainbrothers folk univers har skiftet karakter på deres nyeste udgivelse, men det er bestemt ikke et tilbageskridt. På Island er det bølgende, lidt mere eksperimentelle lydlandskab, der var at finde på Rainbrothers debut, nedskaleret. Der er skåret ind til benet og fundet frem til en helt upoleret ærlighed, der så tydeligt afspejler albummets historie.
Danske Alcabean har skiftet stadionrocken ud med melodiske beats og en eftertænksomhed, som klæder bandet et langt stykke hen ad vejen, men savner lidt kant.
Solange er stadig helt sin egen og formår på mange måder både at tilfredsstille og udfordre øret med sit nye album, When I Get Home. Den særlige og fascinerende lyd, der optræder på sangerindens nyeste udgivelse, har dog en tendens til at drukne i en påfaldende ensformighed.
Stærk to'er i M. Rexens trilogi, The United Kingdoms, balancerer eksemplarisk mellem det himmelråbende smukke og et mere sært, svært tilgængeligt univers. Det er kunst af høj karat, der tør udfordre normen og være sig selv.
I en klassisk dragt af punk, glam og queer leverer Queen Zee en overbevisende tour de Force gennem en verden af stoffer, sex og køn på bare lidt over en halv time. Det Liverpool baserede band mestrer deres virkemidler til fulde; albummet stritter af ideer og opfindsomhed.
Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs er tilbage med melankolske observationer og stille samfundskritik. Det er blevet til en udmærket alternativ folk plade, der dog ikke ligefrem revolutionerer nogle genrer.
Med Modig har det aarhusianske band Natlyst begået en forfærdeligt forførende og vedkommende debutplade. De smukke tekster omvikles af simple melodier, der dog til tider kan forekomme så spartanske, at det kan være svært at høre, at bandet består af hele 11 mennesker.
Leyla McCalla spiller op til dans og protest på sit nyeste album, der både er traditionelt, nostalgisk og helt vildt væsentligt.
