Amerikanske Girlpool spænder fra ligefrem indierock til drømmende synthpop på deres tredje album, hvor de to unge sangskriveres forskelligheder træder i karakter på godt og ondt.
Plader
Durand Jones & The Indications: American Love Call
Durand Jones & The Indications charmerer med sjælfulde vokalharmonier, imponerer med stærke tekster og kombinerer lyden af klassisk r’n’b og soul med en nutidig nerve og energi på en måde, der giver rigtig, rigtig god mening.
Nicotine Nerves: 1995
Kan der blive ved med at komme relevant musik, der trækker på samme hammel som punk og grunge? Er det stadig interessant at dykke ned i disse genrer, der i al deres rebelskhed er blevet integreret i mainstreamen? Jeg ved ikke, om jeg direkte kommer til at svare på disse to spørgsmål, men Nicotine Nerves gør sit at svaret bliver ja. For punk og grunge er det univers, som disse Aarhus-drenge boltrer sig i. Det gør de med vildskab og spilleglæde.
Du Blonde: Lung Bread for Daddy
Engelske Du Blonde har lavet et album, der på godt og ondt opsummerer de sidste år for kunstneren bag, Beth Jeans Houghton. På trods af de gode intentioner og ideer sniger der sig noget lidt ensformigt ind på albummet med den smukke, let absurde titel Lung Bread for Daddy.
Arto Eriksen: Nýtt Uphaff
Nýtt Uphaff er lyden af dine søvnige drømme på en smuk og frostklar vinterdag.
Julia Jacklin: Crushing
Med Crushing leverer den australske sangskriver Julia Jacklin et velskrevet og lækkert lydende album, der byder på et forfriskende perspektiv på det klassiske breakup-album.
Czarface: Czarface Meets Ghostface
Bevæbnet med den pureste 90’er nostalgi og et arsenal af popkulturelle referencer mødes Inspectah Deck og Ghostface Killah fra Wu-Tang Clan med Esoteric og produceren 7L. Resultatet indskriver sig næppe i hiphoppens annaler, men rummer alligevel kræs for kendere, der gør den værd at dykke ned i.
Hôy la: X Heads
Spådommen lyder, at norske Hôy la for alvor kommer til at få vind i sejlene i 2019. I sidste uge udgav hun sin debut-EP, der udgør en fin samling af mørk, forførende triphop.
Better Oblivion Community Center: s.t.
Phoebe Bridgers og Bright Eyes-frontmand Conor Oberst slår pjalterne sammen i denne nye konstellation og leverer solid indie-pop med støjende elementer der dog trækkes ned af hvad der er et til tider tåkrummende, til tider blot uinteressant tekstunivers.
Fanny Wree: Bound
Haderslev-baserede Fanny Wree showcaser sine evner som producer på sin debut EP Bound, der er en samling stilsikre electropop-numre.
Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow
Sharon Van Ettens femte album er gennemtrængende, og forfriskende atmosfærisk i sit singer-songwriter univers – udgivelsen byder på nye lag og en mere eksperimenterende tilgang i hendes soniske teksturer, hvor det folkede udtryk er mindre udtalt end hidtil. Ettens lyrik er dog faretruende tæt på at blive overdøvet af nogle svulstige, elektroniske produktioner.
Aidt/Nørlund: Housewarming
Smukke sange på et retrofuturistisk album fra Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund kredser om kærlighed, glæde og sorg. Det retrofuturistiske element giver indimellem albummet en smule slagside, men rykker ikke ved indtrykket af en ualmindeligt vellykket symbiose mellem tekster, arrangementer og fremførelse.
Farveblind: BOXES
Den danske elektroniske duo Farveblinds mission er at få dig til at danse, og med deres første EP, Boxes, gør de et hæderligt forsøg.
Søn: Det Skandinaviske Design
Københavnske Søn udgiver i dag deres debutalbum: et kreativt og ærligt portræt af ungdommen i den vestlige verden.