Glæden ved livet og ved kærligheden bobler næsten over i det sprudlende og legesyge ottende album fra amerikanske Dirty Projectors.
Plader
Let’s Eat Grandma: I’m All Ears
Nogle gange kan man simpelthen ikke lade være med hovedkulds at forelske sig. At give sig hen, fuldstændigt, og uden hæmninger til de følelser, der følger med, når sød musik opstår. Og jeg er forelsket; forelsket i en plade, som er skrevet, spillet og sunget af to engelske teenagepiger på 19 år. Forelsket i et album, der med sine vidunderligt varierede numre perfekt fanger de store følelser blandet med den ekstreme skrøbelighed, som findes i alle unge på dette forvirrende tidspunkt i livet. Jeg er forelsket i det vanvittige bandnavn, Let’s Eat Grandma, og jeg er forelsket i deres anden plade, I’m All Ears.
Hong Kong: Sundowner
Spraglet pop om en excentrisk onkel i en fjern by. Hong Kong spænder hele vejen fra beatpoesi til pop på kreativt debutudspil.
The Courettes: We Are the Courettes!
The Courettes punker skramlende direkte fra rockabilly garagen og ud på de internationale landeveje.
Jim James: Uniform Distortion
Forsanger og guitarist i det amerikanske indierockband My Morning Jacket, Jim James, har udgivet endnu et soloalbum, der trækker på fine rocktraditioner med både folk, country og psych-inspirationer.
Sophie: Oil Of Every Pearl’s Un-Insides
Oil Of Every Pearl’s Un-Insides er et album, der sprudler af kreativitet og nytænkning, men som desværre ikke formår at følge en yderst stærk start helt til ende.
Red Lama: Motions
Et af de danske bands, der ikke har fået den samme opmærksomhed som andre psykedeliske grupper, selv efter den psykedeliske musiks genopstanden, er det syv mand store Red Lama. Deres debut fik en fin modtagelse hos Undertoner, men tidligere i år udgav de så den svære to'er, Motions.
Gnod: Chapel Perilous
Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.
Gorillaz: The Now Now
The Now Now, Gorillaz' netop udkomne sjette album, er et underligt sammensurium af velkendte, elektroniske beats og uinteressante ballader, der lyder mere lovende, end det egentlig er.
Young Fathers: Cocoa Sugar
Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.
Nine Inch Nail: Not The Actual Events + Add Violence + Bad Witch
Med albummet Bad Witch afslutter de hårdtslående industrial rockere Nine Inch Nails den trilogi, der startede med de to EP’er Not the Actual Events og Add Violence. Det er blevet til et nostalgisk, tilbageskuende og heftigt ridt ned ad Memory Lane.
Flasher: Constant Image
Flasher udspringer af den amerikanske hovedstads undergrundsmiljø, der også har været grobund for bands som Fugazi og Bad Brains. Det mærkes tydeligt på gruppens debut, der er en 30-minutter lang energiudladning af post-punk og power rock.
Gruff Rhys: Babelsberg
Walisiske Gruff Rhys har på sit femte soloalbum fået assistance af et symfoniorkester. Resultatet er iørefaldende, varme popsange, hvis opløftende stemninger står i skarp kontrast til et mørkt tekstunivers.
Death Grips: Year of the Snitch
Death Grips lyder på Year of the Snitch som et herre-dårligt trip, til tider vaklende på kanten af det euforiske. Pladen er et voldsorgie, et mareridtskarneval og en salig blanding af dragende produktion samt enerverende larm.