Amerikanske Low markerer deres sølvbryllup med det mest eksperimenterende album fra deres hånd siden debuten tilbage i 90'erne. En vellykket vekslen mellem støj og engleagtige harmonier resulterer i et vellykket album fra slowcore pionererne.
Plader
Tidlige Armbånd: Sorte Sole Skinner Over Regionens Blege Børn
Tidlige Armbånd smider naiviteten fra sig og indvier nyt territorium ved hjælp af ironisk nationalisme, dystre musicalsange og intenst gribende øjeblikke.
Blood Orange: Negro Swan
Dev Hynes er tilbage med et stærkt, velproduceret og tematisk interessant udspil i form af Negro Swan. Trods det tematiske holdepunkt er det dog også en plade, der ikke hænger fuldstændig harmonisk sammen.
Aphex Twin: Collapse EP
Collapse EP er lyden af en Aphex Twin i balance med sig selv, og selvom pladen ikke er et genredefinerende mesterværk, så er det stadig en mesterlig samling numre fra en af electronica-genrens pionerer.
Yves Tumor: Safe in the Hands of Love
Yves Tumor leverer med Safe in the Hands of Love ud af den blå luft et eksperimenterende og visionært avant-popalbum, der er et seriøst bud på et af årets vigtigste albums.
Oh Sees: Smote Reverser
Oh Sees, Thee Oh Sees eller OCS? Kært barn har mange navne. Desværre er gruppens 21. plade, Smote Reverser, på trods af enkelte højdepunkter ikke en af de skiver, der vil blive husket i bandets diskografi.
Big Red Machine: Big Red Machine
Justin Vernon og Aaron Dessner aka Big Red Machine bakker nyt kollektiv op med deres debutplade som duo. De medbringer deres vellyd og åbenhed til projektet men kommer aldrig på dybt vand.
Big Dust: Pewter & Carbon
I en skummel københavnsk bunker har Big Dust skabt et usædvanligt album, der er faretruende, opfindsomt og legende.
Spiritualized: And Nothing Hurt
Det ottende og formentlig sidste album fra Spiritualized er endnu en i rækken af bandets storladne space-rock odysséer, men desværre langt fra det flotte karriereafrundende værk, der sigtes efter.
Interpol: Marauder
Interpol er tilbage, og de lyder næsten som sig selv. Det er der kommet en fortrinsvis up-tempo plade ud af, der i sin iver efter at køre derudad desværre ender med at blive noget fragmenteret og en lille smule ensformig.
Mark Lanegan & Duke Garwood: With Animals
Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.
Ty Segall / White Fence: Joy
Den hyperproduktive garagerocker Ty Segall har for anden gang slået pjalterne sammen med neo-psych-projektet White Fence. I de bedste momenter er samarbejdet fyldt med drive og variation, men som helhed er albummet en ujævn oplevelse, hvor mange af sangene lyder som ufærdige skitser.
Still Corners: Slow Air
Drømmepopperne i Still Corners er tilbage med deres fjerde studiealbum. Det er desværre en kedelig affære, kun momentvis løftet af højdepunkter i form af enkelte sange.
Tunng: Songs You Make at Night
Engelske Tunng er tilbage med første studiealbum i fem år, tilmed med den oprindelige besætning inklusiv Sam Genders. Resultatet er en tilbagevenden til den succesfulde blanding af folk og electronica, som de slog igennem med tilbage i midten af 00'erne.