Live Footage fra Brooklyn har skabt en plade, der må siges at være helt sin egen. Hvad Doyers helt præcist er for en størrelse, er svært at sige, men den er ikke desto mindre en oplevelse værd.
Plader
Arcade Fire: Reflektor
Alvoren har kridtet danseskoene på Reflektor. Trods pladens catchy facade er tematikken dog lige så tung som på forgængerne.
Sebadoh: Defend Yourself
14 år er der gået, siden de legendariske indierockere Sebadoh sidst udgav nyt. Pausen til trods er Defend Yourself lige så frisk og fersk i kødet, som bandet var i sin storhedstid i 90'erne. Albummet er på mange måder en tur tilbage til rødderne, men heldigvis gjort på en måde, hvor det ikke lugter af genbrug. Et vellykket og kærkomment gensyn.
4 Guys From the Future: Adagio
4 Guys From the Future er ude med en ny plade. Åh, hvem der bare var tilbage på uni og kunne bestemme playlisten til fredagsbaren!
Haim: Days Are Gone
Days Are Gone er på sin vis en helt klassisk popplade med poleret produktion og snorlige singler. Men den er også meget mere end det. Respekt til amerikanske Haim for en interessant debut med popsnedkeri, som kun få kan gøre dem efter.
Chvrches: The Bones of What You Believe
Den hype-omgærderede skotske elektropoptrio har i den grad luret den menneskelige hjerne, og med sin debut formår gruppen at skabe intelligent pop til både krop og hjerne. Albummet er en sand tour de force ud i elektropoppens univers og de seneste tre årtiers elektroniske musik.
Pins: Girls Like Us
Engelske Pins er rejst langt for at finde en lyd, der passer dem, men at gode plader er hårdt arbejde, lader til at være gået bandets næse forbi.
Go Go Berlin: New Gold
Go Go Berlin har allerede opbygget en imponerende fanskare i hele landet. Det bliver ikke mindre imponerende, når man tænker på, det er sket uden udgivelser i ryggen. Den første er hermed ankommet, og den lever op til forventningerne.
múm: Smilewound
Islandske múm retter kursen på deres sjette album og ender med lidt mere tilgængeligt, men også anonymt resultat.
Plök: Infolympics
Plök er tilbage med et fængende politisk manifest, der samtidig er en dansabel rock-plade. Eller er det omvendt?
Darkside: Psychic
Nicolas Jaar og David Harrington har begået et monster af en hybrid mellem minimalistisk disco-electronica og guitardreven spacerock, der allerede ved de første omdrejninger på pladespilleren bider sig fast for herefter kun at vokse sig større på lytteren, i takt med at farven på repeat-knappen lige så langsomt slides væk.
Bill Callahan: Dream River
Dream River er en samling stemningsbilleder, der driver på samme dvælende facon som floden, albummet har sit navn fra. I glimt er musikken både smuk og rørende, men for ofte bliver kombinationen af enkle beskrivelser og diskret instrumentering for anonym.
Body/Head: Coming Apart
»It's not happy music,« siger Kim Gordon om sin nye duo Body/Head, og det er ret spot on. "Coming Apart" er et kompromisløst, udfordrende og dybt personligt værk fra der, hvor det gør allermest ondt, og heldigvis er Gordon – som 60-årig, fraskilt og røvrendt – sejere end nogensinde før.
Skammens Vogn: Asfalt
På Skammens Vogns tredje album er Nikolaj Zeuthen i et mere poetisk og personligt hjørne end tidligere, og de humoristiske nærmest satiriske kommentarer er stort set væk. Det lille barn, der er inden i Zeuthen, er blevet en kende ældre og eftertænksom uden dog at miste sin naivitet.