Plader

The Coral: s.t.

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En forrygende tidsmaskinetur til 1968. Vidunderligt skævt og melodisk.

Da The Corals Skeleton Key EP kom i foråret, var jeg meget begejstret for gruppen, der har en sund anarkistisk tilgang til at lave musik, og jeg gik ud fra, at hvis gruppen kunne leve op til ep’en, var der noget stort i vente. I mellemtiden udsendte gruppen den lige så fremragende single “Goodbye”, og nu er albummet endelig udkommet – og der er absolut heller ingen grund til at være skuffet efter at have hørt hele pladen.

At lytte til The Coral er som at sætte sig ind i en tidsmaskine, der sender lytteren tilbage til 1968. På scenen står et band fra den amerikanske vestkyst og fyrer deres psykedeliske toner af, mens de er badet i et lige så psykedelisk lys. Publikum ligger foran, påvirket af LSD og lever sig ind i en musik, der på en gang både er vidunderlig skæv og melodisk. The Corals musik er i høj grad påvirket af den psykedeliske musik fra tresserne, og man kan tydeligt høre inspirationen fra navne som The Doors, Love og tidlig Pink Floyd i gruppens musik. På mange måder kunne pladen – inklusiv coveret, der rammer stilen perfekt – faktisk lige så godt være lavet dengang som i dag, hvis man ser bort fra den mere moderne produktion.

Alligevel formår The Coral på forunderlig vis at skabe en lyd, som er helt deres egen, måske fordi de ser stort på alle konventioner om, hvad man kan og må. Genrer blandes lystigt, og i løbet af et nummer kommer man ofte igennem både flere temposkift og stilarter. På den måde kan The Coral minde en del om den walisiske gruppe Super Furry Animals, der ligeledes bruger musikhistorien som afsæt for at nedbryde grænserne for, hvordan man kan lave popmusik.

Et eksempel på The Corals stilblandinger er “Shadows Fall”, der i udgangspunkt er en western-agtig ballade med masser af twangguitar, som kunne være taget lige ud af en westernfilm. Undervejs afløses den stemning af et jazzet mellemspil, hvorefter der vendes tilbage til udgangspunktet. På papiret burde den slags ikke passe sammen, men The Coral formår forbløffende nok at splejse elementerne sammen.

Pladen består af 12 numre, der fyres af på under 43 minutter, og der er ikke en eneste svipser undervejs. Tempoet er hæsblæsende det meste af tiden, selvom der også er blevet tid til et par ballader. Skeleton Key er stadig et lige så vanvittigt nummer, som det var første gang, jeg hørte det. I starten var jeg lidt forbeholden mht. nummeret, som syntes at være for langt ude, men med tiden kommer jeg til at holde mere og mere af det, fordi det er så herligt uprætentiøst.

Netop det uprætentiøse er måske et af kodeordene til at forstå The Coral. Hvor mange britiske grupper for tiden har travlt med at levere inderlig og selvhøjtidelig musik, så er det befriende med et band, der viser, at det også kan være sjovt at spille rockmusik. Om The Corals musik er langtidsholdbar, må tiden vise, men uanset hvad, så er de et af de britiske bands, der for tiden er sjovest at lytte til, og jeg kunne da godt ønske mig, at de snart gad spille på en scene i nærheden af, hvor jeg bor, for det kan næsten kun blive underholdende.

★★★★½☆

Deltag i debat