Plader

Selfmademan: The Daylight Robbery

Det er politiske slagord i form af intetsigende floskler, som er det fremtrædende element på dette højtråbende bands plade. Musikken fører intet nyt til den forslidte emoskabelon.

Selfmademan er et band, der gerne vil lægge sig ind ved siden af bands som Hot Water Music, Small Brown Bike og Jawbreaker; et band, der gør brug af emo-genren og fylder denne med politiske slagord. Dermed er der da i det mindste et forsøg på dybde bag skrigene, en bærekraft og lidenskab med dybe rødder i den sociopolitiske asfalt.

Selfmademan lyder som en delegation fra en socialistisk bevægelse. Selv om der er en høj grad af troværdighed i fremførelsen, når bandet synger om arbejdernes vilkår og den mekaniske verden bestående af kubinelignende firmakontorer, er det tekstlige univers ganske simpelt for ungdommeligt naivt, og i de fleste tilfælde består det blot af intetsigende slagord (»By reading the news you can find out the way you feel for certain things,« »Start your own collective, spread your word and message,« »I need to plan my suicide / I’m a numbered employee,« »Cronies are planning our lives«). De vrede udbrud graver aldrig dybere end det første spadestik, som er disse klichéfyldte og trættende opråb, hvis argumenter er ikke en døjt mere overbevisende end cigaretpakkernes advarselsskilte eller regeringens forklaring af de urimelige takststigninger på hovedstadens offentlige trafik.

Nå, så meget for teksterne. Hvad med musikken i sig selv, som trods alt bør være det vigtigste element? Hvis det bare kunne opveje det negative skred i tekstuniverset, ville man stå tilbage med et produkt af nogenlunde kvalitet. Desværre er dette ikke tilfældet. Selfmademan er knap så ’selfmade,’ som de kunne ønske sig. Hvis jeg nævner grundingredienser som blødende oktavriffs, buldrende trommer i mellemhøjt tempo, de emotionelt drevne vokaler og en gennemgående punkdrift, er det ikke svært at gætte sig til, hvor vi er henne.

Det er nærmest med en ufrivillig ironi, at Selfmademans indledende nummer på The Daylight Robbery hedder “Who Will Sing to This?” og at det efterfølgende nummer bønfaldende hedder “Listen Closely This Time”. Problemet er, at Selfmademan gør præcs, hvad bunkevis af bands har gjort før, blot under gennemsnitligt niveau. Sangenes forløb er gennemskuelige: Man ved, hvor det typiske brud ligger i strukturerne, eksempelvis hvor forvrængningen erstattes af ren guitarlyd, hvor stikkerne kilder trommerne fremfor at piske dem, og hvor forsangeren fremtvinger en blødere klang fremfor sin arrigt råbende. Og så ved man også, at vi blot skal otte takter længere hen, før der på ny jokkes på distortionpedalen, bankes løs på trommerne og skydes kraftigere luft fra lungerne. Hvis dog bare bandet havde de gode melodier at hvile i, kunne man se med mildere øjne på denne middelmådighed.

Ikke overraskende forsøger bandet netop at fokusere på melodien halvvejs igennem pladen. Det sker i form af den akustiske afdæmper, “When Everything’s Dead We Come Alive”, som uden at imponere i væsentlig grad alligevel fremstår som højdepunktet på pladen. Dette har dog mere at gøre med, at pladens øvrige sange har en tendens til at flyde sammen til et langt nummer. Så bruddet halvvejs igennem pladen er i den grad tiltrængt. Det bedste brud er dog det, der følger pladens afsluttende nummer – så har jeg vist ikke sagt for meget.

The Daylight Robbery er en kedelig plade, som på ingen måde giver nyt liv til en genre, som flere og flere bands langsomt dræber ved at lave de samme sange og samme plader om og om igen – uden overbevisning.

★½☆☆☆☆

Lyt til “Who Will Sing to This?”:
[audio:http://smallmanrecords.com/mp3/SelfMadeMan/SMM_WhoWillSingToThis.mp3]

Deltag i debat