Plader

Ghost: Hypnotic Underworld

Skrevet af Martin Laurberg

Den seneste plade fra det japanske hippie-kollektiv Ghost er en slem skuffelse, der ikke fortjener den klassikerstatus, som den allerede har fået.

Psykedelisk rock fra Japan. Kan det blive bedre? Hypnotic Underworld er det syvende album, som det japanske hippie-kollektiv Ghost har udgivet på Drag City. Pladen er blevet hypet noget så gevaldigt og har blandt andet fået Ghost på forsiden af Wire Magazine. Noget tyder på, at det går godt for den ny-psykedeliske bølge i Japan med Maher Shalal Hash Baz’ fantastiske mesterværk Blues du Jour fra 2003 som et slagkraftigt eksempel. Der er røre i andedammen, som man siger, og det var med store forventninger, at jeg for snart længe siden satte Ghosts nye album på for første gang.

Men, men, men … hvilken skuffelse! Ved første øjekast bliver man glad, fordi man opdager, at Ghost spiller en kopi af Syd Barretts “Dominoes”. Men glæden er kort, for straks efter viser det sig, at de også kopierer den hollandske prog-rock-gruppe Earth & Fire. Man bævrer: Spiller de psykedelisk folk (ligesom Maher Shalal Hash Baz) eller symfonisk prog-rock af psykedelisk tilsnit? Svaret er, at Ghost har hentet deres musikalske gods i den symfoniske skuffe, og for dem, der mener, at The Faces i sin tid reddede England fra en forfærdelig strøm af harpe- og lyre-orienteret Tolkien-rock, er det bestemt ikke noget plus.

Hypnotic Underworld er skuffende af to grunde. For det første er der grundlæggende noget usympatisk ved stilen. Ghosts numre er bygget op omkring alenlange guitarsoloer og flere minutter lange fløjtepassager og synthesizer-flader. Det kunne måske have været godt, hvis de havde komponeret sagerne på en lidt mere raffineret måde, men det bliver unægtelig noget drøjt at lytte til. Og heri ligger den anden og vigtigste grund til, at Hypnotic Underworld ikke er helt god: Sangskrivningen er generelt middelmådig. Hvis de lange passager havde fremkaldt eftertænksomhed eller stener-stemning, kunne det måske have været i orden. Men i stedet fremkalder de følelser af kedsomhed og irritation, fordi numrene ikke holder. Faktisk er det undertiden så slemt, at de alenlange guitarsoloer bringer mindelser om Pink Floyds sorteste får, David Gilmore, og endda en af rockhistoriens største forbrydere: Eric Clapton.

Når jeg uddeler øretæver, så skyldes det først og fremmest, at jeg føler mig snydt og skuffet. Hvad der udgav sig for at være en ny-psykedelisk klassiker, viser sig at være en middelmådig ekskurs ud i smagløshed. Der er naturligvis lyspunkter. Ghost spiller til tider fænomenalt sammen, og man kommer heller ikke uden om, at produktionen er nærmest fantastisk. Men det er altså ikke nok. Hypnotic Underworld er langt fra uforglemmelig, og jeg er slet ikke enig i den hype, som pladen har været genstand for.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat