Plader

Racine: Number One

En gammel 80’er-stjerne vender tilbage og leger sig frem til en småskramlet, ganske original comebackplade.

Et kækt trommebeat ledsaget af den fristende lyd af en sprød el-guitar, fire enkle akkorder – og så er du på vej ud i foråret med vind (og kitschede solbriller) i håret, fræsende af sted med støv og blomsterblade fra nyudsprungne kirsebærgrene hvirvlende omkring dig. “You say it’s so easy…“.

Hvis man er skeptisk nok til ikke umiddelbart at lade sig forføre af en frisk forårsvind, kan man spørge sig selv, om det virkelig er så let at lave musik. For det lyder af leg og umiddelbarhed, når Wendy James, der er ene kvinde bag Racine, akkompagnerer sin tørre, kåde sangstemme med lyden af diverse samples, congas, melodica, støn, strygere og blæsere.

At albummet Number One langt fra er Wendy James’ så at sige “første debutplade”, gør kun oplevelsen yderligere forfriskende. For det er en gammel kending af en feteret power-popstar, der hermed betræder solodebutanternes kompromisløse stier. Tiden som forsanger i Transvision Vamp, den medfølgende verdenssucces og titlen som sexsymbol har hun lagt bag sig, og efter et forsøg på at samarbejde med Elvis Costello om albummet Now Ain’t the Time for Your Tears, der aldrig kom på gaden, har Wendy James grebet i egen barm.

Det bevises hermed, at man med et hjerte, der banker for selvrealisering, og hofter, der vrider sig til ære for rockmusikken, allerede er godt på vej. Man kan ikke så tvivl om, at det er hér, Wendy James er i sit es. Da hun i sin tid besluttede sig for for alvor at blive “rigtig” musiker, startede hun slet og ret fra en ende af og lærte at spille på og betjene samtlige instrumenter og det studieudstyr, der var påkrævet, for at kunne udleve drømmen om at finde sit indre musikalske univers. Således har hun altså gjort alt selv. Og vil man kritisere hende for ikke at være nogen stor musiker, er det måske nok med rette, men hun har afgjort sjælen med hele vejen. Hermed bevares den nerve og integritet, der sikrer, at hvad den autodidakte musiker har skabt, rent faktisk bider sig fast.

Man mærker, at hun har sjælen med hele vejen. Dette udmærker sig først og fremmest i nærværende og minimalistiske melodier, tilsat den skæve blanding af instrumenter og lyde. Pladen igennem findes der hele tiden nye overraskende, originale elementer, som i That’s the Breaks, Junior hvor en hurtig shufflende lilletromme, foruden den gennemgående el-guiter, ledsages af orgel samt, hvad der lyder som, et klassisk strygerensemble.

Eller i den efterfølgende Cakewalk, hvor Wendy synger flerstemmigt med sig selv og lader et drømmende “ydre rum”-agtigt keybordsample svæve under hende, mens en blød congasrytme og en svag klokkeklang forsøger at danne et rytmisk fundament i den sfæriske rus.
Ligeledes løsrevne er teksterne, der veksler mellem den helt enkle, naive kærlighedserklæring, til et skarpt, nærmest dokumentarisk univers, hvor hun sætter sig selv i rollen som berettende natklub-poet. Imellem disse poler findes dog et par til tider helt abstrakte verbale krumspring, der mere lyder som en kunstnerisk demonstration af rim og rytme end som noget med et egentligt indhold.

Musikalsk ligger Number One i samme zone som Cat Powers seneste album You Are Free og er charmerende piget. Men takket være den direkte og minimalistiske form undgår det at blive for tøset og pænt. I nummeret Princess Patience Blues findes et nærmest soulet strejf, mens stilen i det efterfølgende Hip Hop 156 er anderledes opspændt og energisk, og med en flabet stemmeføring opfordres der til byture i “six inch heels“, mens tankerne henledes på de ukronede dronninger af electro-clash og ass-kicking girl-power, Chicks on Speed.

You say it’s so easy / … Come on baby, take a chance on us“. For så let er det virkelig, og jeg vil lade opfordringen gå videre til at følge den viljestærke musikalske flamme Wendy James, i skikkelse af Racine. Om ikke andet er der gode chancer for en kåd forårsforelskelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat