Klassikeren

The Savage Rose: s.t. – 60’ernes vigtigste danske udgivelse

Skrevet af Camilla Grausen

I dag ser vi The Savage Rose som en institution – en selvfølgelighed i dansk rock. Bandet har altid eksisteret og vil altid eksistere. Men sådan var det ikke, da gruppen opstod – dengang var de en sensation!

The Savage Rose, s.t., Polydor, 1968

The Savage Rose

The Savage Rose

Forestil dig følgende: En god håndfuld af de mest lovende og spændende unge danske musikere, du kender – fra vidt forskellige musikalske scener – går pludselig sammen og danner et usandsynligt og helt igennem gudbenådet rockband. Ville du ikke også være helt syg af forventning?

Sådan var det for snart 40 år siden i 1967, da The Savage Rose blev dannet af brødrene Anders og Thomas Koppel. Allerede inden debutalbummet udkom, var der store forventninger. Trods deres unge alder var stort set alle medlemmerne allerede kendte fra andre sammenhænge, og flere af dem regnedes for at være særdeles dygtige musikere:

Thomas Koppel var konservatorieuddannet pianist med klassiske kompositioner og en opera bag sig, mens hans bror Anders Koppel var også klassisk uddannet og arbejdede som producerassistent på Det Kgl. Teater.
Trommeslageren Alex Riel var berømt på jazzscenen og havde i 1965 fået prisen som Årets Jazzmusiker. Derudover kom Thomas Koppels kone, cembalisten Ilse Maria Koppel, med i bandet, og det samme gjorde bassisten Jens Rugsted og guitaristen Flemming Ostermann, som begge var kendt fra gruppen Dandy Swingers.
Dér hentede også The Savage Rose også sin forsanger, den kun 18-årige Annisette Hansen, der var ved at blive et kendt navn på popscenen. Med Dandy Swingers havde hun indspillet en version af River Deep, Mountain High, hvor hun leverede en vokalpræstation, der var så stærk og bjergtagende, at selv Tina Turners version blegnede i sammenligning.

Det var disse syv, der udgjorde The Savage Rose, da debutalbummet blev indspillet med Johnny Reimar i producerstolen med ansvar for de fire spor, bandet havde at optage på.
Anders Koppel skrev teksterne, og Thomas Koppel skabte toner og rytmer til ordene. Kronen på værket var Annisettes stemme.

Debutpladen udkom sommeren 1968, og det er stadig en fantastisk plade, der overbeviser allerede fra første skæring. Your Sign/My Sign indledes med en legende instrumentering og Annisettes lillepigestemme. Men snart vokser nummeret sig stort og dramatisk, og Annisettes stemme bliver stærk og klar. Rugsteds bas spiller sin helt egen melodi, og Riels jazzede trommer markerer fra starten lyden af The Savage Rose. På Your Sign/My Sign mestrer bandet en perfekt afveksling mellem det skrøbelige og det meget kraftfulde. Netop balancen er i det hele taget et kendetegn på albummet – kunsten er ikke at kunne, men at vide hvornår man skal. Alle numre indgår i en flot balance mellem det dramatiske og det sødmefulde, melodisk pop og psykedelisk avantgarde.

For eksempel er der en smuk ligevægt mellem numrene Her Story og White Swan’s Marriage Clothes. Først kommer Her Story, der er en dramatisk fortælling om kønsroller og et ægteskab i knude med en nedadgående dyb basgang og hårde molakkorder på klaveret hele nummeret igennem. Men i samme øjeblik nummeret er slut, bliver tordenskyerne hurtigt fejet væk af albummets mest sukkersøde nummer White Swan’s Marriage Clothes, der er en sød og melodisk popsang med masser af elektrisk spinet og flerstemmigt mandekor.

Oprindeligt udkom The Savage Rose naturligvis som LP, og på pladens side 2 var det første nummer helt anderledes afdæmpet end åbneren fra side 1. Everybody Must Know er en forunderligt smuk kærlighedssang, der indledes af kirkeklokker for derefter at blidt at folde sig ud med en nænsom og trøstende vokal fra Annisette, der synger: “You know I want to land you / my love, on a safe and wild place“. Under det hele ligger imidlertid hele tiden en stille frustration og rumsterer i form af Alex Riels usammenhængende trommer og Annisette, der fortvivlet synger: “why don’t you tell them?“.

Annisette var kun 19 år og uden nogen form for skoling. Alligevel lyder hun som en erfaren sort soul-sangerinde og ikke som en purung dansk forstadspige. Hun har ikke kun en stemme, som mange andre sangerinder ville gøre alt for at få – hun har også en fabelagtig kontrol over den. Hun kan begrænsningens kunst; hun ved, hvornår det er tid til at holde igen og synge blidt, og hvornår det er tid til at lade al den kraft, hun har i sig, tordne frem.

Ud over balancegangen mellem det sagte og stormfulde er Jens Rugsteds altid meget tydelige og levende basspil og Alex Riels jazz-influerede trommestil et tydeligt kendetegn ved The Savage Rose. Samtidig er Ilse Maria Koppels spil på cembalo og elektrisk spinet meget karakteristisk og tilsætter hele lydbilledet finesse og lethed. Anders og Thomas Koppels bidrag behøver næsten slet ikke at blive nævnt – det er jo dem, der har skrevet og holder sammen på hele herligheden. Desuden har pladens producer gjort et stykke arbejde af høj standard for tiden.

Pladen blev flot modtaget. Publikum var begejstrede, og pressen imponeret; med “den internationale lyd på dansk!” blev The Savage Rose udråbt til at være intet mindre end “en sensation!”. Datidens beat-kritikere tøvede ikke, men kårede Annisette som “Danmarks bedste sangerinde”.
Dog var det netop hendes talent, der skabte de eneste skår i lykken for bandet. The Savage Rose så sig selv som en helhed, men Annisette var nærmest ene om at få opmærksomhed. Pressen så en god historie i den spinkle pige med løvehåret og den store stemme, der oven i købet var søster til Rudi “Mie-fra-Far-til-Fire” Hansen. De andre medlemmer var mindre interessante, og ofte blev bandet tilmed omtalt som Annisette and the Savage Rose.

The Savage Rose overkom imidlertid dette problem, og da nyhedens interesse for den betagende forsangerinde havde lagt sig så meget, som den nu kunne, lykkedes det at koncentrere sig om musikken og de mange turnéer igen. Bandet spillede som det første beat-orkester herhjemme for stopfyldte sale og tog på turné i udlandet, bl.a. en lang tour i USA, hvor de fik opbygget en stor fanskare, der bl.a. talte den berømte rockanmelder fra Rolling Stone, Lester Bangs.

De næste år var The Savage Rose meget produktive, men i 1972 blev bandet kraftigt reduceret til Annisette og brødrene Koppel. Senere faldt også Anders Koppel fra, og i dag består The Savage Rose af ægteparret Annisette og Thomas Koppel sammen med et større hold af udskiftere bag instrumenterne. The Savage Rose har altid skabt musik af høj kvalitet, men den store lyd og massive klang fra de første albums, og særligt de kunstneriske højder, som debuten når, har bandet aldrig formået at gentage.

The Savage Rose er en helt uovertruffen udgivelse. I musikhistorisk sammenhæng er den en milepæl, der bringer dansk beatmusik op i international klasse.
Men også rent musikalsk og med nutidige ører er The Savage Rose helt enestående. Jeg tror, det skyldes bandets spredte rødder. I samarbejdet mellem bandmedlemmerne mødtes det bedste fra mange verdener – pop, jazz, klassisk. Det er denne sammensmeltning samt tidens ånd og lyden af den nye beatmusik, der har forenet sig i en plade, som stadigvæk synger helt op til stjernerne. The Savage Roses “yellow album” er en af dansk rocks allerbedste og vigtigste udgivelser. En sand klassiker.

Trackliste:
1. Your Sign / My Sign
2. Open Air Shop
3. You Be Free
4. Oh Baby Where Have You Gone
5. A Girl I Knew
6. Everybody Must Know
7. Savage Rose
8. Her Story
9. White Swan’s Marriage Clothes
10. Sleep
11. You’ll Be Alright

Deltag i debat