Alle fotos: Daniel Nielsen
Hvis titlen som den blideste performer på et tidspunkt udloddes, så tror jeg, vi torsdag eftermiddag fandt en vinder. For hvad end Seattle-baserede Dean Johnson – der i hvert fald må være den blideste countrymusiker (eller måske bare person) vest for Mississippi – får til morgenmad, så skal jeg bede om det i morgen lige efter en portion af Meyers’ legendariske baked beans.
Og som en velplaceret artist til de tidlige festivaltimer kunne han klokken 13:00 træde ind på Fauna med et udvidet band og et bredt smil, som vi hurtigt fik en konkret forklaring på. I tråd med hvad Undertoners anmelder dengang kunne berette, fortalte Johnson os benovet, at hans koncert på Roskilde Festival i 2024 var den bedste, han havde spillet i sit liv. Ikke så lidt for en mand, der turnerer stat og rige rundt i det amerikanske.
Til dagens anledning havde han via sine københavnske kontakter skaffet to danske medspillere i form af Arto Eriksen på trommer og Jacob Mundt på bas, og særligt sidstnævnte var synligt beæret og glad for at være en del af bandbesætningen. Johnson var da også meget rundhåndet med komplimenterne til sit band (cute alert). Det er altid rart at se de gode relationer og spillegejsten malet i artisternes ansigter, og det bidrog også denne dag til en god og indlevende koncert, der vakte selv en træt festivalgæst til live i regnen.
Fra de første håbefulde kærlighedssange til de mere hjerteknuste, (dette er umiskendeligt den narrative bevægelse i hans musik, spøgte han fra scenekanten), var han omkring os med livsvarmende ydmyghed og indfølende tristesse på hans særlige, næsten fortrolige måde. Er han ikke i virkeligheden en betroet ven, der fortæller os om livets gang? Sådan kan det føles, men måske var jeg et nemt offer for den slags empatiske indskud; givet en overraskende kold nat i et dugvådt telt.
Selvom man sagtens kunne have oplevet en intensitetsmæssigt mere ophidsende koncert end denne, var det svært ikke at boppe med til fine og sjove skæringer som “Acting School”, den selverklæret grungede “Carol” og cowboy-perlen “Faraway Skies”. Det var lige til en behagelig kickstarter af, hvad der så ud til at blive en knap så solbeskinnet dag.
I et fjernt, imaginært univers – og dog under samme teltdug – slog slovenske Širom få timer senere an til deres imaginære folk, som de selv kalder det. Trioens besætning, Iztok Koren, Samo Kutin og Ana Kravanja, er multiinstrumentalister i ordets egentlige forstand. Fra gulvet, de sad på, blev der spillet på minimum 12 forskellige instrumenter; herunder minimum to strengeinstrumenter, som lignede forvoksede køkkenredskaber (henholdsvis æggedeler og mandolinjern, hvis I skulle spørge), minimum to andre slags, som rent faktisk var køkkenredskaber, for ikke at glemme den taperulle, der blev transformeret til et overraskende effektfuldt slagtøj – og slutteligt flere som jeg ikke ville kunne navngive. Og hov, var der en delfin til stede? Nej, det var bare Ana Kravanjas imponerende, højfrekvente vokal, der bragte tankerne hen på den mærkværdige sang fra de marine pattedyr.
Det lyder måske fjollet, men det var alt andet end dét. På trods af en lidt døsig start hvor jeg et øjeblik troede at vi skulle sidde igennem en times svært tilgængelige polyrytmiske folk-eksperimenter, fik bandet efterhånden oparbejdet en mørk, kraut-agtig lydmur, som virkelig appellerede til sanserne. Den store æggedeler-lignende ting kunne frembringe en dyb, voluminøs lyd som fra en elektrisk bas, mens en underliggende drone var fundamentet for mange af numrene, og det gav lyden en dyster kvalitet. Og en sand slagtøjsstorm blev hvirvlet op af alle tænkelige genstande, de alle tre kunne slå på; skåle, bambusrør, gryder og hjemmelavede trommer. Taktilt og smukt. Jeg havde sågar en følelse af, at de påkaldte sig den tiltagende regn, som pludselig stod ind ad siderne på teltet. Der var en konstant knitren af vand mod teltdugen i baggrunden, som ikke gjorde oplevelsen mindre magisk. Det gjorde til gengæld den relativt konstante knævren nede fra teltets bagende – særligt under de mere stille passager, som givet det organiske setup var rimelig udsatte.
Men efter at bandet selv satte ord på deres forehavende på den seneste plade med titlen In the Wind of Night, Hard-Fallen Incantations Whisper, var det, som om der indfandt sig en vis ro og opmærksomhed i publikum. Værket handler nemlig om at indgyde fællesskab og positiv energi via den fælles oplevelse af musikken i »strange times«, forstås. Deres egen betegnelse for genren – den imaginære folk – passede derfor ganske godt på denne ret opslugende oplevelse.
The New Eves blev sidenhen min første Gloria koncert i år og et kærkomment afbræk fra Faunas tilsyneladende magnetisme – også selvom der altså lugter lidt af gamle bleer inde i den gamle stald. Gruppen fra Brighton markerer en spændende debut i, hvad jeg bedst kan beskrive som folk-punk. Vi er nede i samme skuffe som Patti Smith og Velvet Underground, hvis man læser omtalerne, og det er der noget om. Med deres ublu, indfølte råbevokaler, profane poesi og rå brug af violinen er der stemningsmæssigt klart noget af 60’ernes og 70’ernes gadeparate rock og rul. Men samtidig er det på alle måder også en debut, og deres lyd føles ny og frisk.
Det kom også til udtryk i en ret uperfekt afvikling – ikke på en ufed måde, men formentlig bare, fordi de er unge og endnu relativt uprøvede som liveband. Der var eksempelvis nogle rytmepassager hist og her, der ikke var helt stramme. Men energien var ikke til at tage fejl af både på scenen og blandt publikum; især på grund af den måde bandet legede med formerne. Særligt var deres decentrering af frontpersonkonceptet ret original, hvor der ofte blev skiftet udsigelsespunkt undervejs i en sang. Eksempelvis på intronummeret, “Circles”, hvor bandet nærmest præsenterede sig selv individuelt ved hver at synge eller råbe en strofe. »This is a creation story / The first sunrise in primordial chaos / Angels welcoming the dirt, fire and ice«. Så var vi ligesom i gang.
Med fire meget forskellige vokaler – måske mest bemærkelsesværdigt fra Nina Winder-Linds vibrerende alt – en stående trommeslager og fuld smadder på guitar og bas var der reelt tale om en form for punkudladning, deres fine små-viktorianske udklædning til trods.
Det var svært at overse de feministiske paralleller i både udtryk og lyrik med referencen til den nye Eva som den absolutte grundsten. Men dvæler man generelt ved deres musik, så er der også bare en autentisk nerve, der har medført at deres eneste udgivelse med den sigende titel The New Eve Rising er blevet rost fra mange vinkler. På Gloria fik vi således serveret masser af bangers fra pladen som på “Rivers Run Red”, hvor det fremadstormende tempo fra trommer og messende vokaler bød de fleste at flytte fødderne mod himlen. Her er helt klart et band at holde øje med, og det er godt set af Roskilde Festival.
Jeg skal efterfølgende hurtigt indrømme, at jeg kun nåede at se godt 15 minutter af Truck Violences koncert på Fauna grundet et skæbnesvanger uheld, der måske/måske ikke involverede en telefon, der endelig mødte sin skæbne i en festivaltoiletkumme (…må Gud vaske mine synder og min telefon ren). Og det kvarter, jeg så, udgjorde åbenbart halvdelen af koncerten, som sluttede godt og vel en halv time, efter den startede.
Uden at jeg helt kan forstå, hvorfor landevejenes sludge-drenge fra Canada ikke lirede mere af deres materiale af, så var det uanset en kraftpræstation af en hardcorebombe. Alle mand, der ikke lige sad ved et trommesæt, piskede rundt på scenen, ledninger snoede sig sammen – og lemmer ligeså. Jeg nåede lige at høre halen af en banjo og forstod, hvad de mente, da de sagde, at bandet her ikke nemt lader sig proppe ned i en genrekasse.
Hvad der ellers skete til dén koncert, ved jeg af gode grunde ikke, for mine tanker var primært ved metoder til grundvask af elektronik. Men ud fra farven i ansigtet på forsanger, Karsyn Henderson, antog jeg, at de første 15 minutter var ligeså svedfremkaldende for alle involverede som de sidste.
