Torsdagen på årets udgave af Roskilde Festival begyndte, som den har fået for vane at gøre for en aldrende skribent, med en blød omgang country; i år leveret på Fauna af den amerikanske singer/songwriter Dean Johnson. Han spillede også i 2024 og har siden fået to danskere som sidekicks. Manden er sympatisk som sjældent set og lader til at have samme temperament som en beagle. Sangene var generelt den samme, underfundige og hyggelige omgang heartbreak, som han leverede ved sit seneste besøg, men meget andet havde man heller ikke brug for på det tidspunkt. Mine naboer var nogle lige så sympatiske oldtimers, der dog på et tidspunkt efter et af numrene begyndte at kaste med horn op mod den alt andet end diabolsk udstrålende Johnson. I det mindste startede de ikke et circlepit.
To styks udskiftede sko senere, (da vejret var begyndt at slå over i tristesse), stod den på sælsom støj ved den slovenske trio Širom. Deres lydtapeter, kunne man godt frygte, havde været svære at overføre til liveformat, men det gik glimrende. De strikker et sindrigt univers sammen af alle mulige former for forskellige objekter (inklusiv transparent gaffatape og noget, der lignede udstødningsrør), og det kunne have været fedt at have haft deres arsenal af instrumenter, når man fik frit valg i musiktimerne – det er i hvert fald federe end claves og rytmeæg. En drejelire er måske nok lidt sværere at mestre end claves, men man kunne vel komme efter det. Garneret med smukke billeder af Ljubljana, (tror jeg), gav lydbilledet nogle gange associationer til diverse postrockbands, og hvis Sirom ikke allerede har talt med Godspeed You! Black Emperor, så kunne de jo overveje en kollaboration.
Derefter skulle der mere fut i tingene, og her er de tre bananer fra Malk de Koijn som regel leveringsdygtige. De havde godt nok fået den monumentale udfordring at levere en god hiphopkoncert dér, hvor alle hiphopkoncerter går hen for at dø – Orange Scene – og Langestrand var godt nok blevet lidt pløret af den silende regn. Men det gik nu glimrende alligevel, især da det tunge skyts blev rullet ud hen mod slutningen af koncerten, mens solen begyndte at kigge frem. Ud fra en kosmetisk bedømmelse, så skriger Geolo G’s tarme måske ikke så meget, som de har gjort, men “Kosmisk kaos” slår stadig rent og præcist, og det var ikke svært at kickstarte fællessang til noget så besynderligt som teksten til “Vi tager fuglen på dig”.
Således opmuntret gik turen mod et af festivalens forhåbede højdepunkter: grindcore/punk-legenderne fra Birmingham, Napalm Death. Næsten lige så lang tid, Robert Smith og The Cure har været deprimerede, cirka lige så længe har Napalm Death været helt ekstremt rasende og en stor inspiration for et hav af bands. Begge dele er de stadig – på al form for religion, statsoverhoveder og kødædere plus det løse. Bandet har i dets nuværende form eksisteret siden 1987, men grundpillerne blev lagt tilbage i 1981. Desværre var den ene af de to medlemmer, der har været med siden 1987 – bassist Shane Embury – af uvisse årsager ukampdygtig, så kun frontmanden Barney Greenway var tilbage af ursuppen. Men hold da ellers kæft, hvor han fyldte for en hel hær.
Han er simpelthen forrygende sager. »We’re going to spend the next hour playing some horribly noisy shit for you«, proklamerede han i begyndelsen af koncerten, og det skal jeg da love for, at de gjorde. Guitaristen John Cooke, der kan blære sig med både at have munkefrisure og dreadlocks, var en koncentreret plæneklipper af riffs, mens Danny Herrera var imponerende træfsikker, uanset hvor korte eller lange numrene var.
Men fikspunktet er naturligvis “Barney”, som han generelt blot kaldes. Konstant piskende rundt, småsnakkende, når han ikke råbte og skreg, og iført sine typiske seler, lod han ikke nogen forblive upåvirkede. Sans for humor havde han selvfølgelig også, men tålmodighed med racister, sexister, homofober med videre har han i hvert fald overhovedet ikke – og det er jo svært at være uenig i. Sangen “Narcissist” blev dedikeret en “vis orange præsident”, og Dead Kennedys-coveret “Nazi Punks Fuck Off” var dedikeret til, ja, nazister, der skal fucke af.
Napalm Death fik cirka en times spilletid, hvilket var rigeligt med tid til at spille det, der vist stadig har en slags rekord som verdens korteste nummer, “You Suffer” med teksten “you suffer, but why?!” og et kæmpe trommerul og et riff på et sekund. Blink én gang, og det er væk, og det gjorde mange vist til Barneys irritation. »PAY ATTENTION«, lød det fra den lille englænder. Jaja, jeg skal nok. Deres koncert, der var spredt godt ud over diskografien, var en kort og godt og vredt en kæmpe magtdemonstration, og for en gangs skyld kunne det retfærdiggøres, at der opstod et voldsomt kaotisk pit – vist nok uden hårdere tilskadekomne. Men det fløj til højre og venstre med både krykker og beklædningsgenstande, så det var vel en ubetinget succes. Et højdepunkt på festivalen var det, og Napalm Death er åbenlyst ikke dinosaurer; nok nærmere den meteor, der udslettede dinosaurerne.
Senere på aftenen var dagens headliner jo nok Gorillaz, men det virkede umiddelbart mere tillokkende at slå vejen forbi noget andet – især på grund af de vel 90.000 mennesker, der var dukket op foran Orange Scene.
Og i skyggen af Damon Albarns allestedsnærværende person på hovedscenen var der en anden slags abekattestreger at hygge sig med i form af engelske Uncle Acid & The Deadbeats, der er et af den slags bands, man lidt havde glemt eksisterede, men som har en ganske urørlig opskrift baseret på satandyrkelse, stonerrock, exploitation-film på baglærredet og store mængder fuzzpedaler at læne sig op ad.
»We are here to ruin your night«, var introduktionen af primus motor, forsanger, leadguitarist og eneste konstante medlem i bandet, Kevin Starrs. Et løfte, der dog viste sig ikke helt at holde stik. For det var ikke bandet, men derimod udefrakommende faktorer, der ødelagde aftenen. Kort efter at bandet havde leveret det fremragende, nye nummer “Don’t Let Them Control You”, blev de nemlig prikket på skulderen og bedt om at gå af scenen. Kort efter blev koncerten afblæst.
Tilsyneladende havde lydtrykket fra Lagune været så stort, at det havde forstyrret den nærliggende Gorillaz-koncert, og så måtte den mindste abekat jo forføje sig. Det affødte lidt tumult i teltet, og ingen misundelse herfra til manden fra festivalen, der måtte viderebringe forklaringen om “tekniske problemer” under ydre påvirkning af flyvende ølkrus og et hav af strakte langfingre. Uanset årsagen; stort suk.
Bandet havde brændt scenen af indtil da, og der var tilmed dejligt med plads, hedenske ritualer på bagtæppet og eksalterede svenskere i pitten. Men den fest blev dermed slukket. En fuckfinger af de store til især de – tilsyneladende ret mange – der havde købt en endagsbillet netop for at bade i den engelske syre. Og uanset hvem der bærer skylden såvel som ansvaret for den misère, så bør der være plads til selvransagelse.
Frem for alt så var det synd for et band, der netop havde nået kogepunktet i deres optræden. »Blame those over there«, udbrød Starrs, inden han forlod scenen, mens han pegede i retning af Orange Scene, så noget var der nok om snakken. Et ærgerligt punktum på endnu en god dag og om ikke andet så i det mindste en undskyldning for at trække stikket og tage en vrissen togtur hjem i seng.
