Plader

Chin Up Chin Up: This Harness Can’t Ride Anything

De er et frustrerende popband at være i stue med, for de spiller ikke popmusik. I stedet trawler Chin Up Chin Up deres sange igennem, som var de på jagt efter den guldrandede artpopsang. Højt at flyve, dybt at falde – og Chin Up Chin Up lander i middelmådighedens marker.

Det er ikke altid nemt med indrømmelser. Ordet bærer ofte negative understrømme med sig, som om man har holdt hemmeligheder skjult. Og hvis der er noget, den offentlige skare ikke bryder sig om, så er det hemmeligheder. Jeg forestiller mig en skræmmende scene, hvor jeg sidder mutters alene på anklagebænken og med skælvende stemmeføring må indrømme: Jeg kan lide gode pophooks. Udtalelsen efterfølges af buh-råb og kasteskyts i min retning. Men sådan ligger landet altså: Jeg kan godt lide gode melodier. Det skal ikke skjules.

Slet ikke skjules, som Chicago-bandet Chin Up Chin Up (navnet indikerer en opmuntring fremfor en egentlig sportsøvelse) formår at gøre det. De er nemlig et dybt frustrerende popband at være i stue med. På overfladen er der ellers noget rigtigt ved de 10 sange på This Harness Can’t Ride Anything, ligesom der var noget rigtigt ved de 10 på den noget bedre forgænger og debut We Should Have Never Lived Like We Were Skyscrapers.

Chin Up Chin Up bygger pudsige popsange med livlige rytmer, bølgende keyboards, polyrytmiske slagmønstre og kantede guitarer, der umiddelbart får én til at tænke på en krydsning af navne som Pinback, Minus the Bear og tidlig Death Cab for Cutie. Men This Harness Can’t Ride Anything rummer også talrige distraktioner og gener. Som en generel tendens er der ofte lige et lag eller to af unødvendig kompleksitet eller fyld, som blander sig og tilslører sange, som hopper, spjætter og rusker, når de blot ønsker at skabe melodi.

Melodimaterialet på This Harness Can’t Ride Anything er ikke mere kompakt eller på anden måde anderledes fra sangene på debutpladen. Til gengæld savner jeg her en mening med den overpyntende glasur, der ikke rigtig gør kagen mere spiselig. I stedet for at lyde nidkære lyder sangene påtagede – fortravlede og overdrevent dekorative blot for at være netop dette.

Det lyseste øjeblik er titelnummeret, som rimeligt nok også får lov at åbne pladen. Der er en barnagtig entusiasme på spil, og bandet husker at lade melodien komme i første række – og al den instrumentale lir i anden. Tak for det. Også den herligt betitlede “I Need a Friend With a Boat” gør en smule væsen af sig, men giver i sidste ende bare sin lytter lyst til at høre Wolf Parade – og hvorfor egentlig nøjes med en light version?

Således er den største anke: Chin Up Chin Up ender med at sætte sig mellem to stole. This Harness Can’t Ride Anything er ikke umiddelbar på en sådan måde, at man uden videre tankevirksomhed bare kan nyde nogle gode popmelodier. Og på den anden side er bandet ingen åndsarbejdere og deres sange ingen dybsindige værker, som man i fast rutine vender tilbage til som en trofast kammerat.

Sanger Jeremy Bolen har på This Harness Can’t Ride Anything ændret sin stemmeføring i forhold til på debutpladen. Her er han ført mere i forgrunden, og hvad der tidligere var en hvisken, er erstattet af mere pågående sang, der får ham til at lyde meget som Eric Bachmann (Archers of Loaf). Men lad det blot være sagt: Bolens vokal er svag og uinteressant og nærmer sig ikke Bachmanns charme.

Uinteressant er det mest præcise ord om This Harness Can’t Ride Anything. Det er lidt som i folkesangen “Husbonden sender Lasse ud”, hvor hverken mennesker, dyr eller ting vil det, de har til formål. I mit forskruede pophoved har Chin Up Chin Up til formål at spille catchy popmusik. Men de vil ikke. Hele foretagendet er generelt utilfredsstillende, »…og så går alle hjem.«

★★½☆☆☆

Leave a Reply