Plader

Islaja: Ulual YYY

Skrevet af Martin Thimes

Finske Islaja nærmer sig det tilgængelige på hendes tredje album, men der er stadig overrumplende mange ubesvarede spørgsmål tilbage, når pladen er ovre. Spørgsmål, der vækker nysgerrigheden og giver Ulual YYY endnu en chance for at åbne sig op. Igen og igen.

Pip. Pippippippip. På et tidspunkt i midten af det sidste nummer på Ulual YYY fanger mine øjne vinduet for at forsøge at spore de fugle, der sidder udenfor i krattet. Men der er ikke noget krat. Der er ingen fugle. Islajas tredje album spiller stadig videre. Stemningen frem mod den afsluttende kvidren har været alt andet end idyllisk, og tanken om at der lurer et eller andet i baggrunden, som jeg ikke rigtigt kan sætte ansigt på, hænger ved. Ikke fordi den finske sangerinde er skræmmende i sig selv. Hendes musik har smidt skrøbeligheden og fremstår utroligt skråsikkert midt i al mylderet af synth, elektrisk guitar og simple, drøje trommeanslag.

Allerede fra første tone, en tung bas fulgt op af klaver og vibrerende guitarspil samt Islajas halvt distortede vokal, er alle mine forhåbninger om en forfinet udgave af Islajas tidligere udgivelser forsvundet. Hun bruger lag på lag af gentagelser spredt over flere instrumenter og lader dem smelte sammen i en kort melodi, inden en synthtone simpelt holder mig fanget i det usynlige net, der danner sig i mit hoved, når jeg ikke helt ved, hvad det er der kommer ud af højttalerne. Den tilstand lykkes det hende at holde mig i gennem “Sydänten ahmija”. Saxofonen, der også optrådte på hendes forrige album Palaa Aurinkoon, bærer melodien frem i samme stil som hendes debut-album Meritie, der lever i sig selv og nærmest ånder mig i nakken, hver gang den bliver sat på.

Lige så betryggende det kan være at få det, jeg forventer, lige så rart er det at blive rystet lidt. “Pete P” er det nærmeste, Islaja nogen sinde har været på velkendt sangstruktur. Omkvædet er godt nok ikke-eksisterende, men fremdriften er der, og der er kun et enkelt alvorligt krumspring og tilhørende sammenbrud af instrumentudåndinger. Og trommerne minder om et komplet dekonstrueret hiphop-nummer fundet på et mixbånd engang i 80’erne.

Islaja har løbende fået adgang til bedre optageudstyr, og de tidligere så mudrede produktioner får her lov til at leve sig helt ud. Signalerne er tindrende klare, og tidligere tiders tågede skovbundsmystik er erstattet af en nutidig ambiance, der gør sig godt under en høj sommerhimmel og ikke, som tidligere, i fugtigt tusmørke. Støjen er blevet bedre defineret og anslagene på de udefinerbare instrumenter får lov til at bevare deres klang i lidt længere tid end tidligere. “Pysähtyneet planeetat”, hvor melodien er båret af fløjten og Islajas repeterende vokal, skaber et sært overtryk inde i mit hoved, så selv om Islajas musik nydes bedst med lukkede øjne, er det nødvendigt at åbne dem.

De sammenbrudte toner får ny vitalitet i “Muusimaa”, der tager Tom Waits’ skrammelæstetik til nye ekstremer ved at kun at blive holdt sammen af næsten-konstante hi-hat-anslag, samtidig med at guitarerne frit fletter sig uden om melodien og vokalen, der pludselig har fået den tætte lyd af sovekammeroptagelser, som de færresten freejazz-plader har. Her lader Islaja med hjælp fra et væld af instrumenter – umiddelbart kan jeg høre bas, ødelagt synth, bongotrommer, omvendt afspillede bækkener og måske en blæser – melodien bryde sammen lige så afslappet, som var hun på vej ned med skralderen. Hun understreger ingenting, men lader det være op til mig at fange det, der måske er at fange i sangen.

Den skovbundsshamanistiske “Muukalais-silmä” afslutter sagerne, inden afslutningsnummeret sender blikket ud mod krattet uden for vinduet. Og pludselig er vi tilbage til udgangspunktet. Islaja har lavet en ny plade, og jeg har stadig ikke helt forstået, hvad hun vil mig med den. På sit første album havde hun tegnet sig selv omkranset af hvide fugle, på det næste var hun fotograferet – med rystet hoved og lukkede øjne. På Ulual YYY har hun åbnet det ene øje, mens hun stirrer væk fra kameraet. Jeg køber nok også den næste plade, hun udgiver, for jeg har på fornemmelsen, at hun på et tidspunkt åbner øjnene helt og kigger mig i øjnene. Den dag kan jeg måske forstå finsk.

★★★★☆☆

Deltag i debat