Plader

Owen Tromans: Hope Is a Magnet

Skrevet af Jannik Lyhne

Hope Is a Magnet er langt fra den typiske soloplade. Owen Tromans får hjælp af backingbandet The Elders, som straks fyrer op for en forfriskende gang powerpop. Talentet og intentionen er på plads, men pladen mister momentum, når bandet får for lidt plads.

Owen Tromans var før i tiden forsanger i det rockede San Lorenzo, men har efterhånden udgivet en lille håndfuld soloplader. Med sig på sin nye plade, Hope Is a Magnet, har han backinggruppen The Elders, med hvem han også optræder live, og det er bestemt ikke en dårlig idé. Både dynamikken og opfindsomheden giver nemlig straks følelsen af at lytte til et sammenspillet band, og det er klart pladens styrke og løfter den op fra middelmådigheden.

Allerede med åbningsnummeret “Light It Up” bliver pladen sparket i gang med et bombastisk riff, mens Tromans råber »throw me a handgrenade!« Så er stilen lagt, og det bringer med det samme tiden tilbage til 90’ernes powerpop. Energiske riffs, hårdtpumpende trommer og catchy popmelodier, der er som taget direkte ud af et Matthew Sweet-album. En forfriskende overraskelse i en tid, hvor det bestemt ikke er cool at lyde som The Posies, og hvor soloplader helst skal byde på følsom singer/songwriter-pop.

Men Tromans ser stort på tidens tendenser og fortsætter med tydelig inspiration af 90’ernes powerpop. F.eks. med “Evangeline”, som let kunne have befundet sig på Teenage Fanclub-klassikeren Songs From the Northern Britain. Med en ringende akustisk guitar, en let melankolsk melodilinje og små forsøg fra bas/trommer på at sparke lidt liv i sangen.

Når ens originalitet nu kun rækker til at finde en glemt genre frem igen, er det selvfølgelig vigtigt, at det ikke bliver en søvndyssende pastiche. Og Tromans har faktisk noget at have det i. Fra start af bliver den ene gode popmelodi afløst af den næste – endda med god variation. Fra åbningsnummerets store riffs til den afdæmpede og smukke “The Last Word on the Sunshine Girls”, hvor både titlen og musikken giver mindelser om en glemt b-side fra The Lucksmiths, komplet med forstadsmelankoli, akustisk guitar og endda krydret med lidt steelguitar. Det er bestemt blandt højdepunkterne på albummet, og selv teksten er enig i dette udsagn: »And this is the song, I would be playing when I see her.«

Pladen fortsætter med flere overbevisende bandpræstationer og fremragende popmelodier, mens teksterne stadig kredser omkring forstadsidyl og håb, smukkest i sangen “Dust of Stars” med linjen »cassette tapes don’t last forever.« Det er bestemt svært ikke at være imponeret, og selv et godt stykke henne på pladen bliver Tromans ved med at fremtrylle popmelodier, stærkest med “Korea” og “Ghosts!”. Eneste minus er en svag tendens til at oversynge, så han på et par numre lyder som Chris Martin.

Men mod slutningen af albummet går det helt galt. Pladens styrke, The Elders, bliver glemt, fordi Tromans vil bevise, at han kan selv. Det næstsidste nummer skulle ifølge pressematerialet minde om John Fahey. Det er ren ønsketænkning. Nummeret består af to dele akustisk guitar, og der er sådan set ikke noget i vejen med nogen af dem, men hvad der kunne være blevet til to korte introer til endnu et par gode popsange, bliver ved i næsten fire minutter uden hverken sang eller variation og helt uden samme kvaliteter, som gør det værd at lytte til Fahey. Hvis det lykkes lytteren at holde sig vågen, er der desværre ikke meget mere at komme efter. Kun et mislykket forsøg på en episk afslutning, som dog heldigvis er en del kortere end det forrige nummer.

Det er brandærgerligt, at pladen skal spoleres af denne slutning, og tilbage er der kun et håb om, at The Elders tager tilbage til Tromans’ studie, holder fokus og om et par år er klar til en 90’er-powerpop-revival. Hope Is a Magnet mangler lige de sidste procenter. Hvis man virkelig savner Teenage Fanclub, kan man sagtens have glæde af den, mens de fleste andre lyttere vil have mindst lige så stor fornøjelse ud af at støve de gamle 90’er-plader af.
Teenage Fanclub, The Posies, Matthew Sweet, Stephin Merritt

★★★★½☆

Deltag i debat