Plader

The Holiday Show: We Are Popular

We Are Popular er en dårlig plade, ingen tvivl om det. Men hvor dårlig er den egentlig, og hvad kan man som anmelder tillade sig i morskabens navn? Få et sjældent indblik i en anmelders formørkede sjæl, imens han kæmper med sarkasme, arrogance og – viser det sig – selverkendelse.

Lad mig starte med at sige, at denne anmeldelse er endt med at være en del anderledes, end jeg oprindeligt havde forestillet mig. Jeg havde nemlig efter de første par lyt, et kig på teksterne og et blik på bandets øvrige meritter lagt i ovnen til en gevaldig sviner. Først og fremmest fordi jeg mente, at pladen fortjente det, men, i selverkendelsens skarpe, ublide lys, også fordi en sådan sviner kan være ganske underholdende at skrive.

Først havde jeg tænkt mig at fokusere på tekstsiden. Jeg ville starte med at slå fast, at det ved gud er noget af det mest pinlige, jeg har måttet lægge ører til i lang tid.
Så ville jeg give en hurtig opsummering af mit ellers generelt pragmatiske forhold til tekster i popmusik. Jeg ville skrive, at jeg naturligvis bider mærke i, og nyder, gode tekster, men at jeg, så længe der ikke er sætninger, der enten henrykker eller decideret fornærmer mig, sagtens kan ‘nøjes’ med blot at fokusere på musikken. Dernæst ville jeg skrive, at teksterne på We Are Popular desværre svinger mellem det afgrundsdybt banale og tåkrummende pinlige, og at det ikke hjælper, at Casper Castellos kølige og let ubehjælpelige vokal er mixet så langt frem i lydbilledet, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at ignorere de ord, han synger. Så ville jeg undre mig over, hvorfor bandet dog har valgt at lade teksterne trykke i det i øvrigt flotte cover, og jeg ville citere tekstuddrag som dette fra titelnummeret:

»We are popular / from the schoolyard to the stage / there’s a star in every age / life is short / and dreams must come true.«

Hertil ville jeg knytte en sarkastisk bemærkning om, at nummeret burde have været Talent 2008’s officielle theme song, og jeg ville bestemt ikke have ment det positivt.

Det næste, jeg overvejede, var at give anmeldelsen en rindalistisk vinkel qua det faktum, at pladen har modtaget støtte fra Kunstrådet. Jeg ville lige sørge for at nævne, at Peter Rindal, som nogle læsere uden tvivl ville være klar over, var medlem af Fremskridtspartiet, men først og fremmest kendt for at være indædt modstander af, at hans skattekroner skulle gå til at brødføde kunstnere, der producerede kunst som menigmand umuligt kunne forstå og i øvrigt ingen interesse havde i. Det sjove ved denne vinkel ville naturligvis være, at hvor Rindal var imod den abstrakte og svært forståelige kunst, ville jeg rase over at mine skattekroner blev brugt til at finansiere uinteressant, radiovenlig, ’middle of the road’-popmusik.

Jeg ville nævne, at den kraftigt 80’er-inspirerede elektropop, som The Holiday Show excellerer i, er dybt uoriginal og ganske uden modhagere, og at der, på trods af enkelte fine melodistumper hist og pist, er et overvældende overtal af musikalske ligegyldigheder, enslydende synths, trættende hooks, og en generelt blodfattig produktion. Jeg ville plædere for, at mine penge i stedet burde gå til at støtte musik, som ikke i samme grad var selvskrevet til heftig rotation på de landsdækkende radiostationer.

Jeg ville også sørge for at nævne, at The Holiday Show i 2006 modtog et Mymusic-legat, og at valget om at tildele bandet kunststøtte lugter af at være baseret på et ønske om bandets kommercielle gennembrud i højere grad end dets kunstneriske kvaliteter. Ja, måske ville jeg endda gå så langt som til at bruge ordet pøbelvælde for ligesom at understrege mine egne elitære tendenser, selvom jeg ikke er helt sikker på, hvordan jeg ville have sneget det ind.

Men efterhånden besindede jeg mig alligevel en smule. Jeg overvejede, hvorvidt jeg egentlig primært ville svine pladen til, fordi det var det sjoveste, og om ikke det alligevel var for meget af det gode, når der nu, som jeg faktisk endte med at konkludere efter at have givet den en ekstra chance, ikke er tale om en himmelråbende dårlig plade, men blot om en aldeles uskadelig, middelmådig og kedsommelig omgang pop. Jovist, teksterne er forfærdelige, udtrykket er pinagtigt behagende, men der er trods alt et par fine sange hist og her.

Alt i alt endte jeg altså med en dom, som er noget mere moderat, end jeg først havde troet, og forhåbentlig også mere fair. Så må jeg gemme den bidske, episke sviner til en anden plade, som virkelig fortjener det.

★★½☆☆☆

Deltag i debat