Plader

Bastion: s.t.

Det italienske postrock-band Giardini di Miròs guitarist, Jukka Reverberi, søger nye fællesskaber med en ligesindet i duoen Bastion. Her udforsker de et dystert og mørkt spændingsfelt mellem droner og støj med indfald af abstrakt jazz.

Førstehåndsindtrykket er det vigtigste. Den sociale læresætning har alle vel fået banket ind i hovedet på et eller andet tidspunkt. De fleste moderne mennesker bevæger sig også i forskellige fællesskaber. I familien, i fodboldklubben, på arbejdet. Og i hvert eneste fællesskab har man nogle roller, som man selv har været med til at skabe, og som er påvirket af ens førstehåndsindtryk hos andre, hvorfor omgivelserne også har stor indflydelse på ens rolle. Der foregår en masse personlige udvekslinger og, ja, magtspil, hvor alle prøver at definere deres roller i forhold til omgivelserne i sådan et fællesskab.

I musikverdenens fællesskab har Jukka Reverberi ikke gjort meget væsen af sig. Man kan sige, at han spiller en perifer rolle i det store musikalske landskab, men som medlem af den italienske postrock-gruppe Giardini di Mirò har han dog alligevel formået at røre nogle få følsomme hjerter rundt om i verden. Giardini di Mirò indtager en rolle som et let og luftigt postrock-band, der nok bevæger sig i samme musikalske mønstre som eksempelvis Godspeed You! Black Emperor, men slet ikke forsøger at løfte samme dystre og tunge udtryk. Giardini di Mirò er forår til Godspeed You! Black Emperors efterår.

Men nu forsøger Reverberi at redefinere sin rolle i musiklandskabet i samarbejde med Valerio Cosi ved netop at afsøge et langt mere dystert udtryk. På Bastions debutplade udforsker de over fire længere numre en langsom fremdrift, der kan forekomme statisk, men bestemt ikke er det. Musikken ligger i grænselandet mellem drone og noise, men hvor drone ofte er meditativt, og noise kan være statisk, så forsøger Bastion at skabe progression i numrene ved at udfolde dronerne og angribe dem med hakkende forstyrrelser.

Duoen formår at variere deres udtryk, og det gør de to sidste numre ret interessante. “Dancing Bones” befolkes umærkeligt af lavmælte mikrobasrytmer, mens en kaotisk, men sparsom percussion trækker nummeret længere og længere over mod det freejazz-territorium, en mere og mere ustyrlig saxofon-solo cementerer. Samtidig intensiveres støjen, så den til sidst lyder som en massiv parasit-invasion, der myldrer ind ad hver eneste sprække og åbning i musikkens rum. På “Red Star” lukker en sløret opera-lignende vokal lidt forkrampet menneskelighed ind i det ellers ret tilknappede univers, men ender alligevel som en spøgelsesstemme i de duvende droner, da der dukker ustrukturerede industrielle rytmer op senere i nummeret. Det er utvivlsomt noget andet end Giardini di Mirò.

Om det decideret har været formålet for Reverberi at redefinere sin rolle i musiklandskabet, kan jeg ikke sige noget om, men det viser i hvert fald en ny side, som bestemt ikke er for alle, og det er nok i virkeligheden slet ikke Giardini di Mirò-fans, der vil falde over den her plade i første omgang. Så Reverberi bevæger sig i virkeligheden i to forskellige fællesskaber, hvor han har to forskellige roller, og jeg kan sgu godt lide ham i det her nye fællesskab.

★★★★½☆

Deltag i debat