Plader

Powersolo: Bloodskinbones

Så er der dinnermusik. Nej hov, dinermusik. En særlig form for cafepop til dem, der savner de amerikanske 50’ere og de første spæde forsøg med rock’n’roll. Powersolo er leveringsdygtige i energisk kulisserock.

Alle kender de amerikanske diners. I hvert fald hvis man har fulgt lidt med i populærkulturen de sidste 50 år. De er i røde, blå eller grønne pastelfarver med sort-hvide tern på gulvet, og der er altid kaffe på kanden. De er fra den tid, hvor der stadig var kokain i Coca-Cola. På mange måder står de som symbolet på ærkeamerikansk kultur. En myte fra 50’erne, hvor mennesker mødes, forelsker sig, indgår skumle aftaler eller endda begår mord. Denne myte er foreviget i Edward Hoppers berømte “Nighthawks” fra 1942, hvor dinerens natlige appel til ensomme sjæle fremhæves, modsat dens image om dagen hvor den er fyldt med hormonforvirrede teenagere, der drikker softdrinks. Sådan bliver dineren i hvert fald tit fremstillet, primært i Hollywood-produktioner.

På mange måder er det i denne bizarre fiktion, at danske Powersolo opererer. De spiller som altid en klassisk form for rockabilly med små indspark af eksperimenter, f.eks. de arabiske fraseringer i Batman-tema-pastichen “Murder in Sfax”. Det er klassisk rock’n’roll uden de store dikkedarer, som den blev spillet på Buddy Hollys tid. Måske med lidt mere tempo og tyngde. Kæresten hedder “Baby”, og teksterne er lige så hule som en Hollywood-kulisse.

Det er netop det, der gør Bloodskinbones til det perfekte lydspor til en nostalgisk diner i bedste amerikanske stil. De dyrker forestillingen om USA, som den tager sig ud i tegneserier og film. Der er ikke mange nuancer i deres tekster, der bl.a. handler om at hade busser, og et nummer som “Nineteen Ninety-Six” er et glimrende eksempel på den fiktive verden, der er bygget op, fordi den handler om at have skrevet tekster i 1969, hvilket de af ganske naturlige årsager ikke kan have gjort.

Albummets højdepunkt er “Elvin D Jerk”, der kommer i to versioner i omvendt rækkefølge. Først får man Elvins historie fra Elvin selv, der har trodset sin mors råd om at holde sig fra alkohol og blive i skole og derfor har drukket sig ned i taber-højde. Bagefter får man historien genfortalt udefra. Elvin dør, da han bliver stoppet af et par betjente og døddrukken skal træde ud af bilen. Han snubler over kantstenen og brækker nakken. Historien leveres med gode melodier og en skødesløshed, der mangler i mange af de andre sange. De virker ofte for kontrollerede og floskeltunge.

Det endimensionale album er derfor på mange måder kulisse-musik. Tomt, men veludført og energisk. Der mangler bare noget af den vildskab og fråde, som rock’n’roll uden for dineren lever af. Den rock’n’roll, der er et oprør mod forældrene og systemet. Men det er en anden myte.

Rettelse: Anmelderen har haft en diskussion med Jesper Reginal fra Crunchy Frog, som kan læses på Crunchy Frogs blog (red.).

★★★☆☆☆

Deltag i debat