Plader

Condo Fucks: Fuckbook

Skrevet af Anders Mortensen

Gamle kendinge i nye forklædninger spiller gamle kendinge i nye forklædninger. Der er ikke meget at komme efter, hvis det er originaliteten, der trækker, men som statement og hyldest fungerer Fuckbook umanerlig godt. Og så er sangene (stadig) skidegode.

Condo Fucks er Yo La Tengo. Yo La Tengo er Condo Fucks.

Ingen grund til at bevæge sig som katten om den varme grød. Der er ikke tale om et up-and-coming garagepunkband eller noget andet i den dur. De er til gengæld nogle gamle rotter i faget, Yo La Tengo, velbevandrede i noise-indie-shoegazer-poppen siden 1986 er de; sikre og i bevægelse som altid. De har udgivet hovedværker (I Can Hear the Heart Beating as One), de er indehavere af fabelagtige albumtitler (I’m Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass), og de har endda haft æren af at være selveste Velvet Underground i filmen “I Shot Andy Warhol” fra 1996.

Og i 2009, indeværende år, 23 år efter deres første udgivelse, har de så for en stund valgt at smide det gammelkendte navn fra sig og gå under navnet Condo Fucks, og ud over det har de også valgt at udgive et album udelukkende bestående af rockcovernumre udsat for en skramlet, mudret garagerocklyd, og den klokker ind på lidt under en halv time. Flamin’ Groovies, Richard Hell, The Troggs, Beach Boys. Alle bliver de udsat for det samme distortionangreb.

Men der er stadig den Tengo’ske charme, og under al palaveret kan man også mærke den kærlighed, der er til de enkelte numre. Fuckbook er en plade, der respekterer forbillederne, hejser dem op og piller dem ned igen ved at gøre numrene til en del af den samme sløsede suppe, men det er alt sammen gjort af et godt hjerte. “Watcha’ Gonna Do About It” af Small Faces er et eksempel på et nummer, der er set før i kendte coverversioner (Sex Pistols), men her bliver det til tidlig Stooges i stedet for snottet punk, og det fungerer stadig eminent som et simpelt rocknummer. Man kan også stadig høre, at “Shut Down” er et Beach Boys-nummer komplet med »la la’s«, »oooh’s« og surfguitar, men garagevinkelen gør om ikke et godt nummer bedre, så viser den i hvert fald en anelse mere flænsethed, og det klæder. Ikke nok med det, for det er også her, at man kan begynde at gisne om hele formålet med projektet. For når man hører Troggs, Beach Boys og Small Faces sat op mod Groovies og Richard Hell, og det hele bliver til den her store, nedbarberede suppe af lyd, så er det bare et fint lille minde om, at rock’n’roll har det samme udgangspunkt; den samme skabelsesberetning, hvor forskelligt det så end måtte lyde efter en gang nørklen rundt i studiet.

Når Yo La Tengo bliver til det ukendte orkester Condo Fucks, så er det ikke en joke, men en homage til rocken. De opfører sig som et bodegaband, der har et lille repertoire og et par job på forskellige, bittesmå spillesteder, så de lige kan klare til dagen og vejen, og så spiller de gamle travere, som de nu kan finde ud af at spille dem, og det er der ikke megen finesse i. Men der er trang i det og lyst i det, og formålet er at spille fed rock, og det er derfor, at rollespillet giver utrolig meget til albummets fortælling. Condo Fucks undgår flad pastiche, og de undgår den elegant.

Men gisnen om formål og idéer sat til side, så lyder det også bare fedt. Det kommer aldrig rigtig helt til at sidde i skabet, fordi pladen godt kan gå hen og trætte med dens ens tilgang til det hele, men materialet fejler ikke meget, og hvis det ikke er i stykker, hvorfor så ikke krænge det helt ud og bare spille det helt råt og ligefremt og så lade indierocken ligge til andre dage og andre plader?

★★★★½☆

Deltag i debat