Mt. St. Helens Vietnam Band: s.t.

Mt. St. Helens Vietnam Bands debutalbum af samme navn er produktet af Traci Eggleston, Jared Price, Marshall Verdoes, Benjamin Verdoes og forsanger Matthew Dammers musikalske evner. Den amerikanske kvintet bosiddende i Seattle har begået en debutplade, som udforsker de sidste 50 år i musikhistorien. Der bliver hugget løs på det skammeligste, og der er ingen, der kan føle sig sikre. Mt. St. Helens”¦ bruger på deres debutplade væsentligt mere tid på at fortælle, hvem de beundrer, end hvem de selv er, men det er på en kærlig måde. En måde, hvorpå charmen stadig hænger ved efter mange gennemlytninger.

Albummet starter med lyn, torden og med The Clashs skygge hængende over sig. De fængende rockhymner “Who’s asking”, “Masquerade” og “Cheer For Fate” buldrer derudad ved hjælp af skarpe guitarer, forpustende hurtigt trommespil og Matthew Dammers insisterende vokal. Ligesom de åbenlyse britiske forbilleder fra The Clash og The Jam forsøger Mt. St. Helens”¦ at reformere den klassiske rockmusik ved hjælp af afro-beats, folkede mellemspil og en generelt legesyg tilgang til de oprindeligt brugte melodistrukturer.

Heldigvis er albummet ikke udelukkende en skelen tilbage til de bands, som formede Vietnam-kollektivet og lullede dem i søvn om aften. Størstedelen af pladen foregår i et højt og lystigt tempo. Et tempo, som er svært at følge for en som mig, der stoppede med at lytte til de hurtige rockudladninger, så snart studenterhuen var blevet fejret. En udvikling, som mange indierock-drenge formentlig kan genkende.

I gymnasiet blev man båret rundt af datidens helte; The Strokes, Muse, Franz Ferdinand og The Libertines. Ansporet af ens voldsomme hormoner var de kunstnere det perfekte soundtrack til ens hastige teenageliv. Dengang var det ikke så vigtigt, hvad der blev sunget om. Man bekymrede sig ikke så meget om kompleksiteten, hvis det havde et fedt riff. Lige så vigtigt var det, at de bar nogle smalle, cheap Mondays og et par all-stars, som var lige ved at gå fra hinanden. Mod slutningen af ens gymnasietid havde man oplevet ens første kærlighedssorger og havde stiftet bekendtskab med musikalske soulmates, som Elliott Smith, Sufjan Stevens og Conor Oberst. Folk, som forstod en, og som kunne relatere til, hvor hårdt man egentlig havde det. Selvom det sjældent var værre, end at man var et par afleveringer bagud eller ikke havde råd til at tage med på Chaplin i Viborg.

Selvom man er glad for at man ikke længere er en akne-ramt teenager med tøj fra Kirkens Korshær, og på trods af at man befinder sig meget godt i sin nuværende neo-folk’ede boble, er det stadig meget sjovt at dvæle ved det, der engang var. Til tider er der sgu ikke noget federe end at sætte The Strokes’ Is This It?-pladen på, og andre gange kan man slet ikke lade være med at finde sine gamle og støvede Kent-plader frem bagerst fra cd-samlingen.

Ja, selvom man kun er i midt-20’erne er det ikke for tidligt at føle, at man er i gang med sin første midtlivskrise. Og det er lige præcis her, at Mt. St. Helens… finder sin berettigelse i vor tids musikhistorie.

For når man lytter til numre som de tre ovennævnte, “En Fuego”, “Little Red Shoes” og den fantastiske folk-poppede “A Year or Two”, føler man virkelig, at man er tilbage i Holbæk/Viborg/Svendborg. Hvorend man tilbragte sine teenageår, var ens liv en rutsjebane uden lige, og det er Mt. St. Helens… selvbetitlede debutalbum også. Der er sange, der er syrerockede, der er sange, der er garagerockede, og der er sange, der er postrockede. Det er ikke originalt, og det er formentlig heller ikke en plade, jeg gider at lytte til næste år – eller næste uge for den sags skyld.

Men da jeg lå i solen på den smukke forårsdag, var det virkelig god underholdning. Og det er, hvad denne plade kan; den sender sjælen på himmelflugt og underholder legemet imens.