Plader

Grand Avenue: Place to Fall

Grand Avenue har muligvis forfinet deres lyd en anelse og tilført lidt mere elektronisk kant til deres arrangementer, men i bund og grund lyder de, som de altid har gjort. Det kan man så vælge at tolke, som man vil…

Grand Avenue fortsætter, hvor de slap for to år siden på The Outside, hvor den store lyd blev dyrket, med noget bred mainstreamrock, der appellerer til både radio- og rockører. Det er efterhånden lidt fortærsket at tale om, hvem de minder mest om: U2 eller Coldplay? Og op i Kong Hans’ hule hælkappe med den diskussion, for hvad end man kommer frem til, så er og bliver Grand Avenue noget udmærket og lettilgængeligt rockmusik, der kan stille den mest sultne, melodihungrende mund med flotte arrangementer og store armbevægelser.

Guitarfladerne beruser og bruser derudad på Place to Fall, og her er intet nyt under solen. Det lyder godt, velproduceret og ualmindeligt ufarligt. Fred være med det, og jeg må da tilstå, at første single, “Almost Gone”, er et rigtig fedt rocknummer, der flirter med lidt andre virkemidler, end Grand Avenue tidligere har dyrket. Mere elektronik i lydbilledet og en anelse mere kant på strukturen gør udslaget, og det er klart pladens højdepunkt. Guitaren er virkelig skarp, og det er lidt en skam, at førnævnte højdepunkt allerede kommer som første skæring, men det er jo ikke forbudt at bruge sin returnknap.

Ellers kommer velkendte Grand Avenue-kompositioner stribe på stribe. Lyt f.eks. til “Control”, så er der en chance for, at man fanger det genkendelige. Lag på lag-musik, der bæres oppe af utallige guitarriff og melodistykker, der borer sig gennem rummet. Indimellem kommer der et ‘hive luft ind’-break, som f.eks. på “Black Heart”, men ellers må prædikatet for Place to Fall klart være ‘rimelig energisk guitarrock’.

De mere stille stunder på pladen virker lidt malplacerede. Det er ok at vise, at man mestrer det inderlige, men hvor i hulen kom den countryklingende slideguitar ind i billedet på “She Leads the Parade”? Det er godt nok ikke lige deres boldgade og helt i gennem misvisende for albummet. Bedre er den desperate “Waiting for the World”, der er klassiske Grand Avenue-beat med rullende trommer og repeat på omkvædet, men jeg må igen kaste håndklædet over den plagierende “These Days”, der desperat forsøger at lyde som Editors, og det er ikke befordrende for det samlende udtryk.

Et samlet produkt, der ikke overrasker eller ødelægger noget som helst. Det er ret fordøjeligt, uden man skal undres, forskrækkes eller gå helt i hundene rent emotionelt. Grand Avenue er som sådan sympatiske og dygtige til det, de laver. Det er super melodisk, jovist, men det er bare ikke voldsomt fornyende eller voldsomt interessant.

★★★☆☆☆

Deltag i debat